Måned: oktober 2016

Hun er vel et slags øjenvidne til historien, hun har i hvert fald været med til at skrive historie – min historie. Og jeg elsker historie. Derudover har jeg også altid elsket min mormor. Og det slog mig, der midt i køen i supermarkedet, hvor jeg stod med specialøl i hånden til min mormor, at det sgu’ egentlig er meget cool at have en mormor, der fylder 103 år lige om lidt, og så ønsker hun sig specialøl i fødselsdagsgave. Det gør hun altså, og det gør hun, fordi hun jævnligt får gæster, der godt kan lide en god øl, og det kan hun faktisk også selv, har hun fortalt.

Min mormor er altså også top sej. Meget sejere end de fleste. Men faktisk kan jeg rigtig godt lide gamle mennesker. Det har jeg altid kunne. De besidder en eller anden ro, som vi andre kunne lære meget af, hvis vi gav os tid til det. Og derudover ved de en h… masse, det skal man ikke tage fejl af heller. Aller vigtigst har de erfaring med livet, og det kan man ikke købe sig til. Og ja, min momse er gammel, men man kan ikke løbe om hjørner med hende, og hun husker næsten bedre end mig. Noget, jeg dog nogle gange glemmer er, at hun jo også var ung engang. Hun har levet siden 1913, og har oplevet flere verdenskrige  – i det hele taget en verden under konstant forandring. Det virkelig fede ved min mormor er, at hun bare tilpasser sig – og lige præcis der, kunne mange (i hvert fald mig) lære noget. Jeg forventer jo, at verden tilpasser sig mig, hvad er der dog galt i det? 😉 Jeg siger ikke, at man skal tilpasse sig alt, men engang imellem er det klogt.

Som barn kom jeg meget på et plejehjem i byen, hvor jeg voksede op. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det var altså, fordi min mor var forstander (ja ja, det hed det dengang) på et plejehjem. Nå, men jeg elskede at lytte til de ældre menneskers historier, og der var mange af dem. Jeg kunne sidde i timevis og lytte (og de gav mig bolcher). Mine brødre havde det anderledes med plejehjemmet – de brød sig ikke om at komme der. Faktisk har min ældste bror fortalt mig som voksen, at han kun kom der til jul, fordi man fik en stor godtepose, når man havde danset om juletræet der. Han synes, at det var et spooky sted. Det er pudsigt som man er forskellig med sådan noget, da vi jo da har de samme forældre, og er vokset op i det samme hjem.

Fire generationer Korsgaard. Jeg håber, at min mormor er her til 5. generation også, men det er nok at strække den liiige vel rigeligt.

Jeg har i mange år tænkt på at skrive en bog om/med min mormor – om hvordan hendes liv har forandret sig med verden gennem mere end 100 år.  Men jeg har desværre aldrig fået det gjort. Jeg tænker tit på, hvordan min mormor var, da hun var barn, da hun var ung. Hvad hun har tænkt, følt, savnet og elsket. Da jeg var barn, var hun jo allerede gammel i mine øjne. Jeg har altid elsket min mormor, men da jeg var teenager, synes jeg bare, at hun var irriterende, fordi hun var så striks, og altid satte mig i gang med alt muligt, jeg absolut ikke gad (jeg ville hellere være sammen med mine venner, lytte til musik og tale om drenge).  Men efter at jeg er blevet voksen, er det gået op for mig, hvor vigtig en rolle hun altid har haft i mit liv, og hvor meget jeg vil savne hende, når hun ikke længere er her. Jeg ser hende ikke så ofte, desværre, men ser hende, når jeg kan, og taler ofte i tlf. med hende, og der har endnu ikke været en samtale, hvor hun ikke får mig til at trække på smilebåndet. Derudover har hun givet mig utallige råd, når jeg har været i tvivl om store som små ting i mit liv. Hun er gammel, og ser helt anderledes på mange ting, end jeg, men det betyder ikke, at jeg ikke kan bruge hendes råd og vejledning – tværtimod. Det er en kæmpe gave at have mennesker i sit liv, der ser anderledes på tingene og er anderledes fra en selv – også aldersmæssigt. Jeg har altid ment, at netop det udgangspunkt – forskellighed – giver et mere nuanceret billede af virkeligheden, og det har vi alle vidst brug for indimellem.

Danmark er jo på mange måder et fantastisk samfund, men måden hvorpå vi behandler vores ældre,  kunne vi godt gøre væsentligt bedre, og i det hele taget lære meget fra andre samfund. Jeg har rejst en del, og næsten i alle andre lande, hvor jeg har været, har man betydeligt mere respekt for de ældre end, hvad tilfældet er i Danmark i dag. Når jeg siger ‘i dag’, er det fordi, det har ændret sig, og det er en skam.  Altså nu siger jeg ikke, at de unge ikke har en masse at byde ind med, for selvfølgelig har de det, især taget den digitale tidsalder i betragtning, som vi lever i. Men det ville klæde os at lytte lidt mere til dem, der har været med til at skrive historien – vores historie.  Men vi har alle så travlt, inkl. mig selv, at vi indimellem glemmer at spørge dem, der virkelig har ‘prøvet’ livet til råds. Jeg tror, at vi, som samfund, ville være langt mere succesfuld, hvis vi i højere grad  lærte at lytte til erfaring indimellem. Det ville være en god kombi med den model, vi har i dag.

Jeg sidder faktisk hos min mormor i ‘Dobbelt A’ lige nu (Aalborg, ikke anonyme alkoholikere – hun drikker altså kun en enkelt øl indimellem) 😉 Anyway, det er ret hyggeligt at sidde her i min mormors stue, hun bor nemlig stadig for sig selv, og klarer sig selv til trods for sin høje alder (jeg sagde jo, at hun var top sej). Men selvom lejligheden er en anden nu (hun flyttede fra 3. sal – uden elevator for nogle år siden til 1.sal) føler jeg stadig, at jeg på en eller anden måde er barn igen, når jeg sidder i sofaen med de samme puder, som hun havde, da jeg var ti, og kigger på de samme malerier på væggen. Duften hos min mormor er også den samme, som dengang, og det er godt. Rigtig godt. Jeg har noget med dufte og minder.  Min mormor er ganske vidst gået et par niveauer op (vi kalder det jo ikke år længere, men niveauer), men hun er stadig den samme, som da jeg var barn – bare en lidt ældre udgave, der hører og ser lidt dårligere, men hovedet fejler bestemt ikke noget, og gode råd kan hun stadig give mig 😉

Nu vil jeg gå ind og spise min mormors grydekylling, som hun i øvrigt selv har lavet. Sidst jeg spiste grydekylling hos min mormor, forsøgte jeg at bilde hende ind, at jeg var syg, og derfor ikke kunne spise noget, men den købte hun ikke. “Du er ikke mere syg, end jeg er. Næ, du har tømmermænd unge dame”, blev der sagt. Og hun havde ret. Igen.

Fire generationer Korsgaard spiser hos oldemor i Aalborg.

Jeg har en datter, der lige er begyndt i skole. Og det er jo rigtig fint, men det stiller pludselig nogle ekstra krav til mig (og hendes far selvfølgelig), som jeg ikke lige havde tænkt over inden.  Altså jeg var jo godt klar over, at man som forældre ligesom skal investere tid i børnenes skole, det gør man jo også i børnehaven. Men det der ForældreIntra er altså for de hardcore. Puh ha, jeg kan allerede ikke komme ind via computeren (godt min app altid er åben, og ikke kræver kodeord), jeg har endnu ikke lært at sende fællesbeskeder til klassen, og jeg glemmer at høre efter, når vi får beskeder på, hvad der skal foregå. Aura-Xenias far har allerede givet mig en skideballe, fordi jeg ikke havde fulgt med i, at farveblyanterne skulle spidses om søndagen, OG hun skulle have en reklame med i skole. Nå, ja, men så huskede jeg så meget andet den weekend, ik’ 😉 Men jeg glemmer altså halvdelen af det, jeg skal huske. Jeg skal nok klare mig. Til gengæld har jeg allerede mødt en masse søde børn, lærere og pædagoger og ikke mindst forældre til de børn, der går i min datters klasse, som hver og en er søde, overbærende og ret flinke til at hjælpe sådan en som mig, når der er brug for lidt hjælp (og det er der jo så).

Jeps, mig med min nye ‘bedste ven’ – ForældreIntra (jeg kan ikke huske koden).

Da jeg var barn havde man kontaktbogen. Deri blev der pænt skrevet, når der var brug for kommunikation mellem skole og forældre. I dag har man ForældreIntra, hvor mere end 150 mio. beskeder årligt sendes mellem lærere og forældre. 150 mio. beskeder er immervæk mange beskeder. Jeg siger det bare.

Nogle gange var tingene altså bare mere simple, da jeg var barn (og så længe siden er det altså heller ikke). Men det er jo ikke, fordi jeg er modstander af teknologi (faktisk elsker jeg det for det meste), men nogle gange bliver jeg bare lidt skræmt. Forleden læste jeg Søren McGuires klumme i Berlingske, hvori han så fint beskriver, hvad Forældreintra også kan være. Han spørger sig selv om, hvad der vil ske, hvis han fjerner ForældreIntra app’en fra sin telefon, og ignorerer de daglige mails. I får lige en bid af klummen.

”Den første uge vil ungerne glemme svømmetøj, drikkedunke til skoleudflugten, fødselsdagsfester, den ene halvdel af lektierne og den anden halvdel af skoleskemaet. Mit manglende engagement vil blive påtalt af lærerne, min kone vil skælde mig ud, og mine børn vil komme hjem med skældud i tasken for igen at møde op uden fyldt penalhus. Men efter nogen tid vil de have forstået, at det er deres eget ansvar at holde styr på lektierne, og at jeg ikke længere vil stå midt i madpakkepanikken og lede desperat efter deres ugeplan på ForældreIntras deep web-lignende brugerflade, fordi de selv har glemt, hvornår de skal med klassen i Zoologisk Have.”

Det har vel altid været af stor betydning, at man er den eksemplariske forælder, og nu udspiller den moderne udgave sig altså så på ForældreIntra. Nu er det virkelig tid til at vise, hvor engageret man er. Da jeg var barn bagte min mor en klassens time kage, bandt mine bøger ind, og ellers gik mine forældre naturligvis op i min skolegang med, hvad dertil hører af forældresamtaler osv. Min mor sad da også i skolebestyrelsen (jeg har det jo ikke fra fremmede, det der med liiiige at melde mig til det ene og det andet, fordi det kan jeg da sagtens lige overskue). I dag skal man læse alen lange mailkorrespondancer om alt fra madvaner, fødselsdagsgaver, legeaftaler til filmklub, forældreaftener, diverse andre arrangementer og ikke mindst hvem, der har glemt hvad. Jeg dømmer ingen, jeg er selv en del af det, men nogle gange vokser det mig faktisk lidt over hovedet, og jeg har været i ’da shit’ i små to måneder. Oh my, mon jeg holder de næste ti år?!

Jeg er som sådan ikke i tvivl om, at ForældreIntra er en smart idé, og jeg bruger det, som sagt, selv, men derfor kan man vel godt nogle gange få åndenød over alt det, man skal huske, og ikke mindst det, man har glemt at huske (her kommer jeg flot ind i billedet). OG der er jo også Tabulex – altså SFO’en, der jo har sit helt eget system. Naturligvis. Hvorfor gøre det nemt for forældre, lærere og pædagoger. Nix, endnu et system at sætte sig ind i, som om, at man ikke havde nok systemer og koder at forstå og huske på.

I år vil danske forældre have modtaget cirka 96 mio. beskeder gennem skolens intra-system, og de vil selv have sendt 57 mio. beskeder af sted til andre forældre. Bare til info! I gamle dage skrev man jo altså ikke tre sider i kontaktbogen. Jeg kan huske, at jeg en gang havde lavet ballade (det skete naturligvis sjældent), og min dansklærer skrev næsten en hel side i min kontaktbog. En hel side! Men altså øh, kontaktbogen var i øh A6 format. Eller noget. I dag skriver vi stolpe op og stolpe ned om alt muligt ligegyldigt, intet er for ligegyldigt, alt skal med. Ingen er for god – jeg kommer helt sikkert til det selv også (jeg snakker jo af h… til, så selvfølgelig vil jeg da lige tilføje et eller andet helt uvæsentligt, alle andre forældre skal læse). Men vi skal altså huske på, hvor simpelt det i virkeligheden er. Hvor simpelt det var før. Jeg siger altså ikke, at ForældreIntra ikke har ført mange gode ting med sig, for det har det helt bestemt, men nogle gang er frasen ’keep it simple’ altså meget god at følge.

Jeg har en veninde, der har fortalt om, hvordan man på hendes børns skole, på ForældreIntra, har diskuteret fødselsdagsgaver. Det var blevet aftalt i hendes datters klasse, at børnene skulle give en fælles gave. Et par af forældrene havde ikke været med på det møde, hvor man besluttede det, og de genåbnede snakken på ForældreIntra. De var uenige i beslutningen, og ville i stedet have, børnene skulle lave hjemmelavede fødselsdagsgaver hver især. Og så gik diskussionen ellers i gang – og den varede længe. Jeg siger bare #1WorldProblems Hold nu op, hvor svært kan det være…

Når alt det er sagt, synes jeg, at det er fantastisk, at forældre i dag kender hinanden bedre, end da jeg fx gik i folkeskole. Der er flere arrangementer i dag, og det er bestemt også en rigtig god ting, selvom det er tidskrævende.

Men noget jeg ikke fatter heller (ja, der er meget), er, hvorfor man også skal diskutere, hvis nogen har gjort et ekstra stykke arbejde for et arrangement med børnene. Det har jeg heldigvis ikke oplevet på min datters skole – tværtimod. Her virker det som om, at der er ret højt til loftet, og ikke som om, at Janteloven hersker.  Nå, men så bliver andre forældre sure, fordi barren åbenbart er sat lidt højt, og det skal de leve op til, når det bliver deres tur. So f….. what? Historien har jeg fra en anden veninde, og jeg var målløs. Hvis der er nogen forældre, der har overskud til at lave sjove arrangementer, hvor min datter er inviteret med, er jeg da bare glad for, at de har det overskud og tid til den slags, og at hun er så heldig at deltage i et så sjovt og gennemført arrangement, som jeg måske ikke selv ville kunne finde tid eller evner til at arrangere. Men nej, så skal man jo nærmest undskylde, fordi nu har de andre forældre noget at leve op til. Helt ærligt, come on! Man gør, hvad man har lyst til, og hvad man kan, og det er fint. Vi behøver jo heller ikke alle bage speltboller, lave hjemmelavet modellervoks, hækle og lave kastanjedyr med ungerne, fordi nogen gør det (jeg er ret god til kastanjedyr, det andet holder jeg mig fra). Men fedt at nogen så kan alt det andet.  Altså, det jeg mener er, hvorfor have ondt et vidst sted over, at nogen gør det (måske bedre) end dig til fx en fødselsdagsfest. Glæd dig dog over, at dit barn får den oplevelse i stedet.

Og hvorfor er det i øvrigt så svært at sige fra (jeg er selv ikke altid god til det), men helt ærligt, det er da bare at sige, det kan jeg ikke. Det har jeg ikke tid til. Eller måske endda: Det gider jeg ikke! Men det er forbudt. Næ nej, vi skal altid være de pæne forældre, der er deltagende og engageret. Og det er vi også – for det meste, men man må altså gerne have nogle dage, hvor man bare tænker: Det gider jeg f…. ikke! Det vil jeg til at lære at sige.

Nå, men alt i alt, er jeg ret sikker på, at de fleste mænd og kvinder, der er forældre forstår (og jer, der ikke forstår min problemstilling, I er bare for overskudsagtige, og jer gider vi ikke høre fra), hvad jeg her skriver om. Selv de, der ikke har børn, har jo hørt onde ryger om ForældreIntra, og alene tanken om ForældreIntra får dem til at overveje en ekstra gang, om de nu også vil have de der børn…;-) Men hey, børnene er altså det værd – selv til trods for ForældreIntra!

Nå, jeg er nødt til at smutte – jeg skal lige tjekke ForældreIntra. Det er jo mandag i morgen, og der skal spidses farveblyanter…