Jeg talte med et af Danmarks sjoveste mennesker forleden. At han var fra provinsen var bestemt ikke ærgerligt eller på nogen måde ubrugeligt, men det var nu ikke ’bare’ derfor, at jeg gerne ville tale med ham. Han har netop været aktuel med showet ”Prinser af provinsen” sammen med kollegaerne Jacob Tingleff og Daniel Lill – og navnet på showet er langt fra tilfældigt valgt. De har haft stor succes med showet, men hvad er det, de gør, når de står på scenen og taler om provins og storby, der får folk til at grine højt og længe? Mick Øgendahl tager nemlig ofte udgangspunkt i provinsen og storbyen, når han laver stand up. Det falder ham naturligt at tale om ’bonderøvene’ fra Falster og ’hipster-idioterne’ fra København.
”Dét at tage rundt med ’Prinser af Provinsen’ er som at komme tilbage til gerningsstedet. For mig er provinsen arnestedet. Det er der alt røgen kommer fra. Og uden røg ingen brand. Alt det der brænder inden i mig, er optændt af opvæksten i provinsen. Og alle de der storbysmarte hipstere – det kan godt være, at de går i pastelfarvede polo t-shirts og sejlersko, mens de hylder metroseksualiteten, men det ændrer ikke på det faktum, at det gør ondt at få tæsk med en træsko… og vi snakker den uden hælkappe.”
Ovenstående citat læste jeg for noget tid siden og kom selvfølgelig til at grine. Men samtidig fik det mig til at tænke (hurra). Mick Øgendahl ‘opdeler’ ofte folk fra provinsen og folk fra storbyen, som kommer de to ’grupper’ fra helt forskellige verdener. Det gør de måske nok på nogle områder, men er der så stor forskel på at være født og opvokset i provinsen kontra i København fx? Han gør ofte grin med de to grupper, og han rammer plet med så mange ting, at det næsten er uhyggeligt (men også utrolig underholdende). Dét er præcis det, de kan, når de står på en scene og får os alle til at grine – de rammer os. De rammer os, fordi vi kan nikke genkendende til det, de siger. Enten er det en vi kender, eller også er det en selv (også selvom vi ikke altid vil være ved det. Kun guderne ved, at jeg indimellem har tænkt: “det er mig, han taler om”). Ja, nu ved I det så også…
”Jeg tror, at jeg så ofte laver parodier på folk fra provinsen og provinsen i det hele taget, fordi det at komme fra provinsen, det er ’state of mind’ for mig. Et godt eksempel er en knallert. Min kone, der er fra Lyngby synes, at de er ulækre og platte. Men en knallert er for mig noget helt andet. En knallert er lig med frihed. Da jeg fik min første knallert, var jeg pludselig selvstændig, på samme måde havde jeg det med at få kørekort og bil. En knallert repræsenterer løsrivelse fra forældre, og den her famøse knallert med mælkekassen bagpå var guld værd. Man fandt hurtigt ud af, at det var smart og praktisk, når man skulle ud til gutterne. Man har jo prøvet at tabe 18 øl, og så er det altså federe at have en mælkekasse.”
Der var engang en af mine venner (han er i øvrigt også selv fra provinsen, da han er fra Roskilde), der sagde til mig, at man kan tage pigen ud af provinsen, men ikke provinsen ud af pigen. Det var bestemt et kompliment, og han har jo ret. Ligesom Mick Øgendahl så fint forklarer – barn- og ungdommen har sat sine spor (ikke at jeg har kørt på knallert med en mælkekasse – eller uden for den sags skyld), men min fortid hverken kan eller vil jeg ændre på – ligesom tilfældet er for ham. Hvorfor skulle man egentlig også det? Min opvækst har jo netop været en rimelig væsentlig faktor for den person, jeg er i dag (så kan man jo diskutere, om det så har været så heldigt endda).
”Det er ikke tilfældigt, provinsen var en fællesnævner for vores show. Vi har ikke holdt hinanden op på det, men mit show handler kun om provinsen, og hvorfor gør det så det, spørger du. Fordi, du kan tage mig væk fra Lolland Falster, men du kan ikke tage Lolland Falster ud af mig. Jeg tror i øvrigt altid, at man har gjort det, du spørger til mht. historier om de forskellige ’grupper’, fx med århusianer-historier osv. Det er måske i virkeligheden et billede på, hvordan man alle sammen selv er i små glimt inden i. Folk fra Amager var jo fx også tidligere Københavns svar på bonderøve. Så er der jo også hele vestegnsdiskussionen. Hvis man fx har været til en fest, og man skal forklare en af kammeraterne om en eller anden pige, så kan man nøjes med at sige, at hun var sådan en ’ishøjtype’, så ved de nøjagtig, hvad man mener. Hun har nok været platinafbleget, har store silikonekasser, er ung mor og hedder måske Shila. Det er en slags ventil, og det har altid været sådan. Man tager en bestemt gruppe og hænger den til tørre, og når jeg tager folk fra provinsen, er det jo i bund og grund et spejl på mig selv.”
Provinsen er vigtig
”Ting går langsommere i provinsen, og det er vel både godt og skidt. Egentlig er det svært at sige, hvordan det var at vokse op på Falster, for man har kun en barndom og derfor intet at sammenligne med, og så er det jo svært at sige, hvordan det ellers ville være. Noget jeg fx gør, fordi jeg er vokset op på landet, er, at jeg definerer årstiderne ud fra markerne. Jeg ved fx, at når der bliver høstet, er det august, i november tager man roer op osv. At vokse op i provinsen betyder på mange måder, at man er i pagt med naturen – uden at det skal lyde alt for pladderromantisk, men man er en del af en cyklus på en eller anden måde, som man ikke oplever i storbyen. Jeg har fx indtryk af, at folk i storbyen forbinder stranden med varme og sol, og at sommeren netop er det eneste tidspunkt, hvor de bruger stranden. Jeg, derimod, elsker stranden hele året. Jeg er nok lidt melankolsk omkring, at de små samfund har svært ved at klare sig. Men faktum er bare, at det er sådan, det er. Det er sådan udviklingen er, og det bliver svært at føre tilbage. Verden ændrer sig, Danmark ændrer sig, og man kan ikke gøre så meget ved det. Den er svær at gå imod.
Hipster øko-freaks i København
Mick tror dog på, at der er muligheder for provinsen forude (det tror jeg nu også på). Jeg har efterhånden talt med en del mennesker i forbindelse med min blog, og fælles for mange er bl.a., at man nævner det store fokus, der i dag er på sund mad, økologi, frisk luft og natur, og at det jo hænger meget godt sammen med at bibeholde de små samfund.
”Men nogle gange svinger pendulet tilbage igen, og med den fokus, der er i øjeblikket på lokale råvarer, altså sund mad i det hele taget, hvem ved så, hvad det kan føre til for de små samfund. Det er jo helt vildt, førhen var en rødbede syltet, og det var den eneste måde, man spiste en rødbede på, og lige pludselig bliver de ovnbagt med balsamico. Hvad er nu det for noget?”
”Det er sjovt, det er tit folk i storbyen, der snakker mest om sund mad og natur, men de har ikke snitterne nede i det og har ofte aldrig prøvet det. Storbysfolk har det også med at komme med nemme udsagn, såsom, at landmændene sprøjter for alt, det gør de ikke, det er dyrt, og hvis folk bare kender lidt til landmænd, så ved de også, at de er økonomisk bevidste. Storbysfolk skal altid være hipstere og bannerfører, og det kan jeg godt more mig over. Nogle skal være så hipster og så unikke, nærmest menneskelige unikummer, men på en eller anden måde bliver de alle ens alligevel. Fx kører de alle rundt med cykelhjelme, der ikke må ligne cykelhjelme, de ligner alle sammen hinanden, og de ligner stadig klaphatte på cykler, der ikke vil stå ved, at de er praktiske gøjer.”
Mick Øgendahl mener dog ikke, at folk fra provinsen og storbyen er helt så forskellige fra hinanden, som tilfældet var engang. Men griner alligevel over forskellene – og det gør vi jo egentlig også.
”Der er sket et skred. Det er blevet udlignet, vi ser alle sammen det samme tv, netflex, youtube osv. Men der er stadig ting, der er markant forskellige. Fx jovialitetet i sproget. Et konkret eksempel er, hvis en fest har været rigtig god. Spørger du fx om festen og maden var god, vil folk fra Lolland begynde sætningen med: ”Nej, nej, nej, jeg havde det så dårligt bagefter” og ”Nej, nej, nej, der var så meget mad, vi kunne slet ikke spise det.” Som i ”Ja, det var så sjovt, jeg kom sent hjem, drak, spiste og morede mig, og der manglede bestemt ikke noget”. Men det siger man ikke på Lolland. Når man derimod oplever københavnere genfortælle en fest, har festen været ”super, duper, fantastisk”, og der er ikke ender for superlativerne. Det er mere jordnært i provinsen. Her siger man bare: ”Det var fint nok…” Hos storbytyperne kan du trække 80 pct. fra som værende varm luft.
Jeg ved ikke, om vi er mere jordnære ‘os fra provinsen’, end ‘dem fra København’, men vi har det måske knap så stramt med at skulle leve op til en hel masse? Måske er det omvendt? Men jeg kan godt lide, at folk siger tingene ligeud, og det synes jeg, at folk fra provinsen er gode til. Herude er en spade en spade. At de så indimellem på andre tidspunkter mangler lidt situationsfornemmelse, er en anden sag…
Mick Øgendahl bor i dag i København, og flytter nok ikke lige tilbage til Falster. Han gør grin med stereotyperne fra provinsen i stor stil (og han gør det godt), men der er ingen tvivl, når du hører ham tale om hjemegnen – her ligger en bid af hans hjerte.
