Jeg er født, opvokset og bor nu, efter ti år i storbyen, igen blandt ignorante bonderøve iført træsko, der alle har juleplatter hængende på væggen, har ‘jydekrog’ på bilen og kører med trailer. Hvis jeg skulle tro en stor del af mediernes skildring af provinsen, ville det nok være noget i den stil. Heldigvis er det ikke sandheden – så langt fra endda. Ikke fordi, der er noget galt med træsko, eller jo, det er der sådan set lidt, men de er sikkert rare at gå i. Eller noget. Men bare fordi man har juleplatter på vægen og/eller går i træsko, behøver man jo altså ikke være mindre intelligent eller have mindre på hjertet, end en med Henry Heerup på vægen og Christian Louboutin-sko på fusserne (det vidner dog om en bedre smag, hvis I spørger mig, men det er jo individuelt). Min far havde klart valgt juleplatterne (og jeg håber i den grad også træskoene i hans tilfælde), og han var bestemt ikke en sløv kniv i skuffen.
Det er bare så ærgerligt, at vores samfund i dag er indrettet sådan, at medierne hovedsagligt skriver, taler om og viser billeder fra København. Der bor trods alt mere end fire mio. mennesker i provinsen i Danmark – og de er altså så langt fra alle ignorante bonderøve, der ikke interesserer sig for, hvad der foregår i verden. Men faktum er, at der kun er én rigtig storby i Danmark, resten er større eller mindre provinsbyer i hvert fald i min optik. Og det gør det bare endnu mere pudsigt, at medierne koncentrerer sig så meget om den ene by, når nu der er så mange andre byer, man også kan fortælle historier fra. Ikke fordi, jeg synes, at København ikke fortjener opmærksomhed, for det gør den bestemt. Det er en fantastisk by, men at den er fantastisk, udelukker jo ikke andre danske byer for også at være fantastiske.
Hvor, siger du?
Men jeg føler ofte, at provinsen er glemt i mediebilledet (og jeg er helt sikker ikke den eneste, der har det sådan). Jeg føler til tider – eller ret ofte – at provinsen ikke får lov at vise, hvad den egentlig er, og hvad den kan. Netop fordi alle større medier geografisk har base i de større byer, primært København, er det svært for journalisterne at bringe et retvisende billede af provinsens mange facetter.
Næsten alle landets store mediehuse er centreret i hovedstadsområdet, hvilket jeg jo egentlig godt kan forstå, at man har truffet en beslutning om i sin tid. Men det betyder også, at mediebilledet bliver meget ensporet, og går glip af historier fra provinsens små som større byer. Jeg ved, at der findes en masse lokalaviser, men det er jo netop kun de mennesker, der bor i det pågældende lokalområde, der læser de aviser. Derudover har de samme aviser ofte desværre ikke resourcer til at lave det tunge journalistiske arbejde. Vi andre, herunder københavnerne bliver altså ikke klogere på det område og det er ærgerligt og udemokratisk i mine øjne.
En stor del af den danske befolkning er afskåret fra medierne, og det kan man da kalde for et demokratisk problem. Hvorfor har vi ikke i Danmark en mediestruktur, der samler landet i stedet for at adskille det? Jeg har tidligere skrevet så meget om centralisering og urbanisering, og her kommer ordet decentralisering ind i billedet. For uden en sådan, vil tingene aldrig ændre sig.
Medierne ud i provinsens muld
Jeg ved, at flere medier har underafdelinger i forskellige provins-byer, men det er ikke nok. Vi er nødt til at få nogle af de store drenge til at slå rødder i provinsens sorte muld, væk fra hovedstadens brosten. Det er desværre bare ikke den vej, vi går. Se bare på TV2. Inden vi får set os om, har de flyttet alle afdelinger fra Odense til København – de er allerede godt i gang.
Provinsens befolkning kan bidrage med noget helt andet end, hvad tidligere set. Der er ikke så meget mainstream over provinsen, og samfundsdebatten kunne virkelig tage nogle ret interessante skridt og vise helt andre nuancer af Danmark. Der er ingen tvivl om, at de landsdækkende medier kunne få en mere farverig samfundsdebat på mange områder, hvis provinsen i højere grad fik mulighed for at deltage. Men det hele foregår i København og alt, hvad der foregår i København, bliver per definition til, hvad der er avantgarde og smart uanset, hvad man så end finder på.
Man skal dele
København adskiller sig meget fra de resterende byer i Danmark på flere områder, men så forskellige er københavnere altså ikke fra den resterende danske befolkning. Og vi behøver vel ikke kun stå sammen, når Brødrene Olsen vinder Eurovision, eller når fodbold-drengene hiver medaljer hjem.
Faktisk er det lidt pudsigt, hvor vigtigt det var for København at afholde Melodi Grand Prix i hovedstaden og IKKE i Århus eller Herning. I min optik er netop Melodi Grand Prix eller Eurovision Song Contest om I vil (det er jo ikke længere ‘bare’ Melodi Grand Prix med Jørgen De Mylius), indbegrebet af provinsialisme. En pakke af dårlig – eller i bedste fald – rimelig musik pakket ind i pailletter og glimmer, når det er bedst. Det skal lige understreges, at når jeg siger ‘bedst’, mener jeg det skam. For mage til show de lavede i København i 2014, skal man lede længe efter. Det var vanvittig flot (det burde det også være med det budget). Men som Mikkel Andersson så fint skrev i ‘Debat’ i Politiken sidste år: ‘Naturligvis skal København bevise, at selv når det kommer til provinsialisme, kan man slå provinsen på dens hjemmebane’.
Men det er faktum, at langt størsteddelen af eliten i Danmark – økonomisk, kulturelt og politisk – befinder sig inden for en radius af 25 kilometer fra Rådhuspladsen. Og jeg mener lige præcis, at det modsatte burde være tilfældet. At den magt burde være mere ligeligt fordelt over hele landet, eller i hvert fald til flere steder end blot ét. Vi samler ikke Danmark på den måde, vi adskiller. Nu er det jo ikke fordi, jeg er så naiv, at jeg tror (og det ønsker jeg heller ikke), at det er muligt at fravriste hovedstaden al sin magt, men mig bekendt lærer vi da vores børn, at man skal dele, gør vi ikke?!
