Jeg kender flere, der pt. forsøger at sælge deres huse i provinsbyer, og det er altså ikke lige let. Forstået på den måde, at det er jo fantastisk, at der bliver solgt så mange flere huse mange steder rundt omkring i provinsen, end for et par år siden, men huspriserne i provinsen er altså ikke helt fulgt med. Dvs. ja, der bliver efterhånden solgt mange huse i flere byer i ’vandkantsdanmark’ igen, men priserne skal jo også være med. I provinsbyen, hvor jeg bor er der godt gang i hussalget, men det er primært huse under 2 mio. kr. Vil man gerne af med sit hus, og er det dyrere end omkring de (åbenbart magiske) 2 mio. kr. er det temmelig svært. Der er få, der køber dyrere pt., og af de, der gerne vil, bliver mange ikke godkendt af deres bank/kreditforening. Det er i hvert fald, hvad mange af mine venner og bekendte har oplevet samt, hvad jeg hører fra flere ejendomsmæglere i byen om end, det også på det punkt, så småt, begynder at se lysere ud.

Men når det er sagt, så boomer hussalget i provinsen, og er ved at hale ind på 2015, som faktisk også var et ret godt år, hvad angår hussalg. Antallet af solgte villaer og rækkehuse ligger kun 4,4 pct. lavere i årets første seks måneder, end i samme periode sidste år.

Den smukke natur ved den lille by ved havet i Nordjylland med bare 400 indbyggere – Lønstrup. Dog en hel del flere om sommeren pga. de mange sommerhuse i byen.

I Region Nordjylland er antallet af hushandler samlet set faldet med 1,5 pct. i første halvår, men det til trods har flere af de nordjyske kommuner klaret sig rigtig godt i årets første seks måneder. Kommunerne Brønderslev, Læsø, Mariagerfjord og Thisted har især haft fremgang i salget, og har oplevet en stigning på mellem 20 og 28 pct.  i forhold til første halvår af 2015.

Der er stadig faldende aktivitet på boligmarkedet i storbyerne (hvilket der er mange, der ikke ved), mens de mindre byer og kommuner klarer sig rigtig godt. Antallet af hushandler i fx Aalborg kommune er faldet med 18 pct., mens salget i flere af de tilstødende kommuner er steget markant. Prisniveauet har helt sikkert en betydning, idet en villa i Brønderslev kommune kan købes for næsten det halve af en villa i Aalborg, og mange er villige til at bo de ca. 30 kilometer fra Aalborg, hvis de kan få en billigere bolig, og det er jo godt nyt for provinsen – at der er tale om en form for opbremsning i urbaniseringen.

Det går også rigtig godt for Vest- og Sydsjælland. I de første seks måneder af 2016 er der blevet handlet 8,4 pct. flere villaer og rækkehuse i landsdelen, end i samme periode sidste år. Det er kommunerne Holbæk og Kalundborg, der er de helt store vindere med øget salg på henholdsvis 21 og 63 pct. i forhold til samme periode sidste år. Men også hussalget på Lolland ligger 13 pct. højere i år, og Guldborgsund har øget antallet af hushandler med 11 pct. (kilde: Undersøgelse foretaget af Boligsiden.dk)

Fra storbyen, til forstæderne til provinsen, det er den vej det pt. går, hvad angår tilflytning, og det er i min optik ikke så skidt. Jeg vil jo gerne, at mindre byer består, så vi netop både har storbyerne, forstæderne, de større provinsbyer, men så sandelig også de mindre samt de små landsbyer – lokalsamfundene, som netop blomstrer op mange steder netop nu er så utrolig vigtige for mange ting – ikke mindst fællesskabet. Danmark er jo netop det hele på én gang, der er plads til diversitet, hvad angår strukturen i bysamfundene – store som små. Og det er jo i øvrigt tankevækkende, at alle storbyer i Danmark pt. oplever stagnering eller fald i tilflyttere (på nær København, som dog oplever en lille stigning grundet flygtninge). Flere og flere vælger provinsen, nogle fordi de er tvunget pga. huspriser, men så sandelig også nogle, fordi de har fået øjnene op for provinsen og dens mange muligheder.

Så ved I det 😉