For godt en uge siden kom jeg hjem fra USA. Jeg tilbragte en uge derovre – i New York og Washington D.C. Nu, skriver jeg ganske vidst Washington D.C., men egentlig bor mine venner langs Potomac River i Maryland ca. 45 min. kørsel fra D.C. Dvs. de bor faktisk i en forstad til Washington D.C., men i USA bliver det betragtet som at bo i Washington D.C. , fordi afstanden er så lille. ’Lille’, siger jeg. Når amerikanerne siger ”det tager ikke lang tid, det er tæt på”, så svarer det absolut ikke til, hvad en dansker mener, er tæt på. Det tager ca. 45 min. at køre ind til D.C. centrum fra mine venners hus. Uden trafik 20 min., men der er altid trafik. En tur, de ikke regner for noget, da de er vant til afstande – det er alle amerikanere i øvrigt (men landet er selvfølgelig også en anelse større end Danmark). Mine venner bor i et smukt villakvarter ved floden, men vil du have noget fra et supermarked eller lign., må du køre efter det. Igen, ikke noget de ser som et problem ”det er jo bare ti min. i bil”.
I Danmark derimod, betyder lige netop det, at man ikke har fx en kiosk nede på gadehjørnet eller i hvert fald i kort gåafstand, at man bor i provinsen, laaaangt væk fra storbyen. Her flyder provins og storby bestemt ikke sammen. Næ, bor du tre kvarter fra Rådhuspladsen, er du ‘bonderøv i provinsen’, med mindre altså, at du har valgt at bo i Nordsjælland. Så er du sjovt nok, på en eller anden måde, en af de ‘smarte’, og ’en del af København’ – eller i hvert fald tættere på, selvom det fra Nordsjælland til København centrum snildt kan tage en time eller mere, når der er meget trafik. Men næ, alt det andet, dét er provinsen – helt derude i ’udkanten’. Men det er Nordsjælland vel også, altså ’udkant’. Men der har altid været et eller andet snobberi omkring, at det lyder bedre at sige, at man bor i Rungsted end i Jyderup, og ferierer i Tisvilde i stedet for i Sæby, Svendborg, Bjerge eller et andet sted (der ikke er hipster). Men det er da provinsen alle steder, det kan vi vel blive enige om – mondænt eller ej.
Nu jeg skriver ‘mondænt‘, er jeg simpelthen nødt til lige at komme med en indskudt bemærkning her. Det er muligt, at Tisvildeleje er mere ’hipster-agtig’ end fx Svendborg, Sæby eller Aabenraa, og det er jo åbenbart ret vigtigt i disse dage, men helt ærligt, det er altså på høje tid, at vi får en snak om det her ’hipster-fænomen’, for har titlen i virkeligheden ikke allerede tabt sin betydning? Alle dem, der ytrer, at de er ’hipster’, render jo i virkeligheden rundt som tosser og ligner hinanden ’se skæve unikke mig’. Deres projekt bliver ligesom besværliggjort (og latterliggjort) af, at flere hundredetusinde andre er i gang med selv samme projekt. Det samme gør sig gældende for byerne. Jeg synes bestemt, at Tisvilde er et dejligt sted, men kan ikke se, at byen har noget specielt, som man ikke finder i mange andre mindre byer ved havet i Danmark. Næ, det handler om, at nu er den by gjort til ‘darling’ af københavnerne for en stund, men alting (næsten da) har en ende. Jeg selv har sommerhus i nærheden af Skagen (det skal lige siges, at jeg elsker Skagen), men jeg kan røbe, at ikke ti vilde heste ville få mig forbi Skagen i ’uge-Hellerup’. Så vil jeg fan’me hellere vælte på en knallert i shorts – to gange. Af samme grund elsker jeg den stille by i Nordjylland, hvor mit sommerhus ligger. Her er også mange mennsker om sommeren, men her er plads til alle – hipster eller ej. Tænk, at gide at gå op i, hvilken by, der er det ’rigtige’ sted at opholde sig i, i stedet for rent faktisk at vælge stedet ud fra, om man holder af området og befinder sig godt der.
Nå, tilbage til afstanden (Tisvildeleje ligger i øvrigt ca. en time i bil fra København). Tænk nu, hvis vi danskere kunne finde ud af at se anderledes på det. Hvis vi kunne se udover, at vi ikke alle bor midt i storbyen, men faktisk uanset, hvor man bor på fx Sjælland vel næppe er længere væk end, at det tager 1,5 time at køre til København. Har vi nogensinde tænkt på alle de fordele, der er ved at bo i et lille land med korte afstande? Det gælder naturligvis også de andre landsdele og deres større byer – Fyn i forhold til Odense, og Jylland i forhold til Århus og fx også Aalborg. Og ja, der er altid en udkant, det er der sgu’ nødt til at være, men ikke nødvendigvis i negativ forstand.
For få dage siden kunne man læse i Berlingske Tidende, at ’udkantsdanmark’ er i dyb krise. Artiklen handlede – surprise – om Sjælland. Jeg sværger, indimellem tror jeg, at medierne helt har glemt, at der findes noget, der hedder Fyn og Jylland, for ikke at snakke om alle de mindre øer – og at det også er Danmark. Anyway, i Berlingske skrev en journalist noget om, at det går skønt for København og skidt for resten af Sjælland, især Syd- og Vestsjælland. Ifølge journalisten i Berlingske er forklaringen på Sjællands ulykke, at mange industrier er lukket under kriseårene. Unge fra hele Sjælland rejser til København for at uddanne sig. Omvendt har København stødt de svageste borgere med laveste indkomster fra sig og ud til de sjællandske provinskommuner. Sammenlignet med København har Vest- og Sydsjælland næsten dobbelt så mange unge, der er ufaglærte.
Det er bare ikke hele sandheden. Det går faktisk den rigtige vej mange steder i Syd- og Vestsjælland. Bl.a. har man på Novo Nordisk netop taget det første spadestik til en ny fabrik, hvilket betyder ca. 250 nye arbejdspladser i Kalundborg alene – og det betyder altså også jobs, der kræver videregående uddannelser. I Holbæk har man indtil videre i 2015 en lige så stor procentvis fremgang i befolkningen, som i Københavns Kommune – og det er ikke blot kontanthjælpsmodtagere, der søger kommunen. Ligeledes inden for den private sektor ser det godt ud i de fleste kommuner i Vest- og Sydsjælland. Jeg vil selvfølgelig ikke male et billede af, at alt er fryd og gammen i provinsen (eller i Danmark), da jeg ved, at man flere steder kæmper med bl.a. konsekvenserne af centraliseringen – jf. manglende arbejdspladser mm.
Men faktum er bare, at langt de fleste medier elsker at sovse rundt i, hvor skidt det går ’udkantsdanmark’ (og når de siger ’udkantsdanmark’, mener de jo nærmest alt vest for Valby Bakke). De fortsætter i samme rille, og har nærmest udråbt dig til at være medlem af ’Nedtursklubben’, hvis du bor i provinsen et sted i Danmark. Men de glemmer succeshistorierne i provinsen, der skyder op flere og flere steder. Hvorfor mon? Handler det ikke netop om, hvordan vi anskuer tingene – er glasset halvfuldt eller halvtomt?







