Jeg sad og talte med en veninde forleden, hun bor i Sorø, og jeg i Kalundborg. Begge byer på Vestsjælland, ca. 40 min. kørsel fra hinanden. Der er små 30.000 indbyggere i Sorø Kommune og ca. 8.000 i Sorø by, og knap 49.000 i Kalundborg Kommune, og godt 16.000 i Kalundborg by. Begge kommuner har utrolig smuk natur. Hun bor i Sorø by, ligesom jeg bor i Kalundborg by. Hun har Sorø Sø i baghaven, jeg har fjorden, havet om I vil. Jeg er omringet af vand både til den ene og den anden side. Begge kommuner har et rigt erhvervsliv, men Kalundborg by endnu mere en Sorø by pga. af de mange meget store virksomheder, der ligger i Kalundborg.
Vi kom til at undre os over, hvad det er, der gør, at husene i Sorø bliver dyrere og dyrere, men i Kalundborg sker der ikke det samme. Umiddelbart er husene i Sorø lettere at sælge end, hvad tilfældet er i Kalundborg til trods for, at de er noget dyrere. Ja ja, jeg ved, at ejendomsmæglerne og alle de kloge siger, at det går i den rigtige retning, og det gør det såmænd nok også, men laaaangsomt. Men jeg forstår faktisk ikke, hvorfor det er så meget mere attraktivt at købe hus i Sorø end i Kalundborg. Altså, jeg ved jo godt, at vi snakker udbud og efterspørgsel, men hvorfor er den efterspørgsel så meget større i Sorø?
Jeg er klar over, at vi mangler motorvejen til København – hele vejen til Kalundborg, og at det i den grad forringer vores infrastruktur, men nu er det jo ikke sådan, at Køgebugt motorvejen er den fedeste at skulle benytte hver dag til og fra job i fx København, og motorvejen er da også på vej. Eller. Det har den været lææænge, men den kommer vel for h…… da snart. Men hvad er det så, der gør det så meget mere attraktivt at bo i Sorø end i fx Kalundborg? Og nu ved jeg godt, at der sidder flere og siger, at det er det da heller ikke, men hvorfor er husene så en hel del dyrere i Sorø end i Kalundborg – og de sælges alligevel. Jeg tvivler på, at håndværkerne der er så meget bedre, og at husene dermed er så meget mere værd. Så hvad er det, der gør, at Sorø åbenbart er så meget smartere at bo i end Kalundborg? For det er nemlig lige præcis ’smart’, det handler om.
Kalundborg er, som jeg skrev tidligere, rig på arbejdspladser, og flere af de store virksomheder leder med lys og lygte efter flere akademikere til at bestride jobs herude, men de kan ikke få dem hertil. De vil ikke bo her. Eller det ændrer sig forhåbentlig, men det er en hård kamp at få akademikere fra København til at forstå, at man faktisk også kan bo i provinsen.
Vi har biograf, svømmehal, adskillige gode idrætshaller, en gågade med små forretninger, skoler, et utal af supermarkeder, naturen og ikke mindst en helvedes masse søde og dygtige mennesker. Det har de sikkert også i Sorø, men hvorfor vil folk hellere bo der? Det kan jeg godt fortælle. Fordi de har ‘solgt den smart’. Det er simpelthen blevet in at bo i Sorø. Jeg ved, det lyder åndssvagt, men jeg tror på det. En trend begynder et sted – med ambassadører, med first movers. Men ikke bare hvem som helst, næ “de rigtige mennesker” gør nogle bestemte ting, og så breder det sig ellers som ringe i vandet.
Så det er da, hvad vi skal have – ambassadører for provinsen. Jeg kan bare ikke lide udtrykket ‘de rigtige mennsker’. Men vi kan lige så godt kalde en spade for en spade, og erkende, at der er forskel på, om vi herude i vandkantsdanmark får en masse tilflyttere, der er på kontanthjælp og førtidspension, eller om vi får tilflyttere, der er erhvervsaktive. Tag ikke fejl, i min verden er der ikke nogle, der er mere ‘rigtig’ end andre, men faktum er, at som kommune, er man ikke er lige så attraktiv for tilflyttere, hvis der ikke er mange, der er erhvervsaktive af den ene eller anden grund.
Men vi skal have ambassadører, der ’sælger’ provinsen. Vi skal sælge de grønne marker, der bliver gule for derefter at blive brune, inden de bliver grønne igen. Vi skal sælge lyden af bølgerne mod kysten en varm sommerdag – eller en kold og blæsende efterårsdag. Vi skal sælge det ‘hej’, vi giver hinanden, når vi mødes ved kassen i Meny, vi skal sælge løbeturen i skoven, børnene, der leger på villavejene (altså vi sælger ikke børnene), duften af grill i haven, lyden af græsslåmaskinen, duften af sommerregn på græsplænen, stranden i ‘baghaven’ en sen sommeraften, søndag i den lokale sportshal, juletræstænding på det lokale torv, foreningerne og alt det andet. Vi skal sælge det fællesskab, der er så stærkt herude. Men vi skal også sælge den dynamik, der er her, men som mange overser. Visionerne er ikke høje nok i min optik, og der skal tages mere individuelt ansvar. Det er vores by, det er vores kommune. Vil vi, at den skal bestå, og ikke mindst udvikle sig, må vi arbejde for det, og det er i øvrigt lige meget, hvor i landet man befinder sig. De samme regler gælder, men nogle byer og kommuner er altså bedre til det job end andre.
