Provinsen, udkantsdanmark, den rådne banan, vandkantsdanmark osv. ’Kært’ barn har mange navne. Jeg har jo mange gange tidligere skrevet om den centraliserende tendens i samfundsudviklingen alle vegne. Den tendens, der betyder storbyer med rigtig mange mennesker og meget lidt plads, men også den tendens, der betyder affolkede landområder.
Findes der overhovedet udkanter i dette lille land, hvor man på få timer kan komme fra den ene ende af landet til den anden? Der findes jo også områder kun 40 km. fra centrum af København, hvor tingene også ser ud til at gå i stå. Områder, der tidligere havde et levende byliv, men hvor der i dag blot er en kirke og måske en brugsen og en skole tilbage. Og ja, der ulmer et oprør mod præcis denne udvikling, spørgsmålet er bare, om man kan stoppe udviklingen i det moderne samfund, og bør man forsøge at stoppe udviklingen, vil nogen også sige.
Regnestykket er jo vel i virkeligheden enkelt. På et eller andet tidspunkt vil der vel ikke være plads nok i byen, og folk vil blive trætte af mennesker, bygninger, trafik og kaos (med stress til følge)? Fraflytningen fra provinsen rundt omkring fører til, at institutioner nedlægges og infrastrukturen forsømmes. Er der overhovedet nogen, der tager fat om problemerne? Politikerne snakker og snakker, og bevilger en nedrivningspulje her og der, lidt bredbånd og fem km ekstra motorvej – det er, hvad finansloven rækker til. Men det rækker jo i virkeligheden som en skrædder i helvede.
Efter min mening, mangler der en stillingtagen til problemet fra politisk side. Men også en stillingtagen fra borgernes side, for jeg tror ikke på, at det lader sig gøre uden vores egen medvirken. Men en stillingtagen til, hvordan man vil løse det, hvis man overhovedet ønsker det? Træffer vi først en beslutning om, at vi vil hele Danmark som bosætningssted, som det har været tilfældet tidligere, følger også politiske konsekvenser. Men det er her, at filmen knækker for mig. Det ser nemlig ikke ud til, at politikerne på Christiansborg er klar over de konsekvenser, og det ser da slet ikke ud til, at de er villige til at tage dem, eller tager jeg fejl?
Hvert år ved denne tid bliver jeg forelsket i de danske rapsmarker.
For mig er troen på, at man – udelukkende via politiske beslutninger – kan vende en udvikling tilbage fra by til land og skabe vækstcentre i yderområderne utopi. Selvfølgelig kræver det politiske beslutninger, men det kræver først og fremmest ihærdige mennesker, der gider deltage i ’projekt Danmark’. Men det er måske i virkeligheden hverken muligt eller ønskeligt med eller uden politiske beslutninger og ihærdige mennesker? Danmark er jo ikke det eneste sted, hvor det der sådan ud – hele verden ændrer sig, og har i øvrigt gjort det længe.
Nogle mener, at det er en udvikling, som vi ikke skal beklage, men derimod være lykkelige over. Vi skal prise os lykkelige for, at de unge flytter til de store byer, og yderområderne (hvis man må kalde det yderområder, nu der ikke er nogen udkant?) affolkes. Det er angiveligt med til at sikre vores velfærd. Jeg kan bare ikke rigtig se hvordan? Men hvis man forsøger at ændre udviklingen, vil det så betyde tab af velfærd?
Jeg kan fx godt se, at det på nogle områder har været smart at centralisere det danske sygehusvæsen fra små provinssygehuse til store universitetssygehuse og mellemstore akutsygehuse. Selvfølgelig er det et stort tab for den enkelte by, der mister et sygehus, men centraliseringen var nok den eneste vej for at sikre bedre og hurtigere behandlinger. Og resultaterne er faktisk ikke udeblevet. Selvom der selvfølgelig også er minusser for centraliseringen af sygehusvæsenet i provinsen. Livstruende sygdomme i hjerte og lunger samt cancer behandles hurtigere og bedre på de højtspecialiserede universitetssygehuse. Flere overlever, og det i sig selv er vel bevis for, at centraliseringen her virker? Men det betyder vel ikke, at alt skal centraliseres? Og spørgsmålet er vel også, om kvaliteten ved det akutte beredskab er steget, eller det modsatte? Uanset, er faktum, at som det er nu, skabes der mange arbejdspladser i storbyen, og dermed kan folk, der ønsker at bo i provisen og på landet, ofte pendle til og fra job.
Det er måske naivt at tro, at man gennem politiske beslutninger kan eller skal vende udviklingen, så unge søger til fx Lolland eller Nordjylland? Måske er løsningen, at man i ’provinsen, udkanten, yderområderne’ har en god infrastruktur, herunder gode veje og kollektive transportmidler, god teledækning, lokale sundhedscentre, skoler og ungdomsuddannelser osv, og så må der være en del pendlere til storbyen? Men hvorfor skal virksomhederne egentlig partout ligge i storbyen, når vi i dag har så meget fokus på, at vi moderne forældre arbejder for meget og ser vores børn for lidt. Skulle det gøre tingene lettere for os, at vi skal pendle og bruge et par timer udover fuldtidsjob på landevejen, inden vi kommer hjem og har tid med familien? Derudover er stress efterhånden en folkesygdom, og skulle pendler-samfundet dermed bidrage positivt til, at man så også kan stresse over at se børnene for lidt ifølge eksperterne, fordi man har job i storbyen, men har valgt at bo i provinsen eller på landet af den ene eller anden årsag. En årsag, der vel at mærke ikke altid behøver at være selvvalgt, men måske nødvendig, fordi man ikke kan sælge sit hus, eller ikke har råd til at betale, hvad det koster i København fx. Endelige kunne det også være, at man bare gerne ville bo ude i den friske luft, men er nødsaget til at tage job i storbyen, fordi det er det eneste sted, der er at finde job.
Den slags skulle der gerne være tid til sammen med børnene;-)
Måske man ikke kan skabe vækstcentre i yderområderne, og gennem politiske beslutninger vende en udvikling tilbage fra by til land, men jeg forstår altså helt ærligt ikke, hvordan tingene hænger sammen her? Hvis vi nu – rent hypotetisk – sagde, at infrastrukturen i provinsen var optimal, hvad skulle så forhindre virksomheder i at vælge provinsen frem for storbyen? Der er billigere husleje, mere plads. Jeg tror, det handler om et holdningsskifte. Hvis først infrastrukturen er i orden, handler det om at overbevise folk om, at det også kan være trendy at arbejde i provinsen. For det er, hvad det hele handler om. At være trendy. Som det er nu, vil mange ikke vælge job i provinsen, hvis de kan få i storbyen, af to årsager. Dårlig infrastruktur og fordi, det bare er en tand mere smart at arbejde i København end på Lolland. Men fjerner vi den ene årsag, er der blot tilbage at vise folk, at provinsen også er cool på sin helt egen måde. Provinsen mangler ’first movers’. Ligesom med alt andet, skal der være nogen, der gør det først – helst nogle af de smarte, for så følger resten efter. Sådan har det altid været, og det vil nok aldrig ændre sig.
