Som bekendt elsker jeg jo at rejse, og det giver anledning til mange sjove oplevelser og tanker, netop fordi man, når man rejser i andre lande med andre kulturer osv., oplever noget helt andet end, hvad man er vant til. Og jeg elsker det. Af så mange forskellige grunde. Det får også mine tanker i gang, og det gjorde det også sidste gang. Eller dvs. Jeg tænkte faktisk først over en specifik ting, da jeg kom hjem og læste en artikel skrevet af en mand, der er halv brite halv italiener. Og jo, det er faktisk relevant, at han ikke er dansk.

Da jeg læste hans skriv, blev jeg pludselig opmærksom på noget, jeg egentlig har tænkt over i flere år, men aldrig rigtig har fået sat ord på. Pudsigt nok, talte jeg for nylig med en god ven om samme emne, hvor vi netop kom ind på problematikken med at være en gentleman i Danmark, ja faktisk i Skandinavien, eller måske endda i hele vesten, men Skandinavien er nok alligevel lidt for sig selv, fordi vi kvinder her er ret egenrådige (og gudskelov for det). Men det er også misforstået, og det er skidt. Men det er vores egen skyld.

Nå, men sagens kerne. De sidste mange gange, jeg har rejst til lande langt væk fra Danmark, har det slået mig, at gentleman-rollen i den grad er forskellig fra kontinent til kontinent, fra land til land og måske endda også fra storby til provins. Og jeg kom frem til, at det i hvert fald ikke altid er lige let at være (gentle)man(d) i Danmark, der jo trods alt er mit udgangspunkt. Spørgsmålet er så, om der også er forskel på storbyen og provinsen? Jeg tror det faktisk ikke, selvom storbyboere ofte griner af provinsboere over, at de holder lidt mere på de gammeldags dyder, deraf måske også at være galant over for kvinder, for det opfattes åbenbart gammeldags – troede jeg. Men det viser sig måske, at mænd sgu’ da ikke tør være galante. Eller…?

Kvinder i storbyen er måske også oftere mere karriereminded end de kvinder, der bor i provinsen , men jeg ved ikke, om det har en betydning.  Men jeg ved, at det er faktum, at de unge kvinder forsvinder fra provinsen, og bliver til de veluddannede kvinder, der vælger de store byer. Tilbage sidder mændene så. Tendensen er den samme overalt i ‘Udkantsdanmark’. På Samsø fx er der fx, ifølge Danmarks Statistik, 43% flere 20-29-årige mænd end kvinder i samme aldersgruppe. Og det er ikke en enlig svale. Det er da tankevækkende, og får så også mig til at tænke på, om mænd mon opfører sig anderledes over for kvinder under de forhold?

’Gentleman’ er ikke retro – det har aldrig været passé

Jeg går lige lidt tilbage i tiden. Jeg er opvokset med en far, der holdte stolen og døren for min mor –  og andre kvinder naturligvis. Han bar min mors poser, når hun shoppede, kufferten, når de skulle rejse, betalte regningen, når de var på date, gav sin jakke til min mor, når hun frøs og ingen havde, tankede benzin på bilen, slog græsset, klippede hækken, skiftede et bræt på skuret, når det trængte, og lavede ellers alt det arbejde, som (dengang) blev betegnet som ’mandearbejde’. Han var ellers en rigtig papirnusser, og han havde ikke meget håndværkersnilde. Men ikke desto mindre var det ham, der tog sig af den slags.

I damebladene bliver vi, også i dag, bombarderet med, hvordan en ægte gentleman skal være. Men hvorfor er det stadig et emne, magasinerne skriver om i 2017, når det åbenbart er passé at være en gentleman?  Det kan jeg da godt svare på. Sgu’ da fordi det ikke er passé at være en ægte gentleman, og aldrig  har været det. Det er misforstået pga. den fokus, der har været og stadig er, på ligestilling. Der har været (og er) en vigtig kamp at kæmpe på det område, ingen tvivl der, men faktum er da også, at vi, i de vestlige lande er kommet ret langt på den konto, og måske indimellem skal gøre op med os selv, hvilken ligestilling det er, vi ønsker os.

Den får jeg nok slag for at sige, men jeg tror faktisk, at ligestilling indimellem er et lidt misforstået begreb. For det handler jo altså ikke om, at der ikke er forskel på mænd og kvinder, for det er der, og det skal der altså også være. Helt ærligt. Jeg er da i den grad for ligeberettigelse, ligestilling og alt det der. Selvfølgelig er jeg det, der er da ingen, der skal fortælle mig, at jeg er mindre værd, fordi jeg er en kvinde (held og lykke med at overbevise mig), men det er jo ikke alle mænds skyld, at der sidder nogle middelalderlige klaphatte her og der.

Som jeg ser problemet mht. gentleman-rollen, er det, at mænd ikke længere får lov at være galante, fordi vi har så travlt med lighed for alle. Og af frygt for, at vi stærke skandinaviske kvinder mistolker det, og ser dem som en trussel mod vores ligestilling, tør de ikke være en gentleman.  Men der må vel i virkeligheden gerne være forskel, må der ikke?  Når jeg siger forskel, siger jeg jo ikke, at kvinder er sådan nogle skabninger, der ingenting kan. For gu’ kan vi da det. Og ja, jeg kan da sagtens holde døren selv, og ja, jeg kan bære mine egne poser, når jeg shopper, og ja jeg kan selv tage min stol ud, bære min kuffert (den har faktisk jo også hjul), men ved I hvad, jeg synes faktisk, at der er noget romantisk (hvis det ikke er forbudt) ved, at der er en, der gider gøre de ting for mig. For mig! ’Bare’ fordi, jeg er mig. Helt ærligt, det elsker de fleste kvinder altså, gør de ikke? Hvorfor skulle damemagasinerne ellers flyde med artikler som ‘Sådan finder du ud af, om din kæreste er en ægte gentleman’, ’10 ting en ægte gentleman ville gøre’ osv. Er det, fordi vi alle drømmer om IKKE at finde en gentleman? Eller måske finde ud af, at ham vi har IKKE er en gentleman? I don’t think so.

Pellegrino Riccardi skriver i sin artikel:

”But if there’s one thing I’ve learned after 20 years living in Scandinavia, the most gender-equal area on earth, it is that unless the woman you would like to offer your seat to is very old, sick or disabled, or has a small child with her, do not – I repeat, do not – offer her your seat. Why? Well, for fear that this simple act of chivalry from a man might be interpreted as the woman not being as capable as the men at standing in the train, or opening a door, or holding an umbrella over her head….Sometimes I just wish Scandinavian women – you powerful, goddess-like, independent, equality-driven, proud Scandinavian women – would just let us men be chivalrous and gentlemanly around you. It doesn’t mean that we men think you are in any way the “weaker” sex or the “lesser” sex. We know you can open a door yourself, we know you can stand up in a train as long as us, and we know you can earn your own money and divorce us at the drop of a hat. But when you accept our small acts of chivalry towards you, graciously, and with a smile of gratitude, it makes us men feel good about ourselves. It makes us feel useful, if only for a short while, in a world where I, for one, am beginning to wonder whether you women actually need us men for anything anymore.”

Bang. Det ramte plet. I hvert fald hos mig. Jeg har været slem til at tænke, at jeg kan alt selv, for det kan jeg da (eller i hvert fald det meste, og det jeg ikke kan, det lader jeg bare som om, jeg kan), men det behøver jo ikke betyde, at jeg skal gøre alt selv.  Man kan jo godt få hjælp nogle gange, selvom man kan finde ud af det selv, og det føles ret godt at have en, der gider hjælpe. Just saying.