Hun har været med til at skrive min historie

Hun er vel et slags øjenvidne til historien, hun har i hvert fald været med til at skrive historie – min historie. Og jeg elsker historie. Derudover har jeg også altid elsket min mormor. Og det slog mig, der midt i køen i supermarkedet, hvor jeg stod med specialøl i hånden til min mormor, at det sgu’ egentlig er meget cool at have en mormor, der fylder 103 år lige om lidt, og så ønsker hun sig specialøl i fødselsdagsgave. Det gør hun altså, og det gør hun, fordi hun jævnligt får gæster, der godt kan lide en god øl, og det kan hun faktisk også selv, har hun fortalt.

Min mormor er altså også top sej. Meget sejere end de fleste. Men faktisk kan jeg rigtig godt lide gamle mennesker. Det har jeg altid kunne. De besidder en eller anden ro, som vi andre kunne lære meget af, hvis vi gav os tid til det. Og derudover ved de en h… masse, det skal man ikke tage fejl af heller. Aller vigtigst har de erfaring med livet, og det kan man ikke købe sig til. Og ja, min momse er gammel, men man kan ikke løbe om hjørner med hende, og hun husker næsten bedre end mig. Noget, jeg dog nogle gange glemmer er, at hun jo også var ung engang. Hun har levet siden 1913, og har oplevet flere verdenskrige  – i det hele taget en verden under konstant forandring. Det virkelig fede ved min mormor er, at hun bare tilpasser sig – og lige præcis der, kunne mange (i hvert fald mig) lære noget. Jeg forventer jo, at verden tilpasser sig mig, hvad er der dog galt i det? 😉 Jeg siger ikke, at man skal tilpasse sig alt, men engang imellem er det klogt.

Som barn kom jeg meget på et plejehjem i byen, hvor jeg voksede op. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det var altså, fordi min mor var forstander (ja ja, det hed det dengang) på et plejehjem. Nå, men jeg elskede at lytte til de ældre menneskers historier, og der var mange af dem. Jeg kunne sidde i timevis og lytte (og de gav mig bolcher). Mine brødre havde det anderledes med plejehjemmet – de brød sig ikke om at komme der. Faktisk har min ældste bror fortalt mig som voksen, at han kun kom der til jul, fordi man fik en stor godtepose, når man havde danset om juletræet der. Han synes, at det var et spooky sted. Det er pudsigt som man er forskellig med sådan noget, da vi jo da har de samme forældre, og er vokset op i det samme hjem.

Jeg har i mange år tænkt på at skrive en bog om/med min mormor – om hvordan hendes liv har forandret sig med verden gennem mere end 100 år.  Men jeg har desværre aldrig fået det gjort. Jeg tænker tit på, hvordan min mormor var, da hun var barn, da hun var ung. Hvad hun har tænkt, følt, savnet og elsket. Da jeg var barn, var hun jo allerede gammel i mine øjne. Jeg har altid elsket min mormor, men da jeg var teenager, synes jeg bare, at hun var irriterende, fordi hun var så striks, og altid satte mig i gang med alt muligt, jeg absolut ikke gad (jeg ville hellere være sammen med mine venner, lytte til musik og tale om drenge).  Men efter at jeg er blevet voksen, er det gået op for mig, hvor vigtig en rolle hun altid har haft i mit liv, og hvor meget jeg vil savne hende, når hun ikke længere er her. Jeg ser hende ikke så ofte, desværre, men ser hende, når jeg kan, og taler ofte i tlf. med hende, og der har endnu ikke været en samtale, hvor hun ikke får mig til at trække på smilebåndet. Derudover har hun givet mig utallige råd, når jeg har været i tvivl om store som små ting i mit liv. Hun er gammel, og ser helt anderledes på mange ting, end jeg, men det betyder ikke, at jeg ikke kan bruge hendes råd og vejledning – tværtimod. Det er en kæmpe gave at have mennesker i sit liv, der ser anderledes på tingene og er anderledes fra en selv – også aldersmæssigt. Jeg har altid ment, at netop det udgangspunkt – forskellighed – giver et mere nuanceret billede af virkeligheden, og det har vi alle vidst brug for indimellem.

Danmark er jo på mange måder et fantastisk samfund, men måden hvorpå vi behandler vores ældre,  kunne vi godt gøre væsentligt bedre, og i det hele taget lære meget fra andre samfund. Jeg har rejst en del, og næsten i alle andre lande, hvor jeg har været, har man betydeligt mere respekt for de ældre end, hvad tilfældet er i Danmark i dag. Når jeg siger ‘i dag’, er det fordi, det har ændret sig, og det er en skam.  Altså nu siger jeg ikke, at de unge ikke har en masse at byde ind med, for selvfølgelig har de det, især taget den digitale tidsalder i betragtning, som vi lever i. Men det ville klæde os at lytte lidt mere til dem, der har været med til at skrive historien – vores historie.  Men vi har alle så travlt, inkl. mig selv, at vi indimellem glemmer at spørge dem, der virkelig har ‘prøvet’ livet til råds. Jeg tror, at vi, som samfund, ville være langt mere succesfuld, hvis vi i højere grad  lærte at lytte til erfaring indimellem. Det ville være en god kombi med den model, vi har i dag.

Jeg sidder faktisk hos min mormor i ‘Dobbelt A’ lige nu (Aalborg, ikke anonyme alkoholikere – hun drikker altså kun en enkelt øl indimellem) 😉 Anyway, det er ret hyggeligt at sidde her i min mormors stue, hun bor nemlig stadig for sig selv, og klarer sig selv til trods for sin høje alder (jeg sagde jo, at hun var top sej). Men selvom lejligheden er en anden nu (hun flyttede fra 3. sal – uden elevator for nogle år siden til 1.sal) føler jeg stadig, at jeg på en eller anden måde er barn igen, når jeg sidder i sofaen med de samme puder, som hun havde, da jeg var ti, og kigger på de samme malerier på væggen. Duften hos min mormor er også den samme, som dengang, og det er godt. Rigtig godt. Jeg har noget med dufte og minder.  Min mormor er ganske vidst gået et par niveauer op (vi kalder det jo ikke år længere, men niveauer), men hun er stadig den samme, som da jeg var barn – bare en lidt ældre udgave, der hører og ser lidt dårligere, men hovedet fejler bestemt ikke noget, og gode råd kan hun stadig give mig 😉

Nu vil jeg gå ind og spise min mormors grydekylling, som hun i øvrigt selv har lavet. Sidst jeg spiste grydekylling hos min mormor, forsøgte jeg at bilde hende ind, at jeg var syg, og derfor ikke kunne spise noget, men den købte hun ikke. “Du er ikke mere syg, end jeg er. Næ, du har tømmermænd unge dame”, blev der sagt. Og hun havde ret. Igen.