Jeg er garanteret ikke den eneste, der kan huske hele rabalderet omkring ’Frozen koncerten’ i København, hvor grædende børn og vrede forældre var at se i medierne her og der og alle vegne. Forældre vrede på deres børns vegne. ’Curlingforældre’ eller hvad den slags nu hedder. I min bog i hvert fald helt evnesvagt at flippe skråt over, at ens barn ikke kan se nok, høre nok eller begge dele til en koncert, hvor der tilfældigvis også er andre menneskers børn, der også gerne vil se – og så kan alle altså bare ikke stå forrest, sådan er det nu engang. Derudover var det en gratis koncert, som i ‘det koster dig ikke noget, og er du ikke tilfreds, så gå igen’.

Måske, forældrene skulle have forklaret det til deres børn i stedet. Jeg har sgu’ da også været til et par koncerter (der i øvrigt langt fra var gratis), hvor jeg ville ønske, at jeg havde en bedre plads end, hvad tilfældet var, men jeg står jo ikke og råber og skriger op i medierne af den grund.

Proportionerne er da i den grad skredet for nogle forældre, når de kan være så ophidsede over en gratis koncert – og endda føle sig i deres gode ret til at brokke sig og skælde ud på arrangørerne på diverse sociale medier.

I curling fejer man, med stor iver, med en kost foran den der dims, så den glider lettere hen over isen i den retning, man ønsker (f…, det lyder kedeligt). Sporten har givet navn til begrebet “curlingforældre” og ”curlingbørn”, og med kosten in mente opfatter man hurtigt, at det dækker over forældre, der gør alt for at lette livet for deres børn, og dermed får skabt børn, der ikke er vant til lidt modvind.

Netop min datter vil jeg gøre alt for, men 'curlingforælder' håber jeg alligevel aldrig, at jeg udvikler mig til.

Netop min datter vil jeg gøre alt for, men ‘curlingforælder’ håber jeg alligevel aldrig, at jeg udvikler mig til (og gør jeg, så prik mig lige på skulderen).

Jeg var ikke til ’Frozen’ koncert i København (åbenbart tak for det), men det er ikke kun derinde, at voksne mennesker får en ‘hjerneblødning’. Jeg har været med til forskellige arrangementer ved diverse højtider, rigtig gode arrangementer skal det tilføjes, hvor jeg bor i provinsen, og jeg er faktisk temmelig chokeret over, hvordan voksne mennesker indimellem opfører sig, når det handler om deres børn (og det gælder altså både i storbyen og provinsen). Det er simpelthen for komisk. Eller nærmere tragisk komisk. Jeg træder muligvis nogen over tæerne nu, men det er nu sådan, jeg har oplevet episoderne, og derfor sådan, jeg beretter om dem.

Det er december, juletræet skal tændes, og pænt mange mennesker er samlet på et af de store torve i byen, hvor jeg bor. Der er selvsagt rigtig mange børn, for det er jo selveste julemanden, der tænder lysene på juletræet. Den del gik sådan set udmærket, på nær, at man virkelig skal passe på, ikke at blive trampet ned, når julemanden ankommer til pladsen med sin kane, fordi alle forældre gerne vil, at lige præcis deres lille guldklump skal stå bedst i forhold til, hvad der nu skal foregå. Fair nok, men i den proces kunne man måske lige tænke over, at der også er andre børn (og forældre), der, sjovt nok, har samme ønske for deres guldklump. Nå, men det værste var nu alligevel at se, voksne skubbe hinanden i kampen om nogle skide flødekarameller. Voksne, der skubber julemanden (ikke videre taktisk at skubbe manden, der står for ens julegave), fordi de vil have en karamel til deres barn. Små børn, der bliver trådt på af voksne, fordi de jo er i vejen for de her enormt vigtige flødekarameller. Jeg måtte bruge alle mine kræfter på at få en lille teletubby (læs: nuttet dreng i flyverdragt) op fra jorden, inden han kom til skade, da voksne mennesker rask væk trampede af sted i kampen om karameller (for vi ved jo alle sammen, at danske børn generelt altid bliver snydt, hvad gælder diverse goder såsom slik, og at få en karamel ER jo også et spørgsmål om liv og død). Det er f…… flødekarameller. Faktisk stod jeg der sammen med min datters kusines far, som havde været forudseende og havde taget en pose karameller med til børnene. Jeg derimod havde, som sædvanligt i den slags situationer, ikke meget at byde med – jeg havde vidst en læbepomade i lommen. Jeg har sagt til min datter, at ikke alle altid får en karamel eller, hvad det nu er til den slags arrangementer, sådan er det, men at vi kan gå ned og købe nogle efterfølgende.  Og jeg køber gerne et par kg. karameller ekstra til næste arrangement, og deler ud af, hvis det kan få alle voksne til at opføre sig anstændigt. Gå dog hen og køb nogle i supermarkedet eller slikbutikken, og giv dem til  børnene. Sig de er fra julemanden, nisserne, tandfeen – hvad ved jeg, men skulle vi ikke lade være med at lære vores børn, at det er okay at skubbe og masse for at komme først i køen – især for en flødekaramel. For det er lige præcis, hvad de lærer af den opførsel, jeg så den dag i december – måneden, hvor der i øvrigt er fokus på næstekærlighed?!

Jeg glemmer det hele, dagene går, og det bliver Fastelavn – en anden hyggelig højtid for børn og barnlige sjæle. Min datter på fem er med sin far og kusine til Fastelavn i et af de lokale supermarkeder, hvor frådende bedsteforældre åbenbart har sat sig på denne dag. Da bunden blev slået ud på tønden, måtte mange af børnene blive stående i sikker afstand for blot at se på bedsteforælde (og enkelte forældre), der (bevares i en god mening) kastede sig over slikket fra tønden for at sikre, at lige netop deres barnebarn/børn fik, hvad der tilkom dem (og mere til). Alt imens, at stort set alle børnene stod og så måbende til. Min datter spurgte sågar sin far, hvad de voksne dog lavede kravlende rundt på gulvet, og hvorfor de dog så så vrede ud (de har nok været yderst koncentreret i deres strategi efter mest muligt slik). Hverken min datter eller hendes kusine turde gå over for at tage et stykke slik af frygt for at blive mejet ned. Igen: Køb dog noget slik til de børn, hvis det er så vigtigt. Men helt ærligt, det er altså ikke det åndssvage slik, der er vigtigt, det er altså børnene (og ikke kun ens eget barn) og traditionen, der burde være i fokus, og så selvfølgelig det faktum, at der skal være plads til os alle – især børnene på sådan en dag.

Tredje og sidste gang, også kaldet ’dråben’ for mig, var til påske, hvor der var arrangeret, at man kunne lede efter æg til et arrangement i byen. Voksne mennesker gik så meget op i, at netop deres barn skulle finde æggene først, at de nærmest trampede andre børn ned i kampen om at komme til. Et barn kom sågar til skade pga. af iveren fra forældrene. Helt ærligt, hvad sker der?

Jeg tænker, at mine oplevelser nok ikke er unikke, og at det er et generelt problem sådan cirka i hele Danmark, fordi mange voksne/forældre glemmer ganske almindelig pli over for andre mennesker, herunder andre menneskers børn, når det involverer egne børn (mine tanker går lidt til udsalg med sindssyge kvinder. Bevares, jeg vil da gerne spare 20 pct. på en taske eller lign., men hvis det betyder, at jeg skal opholde mig sammen med alt mange frådende kvinder på alt for lidt plads, takker jeg pænt nej tak, og betaler de 20 pct. mere). Faktisk har jeg taget mig selv i at være ved at falde i ‘forældrefælden’ flere gange, men når heldigvis at undvige, fordi jeg (nogle gange i sidste øjeblik, og ja okay nogle gange lidt for sent opdager det. Men jeg indrømmer det da i det mindste, og arbejder med det) husker på, at mit barn jo sådan tilfældigvis ikke er det eneste barn i denne verden, og fordi hendes forældre synes, at hun er det mest enestående af alt og alle, er det jo nok ikke sådan, alle andre opfatter hende. Jeg vil da til hver en tid indrømme, og herom skal der ingen tvivl herske – jeg ville tænke på min datter først – altid, hvis det gjaldt liv og død – min datter er da klart min 1. prioritet (det ville da være løgn at hævde andet, og sådan er det forhåbentlig for alle forældre), men nu er hverken flødekarameller eller påskeæg lig med liv eller død. Så skulle vi ikke blive enige om, at give plads til hinanden, og ikke mindst huske på, at de børn vi forældre opdrager på i dag, er dem, der kører Danmark videre i morgen, og fortsætter vi den der ’curling kurs’, står det ærlig talt skidt til.

De forældre (og bedsteforældre), der netop gør alle de her, til tider, mærkelige ting, for at lette tingene for deres børn( børnebørn), de bidrager jo bare til, at børn ikke kan noget som helst selv. I min bog er ”curlingbørn”, børn, der bliver skånet for meget, og som dermed mister udvikling, og udvikling giver erfaring, og uden erfaring er de ærlig talt klædt skidt på til livet. Jeg er bestemt fortaler for, at man forkæler sit barn med kærlighed og omsorg. Okay, der ryger også andre ting ind på forkælelseskontoen her, men så længe min datter forstår, hvad der er rigtigt og forkert, viser empati, omsorg og kærlighed for andre mennesker og ellers grundlæggende opfører sig ordentligt over for andre, ja så må hun sgu’ gerne blive lidt forkælet. Men hvad ville der ske ved, at lade børnene selv klare tingene i de situationer, som jeg har nævnt ovenfor? De ville garanteret klare den bedre end, hvad tilfældet er for flere af de voksne, jeg har betragtet til diverse arrangementer. Det er jo lige præcis dét, vi klæder dem på til, når vi siger: Du skal vente på de andre, vente til, det er din tur, du skal dele, du skal være en god ven, du skal sige tak, du skal hjælpe  osv. Men det glemmer de voksne så åbenbart i jagten på flødekarameller og påskeæg.

Hvor der er et ’curlingbarn’, er der en ’curlingforælder’. Just saying.

Note to self: Husk hjelm og beskyttelsesdragt til næste arrangement!