Jeg er absolut hverken for sur, for genert eller for snobbet til at hilse på folk, jeg ikke kender, men jeg gør det ikke så ofte. Og hvor tit har jeg ikke fået af vide, at jeg er snobbet på den baggrund. Hvor tit har folk ikke sagt til mig, når de lærer mig at kende, at jeg slet ikke er, som de troede, at jeg var (jeg vælger at tolke det som, at de er positivt overraskede). Men jeg er ikke snobbet, jeg er bare dansk…
Faktum er nemlig, at det er de færreste danskere, der hilser på folk, de ikke kender. Jeg har da også været i mange sjove situationer, hvor fremmede har snakket til mig og delt informationer, jeg måske godt kunne have været foruden (jeg tror, at jeg indimellem tiltrækker socialt udfordrede mennesker, men det er en helt anden historie til en anden gang). Men det at hilse på folk, man ikke rigtig kender, har naturligvis også noget med genkendelse at gøre, som selvfølgelig er mere udtalt i små samfund. Jeg tror, at jo større byen er, hvor du bor, jo større er sandsynligheden for, at man ikke hilser på fremmede.
Vi skal værne om forskelligheder
Lønstrup, Nordjylland
Jeg tilbragte det meste af efterårsferien i mit sommerhus – helt oppe på toppen af Danmark. Nærmere betegnet i en lille by, der hedder Lønstrup. Jeg tror, at det er et af de steder her på jorden, hvor jeg slapper mest af. Især naturen, den stride vestenvind, der passer perfekt til mit sind, men også den afslappethed, der hersker deroppe. Man sjosker rundt i hullede jeans, gummistøvler og en sweater, der er for stor MED morgenhår, og ingen tager notits af det. Her tager man tøj på efter vejret – ikke efter, hvad moden dikterer! Men det jeg egentlig vil frem til, er, at i Lønstrup hilser man på hinanden – også dem, man ikke kender.
Lønstrup er en lille by med 542 indbyggere (der er dog en masse turister – særligt om sommeren), så selvfølgelig er det anderledes her, end i en storby. Jeg kan sagtens se, at skulle man hilse på alle, man mødte på gaden i København, så ville det blive temmelig anstrengende. Men lige så rart jeg synes, det er at være anonym nogle gange (for det synes jeg virkelig, at det kan være – altså rart), er det også hyggeligt, når folk smilende hilser på en, og er det ikke netop vigtigt, at der er plads til begge dele? At vi bevarer den slags forskelligheder i vores samfund, og at genkendelsen, smilet og en venlig hilsen fra de små samfund ikke forsvinder i storbyens anonymitet?
I små provinsbyer, som i Lønstrup, hilser man, uanset, hvor man møder folk. Det fik mig til at tænke på, hvorfor det er, at vi danskere ofte er så dårlige til at hilse på folk, vi ikke kender? Hvorfor går vi lige forbi hinanden, uden så meget som et smil? Gider vi ikke? Har vi så travlt, at vi ikke har tid til at smile og/eller sige ‘hej’? Er vi et meget genert folkefærd? Er det bare sådan det altid har været, og altid vil være? Eller…?
Tilbage, hvor jeg lige nu slår mine folder (i en provinsby med godt 16.000 indbyggere), var jeg forleden nede i byens gågade, gik op gennem en port, hvor jeg gik forbi en dame, der også kom gående. Vi kiggede på hinanden og kiggede så væk i stedet for at hilse eller smile. Det er da lidt mærkeligt. Jeg er da lidt mærkelig. Danskerne er da lidt mærkelige.
Det er jo ikke fordi, jeg mener, at man skal hilse på alle, man møder, men i visse situationer, er det da vel meget normalt? Jeg ved ikke, om jeg tænker særligt over det, fordi jeg har været meget i USA, hvor det forholder sig helt anderledes. Jeg har venner og familie og har yderligere boet derovre i en periode. Jeg boede i en ‘lille’ by med ca. små 100.000 indbyggere små 20 km. fra Los Angeles, og der skal jeg hilse og sige, at man hilste på hinanden. Man skilte sig klart ud, hvis man IKKE hilste. Derudover vidste alle, at jeg var hende danskeren, hvordan de så end bar sig ad med det i en by med 100.000 indbyggere – provinsen? Men at hilse er en naturlig del af hverdagslivet i USA, selvfølgelig mere almindeligt nogle steder end andre. Men det er bare noget, man gør, og hver gang man får en form for anerkendelse via et smil eller et ‘hi’, føler man sig som en del af et fællesskab. Og det er jo præcis, hvad vi alle godt kan lide – at være en del af en gruppe, at høre til et sted. Men det er ikke kun i de ‘små’ byer i USA, at man hilser. Det gør man også i de store. Selvfølgelig ikke på samme måde, som i de ‘små’ byer, men stadig markant mere end, hvad tilfældet er i Danmark.
En uskreven regel
Det sjove er, at når jeg løber, hilser jeg på de andre løbere, jeg møder. Det er sådan en uskreven regel, i hvert fald, hvor jeg bor. Men hvis jeg går en tur, er i supermarkedet, på biblioteket eller i fitnesscenteret, hilser jeg ikke på de folk, jeg møder – nogle af dem er måske i virkeligheden de samme, som jeg møder, når jeg er ude at løbe. Det er da i den grad mærkeligt. Jeg har de sidste par dage hilst mere på folk, end jeg plejer, og vil I tænke jer, det har været en positiv oplevelse. Der har været enkelte, der har kigget forbavset på mig, som var jeg faldet ned fra månen, men som regel har folk smilet og sagt hej. Der er endda enkelte, som jeg har mødt flere gange (sådan er det jo at bo i provinsen), og de smiler nu til mig og hilser.
Smil – og verden smiler tilbage
Når folk reagerer ved at kigge mærkeligt på en eller ikke ved, hvad de skal sige, handler det vel om, at vi bliver usikre, når folk gør noget andet end, hvad vi forventer. Når nogen bryder spillereglerne, bliver vi utrygge. Og de danske spilleregler er åbenbart, at vi nødig skal hilse eller smile høfligt til en, vi ikke kender. Hvad angår at hjælpe turister, er vi heller ikke et særligt hjælpsomt folkefærd, og vores naboer i norden er ikke bedre. Vi går ikke bare over til folk, der står på et gadehjørne med et kort og ser søgende ud. De skal som det mindste komme til os. Amerikanerne har muligvis mange andre fejl, men på dette område, kunne vi lære noget af dem. Som nævnt tidligere, kan jeg selvfølgelig godt se det logiske i, at man ikke hilser på samme måde på hinanden i fx København, fordi referencerammen her er helt anderledes, end i provinsen. Men uanset, hvor vi bor i landet, synes jeg faktisk, at vi danskere skulle blive lidt bedre til at give et smil og/eller hilse på hinanden. Det vil jeg i hvert fald forsøge at efterleve, uanset, hvor i Danmark (eller verden for den sags skyld), jeg vælger at bo. Jeg siger ikke, at man skal hilse på alle i Føtex, men indimellem skader det da ikke at afvige lidt fra normerne – at stikke en hilsen eller bare et smil til en, man ikke kender. Hvem ved, måske deres dag bliver en anelse bedre – bare fordi du smilede til dem…
