For mange år siden var provinsen sådan et lækkert sted. Et sted, hvor børnene voksede op med æble- og blommetræer i haven, heste på den anden side af åen i baghaven, skov og strand som nabo og ulåste døre til villaen. Et sted, der var trygt og fredeligt. Et sted, hvor en masse mennesker drømte om at købe hus, og også gjorde det. For en del år siden blev det sted pludselig forvandlet til sådan et ‘ufedt’ sted. Altså dvs. det synes JEG IKKE, men medierne elskede at fremstille det sådan. Ifølge dem, var jeg jo nærmest på et tidspunkt født og opvokset blandt pædofile, racistiske og uintelligente bonderøve, i stedet for hestene på marken og trygheden og naturen som mine trofaste venner. For ikke at nævne, at jeg åbenbart har været omgivet af landejendomme, der er så grimme og faldefærdige, at de er en skændsel for HELE Danmark. Der er altså også pæne huse og landejendomme i provinsen. Ligesom provinsens haver stadig bugner af blomme- og æbletræer og alt muligt andet godt. Dørene er nok oftere låst nu, men det er de altså også i København. Siger det bare.

Omtrent sådan lød mange mediers dom over provinsen på et tidspunkt. Sådan skildrede de min barndom i en mellemstor provinsby (jeg er født og opvokset i Kalundborg i Vestsjælland), hvor jeg i øvrigt elskede at vokse op. Men bid mærke i, at jeg skriver ’på et tidspunkt’, fordi det passer slet ikke, og det har de også fundet ud af nu. Eller de er i hvert fald lige så langsomt ved at finde ud af det. Dvs. den der med bonderøvene, den er vidst indimellem god nok, i hvert fald på nogle områder, men sådan er der jo så meget. Jeg er også selv en bonderøv på nogle punkter, og det står jeg gerne ved. Og ja, der er psykopater i provinsen her og der, men det er der sgu’ da alle vegne – også i København, og alle de andre større byer i Danmark. Men når medierne endelig skulle bringe en historie, var det altid de triste, frygtelige historier, aldrig de positive. Hvis de endelig gad bevæge sig væk fra domicilet i storbyen, skulle det f….. være pga. en god historie, dvs. en frygtelig tragedie. Hvem gider at høre om noget positivt? MIG for f…., og stort set alle andre, jeg kender. Nå, men det er de blevet liiidt bedre til nu, og vi er på vej i den rigtige retning, hvilket er,  hvad der tæller.

Men helt ærligt, så er det altså også kun på film, at provinsen er sådan, og som (forhåbentlig) de fleste ved, harmonerer film sjældent med virkeligheden. Ind imellem føler jeg dog alligevel, at provinsen er misforstået, og ikke mindst overset for alle dens gode værdier. Men jeg kan heldigvis mærke forandringen blandt danskerne – alle vegne, og det er fantastisk – og ikke mindst på tide.

Jeg har før nævnt, at jeg (ligesom så mange andre) har bidt mærke i, at næsten alle landets store medievirksomheder har domicil i hovedstadsområdet, hvilket vel også giver meget god mening i mange henseender. Det giver bare nogle skidte konsekvenser. Nyhederne er ikke fra Danmark – de er fra København (hvis man er heldig Århus og et par mere af de større byer i Danmark). København det er Danmark – i hvert fald i medieterminologi. Men hey, det skal nok ændre sig også, bare vent. Især med alle de ting, der efterhånden foregår rundt omkring i provinsen.

Måske medierne ikke helt er nået dertil, hvor de tænker, at Danmark faktisk er mere end København, men det er befolkningen heldigvis. Provinsen blomstrer, og det kommer til at fortsætte. Jeg har oplevet, hvor mange ildsjæle, der knokler for en idé rundt omkring i det danske land – også i provinsen. Faktisk – i den seneste tid – ISÆR i provinsen. Og de bygger i flok lige nu. Provinsen opgraderer, og beviset vil være at se om nogle år, men begynder lige så småt at blomstre her og der. Så til alle jer, der betvivlede provinsens overlevelse, jeg tvivler stærkt på, at I får ret. I takt med, at flere ressourcestærke flytter fra storbyen, vil provinsen også få flere ressourcestærke tilflyttere, og det vil være det, der får spanden til at tippe – altså på den gode måde. Jeg er faktisk slet ikke i tvivl om, at hvis jeg igen rejser fra provinsen en dag, så vil den stadig være der at komme tilbage til om mange år – og det i bedre form end nogensinde tidligere.

Men vi kan opgradere endnu mere

Når det er sagt, skal vi altså blive bedre til at udnytte vores potentiale. Vi har så mange muligheder for netop at trække turister til landet. Med en samlet kystlinje på mere end 7.300 km, hvilket er helt usædvanligt for så lille et land som Danmark, er vi altså ret heldige. Lige meget hvor man befinder sig i landet, er man max.  50 km fra kysten. Det næste er, at der rent faktisk er plads på strandene i Danmark. Dvs. selv på en varm sommerdag (okay, dem har vi ikke altid lige mange af, men alligevel), kan man altid finde en fredelig plet ved havet. Danmarks strande er ikke endeløse rækker af liggestole, påtrængende sælgere og larm, men derimod kilometervis af smukke hvide sandstrande/klitter – smuk natur, hvor man let finder sin egen fredfyldte plet, og hvor bølgerne er det eneste, der ’forstyrrer’ freden.

Og det er jo skønt, men vi kunne måske netop godt nogle steder blive markant bedre til netop at ”sælge” vores strande til turisterne. Det er de allerede ret gode til flere steder i Danmark, bl.a. i Nordjylland og Nordsjælland, men der er altså også lange kyststrækninger, hvor de slet ikke udnytter potentialet. Der er jo ingen, der siger, at man skal klistre de smukke kyster til med alverdens stads, men man kunne da godt rense strandene flere steder, og tænke lidt mere i fiskerestauranter, sejlpladser, caféer og iskiosker ved vandet. Kort sagt – LIV! Jeg er godt klar over, at vi ikke har klima som Sydspanien, men vi har pænt lækre strande og rent badevand, og da ofte også rimelige sommervejr, i hvert fald dele af sommeren. Derfor ville jeg også ønske, at flere kommuner udnyttede det potentiale, der ligger i de danske kyster, og fik skabt nogle hyggelige (ferie)byer, hvor folk havde lyst til at tilbringe deres ferier mm. ((jeg har venner rundt omkring i Danmark, og det er ofte den samme sang, jeg hører, når snakken falder på netop det emne).

I Kalundborg (Sjællands Vestkyst), hvor jeg er født og opvokset, er der en kyststrækning på 160 km (kommunen), og alligevel har man ikke formået at udnytte netop det potentiale, hvis I spørger mig. Men man er i gang, og der er ingen tvivl om, at gør man det rigtigt, bliver Sjællands Vestkyst netop i endnu højere grad et sted (det kunne også være andre steder, nu tager jeg blot mit udgangspunkt her), hvor folk har lyst til at komme og tilbringe deres ferier igen og igen – og måske endda bosætte sig, fordi der simpelthen er så skønt. Tallene viser i hvert fald, at vi er på rette vej, men vi må ikke tabe muligheden på gulvet. Det er nu, der skal handles, og nu man skal lytte til ildsjælene med alle de gode idéer.