Jeg har, som nogle ved, netop stiftet bekendtskab med endnu et nyt land. Denne gang er det Mauritius – en af de smukkeste øer jeg længe har set. Befolkningen her er ufattelig venlige, og jeg føler mig virkelig godt tilpas og meget velkommen på Mauritius, der er en østat, der ligger i det Indiske Ocean ca. 900 km. øst for Madagaskar. Øen regnes med til Afrika, og er et tropeparadis, men også en smeltedigel af religioner og dermed også kulturer. Her er en god blanding af Indien, Afrika og Europa, og jeg elsker det. Netop fordi, jeg holder af at rejse forskellige steder hen i verden, og gerne gør det hver en chance jeg får, har jeg oplevet mange forskellige kulturer og folkeslag efterhånden, og sjældent bliver jeg skuffet. Det har nok noget med tilgangen til tingene at gøre, og det fik mig til at tænke på den flygtningedebat, der pt. raser i Danmark – ja, i næsten hele verden.

Det er faktisk ikke, fordi jeg vil skrive en masse om selve flygtningedebatten, men jeg er nødt til lige at ridse et par ting op her på bloggen, fordi jeg er træt af, at folk pt. konstant melder ud, at de ikke er stolte af at være danske. Eller også er det blevet moderne at melde ud, at man ER stolt af at være dansk (hvilket måske i virkeligheden er et meget forståeligt forsøg på modvægt til det første). Så er der nogen, der hævder ikke at forstå, hvorfor nogle kan være stolte eller ej af at være dansk, da ’dansk’ blot er noget man ER.

Uanset, er det åbenbart blevet sådan en ‘in’ ting, at man blandt den kulturelle elite i Danmark, som det første, skynder sig at melde ud, at man er flov over at være dansk. Til hver eneste udlænding, der gider høre på dem, ytrer de ordene, og jeg er ærlig talt ved at brække mig over det. Det er jo tåbeligt. Jeg synes ikke at huske, at alle andre nationaliteter har travlt med at melde ud, hvor flove de er over at være det ene eller det andet-  og der er vel i virkeligheden nok at tage af (altså lande), hvis det er sådan man har det. Alt, hvad der bliver besluttet i Danmark hviler altså ikke på mine skuldre, trods demokratiet. I øvrigt har alle nationer – uden undtagelse – noget at være mindre stolte af, hvis vi ser på historien, men at være flov over at være dansk i dette sammenhæng, forstår jeg simpelthen ikke brugen af, og noter jer venligst, at det bestemt ikke er, fordi jeg er enig i alle beslutninger, der bliver truffet i Danmark – heller ikke i forbindelse med flygtningesituationen. Men at være flov over at være dansk? Det giver bare ikke mening for mig. Jeg render jo heller ikke rundt og flager med Dannebrog hver gang (okay, måske ved enkelte begivenheder da), der sker noget positivt i mit land, hvilket jeg faktisk skulle gøre rimelig ofte, da vi også har mange ting at være stolte af. Men det har mange mennesker desværre en tendens til at glemme. Flov over at være dansk? Ikke her.

Jeg er, for så vidt, enig i, at ’dansk’ er noget man ER, ligesom man er hvid eller sort, høj eller lav osv. Det har man jo ikke ligefrem haft megen indflydelse på. Men derfor kan man da godt være stolt eller det modsatte over et fællesskab, der har opbygget et samfund på visse værdier, normer osv. Når det så er sagt, mener jeg, at det er sort at skære den så stramt, så man enten er stolt over eller ikke stolt over at være dansk. ’Dansk’ er vel mange ting, og man kan da sagtens være stolt af nogle ting i det danske samfund, og mindre stolt over andre. Det fungerer sgu’ da på samme måde med en selv – jeg har da også sagt eller gjort ting i mit liv, jeg er mindre stolt af end andet, men gør det mig partout til et godt eller dårligt menneske? Ting er sjældent sort/hvide – det har alderen da lært mig…

Jeg er journalist og melder derfor pas i forhold til politisk ståsted osv. (jeg havde en redaktør, da jeg arbejdede på Jyllands-Posten, der sagde, at journalister altid bør være neutrale, hvad angår offentligt at melde politiske holdninger ud, og jeg er enig), da det på ingen måde går i spænd med mit job som netop nyhedsformidler. Jeg vil heller ikke diskutere, hvorvidt vi bør og skal det ene eller det andet i forhold til flygtningedebatten. Blot informere om at være flov over at være dansk, er tåbeligt i min optik.

Ifølge en analyse af tal fra EU-kommissionens statistiske tjeneste Eurostat har Danmark, i perioden 1. januar 2012 til 1. september 2014, modtaget flere syriske flygtninge end 15 andre EU-lande. Opgørelsen viser flygtningetal fra de 28 EU-lande plus Schweiz, Norge, Island og Liechtenstein. Analysen er dog fra slut 2014, og meget er sket siden da. Flygtningestrømmen er tiltaget alle vegne, og lige nu er antallet af flygtninge det højeste siden 2. Verdenskrig (det var det også, da analysen blev lavet), og derfor er alle lande, i min optik, nødt til at stå sammen og hjælpe. Især taget i betragtning af, at 86 pct. af alle flygtninge i verden befinder sig i U-lande, der selvsagt er dårligst i stand til at hjælpe. Så alle rige lande bør da selvfølgelig hjælpe, hvor man kan. Men Danmark har altså ikke en historie, der vidner om IKKE at ville hjælpe folk i nød.

Nyere tal fra Udlændinge- Integration og Boligministeriet fra december 2015 viser, at Danmark har taget imod 21.225 asylansøgere, hvoraf 10.856 har fået asyl I Danmark. Danmark ligger stadig i den højere ende af skalaen blandt landene i Europa, hvis man ser på landets indbyggertal, men langt fra fx Sverige, og ikke særlig højt, hvis man sammenligner på indkomstniveau.

Ifølge nyeste tal (1.kvartal 2016) fra dst.dk /Danmark Statistik) er der i dag 452.537 indvandrere fra ikke vestlige lande i Danmark, hvoraf de 138.063 personer er efterkommere. Til sammenligning er der 251.325 indvandrere fra vestlige lande, hvoraf de 25.308 personer er efterkommere.

Men min pointe er egentlig blot, at de fleste danskere gerne vil hjælpe (ligesom tilfældet vel er med mange andre nationaliteter), der er nok nærmere diskussionen om, hvordan og hvor man vil hjælpe, der giver anledning til diskussion. Og det er jo netop det, der er forskellige måder at hjælpe på. Hvorvidt den ene er mere rigtig end den anden, vil jeg heller ikke komme ind på.  Faktisk vil jeg hellere nævne nogle af de ting, der gør mig stolt over det danske samfund, for vi har rigtig mange gode ting i vores samfund, og jeg priser mig hver dag lykkelig for, at jeg er født og opvokset i lige netop Danmark, som er et demokrati, hvor ytringsfrihed er en naturlig del af tilværelsen. Hvor alle kan gå i skole, komme på universitetet mm., vores sundhedssystem er ikke fejlfrit, men vi kommer gratis til læge og på hospitalet, hvor dygtige læger og sygeplejersker gør deres bedste for at hjælpe os. Vi kan færdes frit i et trygt samfund (selvfølgelig er der steder, hvor det er mindre trygt at færdes), hvor vi kan klæde os og ytre stort set, hvad der passer os. Vi er et af de lande i verden, der er mindst korrupte, og har i øvrigt været det i mange år. Vi har frihed til at debattere, kritisere, og hvad der ellers falder os for hjertet. FRIHED – ordet siger det hele.

Når så det er sagt, er jeg faktisk også træt af, at der er så meget fokus på, hvad kommunen, staten osv. skal gøre for den enkelte person. Hvad med, hvad den enkelte person kan gøre for fællesskabet? Det ville klæde en hel del mennesker at tænke således i stedet for hele tiden at bruge tid og energi på alt det, man mener, man er berettiget til, men ikke får. Jeg krummer tæer indimellem, når jeg hører på folks ævl om, hvor frygteligt det danske system behandler dem. Der er mennesker i mange andre lande, der flygter fra død, tortur og ødelæggelse, mennesker, der ikke har råd til at blive behandlet hos lægen eller på hospitalet, og børn og voksne dør som følge heraf. Mennesker, der er hjemløse, ikke fordi de ikke kan få det til at fungere med at bo i en lejlighed eller lign. (som er tilfældet for en del hjemløse i Danmark, der ofte lider af en psykisk sygdom), men fordi de ingen har til at hjælpe dem, når de og deres børn står uden tag over hovedet. Der er mennesker, der må vælge hvilket af deres børn, der skal på universitet, fordi de ikke har råd til at sende dem alle. Og sådan kunne jeg blive ved. Ting, vi danskere tager for givet, men som absolut ikke er en selvfølge i mange andre lande i verden.

Så når du ’kun’ modtager hjælp til din søns speciallavede sko, fordi han har en fod, der kræver speciel fodtøj, så glæd dig over, at kommunen giver halvdelen til skoene, i stedet for at fokusere på, at de ikke giver det hele. I mange andre lande, ville han gå uden sko!

For lige at slutte den her, kan jeg fx fortælle, og det kommer nok næppe som en overraskelse, at her på Mauritius er hjælpen noget længere væk, hvis man har brug for den, end den er i Danmark. Ikke fordi folk ikke er venlige her, det er de bestemt – også over for danskere. Har endnu ikke mødt nogen, der synes, at jeg er fæl, blot fordi jeg er dansk (rejs roligt ud og oplev verden) ;-), men systemet er bare helt anderledes, og her får man nok næppe betalt specialsko til sin søn. Just saying.

Jeg siger ikke, at det danske system er fejlfrit, og jeg siger heller ikke, at danskerne er. Men at være flov over at være dansk, det fatter jeg simpelthen ikke. Vi har det godt i Danmark, og det skal vi huske på. Derfor skal vi selvfølgelig også hjælpe, hvor vi kan. Det river i mit hjerte, når jeg ser, hvor frygteligt nogle mennsker har det. Mennesker, der er flygtet fra død og ødelæggelse og intet har i denne verden  – måske endda ikke engang dem, de elsker.  Jeg ville selv gøre ALT for, at dem jeg elsker skulle få det godt, hvis det ikke var tilfældet. Sådan tror jeg faktisk, de fleste har det, og derfor også forstår de stakkels mennesker, der banker på vores dør. Og ja, der bliver truffet nogle beslutninger, man finder tåbelige, men også nogle, der giver mening, uanset – betyder det jo ikke, at alle danskere nu skal være flove. Jeg er selv (som de fleste andre, tænker jeg) ikke altid enig i regeringens politik (hvad enten den siddende regering er rød eller blå), men min danskhed, er jeg ikke flov over. Ikke at jeg har behov for at rende rundt og sige, at jeg er stolt over at være dansk, for det har jeg faktisk ikke. Det er jo egentlig heller ikke rigtig min fortjeneste, at jeg er det, når alt kommer til alt. Men fordi nogen ytrer noget, bliver det ikke automatisk til min mening, fordi vi deler det at være dansk. Skulle jeg så også rende rundt og være flov over alle mulige tåbelige danskeres udsagn (for dem er der nok af), fx Lars Von Triers adskillige tåbelige udtalelser, blot fordi både han og jeg er danskere? Så flov over at være dansk – det får I mig aldrig til at sige.

Ps. Mauritius ER paradis ;-)

PS. Mauritius ER paradis 😉

Se undersøgelserne, som jeg henviser til her http://www.refworld.org/docid/53b69f574.html

http://www.refugees.dk/fakta/tal-og-statistik/

https://www.nyidanmark.dk/NR/rdonlyres/E3C50EA0-BD36-4DDD-9C8D-7AAF44DE1F12/0/seneste_tal_udlaendingeeomraadet.pdf