Kalenderen skriver ’sommer’, og i dag føltes også sådan, men ellers har vejret måske nok været lidt mere nærig med at dele sol og varme ud til alle os solhungrende danskere her i foråret. Nå, men pyt, det kommer nu – det er jeg sikker på. Noget, jeg elsker ved den danske sommer, eller jeg elsker mange ting, men noget, som jeg egentlig nok aldrig har tænkt sådan videre over før nu(måske fordi det er noget, man tænker over, når man er midt i 30’erne og ikke midt i 20’erne), er alle de små gårdbutikker og vejboder langs landevejen, når man sådan er på tur rundt i det danske land, eller bare på vej på job. Det er jo intet mindre end fantastisk, at vi lever i et land, hvor der tradition for, at vi slår et lille skur, en vogn eller andet mærkværdigt op langs vejen for derefter at sælge alverdens ting og sager. Primært frugt og grøntsager. Frisk frugt og grøntsager direkte fra landmandens mørke muld – derude bagved vognen/skuret. Ikke at forglemme julemåneden, hvor man kan købe gran, juletræer, brændte mandler, nisser osv., både her og der og langs de danske landeveje.
Der, hvor jeg har sommerhus, har vi bl.a. ’Den Grønne Vogn’, hvor man netop kan købe årstidens frugt og grønt, ligesom man kan plukke jordbær på marken, eller hvis man er doven, få nogle andre til det (jeg kommer altid til at spise en hel del, så jeg er ikke værd at tage med, hvis det skal gå stærkt). Jeg har aldrig tænkt videre over det, for de ’grønne vogne’ har jo altid været der, i hvert fald så længe jeg husker. Ligeså er det med det område, hvor jeg bor. Når jeg kører på alle de mindre landeveje rundt omkring, bugner det med små skæve boder langs vejen, hvor man netop også kan købe årstidens frugt og grønt, honning og andet godt, der ikke er fyldt med tilsætningsstoffer og/eller har ligget i supermarkedet i flere dage. Vælger jeg at løbe en tur, kan jeg også være sikker på, at jeg kommer til adskillige små steder, hvor jeg bliver alvorligt fristet – både forbi små hyggelige gårdbutikker og skæve vejboder – og jeg elsker det. Jeg har en gang præsteret at løbe små 9 km med jordbær i den ene hånd og ærter i den anden – kan dog ikke anbefales, og jeg var pænt træt af mig selv, fordi jeg ikke tænkte ruten bedre igennem, og købte tættere på ’hjem’ (næste gang sætter jeg mig i grøftekanten og spiser det hele).
Det er selvfølgelig ikke kun i Danmark, at vi har de her små boder, mange steder i Asien, hvor jeg har rejst, bl.a. i Vietnam, Cambodia, Laos, og Thailand, ligesom tilfældet er i Europa i fx Spanien, Frankrig og Italien, har de også små boder langs vejen, hvor man kan købe frugt og grønt. Forskellen er blot, at her står der mennesker og betjener en, dét gør der ikke i boderne i Danmark. Og lige præcis dét, synes jeg er så fantastisk. Tænk, at man stadig i små lokalsamfund ude på landet stoler så meget på hinanden og alle de fremmede, der passerer, at man lader en lille pengekasse stå, og så ellers regner med, at folk er ærlige – OG kan regne.
Nå, tilbage til ’ærlighed’ og det hyggelige ved vores ’vej-tradition’ i lille Danmark. I den lille by, hvor jeg har sommerhus, låser de ikke havemøbler på caféerne inde, og blomsterkrukker, lysestager og lanterner står frit udenfor, så enhver, der er lidt langfingeret, kan tage dem med. Men det er der åbenbart ingen, der gør, for så tænker jeg, at de var begyndt at låse dem inde. Det er skønt, at man stadig stoler på hinanden – og ikke mindst, at man KAN stole på hinanden nogle steder endnu, for faktum er desværre, at flere steder i Nordjylland og på Nordsjælland (og sikkert også andre steder)har de problemer med, at folk enten ikke kan regne (eller nok nærmere ikke vil), og efterlader for lidt penge, eller de tager hele pengekassen. Øv, hvor er det bare ærgerligt, at nogle ikke kan finde ud af, hvad der er dit og mit, og så måske med tiden ødelægger en god tradition, fordi det så ikke længere lader sig gøre at have en sådan ‘ubevogtet’ bod langs landevejen. Jeg tror faktisk ikke, ved nærmere eftertanke, at jeg har været i noget andet land, hvor man har ’menneskeløse’ boder langs landevejen. Dét synes jeg faktisk siger lidt om os danskere, og det er jeg faktisk lidt stolt af. Lad os fortsætte i den retning, hvor vi viser hinanden tillid, og lad os så ellers leve op til den tillid, som fremmede mennesker viser os.
Udover tilliden er jeg også vild med det hyggeligt i at handle de her små steder. I dag var jeg ude og hente kartofler hos en af de lokale landmænd, der netop har sådan et lille bord i sin lade, hvor der står en lille rød pengekasse og så ellers friske ny opgravede kartofler. Jeg fik en lille sludder med to ældre herrer, der også var af sted efter kartofler. Så stod vi der og småsludrede et par min., ønskede hinanden en god weekend og af sted ud af landevejen med vinden i håret (okay, måske nærmere aircon), min datter ved siden af, solen skinnende fra en blå himmel, for derefter at køre ned på stranden for at spise is og nyde solen, roen og hinanden, inden man skal hjem og spise de friske kartofler på terrassen – efterfulgt af nyplukkede danske jordbær. Derudover har ens gode veninde været forbi med friske æg fra hønsegården (I kan godt høre, at jeg ikke kan lide mad, ik’)? Sådanne dage elsker jeg virkelig den danske provins, og det er nok dér, at det går op for mig, hvorfor den del af Danmark også betyder så meget for mig.
Min datter Aura-Xenia samler sten på stranden (efter is), tæt ved vores hjem.
