Forfatter: gittekorsgaard (Side 1 af 19)

Sidder vi fast?

Vi lever i en mærkelig tid lige nu. Surrealistisk. Meget er helt anderledes fra den verden, som vi alle kender og er vant til. Men vi ved alle sammen hvorfor, verden ikke er, som vi kender den. COVID-19 også kaldet Coronavirus. For mit eget vedkommende så læser og læser jeg, og så læser jeg lige lidt mere om, hvad Coronavirus er for en størrelse, hvorfor den er kommet, hvorfra den er kommet, hvad vi kan gøre for at stoppe den, hvor farlig den er osv. Jeg følger med i nyheder fra hele verden, og der er nok at tage fat på.

Jeg forstår, hvorfor så mange bliver forvirrede og har en masse spørgsmål til alt, hvad der sker omkring os lige nu. Alle (næsten) er med på, at vi forsøger at inddæmme smitten – at vi skal sørge for, at ikke alt for mange bliver smittet med coronavirus på én gang, så vi dermed undgår, at der bliver alt for mange, der har brug for hjælp fra sundhedssystemet – et system, der i værste fald ikke kan følge med, og vi må melde pas til at hjælpe alle. Den situation skal vi ikke ud i. Bestemt ikke. Men. Der er altid et men. For lægerne og forskerne er jo bestemt ikke enige om, hvordan vi bedst håndterer den krise, vi lige nu står i.  Kigger man rundt i verden, håndterer landene også krisen meget forskelligt. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vores statsminister har ret i, at vi hellere skal handle for meget, end for lidt (og her mener jeg ikke fødevarer og toiletpapir). Men. Igen et men. For vi har nu lukket Danmark mere eller mindre ned, men hvor længe giver det mening, at der ikke bliver produceret, solgt og købt, hvis vi ikke går helhjertet ind i ”projekt stop corona”? Hele kritikken omkring, at vi tester alt for lidt er da på sin plads. Ligesom man stiller spørgsmålstegn ved, hvor længe det giver mening at lukke et helt samfund ned med de konsekvenser det får – menneskelige såvel som økonomiske. Og nej, det handler ikke blot om de økonomiske konsekvenser, for de to hænger uløseligt sammen. Har vi ingen penge i samfundet, har vi heller ikke penge til at hjælpe dem, der har brug for det. At jeg forholder mig kritisk til, hvad er foregår lige nu, betyder ikke, at jeg ikke viser samfundssind, at jeg ikke gerne vil hjælpe, hvor jeg kan, at jeg ikke gerne vil redde så mange mennesker som muligt. Spørgsmålet er blot, om vi handler bedst muligt, og det spørgsmål er jo også, hvad journalisterne forsøger at finde ud af med deres spørgsmål.

Et sundt demokrati tåler kritiske spørgsmål

Sjovt nok bliver journalisterne kritiseret af dele af befolkningen, der mener, at de stiller kritiske spørgsmål i en tid, hvor vi skal holde sammen, og fra anden side bliver de kritiseret for ikke at gå kritisk til regeringen og alle tiltagene. Det er ikke let. Journalisten udfører sit job. Et meget vigtigt job, vil jeg tilføje. Jeg kender flere blændende dygtige journalister, der i den grad har bidraget til, at man har fået øjnene op for det rådne i samfundet – i Danmark såvel som i udlandet. En råddenskab, som ellers ikke ville havde set dagens lys. I øvrigt kan et sundt demokrati med sunde beslutninger også sagtens tåle kritiske spørgsmål. Journalister medvirker til at holde demokratiet åbent og gennemskueligt for borgerne, og hvem har lyst til andet? Journalister kan og skal ikke bare referere, hvad der bliver sagt, når Søren og Mette står foran kameraet. De skal sgu’ stille spørgsmål på vegne af hr. og fru. Danmark. Det er deres fornemmeste rolle. Hjemme i stuerne sidder rigtig mange mennesker fyldt med tvivl, frygt og en masse spørgsmål til alt det, der foregår lige nu, og får de ikke svar på deres spørgsmål, bliver tvivlen og frygten oftest til mistillid, hvilket næppe gør regeringens opgave lettere.

Hvis man hører til dem, der mener, at Danmark (og andre lande for den sags skyld også) kommer bedre gennem krisen ved at journalisterne stopper med at stille kritiske spørgsmål til de ansvarlige politikere og embedsmænd, så har man ærlig talt ikke forstået, hvad demokrati handler om. Sidder man med følelsen af, at man burde lukke munden på journalisterne, fordi alle skal stå sammen i en svær tid, så undergraver man sgu’ da i den grad demokratiet.

Vi tester alt for lidt

Min største anke lige nu er, at vi tester alt for lidt. Danmark følger ikke WHOs anbefalinger mht. at teste, hvorfor ikke? Jeg vil gerne vide hvorfor, vi ikke tester flere. Mange flere? Vi manglede udstyr til at teste, men vi fik tilbudt hjælp fra Sydkorea samt private virksomheder såvel som fra universiteter og forskere, der står til rådighed med både laboratorier og personale. Ydermere har overlæge Anders Fomsgaard, der er forsker i Virus på Statens Serum Institut, opfundet en metode, der let kan teste mennesker for Coronavirus. De benytter allerede metoden i stor stil i Spanien, og er meget taknemmelige for hjælpen fra dansk side. Men hvad venter vi så egentlig på i Danmark? Inden vi havde den smarte måde at teste på, var flere forskere ude at sige, at man kan teste hele Danmarks befolkning på en måneds tid, hvis man vil. Men spørgsmålet er vel så, vil man overhovedet det?

Velfærdssystemet forsvinder

Venter vi mon på, at hele Danmark har ligget så længe ned, at vi får meget svært ved at rejse os igen eller? At lukke et land ned har store konsekvenser, det ved alle – også statsministeren og sundhedsmyndighederne. Men når vi vælger at lukke ned for stort set alt, påhviler der så ikke også et ansvar for at gøre alt, hvad vi kan for at kunne åbne op igen hurtigst muligt? Og det indbefatter vel at teste, så vi ved, hvor mange, der reelt er smittet? Eller? Der er vel ikke nogen negativ side ved at kende sandheden?  Men indtil vi igen får gang i Danmark, falder kurserne, renten stiger, folk bliver fyret, forretninger og virksomheder lukker for ikke at tale om de menneskelige konsekvenser. De menneskelige konsekvenser hænger nemlig tæt sammen med de økonomiske. Det er der desværre bare en del, der ikke forstår. I den forbindelse er jeg også træt af at høre folk skændes om, hvem der får hvad af hjælpepakker, hvem der er ansat i en kommune eller region, hvem der er selvstændig osv. Det her rammer os alle, men vi skal altså samtidig være glade for, at vi lever i et land, hvor der er et velfærdssystem, der forsøger at hjælpe så mange som muligt på bedste vis. Jeg vil gerne understrege, at de menneskelige konsekvenser naturligvis er, hvad jeg først og fremmest tænker på, men de kan bare ikke adskilles fra de økonomiske, selv om det i en ideel verden var sådan. De mennesker, der betaler til det velfærdssystem, som vi kender, er max presset, og rejser de sig ikke igen, er der ingen til at betale. Ergo vil alle dem, der har brug for hjælp, ikke kunne modtage den. For der er ingen til at betale.

Jeg tillader mig at stille kritiske spørgsmål

Jeg tillader mig altså at stille kritiske spørgsmål i en tid, hvor vi alle skal være enige med Søren og Mette. Men det er jeg i min gode ret til. Som journalist ja vidst, men da i den grad også som borger i et land, der lige så meget er mit, som det er Mette Frederiksens, Søren Brostrøms og Magnus Heunickes. Tag ikke fejl, jeg synes, at de har klaret mange ting rigtig fint under hele denne krise, og jeg kan, lige som mange andre, rigtig godt lide Søren Brostrøm. Han er en myndig og dygtig formidler, og virker faglig kompetent samt sympatisk, ligesom Mette Frederiksen trådte i karakter som statsminister, da krisen stod for døren (lidt sent, men bedre sent end aldrig, og bagklog er jo det letteste i verden at være).

Det er en fornøjelse at se, hvordan politikerne arbejder sammen, men det betyder altså ikke, at jeg dermed frasiger mig min ret til at påpege, når jeg synes, at de handler for langsomt eller handler forkert. Statsministeren sagde jo også, at der blev begået fejl, og selvfølgelig gør der det, men så skal der også rettes op på de fejl hurtigst muligt – og det ser jeg bare ikke ske lige nu?

Flokimmunitet eller ej?

Jeg forstår godt, at man er i tvivl om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at skabe flokimmunitet over for virus, da man naturligvis er bange for, at alt for mange får virus på én gang, og at vi dermed overbelaster vores sundhedsvæsen. Jeg er hverken læge, forsker eller noget andet, der gør, at jeg ved særligt meget om den slags, men derfor tillader jeg mig nu alligevel at stille mig kritisk over for, at vi ikke tester meget mere end, hvad tilfældet er i Danmark, og som WHO i øvrigt også anbefaler, at man gør. WHO ved jo alligevel nok en ting eller to om lige præcis det.

Uanset, hvad man mener om det ene eller det andet, er vi alle nødt til at erkende, at prisen på nedlukningen af Danmark er så høj, at det velfærdssamfund, som vi kender det, vil se helt anderledes ud efter COVID-19.  Men hvor anderledes afhænger af, hvordan vi handler NU.

Samfundssind NU – ellers ender det som i Italien

COVID-19. Coronavirus. Vi er lige nu i en meget mærkelig situation. En situation, som ingen har prøvet før. Det hele føles lidt surrealistisk for os danskere, der i høj grad er vant til vores frihed, i alle henseender. Men det her er altså alvorligt. Desværre kan jeg se på SoMe samt IRL, at der desværre stadig er nogle, der ikke forstår, hvor alvorligt det faktisk er. De forstår åbenbart ikke, at også de har sårbare i deres familie og vennekreds, som de skal være med til at passe på – ligesom alle andre sårbare i øvrigt. Det må vi andre få dem til at forstå. Vi har ALLE et ansvar. Vores handlinger nu kommer til at definere, hvordan vi kommer ud på den anden side. Ligesom, at det er yderst vigtigt at huske på, at man også i Italien, til at begynde med, kunne gå ud, men i dag skal man blive hjemme på matriklen, med mindre man skal handle mad eller hente medicin. Grunden til, at de italienske myndigheder yderligere strammede lovgivningen var netop, at det italienske folk, i særdeleshed de unge, ikke kunne finde ud af af efterkomme henstillingerne om ikke at mødes i grupper, ikke at sidde sammen, spille fodbold sammen i parker, gå til private fester/sammenkomster med mange mennesker, og derfor så man sig nødsaget til at lave hjemmekarantæne for alle. Jeg tror alle danskere er enige om, at det skal helst ikke ske i Danmark også.

Men flere – især i aldersgruppen 15-25 år – forstår ikke, at de her to uger – indtil videre – IKKE er en kærkommen ekstra ferie, hvor de skal socialisere i store grupper eller gå på bar og Cafe de steder, hvor man åbenbart ikke viser samfundssind. Forældrene til de yngste i denne gruppe må træde i karakter, og de lidt ældre må til at tænke sig om. Det kan ikke være så svært, min datter på ni år forstår det. Ligeså må motionscentre lukke ned (det er jeg bestemt ikke glad for, men det er det eneste rigtige), hvilket mange kæder også har gjort, dog ved jeg, at mit center stadig holder åbent, ligesom de 22 andre motionscentre, som kæden ejer. Det er IKKE at vise samfundssind.

Der er desværre alt for mange anbefalinger og henvisninger, men det er for h…… fordi, folk burde kunne finde ud af at følge dem UDEN, at man tvinge dem via lovgivning. Det nytter bare ikke noget, at en meget stor del af befolkningen virkelig gør en indsats for at følge retningsliner og anbefalinger, og så er der stadig en gruppe, der går på natklub, står alt for tæt i køen i supermarkedet, mødes med 10-12 af sine venner, går til privat fest, sidder i grupper tæt sammen på café, hænger ud på McDonalds osv. Vi elsker vores frihed, men med den følger også forpligtigelse. Forpligtigelse til at handle korrekt.

En alvorlig situation

Jeg forstår, at man kan være forvirret, men så man må man søge viden fx på  www.coronasmitte.dk eller www.um.dk – eller spørge hinanden. Men det er nu engang således, at det ikke er journalisten, frisøren, bartenderen, mekanikeren eller juristen, der ved mest om COVID-19, men derimod sundhedsmyndighederne. Derfor skal også vi rette os efter dem. Det her er alvorligt. TAG DET ALVORLIGT, OG VIS SAMFUNDSSIND i stedet for at opføre dig som en komplet idiot. Vi har ALLE et ansvar. Tag det på dig NU. Det gælder selvfølgelig også de mennesker, der er i karantæne. Nogle mener åbenbart, at de godt lige kan smutte på apoteket eller ned at handle. Øh nej, det kan man den ondelyneme ikke. Man bliver HJEMME, og holder sig fra andre mennesker. Er det virkelig SÅ SVÆRT at forstå ordet KARANTÆNE?🤷🏼‍♀️🤦‍♀️

Vi har alle arrangementer, vi har aflyst, som vi har glædet os til. Mennesker vi havde glædet os til at være sammen med, rejser, koncerter, bryllupper, konfirmationer osv. Men den tid kommer igen, hvor vi kan være sammen med alle dem, vi elsker og holder af, og kan tage til fest, til koncert, i biografen, på café, rejse  osv. Men tager vi ikke ansvar nu, får det endnu større konsekvenser for os alle – menneskeligt og økonomisk.

Køb gavekort, take away og handel, som du plejer

Udover, at situationen også kommer til at koste menneskeliv i Danmark, har den ligeledes store økonomiske konsekvenser. Mange mennesker kæmper lige nu, dem, der arbejder i den private sektor og i særdeleshed de små erhvervsdrivende og freelancerne. I løbet af den næste uge vil mange være nødt til lukke forretninger, og/eller fyre deres personale, og allerede nu har mange mistet jobs pga. COVID-19 (Coronavirus). Regeringen sætter ind med en hjælpende hånd, men de kan ikke redde eller hjælpe alle. Jeg håber dog, at man vil gøre, hvad man kan for at hjælpe den private sektor også – alt andet ville ikke være fair. Men vi kan også sammen bidrage. Køb et gavekort til yndlingsrestauranten eller bestil take away, gavekort til biografen og spillestedet, hvor film og koncerter er aflyste, eller butikken, hvor du ofte handler tøj eller sko, men måske ikke har lyst til at komme pga. smittefare lige nu. Flere frisører og skønhedsklinikker, hvor du bliver klippet og farvet og får en ansigtsbehandling, ordnet negle m.m., har åbent i skrivende stund, men jeg tror ikke på, at det varer længe, før også de må lukke ned. Det er allerede sket i Norge. Men køb fx også gavekort her, produkter, der betales via MobilePay og afhentes udenfor kunne være en mulighed for at støtte. Fortsæt også med at handle på nettet. Ikke at du skal glemme de gode lokale butikker – jeg bor i provinsen, og ved, at det lokale forretningsliv i forvejen er trykket på maven. Men i det hele taget forsøg at lægge pengene, hvor du plejer, selv om du måske først får glæde af nogle af varerne på et senere tidspunkt.

Sundhedskrise, IKKE fødevarekrise

Ydermere er det vigtigt for alle at forstå, at vi IKKE er i en fødevarekrise, så vi skal lade være med at opfør os som om, vi var. Det er helt naturligt, at mennesket følger sit instinkt og vil passe på sine nærmeste og sig selv, men der er vi alle altså nødt til at slå koldt vand i blodet og lige tænke rationelt et øjeblik, inden vi handler ud fra vores instinkt. Vi skal handle i supermarked, som vi ellers ville gøre i en helt almindelig situation. Der er mad nok til alle – også toiletpapir, hvis ellers alle ikke køber toiletpapir til to år, eller 50 kg. mel eller havregryn. Så vil der mangle i en periode, men der bliver jo hele tiden produceret mad – og toiletpapir. Men faktisk får jeg ondt af de mennesker, der hamstrer. De må jo virkelig være bange for at dø af sult. Tænker faktisk, at de har brug for nogen, der taler med dem om deres angst. Jeg har måtte minde mig selv om, at vi ikke alle er ens, og vi derfor heller ikke reagerer ens på forskellige situationer.  Jeg selv bekymrer mig på vegne af de sårbare i samfundet, hvis vores sundhedssystem bliver overbelastet. Derudover føler jeg med alle de mennesker, der lige nu kæmper for at tjene penge, hvoraf nogle  må lukke deres virksomhed, mens andre bliver fyret. Men nogle er virkelig meget bange for virus, også selv om de er sunde og raske og umiddelbart ikke er i farezonen, og det skal man respektere – også selv om man måske ikke synes, at der er grund til at være det. Derfor skal vi snakke med vores medmennesker (på afstand), hvis vi mærker, at de har brug for det.

Pas på hinanden

Jo hurtigere, vi alle tænker os om, jo kortere bliver denne periode, hvor vi er afgrænsede i vores levevis. Der er ingen, der synes, at situationen er sjov, men vi må igennem den på bedste vis. Derudover skal vi altså lige huske på, at vi jo ikke er spærret inde (endnu da), og man kan stadig gå/løbe en tur, børnene kan lege udenfor, handle i supermarkeder og butikker (men ikke alle sammen på én gang). Ligesom vi trods alt kan se mennesker i et fornuftigt omfang og med alle forholdsregler taget naturligvis – og så må man tale i tlf./FaceTime med resten af dem, man savner for en tid. Der er masser at tage sig til, hvis man tager ja-hatten på. Endelig er der jo også en hel del af os, der stadig arbejder. Her skylder vi en stor tak til alle dem, der holder hjulene i gang, og på sigt helt sikkert alt sundhedspersonale.

Jeg synes ikke, at den danske regering har handlet helt, som den burde fra begyndelsen, men det er let at være bagklog. Der er ting, der skal evalueres efterfølgende, men regeringen, herunder statsministeren, trådte virkelig i karakter onsdag aften til pressemødet, og har gjort det lige siden. Det skal vi danskere være teknemmeligt for. Nogle forstår ikke, at man har strammet reglerne så kraftigt, da man i andre lande ikke har gjort det samme. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at regeringen har handlet korrekt her, og fortsat handler korrekt.  Andre lande vil følge efterhånden. Uanset, gælder det nu om at stå sammen, følge alle retningslinjer og forbud, så vi kan komme ud på den anden side på bedste vis. Det gør vi ikke, hvis sundhedsvæsenet ikke kan følge med, og dine og mine kære ikke kan blive behandlet. Ligesom vi hurtigst muligt skal have gang i hele erhvervslivet igen.

Det er tid til at tænke ud over egen næsetip og passe på hinanden.  Lad os også fokusere på de gode ting i en svær tid, hvilket rigtig mange faktisk er gode til. Ligesom mange er gode til at hjælpe hinanden. Vi står sammen – hver for sig. #danmark #sammenhverforsig #covid19

Sprit-high five fra mig.

Vinder af konkurrence er fundet

Så er vinderen af en overnatning på Gaardhotellet i Kærby ved Kalundborg fundet. Juhuuu. Jeg elsker, når man kan gøre nogle mennesker glade;-)

Gaardhotellet oser af stemning, og man har her, i den grad, formået at skabe et hotel, der er hyggeligt, men også af æstetisk er værd at se på. Derudover er værterne super søde og hjælpsomme, og det vil derfor være svært ikke at få et skønt ophold på Gaardhotellet.

Nå, vi må til det. Vinderen. Rigtig mange har deltaget i konkurrencen, både her, på Rejsevinger.dk og på Gaardhotellets Facebookside. Men nu har vi fundet en vinder, og vinderen er Dennis Kenneth Jensen.

Stort tillykke, Dennis – jeg håber, at du og din kæreste, Louise Hjuler, får et skønt ophold på Gaardhotellet 😉

Vinderen har fået direkte besked.

Nedenfor kan du se lidt billeder fra Gaardhotellet. Vil du vide mere, gå da ind på www.gaardhotellet.dk

 

 

Giveaway – overnatning på Gaardhotellet

Jeg bor jo i provinsen. Her er ret hyggeligt. Jeg elsker at rejse, men jeg vil også gerne have, at folk rejser til Danmark – ikke kun til København, der er fantastisk, men også til resten af Danmark, herunder Vestsjælland, for her er så skønt. De skal se, hvad jeg ser. Skøn natur og søde mennesker. Derfor har jeg i samarbejde med Gaardhotellet i Kærby ved Kalundborg lavet en lille Giveaway.

Vind en overnatning på Gaardhotellet i Kærby ved Kalundborg. Vestsjælland er skøn, og vi vil så gerne ha’, at du bli’r lidt længere 😉 Naturen er fantastisk, Kalundborg er omgivet af hav, skove og marker. I Kalundborg har Charlotte og Eskild Junge åbnet det lækre Gaardhotel for nogle år tilbage, og gennem årene fået mere og mere succes. De har nu bygget til, så der er flere værelser, men stedet er stadig hyggeligt på den der familiære måde. De har i den grad formået at skabe et hotel, der oser af stemning, men også af æstetik. Noget, man ikke tidligere har været så god til på disse kanter.

Hotellet henvender sig primært til erhvervslivet, og Gaardhotellet har da også rigtig mange udenlandske gæster boede fra især Novo Nordisk og Novo Zymes. Men der er også plads til andre, hvis man har lyst til at bo på et lidt anderledes hotel med sans for æstetik, det danske ’hygge’ og ikke mindst søde værtsfolk. Gaardhotellet henvender sig dog kun til voksne.

Det lille hotel er omgivet af smuk natur og ligger cirka fire kilometer fra Kalundborg midtby. Der er gæstekøkken, hvor man selv kan medbringe mad og tilberede det i køkkenet. Man kan også bestille aftensmad – mandag til fredag, eller køre en tur til Kalundborg for at spise. Jeg kan anbefale Restaurant Naes blandt andre.

Kunne du tænke dig at komme en tur til Kalundborg, eller bor du i området, og kunne bare godt bruge en overnatning sammen med en veninde eller din kæreste, mand, hustru etc., så må du altså også gerne være med i konkurrencen.

Sådan deltager du:

  • For at deltage i konkurrencen skal du, i kommentarfeltet, skrive navnet på den person, du gerne vil vinde en overnatning på Gaardhotellet med og gerne fortælle, hvorfor I gerne vil en tur til Kalundborg, eller bare har lyst til en overnatning væk hjemmefra.
  • Like opslaget her samt En Stemme I Provinsen og Gaardhotellets Facebookside.
  • Du er velkommen til at dele opslaget, men det er ikke et krav.
  • Du kan også følge Gaardhotellet på Instagram på gaardhotellet.

Konkurrencebetingelser:

  • Vinderen trækkes efter konkurrencen afsluttes onsdag den 17. oktober 2018.
  • Vinderen offentliggøres på En Stemme i provinsens Facebookside.
  • Præmien er en overnatning for to på Gaardhotellet i Kærby ved Kalundborg. Enten et dobbeltværelse for to personer, eller to enkeltværelser.
  • Præmien kan ikke ombyttes til kontanter, eller ombyttes til andet.
  • Hører jeg ikke fra vinderen inden kl. 12 torsdag den 18. oktober 2018, forbeholder jeg mig retten til at trække en ny vinder.

Denne konkurrence er ikke lavet af Facebook, og Facebook er på ingen måde tilknyttet eller forbundet med administration af konkurrencen.

Nedenfor kan du se lidt billeder fra Gaardhotellet. Vil du vide mere, gå da ind på www.gaardhotellet.dk 

 

 

 

 

 

Vind to billetter til en vildt hyggelig festival

Der har været lidt stille på bloggen det sidste lange stykke tid, men jeg har haft travlt med jobs, og jeg har jo også min rejseblog. Ting tager tid. Bla. bla bla. Anyway, jeg har altså to billetter til en ret hyggelig festival med en masse søde mennesker, nemlig Kalundborg Rock’er den 10. og 11. august i år, hvis det kunne have interesse for nogen?

Hvis der er noget man efterhånden er ret god til i provinsen, er det at skabe hyggelige festivaler med god musik og en masse hygge for både børn og voksne. Det kan man altså også i Kalundborg.

Til de af jer, der ikke kender Kalundborg Rock’er, er det en lille festival med omkring 6-7.000 besøgende. Den kører over to dage, i år fredag den 10. og lørdag den 11. august. Festivalen foregår på Gisseløre i Kalundborg, der ligger lige ud til vandet. Hvis vejret ellers fortsætter som de sidste måneder, er der lagt op til en vaskeægte lækker musikoplevelse. Jeg kommer i hvert fald derud, gør du?

Programmet er i øvrigt ret bredt. Se evt. mere om, hvilke kunstnere, der kommer og spiller på festivalen på www.kalundborgrocker.dk

Sådan deltager du:

For at deltage i konkurrencen skal du, i kommentarfeltet, skrive navnet på den eller de person(er), du gerne vil opleve Kalundborg Rocker med, like opslaget her samt ’En Stemme i Provinsens’ Facebookside. Du må altså også meget gerne like RejseVingers Facebookside (min rejseblog). Du er velkommen til at dele opslaget, men det er ikke et krav.

Konkurrencebetingelser: 

  • Vinderen trækkes efter konkurrencen afsluttes onsdag den 8. august 2018.
  • Vinderen offentliggøres på ’En Stemme I Provinsen’ samt på dennes Facebookside.
  • Præmien er to weekendbilletter til Kalundborg Rock’er 2018, og kan ikke ombyttes til kontanter, eller ombyttes til andet.
  • Hører jeg ikke fra vinderen inden kl. 12 torsdag den 9.august, forbeholder jeg mig retten til at trække en ny vinder.
  • Denne konkurrence er ikke lavet af Facebook, og Facebook er på ingen måde tilknyttet eller forbundet med administration af konkurrencen.

 

Medierne forsømmer stadig provinsen

Dengang jeg startede min blog ‘En Stemme I Provinsen’, var det med bl.a. medierne in mente. Medierne trængte nemlig dengang i høj grad til, at rette linsen væk fra København, og ud i provinsen. Tre år senere, og deres sigte er ikke meget bedre. Medierne skal ud i resten af Danmark, hvor størstedelen af den danske befolkning jo faktisk bor. I en tid med stor fokus på urbanisering og centralisering har vi netop brug for, at linsen ikke altid peger den samme vej. En relativ ny meningsmåling viser dog, at de landsdækkende public service-medier forsømmer landdistrikterne big time. Det vidste vi jo egentlig godt, men man havde jo bare håbet på, at tingene ville ændre sig, så man fik et mere retvisende billede af Danmark.

En mere negativ fremstilling end fortjent, og en mangelfuld dækning af livet i de danske landdistrikter, lyder det bekendt? Oh yes. Og sådan lyder 36 pct. af danskernes dom også over de landsdækkende public service-medier i en ny meningsmåling. Jo længere, man bevæger sig væk fra hovedstaden, des tydeligere er tendensen. Borgerne i provinsen føler sig ikke repræsenteret på retfærdig vis i de landsdækkende public service-medier, der jo netop burde beskæftige sig med hele Danmark, og ikke bare København.  Medierne ynder at fortælle historien om den pædofile præst, der forgreb sig på børn, den sindssyge, der slog sin ven ihjel hjemme i provinsboligen med juleplatter på væggen (de er i øvrigt blevet moderne igen – altså platterne), og knallerten holdende i indkørslen til huset, der er ved at falde sammen.  De fortæller om kontanthjælpsmodtagerne, der lader stå til, alle dem, der ingen uddannelse har, og deraf også manglen på kloge hoveder i provinsen, de frygtelige skoler osv. Grusomme og trælse historier, der selvfølgelig skal fortælles, men hvad med alle de gode historier? For dem har provinsen faktisk mange af, men ingen gider fortælle dem? Nyhedsværdien er jo slet ikke stor nok – åbenbart.

36 pct. af danskerne erklærer sig helt enig eller delvis enig i, at landsdækkende public service-medier som fx DR og TV 2 generelt tegner et mere negativt billede af de danske landdistrikter og yderområder, end de fortjener. 36 pct. Det er altså en tredjedel af den danske befolking. Ligeledes når det handler om de landsdækkende public service-mediers dækning af nyheder, kultur og samfundsliv i provinsen eller ‘yderområder’ som de ynder at kalde det, er 36 pct. af danskerne helt enig eller delvis enig i, at dækningen er dårlig. Men det hænger da selvfølgelig sammen med mediernes geografiske placeringer. Hvor ligger alle de store mediehuse henne? København selvfølgelig, og så lige JP med hovedsæde i Århus. For at kunne lave journalistik til og om hele Danmark, skal journalisterne selvsagt også bo og leve i hele Danmark. Men det er bare ikke tilfældet.

Tallene illustrerer ret fint, hvis I spørger mig, den skævvridning, som en centralisering gennem mange år, på en lang række områder, har forårsaget i Danmark. Det handler jo ikke blot om mediedækning, men også om infrastruktur, uddannelsesinstitutioners beliggenhed, adgang til sundhed samt jobmuligheder. Tænk lige over alle de akademikere, der går rundt i København, og ikke kan finde job (ca. 3.000) samtidig med, at mange virksomheder i provinsen skriger efter kvalificeret arbejdskraft netop i form af akademikere. En arbejdskraft, de har svært ved at skaffe, og det gør da sandelig ikke jobbet lettere, når de landsdækkende medier ynder at tale provinsen ned i deres mediedækning. For hvem f***** vil bo blandt pædofile, voldpsykopater, dårligt uddannede (for hvis man ikke har gået på uni., kan man da ikke tænke, kan man?), og bare generelt mennesker med dårlig smag? Der er jo bare lige det, at provinsen huser ret meget andet også. Faktisk primært alt det andet. Men den side glemmer medierne belejligt nok at berette om.

Vi er nødt til at styrke både de lokale og de regionale medier, da flere af dem netop leverer regional dækning landsdækkende. Hvis vi formår det, kan vi få fortalt de gode historier også – og dem er der altså, som sagt, ret mange af. Men det er ikke kun medierne, det er også alle os, der bor i provinsen. Vi skal sgu’ sælge varen, og den chance er der mange, der forbipasserer, desværre. Netop i denne tid, hvor sommeren viser sig fra sin absolut bedste side, føler jeg mig så priviligeret over, hvor jeg bor. Jeg kan lugte græsset, og saltvandet og de mange forskellige blomster og buske i min have. Jeg har skov, strand, marker – alt lige inden for rækkevidde. Og nej, vidst er provinsen ikke hovedstaden, hvad kultur angår, men der sker altså ret mange fine ting, rundt omkring i vandkantsdanmark, på de fronter også.  Men os, der bor i provinsen, er jo i virkeligheden provinsens ambassadører. Det skal vi huske på.

Provinsens ambassadør

Jeg sad og talte med en veninde forleden, hun bor i Sorø, og jeg i Kalundborg. Begge byer på Vestsjælland, ca. 40 min. kørsel fra hinanden. Der er små 30.000 indbyggere i Sorø Kommune og ca. 8.000 i Sorø by, og knap 49.000 i Kalundborg Kommune, og godt 16.000 i Kalundborg by. Begge kommuner har utrolig smuk natur. Hun bor i Sorø by, ligesom jeg bor i Kalundborg by. Hun har Sorø Sø i baghaven, jeg har fjorden, havet om I vil. Jeg er omringet af vand både til den ene og den anden side. Begge kommuner har et rigt erhvervsliv, men Kalundborg by endnu mere en Sorø by pga. af de mange meget store virksomheder, der ligger i Kalundborg.

Vi kom til at undre os over, hvad det er, der gør, at husene i Sorø bliver dyrere og dyrere, men i Kalundborg sker der ikke det samme. Umiddelbart er husene i Sorø lettere at sælge end, hvad tilfældet er i Kalundborg til trods for, at de er noget dyrere. Ja ja, jeg ved, at ejendomsmæglerne og alle de kloge siger, at det går i den rigtige retning, og det gør det såmænd nok også, men laaaangsomt. Men jeg forstår faktisk ikke, hvorfor det er så meget mere attraktivt at købe hus i Sorø end i Kalundborg. Altså, jeg ved jo godt, at vi snakker udbud og efterspørgsel, men hvorfor er den efterspørgsel så meget større i Sorø?

Jeg er klar over, at vi mangler motorvejen til København – hele vejen til Kalundborg, og at det i den grad forringer vores infrastruktur, men nu er det jo ikke sådan, at Køgebugt motorvejen er den fedeste at skulle benytte hver dag til og fra job i fx København, og motorvejen er da også på vej. Eller. Det har den været lææænge, men den kommer vel for h…… da snart. Men hvad er det så, der gør det så meget mere attraktivt at bo i Sorø end i fx Kalundborg? Og nu ved jeg godt, at der sidder flere og siger, at det er det da heller ikke, men hvorfor er husene så en hel del dyrere i Sorø end i Kalundborg – og de sælges alligevel. Jeg tvivler på, at håndværkerne der er så meget bedre, og at husene dermed er så meget mere værd. Så hvad er det, der gør, at Sorø åbenbart er så meget smartere at bo i end Kalundborg? For det er nemlig lige præcis ’smart’, det handler om.

Kalundborg er, som jeg skrev tidligere, rig på arbejdspladser, og flere af de store virksomheder leder med lys og lygte efter flere akademikere til at bestride jobs herude, men de kan ikke få dem hertil. De vil ikke bo her. Eller det ændrer sig forhåbentlig, men det er en hård kamp at få akademikere fra København til at forstå, at man faktisk også kan bo i provinsen.

Vi har biograf, svømmehal, adskillige gode idrætshaller, en gågade med små forretninger, skoler, et utal af supermarkeder, naturen og ikke mindst en helvedes masse søde og dygtige mennesker. Det har de sikkert også i Sorø, men hvorfor vil folk hellere bo der? Det kan jeg godt fortælle. Fordi de har ‘solgt den smart’. Det er simpelthen blevet in at bo i Sorø. Jeg ved, det lyder åndssvagt, men jeg tror på det. En trend begynder et sted – med ambassadører, med first movers. Men ikke bare hvem som helst, næ “de rigtige mennesker” gør nogle bestemte ting, og så breder det sig ellers som ringe i vandet.

Så det er da, hvad vi skal have – ambassadører for provinsen. Jeg kan bare ikke lide udtrykket ‘de rigtige mennsker’. Men vi kan lige så godt kalde en spade for en spade, og erkende, at der er forskel på, om vi herude i vandkantsdanmark får en masse tilflyttere, der er på kontanthjælp og førtidspension, eller om vi får tilflyttere, der er erhvervsaktive. Tag ikke fejl, i min verden er der ikke nogle, der er mere ‘rigtig’ end andre, men faktum er, at som kommune, er man ikke er lige så attraktiv for tilflyttere, hvis der ikke er mange, der er erhvervsaktive af den ene eller anden grund.

Men vi skal have ambassadører, der ’sælger’ provinsen. Vi skal sælge de grønne marker, der bliver gule for derefter at blive brune, inden de bliver grønne igen. Vi skal sælge lyden af bølgerne mod kysten en varm sommerdag – eller en kold og blæsende efterårsdag. Vi skal sælge det ‘hej’, vi giver hinanden, når vi mødes ved kassen i Meny, vi skal sælge løbeturen i skoven, børnene, der leger på villavejene (altså vi sælger ikke børnene), duften af grill i haven, lyden af græsslåmaskinen, duften af sommerregn på græsplænen, stranden i ‘baghaven’ en sen sommeraften, søndag i den lokale sportshal, juletræstænding på det lokale torv, foreningerne og alt det andet. Vi skal sælge det fællesskab, der er så stærkt herude. Men vi skal også sælge den dynamik, der er her, men som mange overser. Visionerne er ikke høje nok i min optik,  og der skal tages mere individuelt ansvar.  Det er vores by, det er vores kommune. Vil vi, at den skal bestå, og ikke mindst udvikle sig, må vi arbejde for det, og det er i øvrigt lige meget, hvor i landet man befinder sig. De samme regler gælder, men nogle byer og kommuner er altså bedre til det job end andre.

Landsbysamfundendes erstatning

Forleden talte jeg med en kvinde i forbindelse med mit job, og hun sagde noget, som jeg virkelig tænkte over efterfølgende. Det handler om en organisation af frivillige, der hjælper udsatte gravide og familier i forbindelse med det at få et barn, og ikke altid have overskuddet. Mon ikke, at de fleste kender til gerne at ville være noget for sine børn, men manglende overskud ændrer på spillereglerne, og tingene ender indimellem op med ikke helt at være, som du gerne vil have, at de skal være. Den tror jeg altså, at de fleste småbørnsforældre kan sætte sig ind i. Og alle andre for den sags skyld. Og så bør vi alle huske på, at vi ved ikke, hvad den enkelte kæmper med, og vi derfor altid bør være venlige, når vi møder mennesker på vores vej.

Anyway, den her kvinde siger til mig, at de vel egentlig forsøger at være en moderne version af landsbysamfundene, som nu ikke længere er. Den tænkte jeg over. Landsbysamfundene, som ikke er længere. For det er jo rigtigt. Mange ting har ændret sig, bare fra jeg var barn til i dag (og sååå længe siden er det da heller ikke). Dengang, hvor naboen lige kiggede efter ungerne, mens mor var nede og handle. Dengang, hvor man hjalp hinanden meget mere end, hvad tilfældet er i dag. Dengang, hvor man ikke partout skulle klare alt selv, bare for at vise, at det kunne man godt. Dengang, hvor det ikke blev forventet fra alle kanter, at man var perfekt. Jeg har aldrig rigtig tænkt over det, men det er jo sandt. Hos os sætter vi en dyd i at klare det hele selv, men nogle gange er det altså okay at bede om hjælp. Det er okay, at man ikke har overskud til det hele. Men det glemmer man i en verden, hvor forventningerne er høje. Høje fra andre, men i særlig grad høje fra sig selv (jeg kan da ikke altid leve op til mine egne forventninger, det er jeg da den første til at indrømme. Men jeg forsøger hver dag at gøre tingene så godt, som jeg kan,  og det er faktisk godt nok (mind lige Gitte om det også).

Men hvor blev jeg  altså glad for, at der findes mennesker, der tager ud, helt frivilligt, og bruger et par timer om ugen på at stege frikadeller til en familie, hjælper dem med tøjvask, indkøb eller blot sidder og leger med børnene, mens mor tager et bad. Jeg kan selv huske, hvor meget det betød for mig, da min datter var helt lille, og min mand kom sent hjem. Den der time eller to om eftermiddagen, hvor min svigermor eller min gudmor (min datters reserve-bedste) kom forbi, og lige tog hende en times tid, så jeg kunne løbe en tur – det var fantastisk. Eller når min mor kom og boede en uge (hun bor i Jylland), og køleskabet blev rengjort, vasketøjet kom i bund og alt det andet, som man havde intentionerne om at nå, men som man ikke nåede. Jeg er heldig, at have et godt netværk, men det er ikke alle, der er så heldige, og derfor skal vi blive bedre til at hjælpe hinanden. En lille ting for dig, kan betyde alverden for en anden, og et venligt smil og en hjælpende hånd koster ikke noget. Og det er rigtig mange altså ret gode til i de små samfund.

Provinsens guld bliver til stjerner

Når man sidder på de rigtig gode restauranter i fx København, er man tilbøjelig til at glemme, at der står flere bag oplevelsen. Det er nemlig  ikke kun en talentfuld kok, der står bag den der fornemmelse, når man får noget virkelig god mad ind i munden. Hvad med alle de landmænd i provinsen, der leverer de lækre råvarer. Uden råvarerne, ingen lækker mad. Så enkelt er det.

For nylig blev de fine franske Michelin-stjerner givet til landets bedste restauranter, og det er altså ikke kun restauranterne og kokkene, der følger med her – det gør landmændene, der leverer råvarerne da også, og det forstår jeg virkelig godt.  Det er jo da også deres fortjeneste.

Vi, i provinsen, skal altså blive bedre til at fokusere på lokal stolthed over alle de ting, vi kan herude, herunder altså også at levere lækre råvarer til en masse restauranter, herunder også restauranter, der kan bryste sig af en Michelin stjerne. Lige så vel som, at der er nogle ting, der er lettere i storbyen, er der altså også nogle ting, der er lettere på landet – fx at dyrke lækre råvarer til restauranter.

I Danmark er der et højt niveau, både ift. råvarer og køkkenkompetencer. Men ambitionsniveau og talent er ikke nok. For uden gode råvarer er chancerne for at opnå de anerkendte stjerner lig med nul, det skal man lige huske på. Madanmeldere går netop meget op i kvaliteten på råvarerne. Et Michelinkøkken stiller derfor enormt store krav til de råvarer, der leveres, og danske landmænd og fødevareproducenter indtager dermed en central rolle ift. at løfte det gastronomiske niveau i Danmark. Og hvor bor landmændende? I provinsen. jeg siger det bare. 😉

« Ældre indlæg