Jeg fik forleden tilsendt en kronik (ja ja, jeg læser hele tiden noget, som I skal belemres med) af en af mine tidligere klassekammerater. Det er en tankevækkende og god kronik, bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten for få dage siden. Den handler om Toftlund. Om hvorfor Toftlund aldrig bliver nævnt i medierne. Ved I, hvor det ligger? Det gjorde jeg faktisk ikke. Men det gør jeg nu, og jeg kan godt lide Toftlund, selvom jeg aldrig har sat mine ben der (men det gør jeg en dag). Lis Mikkelsen, der har skrevet kronikken, fik pludselig det hele til at falde på plads for mig – altså oppe i hovedet (eller måske ikke det hele er på plads oppe i hovedet, men det kan der nok ikke gøres så meget ved). Men forstået således, at jeg pludselig kunne se mediernes rolle meget tydeligt i hele denne debat om ’udkantsdanmark’. Jeg er jo selv journalist og har været ansat på en af Danmarks største aviser i København for år tilbage. Jeg kender mediebranchen, og jeg ved, hvordan den tænker, så selvfølgelig har jeg hele tiden vidst, at medierne spiller en vanvittig stor rolle i hele den diskussion, men jeg fik, på en eller anden måde, det hele til at falde lidt mere på plads – lige der ude i min have under blommetræet , da jeg læste kronikken om Toftlund. Jeg læste om, hvor skønt de har det dernede sydpå.

Bystranden tæt ved mig, og noget af strækningen, hvor jeg ofte løber.

 

Medierne skriver ikke ofte den positive historie, hvorfor skulle de det? Den sælger jo ikke helt så godt, som den dystre historie. Den historie, hvor det hele går af helvede til (undskyld mit franske), men det er jo sandheden. Derfor er mange provinsbyer aldrig på landkortet, når de store medier i København fortæller om, hvad der foregår i Danmark. Sjovt nok skulle man tro, at når DR og TV2 går på skærmen, at der ville være lidt mere fokus på andet end København uanset, om der er tale om positive eller negative historier, for jeg mener, bør ’landsdækkende’ medier ikke netop dække HELE landet? Det er vel derfor, det hedder ’landsdækkende’! Men det er fakta, at linsen sjældent er rettet på noget bag ’murerne’ i København. Og er den, er det oftest, fordi man kan berette om en eller anden horribel historie ude fra de der bøh-tosser, der har valgt at bosætte sig i provinsen.

Nu er der nok nogle, der vil sige, at det jo er derfor, at vi har lokal-tv. TV Lorry, TV Øst, Tv2 Nord osv., men det sjove er jo bare, at TV2 Lorry jo netop er Københavns lokal-tv, hvor fx TV Øst er mit lokalområdes lokal-tv, ligesom TV2 Nord dækker Nordjylland, Tv2 Bornholm dækker Bornholm osv. Men de landsdækkende kanaler, der burde dække hele Danmark, dækker sjovt nok hovedsagligt København? Det samme er tilfældet med de store aviser – de skriver oftest om, hvad der sker i Københavnsområdet. I hvert fald indtil en eller anden tosse slår sin ven ihjel med et samurai sværd i en lille provinsby fx. Men helt ærligt, det betyder jo ikke, at vi alle render rundt med samuraisværd. Jeg mener – et samuraisværd? Hvem f….. render rundt med sådan et? Men det er en god historie. Ja, men den rigtig gode historie fra provinsen, dem der faktisk er mange af, bliver de fortalt? Nej tak – fra de ”landsdækkende” medier i hvert fald.

Sejlklubben i byen, hvor jeg bor.

 

Vi har jo i virkeligheden sjældent nogle, der stikker hinanden ned med knive, render rundt og skyder ovre i parken, på gaden eller andre steder herude på bøhlandet. Næ, herude i provinsen er der oftest fredeligt. Og ja ja, jeg ved da godt, at statistisk set er det klart at der er flere psykopater, der render rundt med knive og pistoler i storbyen end i en lille by, der er jo langt flere mennesker. Det er bare sørgeligt, at det eneste, der bliver bragt fra provinsen i Danmark er de sørgelige historier, når der netop sker et eller andet tragisk.

Men ligesom med alt andet bærer vi selv en del af skylden. Det er, i min optik, ikke godt nok blot at skyde skylden på medie-branchen. Og det er det ikke, fordi vi selv skaber og definerer, hvordan mediebranchen skal være. De giver os blot, hvad vi gerne vil læse/se/høre. Det kan vi så tænke lidt over. Jeg laver selv web-tv for et lokalt tv-medie, og jeg kan se, hvad der bliver læst mest af. Ærligt – det er mig faktisk indimellem en gåde at se, hvad der sælger.

Hvis vi nu kunne interessere os lidt mere for de positive historier og lidt mindre for al det negative, vi konstant bliver bombaderet med. Jeg siger dermed ikke, at det ikke er vigtigt at bringe de triste historier om, hvad der (desværre) foregår i Danmark (og i verden for den sags skyld), men jeg mener, at det også er vigtigt at fokusere på alt det, der rent faktisk er godt. Fortælle, hvad provinsen også er, selv når vi indimellem ser på de sørgelige rester, der er tilbage af en lille by, efter centraliseringens klamme hånd har været forbi.

Yndlingspladsen under blommetræet i haven, når det er varmt.

Tag nu fx sådan en weekend som denne – eller uge for den sags skyld. Jeg har desværre været nødt til at arbejde, men da jeg kan arbejde hjemmefra, har jeg også givet mig tid til at lave sjov og ballade med min datter i sommervarmen. I min dejlige have tæt på skov og strand, med masser af plads og fred og ro. Og netop, når det er så varmt som det har været den sidste uges tid, er der ikke noget bedre sted at være end i vandkantsdanmark. På stranden eller hjemme bag bøgehækken i vores proletarpool. Bade, spise is, cykle ture i den smukke natur, grille på terrassen for så igen at bade på stranden efterfulgt af at spise danske jordbær fra en af de mange gårdbutikker, hvor de kommer helt friske fra jorden – eller man selv kan plukke dem. Og ikke mindst den der berømte aftendukkert i skumringstiden – det elsker jeg.

Jeg elsker dansk sommer. Jeg elsker den danske provins, og jeg elsker København, som jeg savner på nogle områder. Men når det er så varmt som nu, er jeg taknemmelig for min ’beliggenhed’. At jeg har de muligheder, som der er herude – lige uden for min hoveddør ligger den smukke danske natur. Taknemmelig for min have med skygge under blommetræet og proletarpoolen på terrassen, hvor vi lå og drak hjemmelavede jordbærsmoothies til sent i går. Jeg elskede vores lejlighed på Nørrebro, jeg elsker at besøge min veninde på Frederiksberg eller Amager (og indrømmet i efteråret og om vinteren savner jeg København mere, selvom der nu også er skønt herude på de årstider), men i aften tror jeg, at vi skal lave snobrød over ildstedet i haven – bare fordi vi kan.

Min datter Aura-Xenia og jeg i vores proletarpool, som vi elsker meget højt i disse dage…

Jeg har selv boet mange år i København, bor nu i provinsen, og der er ingen garanti for, hvor jeg bor i fremtiden, Jeg er nemlig både storby- og “provins”menneske, men en ting er sikkert – provinsen i Danmark er altså dejlig. På den ene side, siger jeg til mig selv, at jeg er ligeglad med, at medierne ikke gider provinsen, eller rettere kun gider den, når det er en træls historie med en skidt slutning at fortælle. Men på den anden side, er jeg faktisk helt ærligt ærgerlig over, at de ”landsdækkende” (ja, de er i citationstegn, for de er jo i virkeligheden ikke heeeelt landsdækkende, vel)?! medier ikke gider gøre sig den ulejlighed at komme herud og se det virkelige Danmark. Det Danmark, der eksisterer bag Københavns murværk.

Nedenfor er link til kronik, som jeg læste forleden.

http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE7840791/En+hilsen+fra+reservatet/