Nogle gange kan man altså se tingene fra to sider. Det gør tingene så meget mere komplicerede. Og det er faktisk ligegyldig, hvad det drejer sig om. Det ville være lettere, hvis det hele var mere sort/hvidt – lettere, men ikke bedre. Hvis man udelukkende ser tingene fra en side, er den i vinkel, og ingen problemer på øverste etage. Nu er det bare sjældent, at en sag ikke har to sider. Eller nej, altså visse ting er jo sort/hvide, og almindelige tænkende mennesker ved, hvad der er rigtigt og forkert i de sammenhæng, og der er kun én enkelt side – den rigtige. Men at være sort/hvid i sine holdninger til alt, er langt fra tilfældet hos mig, hvilket jeg gætter på, er tilfældet for de fleste. Derudover har jeg en vis ‘evne’ til at analysere ting ud i en uendelighed – en fordel nogle gange, men skidt andre gange.
For nylig læste jeg om problematikken omkring at bygge langs kysten i Danmark, og der er åbenbart to virkeligheder i Danmark. København, der har vækst og muligheder for at bygge attraktive boliger helt ud til vandet, og så den del af provinsen, der ligger ved vandet, der modsat København, oplever afvandring og begrænsninger. De må under ingen omstændigheder nærme sig kysten. Eller dvs. sådan var det engang. For nu er loven lavet om, men det vender vi tilbage til.
Egen badebro og plads til båden få skridt fra lejligheden. Udsigt udover vandet. Det er ikke grænser for, hvor lækkert det kan blive – tilbuddet til de københavnere, der vælger at flytte ind i en af hovedstadens mange nye bydele, som netop er bygget på de tidligere havneområder. Så tæt på vandet, kan man ikke tilbyde hverken turister eller tilflyttere i provinsen.
Christianshavn, København
I provinskommunerne er det nemlig en helt anden sag. Der har altid været en begrænsning, der hed ’kystzonen’, der går 3 km ind i landet, og ’strandbeskyttelseslinjen’ på 300 m fra vandkanten. Selv hvis en kommune river et gammelt og faldefærdigt hus ned på et område tæt ved kysten, må man ikke genopføre et nyt til trods for, at netop det måske kunne trække tilflyttere til provinsbyerne ved vandet. Hver måned får København ca. 1.000 nye borgere, og kan ydermere forvente en meget stor vækst på næsten 30 pct. frem mod 2030. Provinsen derimod oplever mange steder en afvandring, hvilket giver store udfordringer for de mindre samfund.
En ny lov har imidlertid åbnet for byggeri i vandkanten. Ifølge nogle, kan det betyde ødelæggelse af vores mest unikke natur i Danmark. Ifølge andre kan det betyde, at vi får flere tilflyttere og turister til det hårdt pressede ’udkantsdanmark’. Jeg synes stadig, at det ord er latterligt, men det beskriver bare meget godt lige i dette sammenhæng, hvad problemet er – altså udkanten af et lille land i udkanten ef et kontinent, der mangler mennesker og liv (ikke kontinentet, men udkanten). Alle landets kystkommuner kan altså nu med vedtagelsen af den nye lov søge om dispensation til at bygge i kystnær zone – og inden for strandbeskyttelseslinjen. Omkring 10 forsøgsprojekter er allerede godkendt, og projekterne skal bl.a. skabe kyst- og naturturisme samt lokke udenlandske turister til. Det er planen. Men er det en god plan? Jeg ved det helt ærlig ikke. Det er her, jeg står i et dilemma, fordi jeg faktisk kan se tingene fra to sider, ahaaa.
Den smukke uberørte natur langs Lønstrup ved Vesterhavet.
Når jeg fx er i mit sommerhus og går en tur langs Vesterhavet, elsker jeg den uberørte natur. Jeg elsker den stride vind (jeg hader at få sand i øjne og mund, men skidt det hører med), jeg elsker, at der er plads, og jeg elsker, at der er natur så langt øjet rækker – uden menneskelig indblanding. Jeg tænker på de tidligere naturskønne steder, jeg har besøgt rundt omkring i verden, som nu er mere eller mindre ødelagt. Turister ødelægger den autenticitet, som de selv efterspørger. Det er ironisk. Jeg bliver bange for, at den nye lov kan betyde, at alle mulige pludselige knalder alt muligt grimt op her og der og alle vegne. Hvis man har været i fx Thailand, ved man, hvad jeg taler om. Flere steder kræver det blot 2 m2, og vupti står en bod med Coca Cola og Red Bull klistret op på den før så smukke hvide sandstrand med de svajende palmer og det krystalklare blå vand. Nu er der 58 boder og kiosker, og liggestole og parasoller pibler frem over det hele. Ikke at forglemme, at den slags også fører noget så hyggeligt med sig, som affald. Vi er nemlig stadig alt for dårlige til at rydde op efter os, og mange tror, at naturen er sådan et sted, hvor man bare smider tingene. Det er det så ikke, men held og lykke til den, der formår at få det budskab igennem til alle.
Men målet med den nye lov er altså, at hjælpe trængte udkantskommuner og lokke turister til. Jeg er klar over, at fordi man bygger lidt – og selvfølgelig pæne bygninger, behøver det ikke at betyde, at hele den danske kyststrækning bliver klistret til, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, om det så ikke blot er begyndelsen til enden på den smukke uberørte natur i Danmark?
Jeg kan godt forstå de udkantskommuner, der gerne vil gøre noget for at lokke turister og tilflyttere til, og dermed skabe vækst i lokalsamfundet. Og jeg kan sagtens se urimeligheden i, at en by som København kan bygge her og der og alle vegne langs vandet, og dermed tiltrække folk i endnu højere grad, end de måske gør i forvejen, hvorimod provinsbyerne mange steder i Danmark kæmper med udvandring og må se til, mens flere og flere institutioner og forretninger lukker i byerne – og turisterne, hvor er de? Jeg kan godt se, at man er nødt til at gøre et eller andet for at udligne den store forskel lidt, men er ikke sikker på, hvad der er det rigtige at gøre i dette tilfælde.
Strandene/kyststrækningerne i Danmark er vel på sin vis vores Amazonas, som vi har en forpligtelse til at beskytte. Vi kan vel ikke forlange, at alle ’de andre’ skal passe på deres regnskove, hvis vi selv destruerer vores naturskatte?
Solnedgang over Røsnæs, Vestsjælland
Men hvad skal den del af provinsen, der har den smukke kyststrækning, så gøre for at tiltrække turister og tilflyttere? Det er jo netop naturen, de kan lokke med. Det er jo netop den, København fx ikke har – i hvert fald ikke på samme niveau. Kunne man lave nogle regler, som der ikke blev dispenseret fra uanset hvad? Kan det lade sig gøre at bibeholde den smukke uberørte natur mange steder, og så stadig bygge langs kysten nogle steder? Mere vil jo som bekendt have mere, eller kan vi styre det? Jeg ved det ikke…
