I torsdags fejrede jeg Sankt Hans på stranden tæt ved, hvor jeg bor. Ligesom så mange andre danskere i øvrigt gjorde. Jeg har altid haft et eller andet med Sankt Hans, ved faktisk ikke rigtig hvorfor, men tror, at det er noget med det der midsommer. Jeg elsker de danske lyse lange sommeraftener. De findes kun heroppe i norden, og det er altså noget helt specielt skandinavisk og meget smukt. Min familie i USA er altid meget benovet over vores lyse lange sommeraftener, når de besøger os om sommeren (ligesom de er vilde med, at man kan være heldig at se nordlys også).

Nå, tilbage til Sankt Hans. De havde varslet storm og regn i store mængder, og uvejret var da også tæt ved, hvor jeg bor, men drev ligesom bare udenom Costa Kalundborg i stedet for at sætte ind, og det var vi jo mange, der var glade for, da vi netop fejrede Sankt Hans på standen med bål og alt, hvad dertil hører. Men jeg fandt også ud af, at der er mange, der faktisk ikke ved, hvorfor vi fejrer Sankt Hans (det gjorde jeg faktisk heller ikke, udover det med midsommeren naturligvis). Jeg kom til kort, da min datter på fem år (som altid stiller de gode spørgsmål) spurgte mig om, hvorfor man fejrer Sankt Hans, hvorfor man tænder bål og hvorfor man brænder hekse af. Jeg mener, jeg kunne da delvist svare, men det var sgu’ ikke helt godt nok, og hun købte den ikke. “Mor, det burde du altså vide, men så må du jo lige finde ud af det, så jeg også ved det,” sagde hun. Nå, men så hurra for google da. Hjernen over alle hjerner.

Til de af jer, der vil vide det: Sankt Hans er faktisk en gammel hedensk tradition, hvor man fejrer åres længste dag. Men Kirken var snu dengang i det 9. århundrede (det er alligevel et par år siden), at de med Kristendommens udbredelse, gjorde det til deres tradition ved at bruge dagen til at fejre Sankt Hans, som er det danske navn for Johannes Døberen. Ham Johannes er altså en vigtig person i Bibelen (det håber jeg faktisk, i ved), og derfor skulle han – ligesom Jesus – fejres på et af solhvervstidspunkterne, altså de tidspunkter på året, hvor vi har henholdsvis den længste og korteste dag.

blog.skt.2

Jeg fejrede Sankt Hans på Gisseløre i Kalundborg, hvor jeg er kommet, ikke hvert år, men så ofte jeg har kunne, siden jeg var barn.

Vi tænder bål, fordi man dengang, da man ikke vidste bedre sagde, at det onde hjemsøgte de hellige aftener, og derfor tændte man vågeblus, der skulle holde det onde væk. Oprindeligt blev bålene altså ikke brugt til at brænde heksene på, men til at holde dem og det andet onde på afstand. Men hvorfor brænder vi så ”hekse” på bålet? I 1920’erne og 1930’erne begyndte man at brænde hekse af halm på Sankt Hans-bålene. I Tyskland og Østrig brændte man nemlig strådukker på bålet, som symboliserede, at det onde skulle forsvinde. Denne tradition tog danskerne til sig (det passede jo også meget godt sammen med, at vi var så kloge, at vi frem til 1693 brændte folk på bålet, hvis vi mente, at de var hekse eller troldfolk). Så er man alligevel meget glad for, at vi er en del mere oplyste i dag, trods alt (jeg var sgu’ nok blevet brændt på bålet dengang for at være rapkæftet). Og Bloksbjerg er faktisk et sted i Tyskland. Et gammelt tysk sagn fortæller, at heksene mødtes med djævlen her til en fest, hvor de drak menneskeblod og dansede heksedans hele natten (gad altså virkelig godt se sådan en heksedans).

Nå, men den del ved Sankt Hans, som jeg kender, er netop den med lysets komme – at vi fejrer det. Men for mig giver det meget mere mening, at man i Sverige og Norge kalder det ’Midsommar’. Man fejrer jo netop midsommeren, og de lyse nætter. Men da det er den 21. juni, der er årets længste dag, forstår jeg faktisk ikke, hvorfor Sankt Hans ikke er den dag. Men det er det så ikke.

Og ja, historien er interessant, men hvad der virkelig betyder noget for mig er, når jeg står og synger med på midsommervisen (ikke at det lød videre godt med min komplet umusikalske hæse stemme), kiggede ud over havet, og så Dannebrog svaje i vinden med solnedgangen i baggrunden (I know, næsten for meget, men det var smukt), sammen med en masse andre. Lige der, havde vi et sammenhold. Et fællesskab, som desværre efterhånden, på nogle fronter, er en mangelvare i Danmark i dag, men som man relativt ofte får følelsen af i provinsen, og jeg elsker provinsen for det (jeg siger ikke, at det ikke eksisterer i store byer, men det virker bare som om, at der er meget mere udtalt i små samfund). Men lige dér stod vi så alle, og var sammen om at fejre en smuk tradition (mange aner jo så egentlig ikke rigtig hvorfor, men vi gør det, fordi det er smukt), og netop traditioner kan være så fine. Den der stemning, der beskriver et fællesskab. Sådan har jeg det, når jeg synger Midsommervisen ved Sankt Hans bålet, men faktisk også, når jeg hører en af vores (gamle) fodboldsange og ser, hvordan danskerne (og andre nationer) samles om én enkelt simpel ting – fodbold (og jeg finder ellers fodbold ualmindeligt kedeligt, og kunne aldrig drømme om at bruge min tid på at se det, sorry). Men fællesskabet, oh yes, dét elsker jeg – så meget, at jeg får gåsehud af stolthed, og jeg ved faktisk ikke, rigtig, hvorfor. Jo, jeg er vel stolt over et eller andet… Over at være dansk, velsagtens, til trods for, at vi jo lever i en tid, hvor det vel næsten er et fy-ord at være stolt over den slags provinsielle ting 😉 Men så er jeg både politisk ukorrekt og provinsiel. Og det er slet ikke skidt. Så langt fra endda…

Min datter, Aura-Xenia og jeg ved hendes 1. rigtige store Sankt Hans bål.

Min datter, Aura-Xenia og jeg ved hendes 1. rigtige store Sankt Hans bål på stranden i min barndomsby.