Vi lever i en mærkelig tid lige nu. Surrealistisk. Meget er helt anderledes fra den verden, som vi alle kender og er vant til. Men vi ved alle sammen hvorfor, verden ikke er, som vi kender den. COVID-19 også kaldet Coronavirus. For mit eget vedkommende så læser og læser jeg, og så læser jeg lige lidt mere om, hvad Coronavirus er for en størrelse, hvorfor den er kommet, hvorfra den er kommet, hvad vi kan gøre for at stoppe den, hvor farlig den er osv. Jeg følger med i nyheder fra hele verden, og der er nok at tage fat på.
Jeg forstår, hvorfor så mange bliver forvirrede og har en masse spørgsmål til alt, hvad der sker omkring os lige nu. Alle (næsten) er med på, at vi forsøger at inddæmme smitten – at vi skal sørge for, at ikke alt for mange bliver smittet med coronavirus på én gang, så vi dermed undgår, at der bliver alt for mange, der har brug for hjælp fra sundhedssystemet – et system, der i værste fald ikke kan følge med, og vi må melde pas til at hjælpe alle. Den situation skal vi ikke ud i. Bestemt ikke. Men. Der er altid et men. For lægerne og forskerne er jo bestemt ikke enige om, hvordan vi bedst håndterer den krise, vi lige nu står i. Kigger man rundt i verden, håndterer landene også krisen meget forskelligt. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vores statsminister har ret i, at vi hellere skal handle for meget, end for lidt (og her mener jeg ikke fødevarer og toiletpapir). Men. Igen et men. For vi har nu lukket Danmark mere eller mindre ned, men hvor længe giver det mening, at der ikke bliver produceret, solgt og købt, hvis vi ikke går helhjertet ind i ”projekt stop corona”? Hele kritikken omkring, at vi tester alt for lidt er da på sin plads. Ligesom man stiller spørgsmålstegn ved, hvor længe det giver mening at lukke et helt samfund ned med de konsekvenser det får – menneskelige såvel som økonomiske. Og nej, det handler ikke blot om de økonomiske konsekvenser, for de to hænger uløseligt sammen. Har vi ingen penge i samfundet, har vi heller ikke penge til at hjælpe dem, der har brug for det. At jeg forholder mig kritisk til, hvad er foregår lige nu, betyder ikke, at jeg ikke viser samfundssind, at jeg ikke gerne vil hjælpe, hvor jeg kan, at jeg ikke gerne vil redde så mange mennesker som muligt. Spørgsmålet er blot, om vi handler bedst muligt, og det spørgsmål er jo også, hvad journalisterne forsøger at finde ud af med deres spørgsmål.
Et sundt demokrati tåler kritiske spørgsmål
Sjovt nok bliver journalisterne kritiseret af dele af befolkningen, der mener, at de stiller kritiske spørgsmål i en tid, hvor vi skal holde sammen, og fra anden side bliver de kritiseret for ikke at gå kritisk til regeringen og alle tiltagene. Det er ikke let. Journalisten udfører sit job. Et meget vigtigt job, vil jeg tilføje. Jeg kender flere blændende dygtige journalister, der i den grad har bidraget til, at man har fået øjnene op for det rådne i samfundet – i Danmark såvel som i udlandet. En råddenskab, som ellers ikke ville havde set dagens lys. I øvrigt kan et sundt demokrati med sunde beslutninger også sagtens tåle kritiske spørgsmål. Journalister medvirker til at holde demokratiet åbent og gennemskueligt for borgerne, og hvem har lyst til andet? Journalister kan og skal ikke bare referere, hvad der bliver sagt, når Søren og Mette står foran kameraet. De skal sgu’ stille spørgsmål på vegne af hr. og fru. Danmark. Det er deres fornemmeste rolle. Hjemme i stuerne sidder rigtig mange mennesker fyldt med tvivl, frygt og en masse spørgsmål til alt det, der foregår lige nu, og får de ikke svar på deres spørgsmål, bliver tvivlen og frygten oftest til mistillid, hvilket næppe gør regeringens opgave lettere.
Hvis man hører til dem, der mener, at Danmark (og andre lande for den sags skyld også) kommer bedre gennem krisen ved at journalisterne stopper med at stille kritiske spørgsmål til de ansvarlige politikere og embedsmænd, så har man ærlig talt ikke forstået, hvad demokrati handler om. Sidder man med følelsen af, at man burde lukke munden på journalisterne, fordi alle skal stå sammen i en svær tid, så undergraver man sgu’ da i den grad demokratiet.
Vi tester alt for lidt
Min største anke lige nu er, at vi tester alt for lidt. Danmark følger ikke WHOs anbefalinger mht. at teste, hvorfor ikke? Jeg vil gerne vide hvorfor, vi ikke tester flere. Mange flere? Vi manglede udstyr til at teste, men vi fik tilbudt hjælp fra Sydkorea samt private virksomheder såvel som fra universiteter og forskere, der står til rådighed med både laboratorier og personale. Ydermere har overlæge Anders Fomsgaard, der er forsker i Virus på Statens Serum Institut, opfundet en metode, der let kan teste mennesker for Coronavirus. De benytter allerede metoden i stor stil i Spanien, og er meget taknemmelige for hjælpen fra dansk side. Men hvad venter vi så egentlig på i Danmark? Inden vi havde den smarte måde at teste på, var flere forskere ude at sige, at man kan teste hele Danmarks befolkning på en måneds tid, hvis man vil. Men spørgsmålet er vel så, vil man overhovedet det?
Velfærdssystemet forsvinder
Venter vi mon på, at hele Danmark har ligget så længe ned, at vi får meget svært ved at rejse os igen eller? At lukke et land ned har store konsekvenser, det ved alle – også statsministeren og sundhedsmyndighederne. Men når vi vælger at lukke ned for stort set alt, påhviler der så ikke også et ansvar for at gøre alt, hvad vi kan for at kunne åbne op igen hurtigst muligt? Og det indbefatter vel at teste, så vi ved, hvor mange, der reelt er smittet? Eller? Der er vel ikke nogen negativ side ved at kende sandheden? Men indtil vi igen får gang i Danmark, falder kurserne, renten stiger, folk bliver fyret, forretninger og virksomheder lukker for ikke at tale om de menneskelige konsekvenser. De menneskelige konsekvenser hænger nemlig tæt sammen med de økonomiske. Det er der desværre bare en del, der ikke forstår. I den forbindelse er jeg også træt af at høre folk skændes om, hvem der får hvad af hjælpepakker, hvem der er ansat i en kommune eller region, hvem der er selvstændig osv. Det her rammer os alle, men vi skal altså samtidig være glade for, at vi lever i et land, hvor der er et velfærdssystem, der forsøger at hjælpe så mange som muligt på bedste vis. Jeg vil gerne understrege, at de menneskelige konsekvenser naturligvis er, hvad jeg først og fremmest tænker på, men de kan bare ikke adskilles fra de økonomiske, selv om det i en ideel verden var sådan. De mennesker, der betaler til det velfærdssystem, som vi kender, er max presset, og rejser de sig ikke igen, er der ingen til at betale. Ergo vil alle dem, der har brug for hjælp, ikke kunne modtage den. For der er ingen til at betale.
Jeg tillader mig at stille kritiske spørgsmål
Jeg tillader mig altså at stille kritiske spørgsmål i en tid, hvor vi alle skal være enige med Søren og Mette. Men det er jeg i min gode ret til. Som journalist ja vidst, men da i den grad også som borger i et land, der lige så meget er mit, som det er Mette Frederiksens, Søren Brostrøms og Magnus Heunickes. Tag ikke fejl, jeg synes, at de har klaret mange ting rigtig fint under hele denne krise, og jeg kan, lige som mange andre, rigtig godt lide Søren Brostrøm. Han er en myndig og dygtig formidler, og virker faglig kompetent samt sympatisk, ligesom Mette Frederiksen trådte i karakter som statsminister, da krisen stod for døren (lidt sent, men bedre sent end aldrig, og bagklog er jo det letteste i verden at være).
Det er en fornøjelse at se, hvordan politikerne arbejder sammen, men det betyder altså ikke, at jeg dermed frasiger mig min ret til at påpege, når jeg synes, at de handler for langsomt eller handler forkert. Statsministeren sagde jo også, at der blev begået fejl, og selvfølgelig gør der det, men så skal der også rettes op på de fejl hurtigst muligt – og det ser jeg bare ikke ske lige nu?
Flokimmunitet eller ej?
Jeg forstår godt, at man er i tvivl om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at skabe flokimmunitet over for virus, da man naturligvis er bange for, at alt for mange får virus på én gang, og at vi dermed overbelaster vores sundhedsvæsen. Jeg er hverken læge, forsker eller noget andet, der gør, at jeg ved særligt meget om den slags, men derfor tillader jeg mig nu alligevel at stille mig kritisk over for, at vi ikke tester meget mere end, hvad tilfældet er i Danmark, og som WHO i øvrigt også anbefaler, at man gør. WHO ved jo alligevel nok en ting eller to om lige præcis det.
Uanset, hvad man mener om det ene eller det andet, er vi alle nødt til at erkende, at prisen på nedlukningen af Danmark er så høj, at det velfærdssamfund, som vi kender det, vil se helt anderledes ud efter COVID-19. Men hvor anderledes afhænger af, hvordan vi handler NU.
