Så er jeg igen danskeren i det store udland – denne gang i min favorit storby – New York. Fra første skridt jeg igen satte på amerikansk jord, er oplevelsen god. Det kan godt være, at nogle siger, at amerikanere er overfladiske osv., men venlige det er de altså altid. Man føler sig velkommen, selv uden det visum, som man skulle have haft i orden. Jeg havde selvfølgelig glemt at få en bekræftelse med på min ESTA (en form for visum til USA), som jeg havde ansøgt online, og også var blevet godkendt til, hvilket de kunne se i Københavns Lufthavn, men åbenbart ikke i JFK Lufthavn. Nå, men det betød et lille besøg på immigrationskontoret i lufthavnen, hvor jeg pludselig følte mig som en af de der kinesere, der illegalt har bragt krydderurter til landet, eller en af dem med de falske pas, man ser på tv. Nå, men jeg havde hverken falsk pas eller ulovlige madvarer med til USA, men fik af vide af immigrationsmyndighederne, efter at vi havde snakket lidt sammen, at normalt sender man folk tilbage, der ikke har orden i deres papirer og efterfølgende giver man det pågældende flyselskab en bøde for at have sendt mig af sted, hvilket man åbenbart ikke må, når papirerne ikke er i orden. Sådan er reglerne, og ’SHIT’ tænkte jeg (undskyld mit sprog, men det gjorde jeg altså).
Manden var dog flink, ville glemme reglerne og lave en ny ansøgning for mig, hvilket jeg selvfølgelig var dybt taknemmelig for. Selv under de forhold bliver man mødt af en venligt ansigt. Han kunne se, at jeg havde rejst i USA mange gange tidligere (hvilket jo bare gør mig endnu dummere – at jeg ikke havde tingene i orden), haft visum, da jeg boede der, og ellers ikke havde begået nogle ulovligheder, såsom at smide en bombe eller lign., mens jeg var i landet. For det er jo det ’morsomme’ – spørgsmålene man skal svare på, for at få adgang til USA. Ét er, at man sidder derhjemme foran skærmen og svarer på de her yderst åndssvage spørgsmål såsom, hvorvidt jeg har tænkt mig at udføre terrorhandlinger. Jeg mener, selvfølgelig har jeg ikke det, men hvis jeg havde, sagde jeg det sgu’ nok ikke til ham. Men at stå der face to face og skulle svare en mand, der tager spørgsmålene meget alvorligt, det kræver virkelig al koncentration for ikke at grine. Efter at have talt om Danmark, mit liv (han stillede ret mange spørgsmål), spurgte han endelig, om jeg søgte asyl i USA. Øøhhh, nej ikke ligefrem. Du har netop tjekket min baggrund grundigt. Du ved, at jeg har penge nok på mine kreditkort, du ved, hvad mit job er, kender mine familieforhold og ikke mindst, hvor jeg kommer fra, etc. – så nej umiddelbart er situationen i Danmark ikke til at søge asyl, og jeg tror ikke, at jeg bliver slået ihjel, når jeg kommer hjem, men tak fordi du spørger.
Nå, men efter vores meget lange samtale med immigrationsmyndighederne, fik jeg endelig lov til at rejse ind i landet – til min yndlings storby i verden, og jeg blev igen mødt af venlige og ikke mindst serviceminded folk over alt. Jeg var åbenbart lige ved at tage med en eller anden form for luksus taxa, der kostede knap 1.000 kr., hvilket måske nok lige er i overkanten for at komme fra JFK og ind til byen. Men jeg var trær. Jeg blev dog mødt af venlige og hjælpsomme mennesker (udover den chauffør, der forsøgte at ’tage røven på mig’). En mand kom over til mig og sagde, at jeg ikke skulle betale så mange penge for en taxa, og efterfølgende kom en anden dame over og sagde, at der kørte en shuttle fra lufthavnen til byen nu, hvor prisen var ca. 1/10 af førnævnte taxas pris. Egentlig havde jeg besluttet mig for en taxa, men det var et godt valg, da chaufføren kørte mig lige til mit hotel til trods for, at han egentlig kørte lidt væk fra sin rute. Alt det bare for at være venlig. Det kunne regelrytterne i Danmark lære noget af.
Udsigten fra Empire State Building, NYC.
Jeg havde et døgn alene i New York indtil, at jeg skulle mødes med min veninde og hendes familie, men jeg følte mig aldrig alene. Jeg fik et par gode snakke med skopudseren ved vores hotel, og blev ret gode venner med ham i ’Starbucks’. Derudover blev jeg inviteret til juleaften af en hjemløs (det kunne nu også ske derhjemme), og ellers blev jeg bare mødt med smil og venlighed lige meget, om jeg var på Manhattan, i Greenwich Vilage eller Upper East Side. OG det gælder også de ansatte i forretningerne – de er SÅ hjælpsomme.
Da jeg forlod byen med bus, blev jeg igen mødt af smilende amerikaneren, der delte deres ’Oreos’ og historier med mig. Til sammenligning kan jeg fortælle, at dengang jeg var studerende og ikke havde mange penge, tog jeg altid bussen til mine forældre i Jylland, når jeg skulle besøge dem, og der var der ingen, der nogensinde mæglede et ord til hinanden. For når vi danskere ikke kender hinanden, skal vi da passe på at tale til hinanden – det kunne jo være farligt.
Central Park, NYC.
De af jer, der har været i New York, eller andre steder i USA for den sags skyld, ved, hvad jeg taler om, når jeg siger, at amerikanerne bare generelt er venlige, hjælpsomme og serviceminded. Jeg er ked af at sige det, men danskerne kunne lære noget her. Jeg har tidligere skrevet om, at Danmark ikke just er kendt for god service. Og oven i hatten er Danmark jo ikke ligefrem et billigt land at besøge, så hvis både priser og service stinker, hvad skal turisterne så komme til Danmark for? Jeg siger det bare. København er verdens dyreste by at være turist i, så måske vi skulle veje lidt op for det ved at være venlige, når vi siger til turisten at en øl koster 60 kr. i Nyhavn.
Jeg skrev dengang, at nordjyderne vidste, hvad god service er i Danmark. Det mener jeg stadig, at de gør – set i forhold til fx københavnere, men heller ikke de når amerikanerne til sokkeholderne, hvad angår service.
En af mine venner, der rejser meget i hele verden, men vidst i særdeleshed i USA, skrev på et tidspunk et indlæg på sin Facebook-væg om, hvilke services vi danskere savnede i Danmark, som man kunne få i USA. Tråden på væggen blev lang. Meget lang. Og alle havde gode idéer til, hvad der burde være i Danmark, som de havde oplevet i USA.
Da jeg læste tråden, blev jeg for alvor bevidst om, hvad jeg længe havde tænkt, uden rigtig at ville være ved det. Danskerne er altså lidt håbløse, hvad angår god service. Nu skal det retfærdigvis lige siges, at jeg ved, at jeg generaliserer (og det hader jeg jo, når folk gør), men jeg har givet mig selv lov til det her, så på forhånd undskyld til de forretningsdrivende, som er dygtige og yder en god service til deres kunder. Men jeg har givet mig lov til det, fordi det altså er et problem i Danmark, som vi bør gøre noget ved. Vi danskere har et magelighedsproblem, og aner ikke, hvad god service er. Vi kan heller ikke finde ud af at smile til fremmede mennesker for slet ikke at tale om at hjælpe uopfordret. Jeg har på fornemmelsen, at det var noget, vi kunne finde ud af engang, og det skal vi tilbage til. Og det er muligt, at vi ikke skal tage ved lære af amerikanerne i alle henseender, men på det her område har vi danskere altså stadig en opgave foran os.
