I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at besøge Rasmus Nøhr. Jeg ville gerne snakke med ham, fordi jeg hørte ham tale om bl.a. provinsen i radioen. Han sagde så mange ting om den, om folk i den og ikke mindst om, hvad den kan – provinsen altså – og den kan ret meget, hvis bare man giver den chancen. Rasmus Nøhrs ord gav så meget mening, at jeg slet ikke kunne lade være med at ringe til ham. Det blev til en laaaang snak om, hvad der er vigtigt her i livet, hvad der virkelig betyder noget, og lige der har Rasmus altså fat i noget af det helt rigtige. Og det virkelige fede er, at han reagerer på det, og bruger det i sit job som musiker.

For lige at fortælle de af jer, der ikke ved det, så er Rasmus Nøhr en af ’bagmændene’ bag ’Danmark Dejligst’, der er en gratis havefestival, der foregår i små provinsbyer i det danske land hver fredag/lørdag sommeren over. Der bliver spillet omkring 25 koncerter i små byer i år, og de er i fuld gang netop nu.

 ”Danmark Dejligst er dér, hvor sammenholdet trives. Ofte er det i de helt små byer, at man vil hinanden, og gerne frivilligt bakker op om lokalområdet. Det er slående, at vi ofte kommer steder, hvor der engang var høstfest, som udover at fejre og feste, også havde til formål at bekræfte fællesskabet – og det er dét, Danmark Dejligst gerne vil bringe til live igen.”

Sådan står der på ’Danmark Dejligst’ hjemmeside. Jeg havde egentlig ikke tænkt over det med høstfesten i gamle dage, forsamlingshuset osv., men de repræsenterer jo netop fællesskabet i landsbyerne, i provins-Danmark. Og det giver pludselig så meget mening med de der forsamlingshuse, sportshaller osv. – for mig i hvert fald. I øvrigt er Rasmus Nøhr vaskeægte københavner, født og opvokset på Nørrebro, og bor stadig i København. Den info virker måske lidt mærkelig lige nu, men giver mening længere nede i mit indlæg.

”Der sker noget med byer, når de bliver større. Der er en grænse, og ryger man over den grænse, forsvinder en del af sammenhængskraften. Vi er dybt afhængige af hinanden for at overleve. Alle kræfter byder ind, ellers dør samfundet, det er i hvert fald min teori. I provinsen går man meget højt i at trives med sine naboer, man interesserer sig for, hvad de laver osv., og den interesse kommer bl.a. af, at man er afhængige af hinanden. I hvert fald i højere grad end i storbyen. I en storby ses sammenhængskraften derimod ved fest, store arrangementer på arbejdspladsen eller i børnehaven, skolen osv. Nogle steder, hvor København er en landsby, er sammenhængskraften også stor. Det kan fx være i en boligblok. Her er der måske et problem, der skal løses, og det skaber sammenhold – giver en lokal ånd. Det er en rolle, præcis som familien, og det er vigtig at være med i en familie, men også et lokalt netværk. Netværk i København er fx, når gården skal ryddes, caféen er brændt ned ovre på hjørnet, og man vil gerne hjælpe ejeren med at genåbne. Når den slags sker, opdager man, at man er med i et netværk. Og det er faktisk det, vi bl.a. gør med ’Danmark Dejligst’. Vi viser folk, at de er en del af et netværk. Nogle gange ved de det, men så ved de ikke, hvor stærkt det netværk er, og hvad det kan udrette. En by kan udrette meget, og nogle steder aner de det faktisk ikke. Det er vi med til at vise dem, når en havefestival skal stables på benene, for det kræver meget af et lille lokalsamfund.”

Alle ved, at det er hyggeligt, at man snakker med hinanden. Det giver god mening at lave noget i fællesskab, at bygge op omkring fællesskabet så at sige. Det ligger i alle mennesker, og det er netop, hvad vi har med at gøre. De værdier, der egentlig ikke har noget med penge at gøre. Hvad er det gode menneskeliv? Det er jo netop kærlighed, familie og venner. Menneskeheden har brug for hinanden, og det viser vi hinanden mindre i dag – desværre. Statsapparatet vil bare gerne være større og større, og dermed bliver mindre overladt til lokalsamfund og græsrødderne. Men der er rigtig mange ildsjæle derude, og det er vigtigt. Men hvis man bliver reduceret til publikum, er det en anden følelse. Den funktion, hvor vi er der for hinanden, er overset. Ligesom det at tage ejerskab for noget i et samfund er vigtigt, det ved samtlige politikere også, det er bare nogle gange sværere i praksis end i teori. Vi skal alle sammen byde ind for at lave denne verden dejlig, og selvfølgelig er en lille havefest langt fra nok til det, men kan man gøre sit lokalområde til et rart sted at være, sker det formodentlig andre steder også.”

 ”Det er også vigtigt for stemningen i en by, at man gør det kontinuerligt. Sankt Hans bålet er netop et godt eksempel. Jeg er selv blevet tiltrukket af det fælleskab, jeg taler så varmt om, men jeg er opdraget til at klare mig selv, og har faktisk sent i livet opdaget, hvor skønt det er at være en del af noget. For mig har det været stort at opdage, men for andre er det måske blot en selvfølge, fordi de er vokset op med det. For mig at se, åbner man, i provinsen, dørene op for hinanden. I min branche er det typisk at man kommer forbi verdens hovedstæder, derefter til millionbyer, og i sidste ende til provinsen, hvis nogensinde. Provinsen bliver ikke meget berørt af de strømninger, der er i verdens metropoler. De strømninger, hvor man skal leve op til en hel masse og se ud på en bestemt måde – lige som alle de andre. Til gengæld, har de fat i kernen af det gode menneskeliv, hvis du spørger mig. Eller, der er i hvert fald en stor chance for det. Når man ser på, hvordan udviklingen har gjort os ensomme, til overforbrugere og meget andet, er det meget vigtigt at gå på jagt i de gamle værdier, som måske ikke har så meget fremaddrift, men derimod rummer det trygge og det vigtige. I dag har mange mennesker desværre mindreværd, men ser man på, hvor folk har det godt, er det i lokalsamfund, hvor man interesserer sig for hinanden hvor man er noget. Halvdelen af dem, der bor i København er vokset op i mindre byer, men også storbyen har landsbyer/lokalsamfund, det kan fx være i form af en boligblok. Fællesskab er vigtig, jeg siger ikke, at det er verdens redning, men jeg tror, at det er vigtigt, at folk bliver opmærksomme på, at man har brug for fællesskab, for at få et bedre liv. Vi har lige haft nogle år, hvor det ikke var så udtalt, men der er heldigvis kommet mere fokus på værdien af at være en del af et fællesskab. Mange ved, at det er en værdiforøgelse, i et hvilket som helst menneskeliv. At få et netværk er uvurderligt.”

Jeg mener klart, at potentialet for provinsen, men så sandelig også for storbyen, ligger i at tage ansvar og sammen skabe et fælleskab. Derudover tror jeg på selvtilliden. Selvtilliden til at provinsen tror på sig selv, og formår at fremhæve alt det gode. Det er medierne ikke altid gode til, men det er folk faktisk heller ikke altid. Som Rasmus Nøhr så rigtigt siger: ”Vi skal skabe selvtillid i provinsen. Folk, der bor i provinsen skal være fuldstændig ligeglade med, hvad man tænker i København. I dagens Danmark skal man helst ikke stikke for meget ud, det har vi Janteloven til at sørge for, men den skal vi droppe.”

Og det er jo lige præcis det, jeg hele tiden har sagt. Op et vidst sted med den Jantelov, og gør så ellers, hvad du har lyst til uanset, om de andre gør det samme. Vi skal være der for hinanden – for fællesskabet. Jeg har ikke altid selv været god til at lukke det ind, trods jeg er ret social. Men jeg er blevet bedre til at give mennesker, der er anderledes end mig – på den ene eller anden måde – en chance. Og det har i den grad påvirket mit liv positivt.  Jeg tror virkelig også på, at Rasmus har fat i noget ægte, når han siger, at vi skal passe på ensomheden. Ikke fordi ensomhed behøver at være noget skidt. Det kommer vel an på, hvordan man definerer ensomhed. ’Ensomhed’ for mig er ikke nødvendigvis negativt. Jeg har brug for ensomheden (de der mennesker kan man godt blive ret træt af indimellem ;-)), det har jeg altid haft, men forskellen ligger vel også i, at ensomhed er anderledes, når man selv vælger den til, end når man ikke har et valg – eller i hvert fald ikke føler, at man har et valg.  Men Rasmus har ret i, at det meget let kan gå hen og blive ensomt at leve i et samfund som vores i dag, hvor der måske netop ikke altid og alle vegne er plads til dem, der føler sig lidt hægtet af bølgen af og til. Og helt ærligt, gør vi ikke alle det indimellem?! Mange siger det bare ikke højt. Rasmus har ret. Uden kærlighed og fællesskab er livet ikke ret meget værd. Men MED er det ALT værd.

”Hvis du vil gå hurtigt, skal du gå alene – hvis du vil gå langt, skal du følges med andre.”  (aner ikke, hvem, der har sagt det – men det passer vel meget godt)Jeg har i hvert fald lært at sætte farten ned, og i stedet lytte til og samarbejde med andre, fordi jeg ved, at det betaler sig i sidste ende (og det er ofte også meget sjovere).

I kan i øvrigt læse mere om Danmark-Dejligst på deres hjemmeside www.danmark-dejligst.dk – det kan jo være, at du bor et sted, hvor I kunne trænge til en Havefestival, og så er det bare at skrive til Danmark-Dejligst..