Jeg elsker at drille (hvem gør ikke det), og kom til at tænke på, hvordan vi danskere ofte gør grin med hinanden. Bare sådan generelt er vi et folkefærd, der godt kan lide ironi og at drille, og det forstår udlændinge ikke altid. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at min amerikanske familie og venner ikke altid griner af det samme, som jeg griner af. Når jeg selv synes, at jeg er sjov, synes de det sjældent, og når jeg ikke selv er klar over det, er jeg åbenbart virkelig morsom.  Men vi danskere driller altså hinanden relativ ofte af forskellige årsager. Det er i vores DNA, tænker jeg 😉

Faktisk styrker drilleri styrker det sociale bånd, vi trods alt føler, at vi har med alle de andre mennesker i Danmark, hvad enten de er fra Nordjylland, Fyn, København eller et helt andet sted . Fælles er nemlig, at vi alle er fra Danmark. Når vi er ude i den store verden over en længere periode, er det jo ikke for sjov, at langt de fleste tiltrækkes af egne landsmænd. Her gælder altså ikke ferier, for der flygter vi alle ofte fra vores ’egne’ i håbet om alt det, der er eksotisk og anderledes.

Men drilleri er altså ofte ret undervurderet som et middel til at skabe sociale kontakter. Det læste jeg i Illustreret Videnskab forleden, og jeg blev glad. Drilleri bliver ellers betragtet som noget negativt. Men når drilleri er bedst, ligger der bag drilleriet et ønske om at fastholde en harmonisk relation til den, man driller. Det giver da meget god mening. Lærer vi måske ikke vores børn, at når lille Peter driller pigerne, er det fordi, han godt kan lide dem. Drilleri er altså ikke nødvendigvis negativt, og det er jeg virkelig glad for. Som i VIRKELIG glad for, da jeg driller ret meget og elsker ironi (jeg kunne nok ikke leve uden).

Nå, men jeg er altså god til at skabe sociale kontakter, og det må jo så selvsagt være pga. min evne til at drille, hvilket fører mig til, at vi danskere også ynder at drille hinanden med måden vi taler på – dialekt og udtryk. Også her vil jeg gerne melde mig med det samme. Jeg knuselsker, at vi alle taler forskelligt, og jeg elsker at drille med det, når jeg får muligheden, og den viser sig – mærkeligt nok – ret ofte.  Der er så mange sjove udtryk, som vi andre bare ikke bruger eller kender, fordi vi er fra et andet sted i landet, og det giver anledning til mange sjove snakke.

Min familie bor i Jylland hele flokken – nogle af dem endda i Århus, og så er de jo altså selv ude om det (se, nu er jeg allerede i gang). Altså, jeg elsker Århus, og jeg elsker Jylland – bare lige så vi har det på det rene. Men de siger altså nogle ret sjove ting i Århus, ligesom de gør flere andre steder i landet. Hvorimod, hvor jeg er fra, er der ingen mærkelige udtryk eller dialekt. Eller – det passer måske så ikke helt 😉

Min svigerinde siger: ‘Hva’ klok skal du med færgen, Gitte’, og det er da sødt. Eller hun siger, at noget er dorsk (virkelig sløv i det) og bruger udtrykket ’snoller’ om slik. Det jyske ord ‘træls’ har jeg altid brugt rigtig meget, og jeg blev drillet med det, da jeg var yngre, fordi jeg altid var hende jyden, men i dag er det jo efterhånden så udbredt, at det er blevet hvermandseje. Men i Nordjylland, hvor min mor er fra, der siger man altså ikke ’æg’, men ’æi’, hvilket jeg har yndet at drille min mor med, siden jeg var lille, og i øvrigt stadig gør. Deroppe ‘går bus’ern’ også, og ikke busserne. Derudover udtaler hun et ganske almindeligt navn som ‘Dan’ helt forkert, fordi hun lægger trykket galt, hvad sker der lige for det måske?! Og ‘hammer’ er der pludseligt kun et ‘m’ i, når min mor udtaler det. Min far er fra Sønderjylland, men adopterede åbenbart noget fra min mors egn, for han brugte ordet ’gratværk’, som egentlig betyder svineri. Jeg er så også kommet til at adoptere det. Tak, far. Min morfar sagde altid til mig, når jeg var ked af det: ’Det ku’ være møj værre.’ Den jyske underdrivelse kommer frem her. I stedet for at slå stort ud med armene, som fx sjællænderne – ofte københavnere og råbe ‘fantastisk’, siger man, at ‘det kunne være meget værre’.

Min far var, som sagt, fra Sønderjylland, og skal man forstå deres dialekt, skal man den ondelyneme stå tidligt op. Jeg er ’miljøskadet’, fordi jeg lyttede på det i min barndom, og jeg elsker det stadig. Faktisk er sønderjysk en af de dialekter, der har rigtig mange ord og udtryk, der ikke bliver brugt uden for det sydlige Jylland, og derfor fatter de fleste hat, når en sønderjyde taler sin dialekt. Altså Mojn er jo klassikeren, og jeg er i den grad fra provinsen, for da vi var yngre havde alle mine venner og jeg en periode (den varede vidst nogle år), hvor vi simpelthen synes, at det var skægt at bruge udtrykket ’mojn’, hver gang vi sagde goddag og farvel uanset, hvem vi sagde det til. Behøver jeg at sige, at det gav anledning til en del undren, da jeg boede i Århus og i København, men stadig brugte udtrykket til trods for, at jeg ikke er sønderjyde.  Nå, men næsten alle kender ’mojn’ i dag, men hvad folk ikke ved er, at hvis man spørger en sønderjyde, kan de godt høre forskel på mojn i betydningen ‘goddag’ og mojn i betydningen ‘farvel’ pga. trykket. Og når vi kommer til udtryk som ’pot’, der betyder gryde, så kan der komme nogle ret sjove misforståelser ud af de samtaler. Siger det bare.

På Fyn er der også et par udtryk fra min barndom, jeg husker, da min fars mormor (bedste) var fra Odense, og min far – i den grad – havde taget ord til sig. Af ord, vi alle kender, må det mest brugte være ‘Ikk’ oss’ da’ eller ‘iggå’, der jo bruges ligesom ‘ikke’ eller ‘ikke også’. Det har i hvert fald været ret benyttet i mange reklamer – fynsk er det ’søde’ sprog.

Jeg kunne blive ved, da vi har mange andre egne, hvor der er sjove udtryk og dialekter, men nu tog jeg bare lige nogle af dem, som jeg har været influeret under som barn. Men det sjove er jo, at selvom man er fra en bestemt egn, kan man sagtens have udtryk med sig pga. forældre, venner eller noget helt andet. Og så det der drilleri, som vi danskere jo altså er kendt for, (i hvert fald ironi, som ikke er negativ) og generelt set gør ret godt – og det er der intet galt i, vi er jo bare gode til at styrke vores sociale bånd. Hvem kan argumentere mod det måske?!

Anyway, vi samler hele livet – også på ord. Jeg gør i hvert fald, og jeg er glad for, at jeg har så blandet et sprog. Måske det er derfor, at folk har svært ved at definere, hvor i landet, jeg er fra. De gætter dog altid på, at jeg er jyde, hvilket jeg faktisk ikke er. Eller jo lidt – jeg er Kalundborg-jyde. Men hvor ville det være trist med et Danmark, hvor vi alle taler ens, og hvor vi ikke tør kommentere forskellene på en lidt sjovere måde, hvad enten det så er med det ene eller det andet. Så længe det er godmodigt. Men vi er så politiske korrekte i dag, så man skal saftsuseme passe på med, hvad man får sagt. Men jeg er altså ikke altid politisk korrekt, så er I advaret…

Her kan du høre forskellige danske dialekter – det er ret sjovt at lytte til, og faktisk er der mange dialekter inden for et meget lille område. http://dialekt.ku.dk/dialektkort