I sidste weekend nævnte jeg, at jeg mente, at opfattelsen af provinsen har ændret sig fra da jeg var barn (det er selvfølgelig ikke så forfærdelig længe siden, jeg er jo da endnu så ung) 😉 til i dag. Men hvorfor? Og er folk i provinsen anderledes end folk i storbyen? Og så er det, at jeg liiige er nødt til at komme med et humoristisk indslag her. Jeg har netop sendt min gode veninde gennem mange år hjem til København, efter et besøg hos mig, herude i provinsen, i weekenden. Vi sidder ude på terrassen og nyder den dejlige sommeraften i går (med vattæpper og terrassevarmer naturligvis – det er jo dansk sommer), og hun udbryder pludselig: ”Ei, hvor er her dejlig stille herude på landet, jeg kan høre både duer og frøer”. Aaaargh tænker jeg, ”duer og frøer er det nok ikke, men ja ja da, lad os bare sige det.” Dejligt er der i hvert fald. Senere samme aften går vi en tur nede ved vandet, ligger os på badebroen, og min veninde siger til mig: “Man bliver helt rolig inden i.” Præcis!

Den ‘stille’ badebro.

Nå, men efter valget, for kort tid siden, er danskerne da, om muligt, blevet endnu mere opdelte i regioner. ’De knaldrøde københavnere mod de blå provinsboere’. Og endnu mere ræverøde København versus Dansk Folkepartis højborge i Vestsjælland og Sønderjylland – sådan lyder det alle vegne. Det er allerede almindeligt kendt, at man visse steder helst så, at man flyttede grænsen tilbage til, hvor den var før 1920. Så københavnerne slipper for alle de ’blå bonderøve’. ’Mange’ er blevet til ’alle’. Man skelner nærmest kun til, hvor folk bor, når vi snakker valgfarve. Har man overhovedet overvejet, om der måske er en bestemt årsag til, hvorfor netop visse dele af Danmark har mange, der stemmer, som de gør? Jeg har ikke svaret, men jeg undrer mig over forskellige ting i hele denne debat.

Jeg er journalist, og mener, at det er mest professionelt i forhold til, hvad jeg laver, ikke at melde flag. Men hvad enten jeg stemmer rødt eller blåt, tror jeg, at der er en mere specifik årsag til, at så mange har valgt at stemme, som de nu har. Jeg tror, at man mange steder føler sig hægtet af udviklingen, man føler ikke, at man er en del af det ’succesfulde Danmark’. Der er selvfølgelig mange forskellige årsager til, at folk stemmer, som de gør, men at stort set alt vest for Valby Bakke rent geografisk udelukkende er beboet af ’ignorante blå bonderøve’, frabeder jeg mig. Jeg bor i provinsen, og jeg er ikke en ’ignorant blå bonderøv’. Bonderøv, måske ja, men ignorant, bestemt ikke.

Indimellem har jeg venner fra København, der spørger mig, om jeg tror, at de ville synes om at bo i provinsen. Det ved jeg jo faktisk ikke, om de vil,  men jeg fortæller dem selvfølgelig, at det faktisk er muligt for et moderne menneske at bo i provinsen. Det er heller ikke spor farligt, tværtimod. Folk er oftest flinke – både dem, der stemmer blåt og rødt. Og der er mange skønne ting ved netop provinsen. Indrømmet, man skal vogte sig for fordomme. Men fordommene eksisterer jo altså også i København ikke at forglemme. Det er muligvis nogle andre fordomme, men de er der. Men det jeg vil hen til, er egentlig, at vi splitter os selv mere og mere op i Danmark. Der er hele tiden en årsag til, at vi diskuterer by og land imellem. Og når jeg siger by og land, mener jeg København og resten af Danmark.

Udsigten fra 'den stille badebro'.

Udsigten fra ‘den stille badebro’.

Vi kan konstant læse os til, i alle undersøgelser, at vi er et lykkeligt folkefærd (ikke længere de lykkeligste, men stadig så lykkelige, at vi kan prale af det). Derudover er der, i de senere år, blevet talt meget om solidaritet. Parolen har lydt, at vi er et fantastisk land, der forstår os på fællesskab. Det er da også meget fint, men jeg tror, at der er rigtig mange danskere, i provinsen rundt omkring, der oplever, at den omtalte solidaritet ikke inkluderer den tilværelse, de lever.

Når jeg hører ordet ’national’ tænker jeg automatisk på ordet ’fællesskab’. ’Fællesskab’ er, for mig, forudsætningen for, at vi har et demokrati og en stat. Og her taler jeg om en grundlæggende fællesskabsfølelse, der kommer til udtryk i en solidaritet på tværs af befolkningen, uanset hudfarve og religion og alt muligt andet. Men det fælleskab mister altså lidt sin kraft, når københavnere (ikke alle selvfølgelig, men I ved, hvor jeg vil hen) pludselig ser alle provinsboere som værende nogle ignorante bonderøve, og provinsboere (igen selvfølgelig ikke alle – min veninde Signe, på billedet, er fx langt fra højrøvet og bedrevidende, nærmere ligetil og vældig morsom) ser københavnere som værende højrøvede og bedrevidende. Jeg vil ikke generalisere, men det er ligesom den etiket, regionerne har fået påsat – sådan ridset lidt skarpt op.

Min veninde Signe fra København - sammen med mig på den 'stille badebro'.

Min veninde Signe fra København – sammen med mig på den ‘stille badebro’ (undskyld kvalitet -det var mørkt).

De sidste mange år har man talt om sammenhængskraft, men hvad med sammenhængskraften mellem landsdelene i Danmark? Den er truet. Der er ikke voldsomt meget solidaritet på tværs af Danmark, og det tror jeg,  at valget, i visse dele af landet, er en reaktion på. Det skulle jo gerne være sådan, at man i de områder, hvor det går godt, forstår, hvor vigtigt det er, at det går hele landet godt. Der, hvor jeg synes, at København er usolidarisk med provinsen, er den måde, hvorpå bestemte grupper taler om ’Udkantsdanmark’ . I mit sind, er der ingen tvivl om, at den kreative, kulturelle og/eller intellektuelle elite (kald dem, hvad I vil) i høj grad været med til at tale provinsen ned, og når store dele af befolkningen føler, at man ikke varetager deres interesser, reagerer de.

Danmark er et lille land, så det er mere mentalt end geografisk, at man er langt fra beslutningstagerne og meningsdannerne, der alle tager nogle ret vigtige beslutninger. Beslutninger, der omhandler centraliseringen, som netop har indflydelse på rigtig mange menneskers liv. Det virker indimellem som om, at fællesskabet er ved at forsvinde. Centraliseringen er ikke længere et ’nationalt problem’ i Danmark, det bliver blot betragtet som en del af en naturlig udvikling, vi ikke kan ændre på alligevel. En afvikling af ’udkantsdanmark’, som er en del af en global udvikling. Men de der myter og historier om ’udkantsdanmark’, som vi (rettere kultureliten – eller, hvad vi nu skal kalde den) skaber for at retfærdiggøre centraliseringen – dem skal vi droppe. Men hey, nu har vi fået en ny regering, og det er jo så ret spændende at se, hvad de vil gøre for at samle Danmark.