Sidste gang skrev jeg, at det valgte emne nok ikke havde noget at gøre med, hvor man boede, da problematikken vidst var at se alle vegne. Denne gang er jeg faktisk ikke så sikker på, at det samme helt er tilfældet. Jeg tror faktisk, at provinsen kunne lære lidt fra storbyen på dette punkt. Jeg tror, at man i provinsen er lidt mere gammeldags (og gammeldags er altså ikke altid godt), hvad dette angår, men måske jeg tager fejl?
En fornem andenplads. Det er, hvad det i nogles øjne kan blive til, hvis du er alene-forælder. Vi trænger vidst til at få støvet holdningerne – til visse ting – lidt af – anno 2015. Som jeg jo har skrevet flere gange tidligere, har vi mange regelsæt og kasser i vores samfund (hvilket der vel er i alle samfund). Men hvad sker der for holdningen til at være alene-forælder? Jeg kender flere, der fortæller mig historier, jeg mildest talt er chokeret over. Vi lever i 2015, og eftersom skilsmisseraten ikke just er faldende, skulle vi måske forholde os lidt anderledes til det faktum, at ikke alle er ’kernefamilier’, og at det vel også er godt nok. I 2014 blev 19.435 ægtepar skilt. Det er det højeste antal skilsmisser, der nogensinde har været i Danmark på et år, og det er 23 pct. flere end det gennemsnitlige antal skilsmisser de seneste ti år.
Derudover er der også nogle, der mister deres elskede til sygdom, og dermed også står alene tilbage. Endelig er der det frie valg. Det frie valg til at få et barn alene – helt fra begyndelsen. Her er der ingen forliste ægteskaber eller drømme, blot drømmen om et barn. Kvinderne, der vælger at få et barn alene, enten fordi de ikke har fundet manden i deres liv, eller fordi de blot har lyst til at klare opgaven alene. Uanset, hvad bevæggrunden(e) er for, at man er alene med barn/børn (og om det er 24/7 eller delvist), betyder det altså ikke, at barnet/børnene lider under det.
Og ganske som jeg bliver træt af speltmødre og andre velmenende sjæle, bliver jeg også træt af at høre på folks fordomme, når jeg ser, hvor fint mange klarer en hverdag alene (hvad enten der er tale om en kvinde eller mand) med deres barn/børn. Og hvorfor skulle de ikke også det? Jeg siger ikke, at det er drømmescenariet, men for nogle er det måske. For andre måske ikke, men de får det til at fungere alligevel, og har velfungerende, søde og glade børn.
Et eksempel på ‘kernefamilien’ – dog en fra slut 1970’erne (jeg er pigen i dåbskjolen).
Kvinder, der drømmer om at sætte børn i verden på egen hånd, skal ikke kun kæmpe med egne fordomme – de skal også høre på omverdenens. Ikke mindst kernefamiliernes engagerede fædre (hvilket jo selvfølgelig er skønt, at de er – altså engagerede), der ser skævt til kvinder, der på deres egen måde ’demonstrerer’, at det ikke nødvendigvis kræver en mand at give et barn en god opvækst. Eller kernefamiliens kvinder, der har ondt af den stakkels ’alene-mor (eller far), for hun/han har jo ikke, hvad kernefamilien har. Næ, men så har de måske noget andet. Ja, der er helt sikkert ting, de savner ved ’kernefamilien’, men måske der også er ting, de ikke savner ved den? Der må da også være en grund til (eller flere), at nogle vælger at være kærester, men bo hver for sig til trods for, at de har børn sammen. Hvad der fungerer for nogle, fungerer måske ikke for andre, men hvem har også sagt, at vi alle skal leve efter de samme regelsæt, og hvad er der egentlig galt i, at andre lever anderledes fra, hvad vi selv gør? Jeg ved det godt. Det er utrygheden ved dét, der er anderledes.
Selvvalgte enlige mødre er der mange af. Selvvalgte enlige mødre, der ikke har været en tur omkring kernefamilien, er der nok knapt så mange af. De har sprunget ægteskaberne, der ikke fungerede over, og er gået direkte efter ’guldet’ på egen hånd. Men de har også vundet den fine og sikre andenplads – præcis som de mødre og fædre, der står alene tilbage efter et ægteskab, der ikke længere er. Nogle må se drømmen forlise, andre har valgt en alternativ vej til børn, men hvem er vi til at dømme andres valg?
Jeg tror ikke, at nogen kvinde er vokset op med en prinsessedrøm om en dag at blive alenemor, uanset på hvilken måde det sker. Ej heller er det tilfældet for en mand, at drømmen er ’alene-far’ titlen. Med undtagelser selvfølgelig, tror jeg, at de fleste kvinde har haft romantiske drømme om prinsen på den hvide hest – han dukkede bare aldrig op for alle. Ikke i tide i hvert fald. Men at vælge noget, der er anderledes, er ofte vanvittigt svært for langt de fleste. For mange mennesker er ’nyt’ det samme som ’underligt’. Nyt provokerer vores tryghedsfølelse, og det vi kender, er sikkert bedst. Det kræver derfor store ressourcer at bryde med normerne, både vores egne og samfundets – men hurra for de mennesker, der tør.
Jeg har flere venner, der er ‘alenemødre – og fædre’, og de gør det godt – rigtig godt 😉
Vores holdninger stammer vel også fra vores egen personlige historie. Jeg er fx vokset op med en mor og en far, så i min verden tænker jeg nok, ’et barn har brug for en mor og en far’. Jeg har et meget nært forhold til min mor, og havde også et meget nært forhold til min far, så jeg har måske svært ved at forestille mig et liv, der er markant anderledes fra det. Også i forhold til min egen datter. Hun er meget tæt på både sin far og jeg, og jeg tænker da, at det er enormt vigtigt for hende at have os begge i sit liv, uanset, om vi er gift eller var skilt. Men det er jo ikke alle, der har en mor og en far, der bor sammen, eller som de overhovedet har kontakt med, men det betyder jo altså ikke, at de ikke bliver velfungerende mennesker af den grund. Jeg kender mange alene forældre, som jeg tager hatten af for – både mænd og kvinder. De har alle skønne velfungerende glade børn. Derudover kender jeg da også en del voksne, som netop er vokset op uden en far eller mor (nogle delvist) – og de er altså også alle helt normale.
Men man kæmper ikke blot mod egne fordomme – samfundet reagerer også på ens valg. Jeg kan godt forstå det valg, nogle kvinder træffer vedr. at få et barn alene, hvis ikke de har en kæreste, men gerne vil have et barn (mænd, for den sags skyld også, det er blot lidt mere kompliceret). Hvis ikke Mr. Right har vist sig, skulle prisen da være et liv uden barn/børn (hvis man altså ønsker børn)? Ligesom jeg kan forstå de kvinder og mænd, der ikke kan få et ægteskab til at fungere, og derfor vælger at gå hver til sit og dermed være alene-forælder. Jeg siger ikke, at det er fantastisk for et barn, at forældrene går fra hinanden, men det er da bedre end, at de lever sammen som hund og kat. Og hvis man ellers håndterer situationen fornuftigt, og giver sine børn masser af kærlighed, har jeg da set mange eksempler på, at det sagtens kan lykkedes alligevel.
Hvad der fungerer for mig, fungerer måske ikke for en anden, og det er da helt okay. Vi lever i den frie del af verden, og kan gøre, hvad der passer os mht., hvordan vi lever vores liv (altså så længe vi overholder loven). Lad os dog hylde retten til det frie valg, og droppe fordommene. Jeg er i hvert fald af den overbevisning, at det vigtigste vi kan give vores børn (og hinanden) er masser af kærlighed. Så vokser de også op og ved, hvad ægte kærlighed er. Jeg kommer heldigvis fra et hjem med masser af kærlighed – både til os børn, men også mine forældre imellem. Det har smittet af på mine værdier og mit mod. Jeg ved, at jeg altid vil følge mit hjerte, være sammen med de mennesker, jeg elsker og gøre, hvad der kræves for at få, hvad jeg vil have. Ikke for andres skyld, men for min egen. Fordi, kun det kan gøre en lykkelig. Jeg vil aldrig lade mig nøje. Ingen bør lade sig nøje, og betyder det, at du skal gøre op med normerne i samfundet omkring dig – so be it. Andet er livet for kort til.
