Måned: april 2018

Jeg sad og talte med en veninde forleden, hun bor i Sorø, og jeg i Kalundborg. Begge byer på Vestsjælland, ca. 40 min. kørsel fra hinanden. Der er små 30.000 indbyggere i Sorø Kommune og ca. 8.000 i Sorø by, og knap 49.000 i Kalundborg Kommune, og godt 16.000 i Kalundborg by. Begge kommuner har utrolig smuk natur. Hun bor i Sorø by, ligesom jeg bor i Kalundborg by. Hun har Sorø Sø i baghaven, jeg har fjorden, havet om I vil. Jeg er omringet af vand både til den ene og den anden side. Begge kommuner har et rigt erhvervsliv, men Kalundborg by endnu mere en Sorø by pga. af de mange meget store virksomheder, der ligger i Kalundborg.

Vi kom til at undre os over, hvad det er, der gør, at husene i Sorø bliver dyrere og dyrere, men i Kalundborg sker der ikke det samme. Umiddelbart er husene i Sorø lettere at sælge end, hvad tilfældet er i Kalundborg til trods for, at de er noget dyrere. Ja ja, jeg ved, at ejendomsmæglerne og alle de kloge siger, at det går i den rigtige retning, og det gør det såmænd nok også, men laaaangsomt. Men jeg forstår faktisk ikke, hvorfor det er så meget mere attraktivt at købe hus i Sorø end i Kalundborg. Altså, jeg ved jo godt, at vi snakker udbud og efterspørgsel, men hvorfor er den efterspørgsel så meget større i Sorø?

Jeg er klar over, at vi mangler motorvejen til København – hele vejen til Kalundborg, og at det i den grad forringer vores infrastruktur, men nu er det jo ikke sådan, at Køgebugt motorvejen er den fedeste at skulle benytte hver dag til og fra job i fx København, og motorvejen er da også på vej. Eller. Det har den været lææænge, men den kommer vel for h…… da snart. Men hvad er det så, der gør det så meget mere attraktivt at bo i Sorø end i fx Kalundborg? Og nu ved jeg godt, at der sidder flere og siger, at det er det da heller ikke, men hvorfor er husene så en hel del dyrere i Sorø end i Kalundborg – og de sælges alligevel. Jeg tvivler på, at håndværkerne der er så meget bedre, og at husene dermed er så meget mere værd. Så hvad er det, der gør, at Sorø åbenbart er så meget smartere at bo i end Kalundborg? For det er nemlig lige præcis ’smart’, det handler om.

Kalundborg er, som jeg skrev tidligere, rig på arbejdspladser, og flere af de store virksomheder leder med lys og lygte efter flere akademikere til at bestride jobs herude, men de kan ikke få dem hertil. De vil ikke bo her. Eller det ændrer sig forhåbentlig, men det er en hård kamp at få akademikere fra København til at forstå, at man faktisk også kan bo i provinsen.

Vi har biograf, svømmehal, adskillige gode idrætshaller, en gågade med små forretninger, skoler, et utal af supermarkeder, naturen og ikke mindst en helvedes masse søde og dygtige mennesker. Det har de sikkert også i Sorø, men hvorfor vil folk hellere bo der? Det kan jeg godt fortælle. Fordi de har ‘solgt den smart’. Det er simpelthen blevet in at bo i Sorø. Jeg ved, det lyder åndssvagt, men jeg tror på det. En trend begynder et sted – med ambassadører, med first movers. Men ikke bare hvem som helst, næ “de rigtige mennesker” gør nogle bestemte ting, og så breder det sig ellers som ringe i vandet.

Så det er da, hvad vi skal have – ambassadører for provinsen. Jeg kan bare ikke lide udtrykket ‘de rigtige mennsker’. Men vi kan lige så godt kalde en spade for en spade, og erkende, at der er forskel på, om vi herude i vandkantsdanmark får en masse tilflyttere, der er på kontanthjælp og førtidspension, eller om vi får tilflyttere, der er erhvervsaktive. Tag ikke fejl, i min verden er der ikke nogle, der er mere ‘rigtig’ end andre, men faktum er, at som kommune, er man ikke er lige så attraktiv for tilflyttere, hvis der ikke er mange, der er erhvervsaktive af den ene eller anden grund.

Men vi skal have ambassadører, der ’sælger’ provinsen. Vi skal sælge de grønne marker, der bliver gule for derefter at blive brune, inden de bliver grønne igen. Vi skal sælge lyden af bølgerne mod kysten en varm sommerdag – eller en kold og blæsende efterårsdag. Vi skal sælge det ‘hej’, vi giver hinanden, når vi mødes ved kassen i Meny, vi skal sælge løbeturen i skoven, børnene, der leger på villavejene (altså vi sælger ikke børnene), duften af grill i haven, lyden af græsslåmaskinen, duften af sommerregn på græsplænen, stranden i ‘baghaven’ en sen sommeraften, søndag i den lokale sportshal, juletræstænding på det lokale torv, foreningerne og alt det andet. Vi skal sælge det fællesskab, der er så stærkt herude. Men vi skal også sælge den dynamik, der er her, men som mange overser. Visionerne er ikke høje nok i min optik,  og der skal tages mere individuelt ansvar.  Det er vores by, det er vores kommune. Vil vi, at den skal bestå, og ikke mindst udvikle sig, må vi arbejde for det, og det er i øvrigt lige meget, hvor i landet man befinder sig. De samme regler gælder, men nogle byer og kommuner er altså bedre til det job end andre.

Forleden talte jeg med en kvinde i forbindelse med mit job, og hun sagde noget, som jeg virkelig tænkte over efterfølgende. Det handler om en organisation af frivillige, der hjælper udsatte gravide og familier i forbindelse med det at få et barn, og ikke altid have overskuddet. Mon ikke, at de fleste kender til gerne at ville være noget for sine børn, men manglende overskud ændrer på spillereglerne, og tingene ender indimellem op med ikke helt at være, som du gerne vil have, at de skal være. Den tror jeg altså, at de fleste småbørnsforældre kan sætte sig ind i. Og alle andre for den sags skyld. Og så bør vi alle huske på, at vi ved ikke, hvad den enkelte kæmper med, og vi derfor altid bør være venlige, når vi møder mennesker på vores vej.

Anyway, den her kvinde siger til mig, at de vel egentlig forsøger at være en moderne version af landsbysamfundene, som nu ikke længere er. Den tænkte jeg over. Landsbysamfundene, som ikke er længere. For det er jo rigtigt. Mange ting har ændret sig, bare fra jeg var barn til i dag (og sååå længe siden er det da heller ikke). Dengang, hvor naboen lige kiggede efter ungerne, mens mor var nede og handle. Dengang, hvor man hjalp hinanden meget mere end, hvad tilfældet er i dag. Dengang, hvor man ikke partout skulle klare alt selv, bare for at vise, at det kunne man godt. Dengang, hvor det ikke blev forventet fra alle kanter, at man var perfekt. Jeg har aldrig rigtig tænkt over det, men det er jo sandt. Hos os sætter vi en dyd i at klare det hele selv, men nogle gange er det altså okay at bede om hjælp. Det er okay, at man ikke har overskud til det hele. Men det glemmer man i en verden, hvor forventningerne er høje. Høje fra andre, men i særlig grad høje fra sig selv (jeg kan da ikke altid leve op til mine egne forventninger, det er jeg da den første til at indrømme. Men jeg forsøger hver dag at gøre tingene så godt, som jeg kan,  og det er faktisk godt nok (mind lige Gitte om det også).

Men hvor blev jeg  altså glad for, at der findes mennesker, der tager ud, helt frivilligt, og bruger et par timer om ugen på at stege frikadeller til en familie, hjælper dem med tøjvask, indkøb eller blot sidder og leger med børnene, mens mor tager et bad. Jeg kan selv huske, hvor meget det betød for mig, da min datter var helt lille, og min mand kom sent hjem. Den der time eller to om eftermiddagen, hvor min svigermor eller min gudmor (min datters reserve-bedste) kom forbi, og lige tog hende en times tid, så jeg kunne løbe en tur – det var fantastisk. Eller når min mor kom og boede en uge (hun bor i Jylland), og køleskabet blev rengjort, vasketøjet kom i bund og alt det andet, som man havde intentionerne om at nå, men som man ikke nåede. Jeg er heldig, at have et godt netværk, men det er ikke alle, der er så heldige, og derfor skal vi blive bedre til at hjælpe hinanden. En lille ting for dig, kan betyde alverden for en anden, og et venligt smil og en hjælpende hånd koster ikke noget. Og det er rigtig mange altså ret gode til i de små samfund.