Jeg fik lyst til at fortælle jer historien om Thomas. Eller noget af historien om Thomas. Ikke fordi, jeg går synderligt meget op i sport, det ville vidst være synd at sige (jeg kan kun lide at dyrke det selv, det der med at sidde og glo på det i tv, er ikke mig). Nå, men for at sætte min store viden lidt i perspektiv, spurgte jeg Thomas, om han ville fortælle mig lidt om sit arbejde med ham der racerkøreren Jan Magnussen. Thomas smågrinte og spurgte, om det var Kevin Magnussen, jeg mente. Nuff’ said 😉 Derudover var Thomas’ kone Nanna sød at sende mig billeder til bloggen, hvortil jeg måtte skrive tilbage, at det var meget fint, men den eneste jeg kunne genkende på billederne, var Thomas (og Bendtner, fordi han har været så meget i medierne for andre ting end fodbold). SÅ nej, det er ikke derfor, at I skal læse om Thomas, det er af helt andre årsager.

For det første, fordi han laver noget ikke mange andre i Danmark laver. Han er nemlig racerkøreren Kevin Magnussens wingman. Forstået således, at han har en ret vigtig rolle i Kevin Magnussens karriere – wingman er noget jeg har døbt ham til at være 😉 Men for det andet også fordi, jeg godt kan lide, når folk skaber noget særligt, og det synes jeg faktisk, at Thomas Jørgensen har gjort. Jeg kender ham fra folkeskolen. Han gik en klasse over mig, og jeg kender Nanna fra gymnasiet, hvor vi gik i parallelklasse. Og den dag i dag, kender vi stadig hinanden. Sådan er det med provinsen. Og netop provinsen har givet Thomas noget meget vigtigt med i bagagen – noget man ikke samler op alle vegne – ikke ifølge Thomas i hvert fald.

Thomas er født og opvokset i Kalundborg, men flyttede fra byen i 1997, og bor i dag i Dragør sammen med sin kone Nanna og deres tre børn. Men han kommer stadig i sin hjemby, som han holder meget af, og hvor hans forældre m.fl. også stadig bor. Han er uddannet fysioterapeut, kinesisk mediciner og akupunktør, startede egen virksomhed op i 2006, og ejer i dag Protreatment med 35 ansatte. Protreatment ligger flere steder på Sjælland og Jylland. I år kommer Thomas til at rejse rigtig meget – over 150 dage. De seneste otte års tid har det været mellem 60-80 dage om året. Alene sammen med Kevin Magnussen bliver det til mere end 25 rejser i år. Han behandler dagligt mange af de store danske sportsstjerner både herhjemme og i udlandet. Men pt. er han on and off af sted med racerkøreren Kevin Magnussen, som hans ’wingman’, da det er Thomas, der tager sig af ham og sørger for, at han er fysisk klar til sine løb. Det tager hårdt på kroppen at køre Formel 1. Under løbene taber Kevin Magnussen sig to kilo (TO KILO WTF?!), fordi han forbrænder så meget væske, og bl.a. det skal han trænes til at kunne håndtere bedst muligt.

”Jeg sagde nej til at være fast med, da han fik sædet første gang i Mclaren, men da han fik chancen denne gang, kunne jeg godt mærke, at jeg var nødt til at hjælpe ham. Men til trods for, at det er hårdt at være væk fra min familie, er jeg ikke i tvivl om, at det er det rigtige valg. Kevin er en personlig ven, og kan jeg hjælpe ham til at nå sit mål, vil jeg hellere end gerne det. Der er kun 22 personer i verden, der har det job, som Kevin har, og du kan meget nemt falde i og opføre dig som en superstjerne, men det gør Kevin ikke. Der er ikke noget, der stiger ham til hovedet. Han er en ganske almindelig bonderøv fra Roskilde, ligesom jeg er en ganske almindelig bonderøv fra Kalundborg, og på den måde holder han benene på jorden. Sådan noget sætter jeg enorm stor pris på.”

Thomas og Kevin til Formel1 i Rusland i fredags.

Thomas og Kevin Magnussen til Formel1 i Rusland i fredags. Jeg skal lige have lært Thomas, at man gerne må smile på selfies 😉

Der er ingen tvivl om, at Kalundborg jyden, der uden tvivl har begge ben solidt plantet på jorden, i dag bliver betragtet som en specialist blandt elitesportsfolk, herunder en del fodboldspillere. Det hele begyndte ved, at Thomas viste gode resultater, og løste nogle indviklede problematikker, som spillerne havde gået med meget længe. Stille og roligt spredtes resultaterne om, at han kunne løse deres fysiske problemer, og få dem til at yde mere – og han takker bl.a. sin opvækst i provinsen for sin succes.

”Det har givet mig ekstremt meget at vokse op i provinsen. Jeg er overbevist om, at man generelt skal stå noget mere på mål for sine valg, når man kommer fra en mindre by. Alle kender ligesom alle i Raklev/Kalundborg, og det har givet mig en kæmpe tryghed i min opvækst. Jeg har oplevet at man sportsligt tænker meget mere egoistisk, når man er fra storbyen. I Raklev, KGB eller Svebølle, der havde vi de spillere, der var i byen, og derfor gjaldt det om at få fællesskabet til at fungere så godt som overhovedet muligt, for vi havde ikke andre. Man flytter ikke klub, hvis man bliver sat på bænken i et par kampe – hvilket jeg har oplevet er helt normalt i københavnsområdet, hvor jeg spillede fodbold, imens jeg studerede. Jeg kan godt lide tanken om, at man får det bedste ud af det, man har at arbejde med. Det er noget af det, jeg har lært af at spille håndbold og fodbold i Raklev. De fantastisk gode trænere, heriblandt mine egne forældre og andre rollemodeller, jeg har mødt op igennem min ungdom i den lille klub, har lært mig rigtigt meget om livet (uden at de måske har været bevidste om det). Specielt det sammenhold, vi havde ude i Raklev, på tværs af idrætsgrene, årgange osv. er noget jeg ikke tror, man kan finde mange andre steder. Det var og er selvfølgelig stadigvæk en fantastisk familie, som “uddanner” deres “børn” med nogle gode værdier. Ganske simple værdier som at tale ordentligt til hinanden, møde til tiden, stå sammen, gøre det bedste man kan osv. er ganske lette sætninger at sige, men at udføre dem fysisk i presset situationer er noget helt andet. 

Nicklas Bendtner træner i Thomas klinik.

Nicklas Bendtner træner i Thomas klinik i Dragør.

Jeg joker lidt med, at jeg er “geografisk racist” i mine valg af ansatte, da jeg meget gerne vil have folk fra “landet” i mit firma. I mit virke som rådgiver, behandler og træner for elitesportsfolk, bruger jeg blandt andet min erfaring fra mine år som idrætsudøver helt tilbage fra Raklevtiden, som er stedet, hvor jeg voksede op. Både når det gælder forståelsen for spillernes udfordringer på banen, i teamet og mentalt. Jeg tror, at min opvækst i Kalundborg har lært mig at søge efter optimering/forbedring inden for de rammer, jeg har at arbejde med. Jeg arbejder ikke med at sætte folk i kasser, men med at få det bedste ud af den individuelle atlets potentiale. Dvs. udgangspunktet er atleten. Her er min opgave at finde det uudnyttede potentiale, der ligger gemt hos atleten. Hos mange af de idrætsfolk, der kommer hos mig, er alt blevet vendt og drejet, og det vil sige, at der ikke er noget, der er overladt til tilfældighederne. Her er det en fed udfordring alligevel at kunne finde og ændre noget, så vedkommende præsterer endnu bedre.”

Thomas og en masse sportsfolk, som jeg ikke aner hvem er. SÅ meget ved jeg nemlig om sport ;-)

Thomas og en masse elitesportsfolk, som han træner, og som jeg ikke aner, hvem er (jo, kan genkende Bendtner -ét point til mig). SÅ meget ved jeg nemlig om sport, men I kan garanteret sagtens sætte navn på dem…;-)

Thomas Jørgensen sagde noget ret sjovt til mig, men ikke desto mindre har han nok ret – og det gælder, i hans tilfælde, for Kalundborg,  men kunne lige så godt gøre sig gældende for så mange andre provinsbyer rundt omkring. Er i hvert fald sikker på, at der er mange, der kan nikke genkendende til følgende ord:

”Kalundborg er et “beskyttet værksted” på den fede måde, som har alt at byde på, hvis man går ud af sin dør, og åbner øjnene.”