År: 2020

Sidder vi fast?

Vi lever i en mærkelig tid lige nu. Surrealistisk. Meget er helt anderledes fra den verden, som vi alle kender og er vant til. Men vi ved alle sammen hvorfor, verden ikke er, som vi kender den. COVID-19 også kaldet Coronavirus. For mit eget vedkommende så læser og læser jeg, og så læser jeg lige lidt mere om, hvad Coronavirus er for en størrelse, hvorfor den er kommet, hvorfra den er kommet, hvad vi kan gøre for at stoppe den, hvor farlig den er osv. Jeg følger med i nyheder fra hele verden, og der er nok at tage fat på.

Jeg forstår, hvorfor så mange bliver forvirrede og har en masse spørgsmål til alt, hvad der sker omkring os lige nu. Alle (næsten) er med på, at vi forsøger at inddæmme smitten – at vi skal sørge for, at ikke alt for mange bliver smittet med coronavirus på én gang, så vi dermed undgår, at der bliver alt for mange, der har brug for hjælp fra sundhedssystemet – et system, der i værste fald ikke kan følge med, og vi må melde pas til at hjælpe alle. Den situation skal vi ikke ud i. Bestemt ikke. Men. Der er altid et men. For lægerne og forskerne er jo bestemt ikke enige om, hvordan vi bedst håndterer den krise, vi lige nu står i.  Kigger man rundt i verden, håndterer landene også krisen meget forskelligt. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vores statsminister har ret i, at vi hellere skal handle for meget, end for lidt (og her mener jeg ikke fødevarer og toiletpapir). Men. Igen et men. For vi har nu lukket Danmark mere eller mindre ned, men hvor længe giver det mening, at der ikke bliver produceret, solgt og købt, hvis vi ikke går helhjertet ind i ”projekt stop corona”? Hele kritikken omkring, at vi tester alt for lidt er da på sin plads. Ligesom man stiller spørgsmålstegn ved, hvor længe det giver mening at lukke et helt samfund ned med de konsekvenser det får – menneskelige såvel som økonomiske. Og nej, det handler ikke blot om de økonomiske konsekvenser, for de to hænger uløseligt sammen. Har vi ingen penge i samfundet, har vi heller ikke penge til at hjælpe dem, der har brug for det. At jeg forholder mig kritisk til, hvad er foregår lige nu, betyder ikke, at jeg ikke viser samfundssind, at jeg ikke gerne vil hjælpe, hvor jeg kan, at jeg ikke gerne vil redde så mange mennesker som muligt. Spørgsmålet er blot, om vi handler bedst muligt, og det spørgsmål er jo også, hvad journalisterne forsøger at finde ud af med deres spørgsmål.

Et sundt demokrati tåler kritiske spørgsmål

Sjovt nok bliver journalisterne kritiseret af dele af befolkningen, der mener, at de stiller kritiske spørgsmål i en tid, hvor vi skal holde sammen, og fra anden side bliver de kritiseret for ikke at gå kritisk til regeringen og alle tiltagene. Det er ikke let. Journalisten udfører sit job. Et meget vigtigt job, vil jeg tilføje. Jeg kender flere blændende dygtige journalister, der i den grad har bidraget til, at man har fået øjnene op for det rådne i samfundet – i Danmark såvel som i udlandet. En råddenskab, som ellers ikke ville havde set dagens lys. I øvrigt kan et sundt demokrati med sunde beslutninger også sagtens tåle kritiske spørgsmål. Journalister medvirker til at holde demokratiet åbent og gennemskueligt for borgerne, og hvem har lyst til andet? Journalister kan og skal ikke bare referere, hvad der bliver sagt, når Søren og Mette står foran kameraet. De skal sgu’ stille spørgsmål på vegne af hr. og fru. Danmark. Det er deres fornemmeste rolle. Hjemme i stuerne sidder rigtig mange mennesker fyldt med tvivl, frygt og en masse spørgsmål til alt det, der foregår lige nu, og får de ikke svar på deres spørgsmål, bliver tvivlen og frygten oftest til mistillid, hvilket næppe gør regeringens opgave lettere.

Hvis man hører til dem, der mener, at Danmark (og andre lande for den sags skyld også) kommer bedre gennem krisen ved at journalisterne stopper med at stille kritiske spørgsmål til de ansvarlige politikere og embedsmænd, så har man ærlig talt ikke forstået, hvad demokrati handler om. Sidder man med følelsen af, at man burde lukke munden på journalisterne, fordi alle skal stå sammen i en svær tid, så undergraver man sgu’ da i den grad demokratiet.

Vi tester alt for lidt

Min største anke lige nu er, at vi tester alt for lidt. Danmark følger ikke WHOs anbefalinger mht. at teste, hvorfor ikke? Jeg vil gerne vide hvorfor, vi ikke tester flere. Mange flere? Vi manglede udstyr til at teste, men vi fik tilbudt hjælp fra Sydkorea samt private virksomheder såvel som fra universiteter og forskere, der står til rådighed med både laboratorier og personale. Ydermere har overlæge Anders Fomsgaard, der er forsker i Virus på Statens Serum Institut, opfundet en metode, der let kan teste mennesker for Coronavirus. De benytter allerede metoden i stor stil i Spanien, og er meget taknemmelige for hjælpen fra dansk side. Men hvad venter vi så egentlig på i Danmark? Inden vi havde den smarte måde at teste på, var flere forskere ude at sige, at man kan teste hele Danmarks befolkning på en måneds tid, hvis man vil. Men spørgsmålet er vel så, vil man overhovedet det?

Velfærdssystemet forsvinder

Venter vi mon på, at hele Danmark har ligget så længe ned, at vi får meget svært ved at rejse os igen eller? At lukke et land ned har store konsekvenser, det ved alle – også statsministeren og sundhedsmyndighederne. Men når vi vælger at lukke ned for stort set alt, påhviler der så ikke også et ansvar for at gøre alt, hvad vi kan for at kunne åbne op igen hurtigst muligt? Og det indbefatter vel at teste, så vi ved, hvor mange, der reelt er smittet? Eller? Der er vel ikke nogen negativ side ved at kende sandheden?  Men indtil vi igen får gang i Danmark, falder kurserne, renten stiger, folk bliver fyret, forretninger og virksomheder lukker for ikke at tale om de menneskelige konsekvenser. De menneskelige konsekvenser hænger nemlig tæt sammen med de økonomiske. Det er der desværre bare en del, der ikke forstår. I den forbindelse er jeg også træt af at høre folk skændes om, hvem der får hvad af hjælpepakker, hvem der er ansat i en kommune eller region, hvem der er selvstændig osv. Det her rammer os alle, men vi skal altså samtidig være glade for, at vi lever i et land, hvor der er et velfærdssystem, der forsøger at hjælpe så mange som muligt på bedste vis. Jeg vil gerne understrege, at de menneskelige konsekvenser naturligvis er, hvad jeg først og fremmest tænker på, men de kan bare ikke adskilles fra de økonomiske, selv om det i en ideel verden var sådan. De mennesker, der betaler til det velfærdssystem, som vi kender, er max presset, og rejser de sig ikke igen, er der ingen til at betale. Ergo vil alle dem, der har brug for hjælp, ikke kunne modtage den. For der er ingen til at betale.

Jeg tillader mig at stille kritiske spørgsmål

Jeg tillader mig altså at stille kritiske spørgsmål i en tid, hvor vi alle skal være enige med Søren og Mette. Men det er jeg i min gode ret til. Som journalist ja vidst, men da i den grad også som borger i et land, der lige så meget er mit, som det er Mette Frederiksens, Søren Brostrøms og Magnus Heunickes. Tag ikke fejl, jeg synes, at de har klaret mange ting rigtig fint under hele denne krise, og jeg kan, lige som mange andre, rigtig godt lide Søren Brostrøm. Han er en myndig og dygtig formidler, og virker faglig kompetent samt sympatisk, ligesom Mette Frederiksen trådte i karakter som statsminister, da krisen stod for døren (lidt sent, men bedre sent end aldrig, og bagklog er jo det letteste i verden at være).

Det er en fornøjelse at se, hvordan politikerne arbejder sammen, men det betyder altså ikke, at jeg dermed frasiger mig min ret til at påpege, når jeg synes, at de handler for langsomt eller handler forkert. Statsministeren sagde jo også, at der blev begået fejl, og selvfølgelig gør der det, men så skal der også rettes op på de fejl hurtigst muligt – og det ser jeg bare ikke ske lige nu?

Flokimmunitet eller ej?

Jeg forstår godt, at man er i tvivl om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at skabe flokimmunitet over for virus, da man naturligvis er bange for, at alt for mange får virus på én gang, og at vi dermed overbelaster vores sundhedsvæsen. Jeg er hverken læge, forsker eller noget andet, der gør, at jeg ved særligt meget om den slags, men derfor tillader jeg mig nu alligevel at stille mig kritisk over for, at vi ikke tester meget mere end, hvad tilfældet er i Danmark, og som WHO i øvrigt også anbefaler, at man gør. WHO ved jo alligevel nok en ting eller to om lige præcis det.

Uanset, hvad man mener om det ene eller det andet, er vi alle nødt til at erkende, at prisen på nedlukningen af Danmark er så høj, at det velfærdssamfund, som vi kender det, vil se helt anderledes ud efter COVID-19.  Men hvor anderledes afhænger af, hvordan vi handler NU.

Samfundssind NU – ellers ender det som i Italien

COVID-19. Coronavirus. Vi er lige nu i en meget mærkelig situation. En situation, som ingen har prøvet før. Det hele føles lidt surrealistisk for os danskere, der i høj grad er vant til vores frihed, i alle henseender. Men det her er altså alvorligt. Desværre kan jeg se på SoMe samt IRL, at der desværre stadig er nogle, der ikke forstår, hvor alvorligt det faktisk er. De forstår åbenbart ikke, at også de har sårbare i deres familie og vennekreds, som de skal være med til at passe på – ligesom alle andre sårbare i øvrigt. Det må vi andre få dem til at forstå. Vi har ALLE et ansvar. Vores handlinger nu kommer til at definere, hvordan vi kommer ud på den anden side. Ligesom, at det er yderst vigtigt at huske på, at man også i Italien, til at begynde med, kunne gå ud, men i dag skal man blive hjemme på matriklen, med mindre man skal handle mad eller hente medicin. Grunden til, at de italienske myndigheder yderligere strammede lovgivningen var netop, at det italienske folk, i særdeleshed de unge, ikke kunne finde ud af af efterkomme henstillingerne om ikke at mødes i grupper, ikke at sidde sammen, spille fodbold sammen i parker, gå til private fester/sammenkomster med mange mennesker, og derfor så man sig nødsaget til at lave hjemmekarantæne for alle. Jeg tror alle danskere er enige om, at det skal helst ikke ske i Danmark også.

Men flere – især i aldersgruppen 15-25 år – forstår ikke, at de her to uger – indtil videre – IKKE er en kærkommen ekstra ferie, hvor de skal socialisere i store grupper eller gå på bar og Cafe de steder, hvor man åbenbart ikke viser samfundssind. Forældrene til de yngste i denne gruppe må træde i karakter, og de lidt ældre må til at tænke sig om. Det kan ikke være så svært, min datter på ni år forstår det. Ligeså må motionscentre lukke ned (det er jeg bestemt ikke glad for, men det er det eneste rigtige), hvilket mange kæder også har gjort, dog ved jeg, at mit center stadig holder åbent, ligesom de 22 andre motionscentre, som kæden ejer. Det er IKKE at vise samfundssind.

Der er desværre alt for mange anbefalinger og henvisninger, men det er for h…… fordi, folk burde kunne finde ud af at følge dem UDEN, at man tvinge dem via lovgivning. Det nytter bare ikke noget, at en meget stor del af befolkningen virkelig gør en indsats for at følge retningsliner og anbefalinger, og så er der stadig en gruppe, der går på natklub, står alt for tæt i køen i supermarkedet, mødes med 10-12 af sine venner, går til privat fest, sidder i grupper tæt sammen på café, hænger ud på McDonalds osv. Vi elsker vores frihed, men med den følger også forpligtigelse. Forpligtigelse til at handle korrekt.

En alvorlig situation

Jeg forstår, at man kan være forvirret, men så man må man søge viden fx på  www.coronasmitte.dk eller www.um.dk – eller spørge hinanden. Men det er nu engang således, at det ikke er journalisten, frisøren, bartenderen, mekanikeren eller juristen, der ved mest om COVID-19, men derimod sundhedsmyndighederne. Derfor skal også vi rette os efter dem. Det her er alvorligt. TAG DET ALVORLIGT, OG VIS SAMFUNDSSIND i stedet for at opføre dig som en komplet idiot. Vi har ALLE et ansvar. Tag det på dig NU. Det gælder selvfølgelig også de mennesker, der er i karantæne. Nogle mener åbenbart, at de godt lige kan smutte på apoteket eller ned at handle. Øh nej, det kan man den ondelyneme ikke. Man bliver HJEMME, og holder sig fra andre mennesker. Er det virkelig SÅ SVÆRT at forstå ordet KARANTÆNE?🤷🏼‍♀️🤦‍♀️

Vi har alle arrangementer, vi har aflyst, som vi har glædet os til. Mennesker vi havde glædet os til at være sammen med, rejser, koncerter, bryllupper, konfirmationer osv. Men den tid kommer igen, hvor vi kan være sammen med alle dem, vi elsker og holder af, og kan tage til fest, til koncert, i biografen, på café, rejse  osv. Men tager vi ikke ansvar nu, får det endnu større konsekvenser for os alle – menneskeligt og økonomisk.

Køb gavekort, take away og handel, som du plejer

Udover, at situationen også kommer til at koste menneskeliv i Danmark, har den ligeledes store økonomiske konsekvenser. Mange mennesker kæmper lige nu, dem, der arbejder i den private sektor og i særdeleshed de små erhvervsdrivende og freelancerne. I løbet af den næste uge vil mange være nødt til lukke forretninger, og/eller fyre deres personale, og allerede nu har mange mistet jobs pga. COVID-19 (Coronavirus). Regeringen sætter ind med en hjælpende hånd, men de kan ikke redde eller hjælpe alle. Jeg håber dog, at man vil gøre, hvad man kan for at hjælpe den private sektor også – alt andet ville ikke være fair. Men vi kan også sammen bidrage. Køb et gavekort til yndlingsrestauranten eller bestil take away, gavekort til biografen og spillestedet, hvor film og koncerter er aflyste, eller butikken, hvor du ofte handler tøj eller sko, men måske ikke har lyst til at komme pga. smittefare lige nu. Flere frisører og skønhedsklinikker, hvor du bliver klippet og farvet og får en ansigtsbehandling, ordnet negle m.m., har åbent i skrivende stund, men jeg tror ikke på, at det varer længe, før også de må lukke ned. Det er allerede sket i Norge. Men køb fx også gavekort her, produkter, der betales via MobilePay og afhentes udenfor kunne være en mulighed for at støtte. Fortsæt også med at handle på nettet. Ikke at du skal glemme de gode lokale butikker – jeg bor i provinsen, og ved, at det lokale forretningsliv i forvejen er trykket på maven. Men i det hele taget forsøg at lægge pengene, hvor du plejer, selv om du måske først får glæde af nogle af varerne på et senere tidspunkt.

Sundhedskrise, IKKE fødevarekrise

Ydermere er det vigtigt for alle at forstå, at vi IKKE er i en fødevarekrise, så vi skal lade være med at opfør os som om, vi var. Det er helt naturligt, at mennesket følger sit instinkt og vil passe på sine nærmeste og sig selv, men der er vi alle altså nødt til at slå koldt vand i blodet og lige tænke rationelt et øjeblik, inden vi handler ud fra vores instinkt. Vi skal handle i supermarked, som vi ellers ville gøre i en helt almindelig situation. Der er mad nok til alle – også toiletpapir, hvis ellers alle ikke køber toiletpapir til to år, eller 50 kg. mel eller havregryn. Så vil der mangle i en periode, men der bliver jo hele tiden produceret mad – og toiletpapir. Men faktisk får jeg ondt af de mennesker, der hamstrer. De må jo virkelig være bange for at dø af sult. Tænker faktisk, at de har brug for nogen, der taler med dem om deres angst. Jeg har måtte minde mig selv om, at vi ikke alle er ens, og vi derfor heller ikke reagerer ens på forskellige situationer.  Jeg selv bekymrer mig på vegne af de sårbare i samfundet, hvis vores sundhedssystem bliver overbelastet. Derudover føler jeg med alle de mennesker, der lige nu kæmper for at tjene penge, hvoraf nogle  må lukke deres virksomhed, mens andre bliver fyret. Men nogle er virkelig meget bange for virus, også selv om de er sunde og raske og umiddelbart ikke er i farezonen, og det skal man respektere – også selv om man måske ikke synes, at der er grund til at være det. Derfor skal vi snakke med vores medmennesker (på afstand), hvis vi mærker, at de har brug for det.

Pas på hinanden

Jo hurtigere, vi alle tænker os om, jo kortere bliver denne periode, hvor vi er afgrænsede i vores levevis. Der er ingen, der synes, at situationen er sjov, men vi må igennem den på bedste vis. Derudover skal vi altså lige huske på, at vi jo ikke er spærret inde (endnu da), og man kan stadig gå/løbe en tur, børnene kan lege udenfor, handle i supermarkeder og butikker (men ikke alle sammen på én gang). Ligesom vi trods alt kan se mennesker i et fornuftigt omfang og med alle forholdsregler taget naturligvis – og så må man tale i tlf./FaceTime med resten af dem, man savner for en tid. Der er masser at tage sig til, hvis man tager ja-hatten på. Endelig er der jo også en hel del af os, der stadig arbejder. Her skylder vi en stor tak til alle dem, der holder hjulene i gang, og på sigt helt sikkert alt sundhedspersonale.

Jeg synes ikke, at den danske regering har handlet helt, som den burde fra begyndelsen, men det er let at være bagklog. Der er ting, der skal evalueres efterfølgende, men regeringen, herunder statsministeren, trådte virkelig i karakter onsdag aften til pressemødet, og har gjort det lige siden. Det skal vi danskere være teknemmeligt for. Nogle forstår ikke, at man har strammet reglerne så kraftigt, da man i andre lande ikke har gjort det samme. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at regeringen har handlet korrekt her, og fortsat handler korrekt.  Andre lande vil følge efterhånden. Uanset, gælder det nu om at stå sammen, følge alle retningslinjer og forbud, så vi kan komme ud på den anden side på bedste vis. Det gør vi ikke, hvis sundhedsvæsenet ikke kan følge med, og dine og mine kære ikke kan blive behandlet. Ligesom vi hurtigst muligt skal have gang i hele erhvervslivet igen.

Det er tid til at tænke ud over egen næsetip og passe på hinanden.  Lad os også fokusere på de gode ting i en svær tid, hvilket rigtig mange faktisk er gode til. Ligesom mange er gode til at hjælpe hinanden. Vi står sammen – hver for sig. #danmark #sammenhverforsig #covid19

Sprit-high five fra mig.