Måned: juni 2016

I torsdags fejrede jeg Sankt Hans på stranden tæt ved, hvor jeg bor. Ligesom så mange andre danskere i øvrigt gjorde. Jeg har altid haft et eller andet med Sankt Hans, ved faktisk ikke rigtig hvorfor, men tror, at det er noget med det der midsommer. Jeg elsker de danske lyse lange sommeraftener. De findes kun heroppe i norden, og det er altså noget helt specielt skandinavisk og meget smukt. Min familie i USA er altid meget benovet over vores lyse lange sommeraftener, når de besøger os om sommeren (ligesom de er vilde med, at man kan være heldig at se nordlys også).

Nå, tilbage til Sankt Hans. De havde varslet storm og regn i store mængder, og uvejret var da også tæt ved, hvor jeg bor, men drev ligesom bare udenom Costa Kalundborg i stedet for at sætte ind, og det var vi jo mange, der var glade for, da vi netop fejrede Sankt Hans på standen med bål og alt, hvad dertil hører. Men jeg fandt også ud af, at der er mange, der faktisk ikke ved, hvorfor vi fejrer Sankt Hans (det gjorde jeg faktisk heller ikke, udover det med midsommeren naturligvis). Jeg kom til kort, da min datter på fem år (som altid stiller de gode spørgsmål) spurgte mig om, hvorfor man fejrer Sankt Hans, hvorfor man tænder bål og hvorfor man brænder hekse af. Jeg mener, jeg kunne da delvist svare, men det var sgu’ ikke helt godt nok, og hun købte den ikke. “Mor, det burde du altså vide, men så må du jo lige finde ud af det, så jeg også ved det,” sagde hun. Nå, men så hurra for google da. Hjernen over alle hjerner.

Til de af jer, der vil vide det: Sankt Hans er faktisk en gammel hedensk tradition, hvor man fejrer åres længste dag. Men Kirken var snu dengang i det 9. århundrede (det er alligevel et par år siden), at de med Kristendommens udbredelse, gjorde det til deres tradition ved at bruge dagen til at fejre Sankt Hans, som er det danske navn for Johannes Døberen. Ham Johannes er altså en vigtig person i Bibelen (det håber jeg faktisk, i ved), og derfor skulle han – ligesom Jesus – fejres på et af solhvervstidspunkterne, altså de tidspunkter på året, hvor vi har henholdsvis den længste og korteste dag.

Jeg fejrede Sankt Hans på Gisseløre i Kalundborg, hvor jeg er kommet, ikke hvert år, men så ofte jeg har kunne, siden jeg var barn.

Vi tænder bål, fordi man dengang, da man ikke vidste bedre sagde, at det onde hjemsøgte de hellige aftener, og derfor tændte man vågeblus, der skulle holde det onde væk. Oprindeligt blev bålene altså ikke brugt til at brænde heksene på, men til at holde dem og det andet onde på afstand. Men hvorfor brænder vi så ”hekse” på bålet? I 1920’erne og 1930’erne begyndte man at brænde hekse af halm på Sankt Hans-bålene. I Tyskland og Østrig brændte man nemlig strådukker på bålet, som symboliserede, at det onde skulle forsvinde. Denne tradition tog danskerne til sig (det passede jo også meget godt sammen med, at vi var så kloge, at vi frem til 1693 brændte folk på bålet, hvis vi mente, at de var hekse eller troldfolk). Så er man alligevel meget glad for, at vi er en del mere oplyste i dag, trods alt (jeg var sgu’ nok blevet brændt på bålet dengang for at være rapkæftet). Og Bloksbjerg er faktisk et sted i Tyskland. Et gammelt tysk sagn fortæller, at heksene mødtes med djævlen her til en fest, hvor de drak menneskeblod og dansede heksedans hele natten (gad altså virkelig godt se sådan en heksedans).

Nå, men den del ved Sankt Hans, som jeg kender, er netop den med lysets komme – at vi fejrer det. Men for mig giver det meget mere mening, at man i Sverige og Norge kalder det ’Midsommar’. Man fejrer jo netop midsommeren, og de lyse nætter. Men da det er den 21. juni, der er årets længste dag, forstår jeg faktisk ikke, hvorfor Sankt Hans ikke er den dag. Men det er det så ikke.

Og ja, historien er interessant, men hvad der virkelig betyder noget for mig er, når jeg står og synger med på midsommervisen (ikke at det lød videre godt med min komplet umusikalske hæse stemme), kiggede ud over havet, og så Dannebrog svaje i vinden med solnedgangen i baggrunden (I know, næsten for meget, men det var smukt), sammen med en masse andre. Lige der, havde vi et sammenhold. Et fællesskab, som desværre efterhånden, på nogle fronter, er en mangelvare i Danmark i dag, men som man relativt ofte får følelsen af i provinsen, og jeg elsker provinsen for det (jeg siger ikke, at det ikke eksisterer i store byer, men det virker bare som om, at der er meget mere udtalt i små samfund). Men lige dér stod vi så alle, og var sammen om at fejre en smuk tradition (mange aner jo så egentlig ikke rigtig hvorfor, men vi gør det, fordi det er smukt), og netop traditioner kan være så fine. Den der stemning, der beskriver et fællesskab. Sådan har jeg det, når jeg synger Midsommervisen ved Sankt Hans bålet, men faktisk også, når jeg hører en af vores (gamle) fodboldsange og ser, hvordan danskerne (og andre nationer) samles om én enkelt simpel ting – fodbold (og jeg finder ellers fodbold ualmindeligt kedeligt, og kunne aldrig drømme om at bruge min tid på at se det, sorry). Men fællesskabet, oh yes, dét elsker jeg – så meget, at jeg får gåsehud af stolthed, og jeg ved faktisk ikke, rigtig, hvorfor. Jo, jeg er vel stolt over et eller andet… Over at være dansk, velsagtens, til trods for, at vi jo lever i en tid, hvor det vel næsten er et fy-ord at være stolt over den slags provinsielle ting 😉 Men så er jeg både politisk ukorrekt og provinsiel. Og det er slet ikke skidt. Så langt fra endda…

Min datter, Aura-Xenia og jeg ved hendes 1. rigtige store Sankt Hans bål på stranden i min barndomsby.

”Provinsen er ved at blive trendy igen” siger de kloge. ’NO shit’. Provinsen er da allerede ’da shit’. Det ved enhver da. Eller i hvert fald dem, der bor i provinsen 😉 Okay, storbyen er da også ‘da shit’, men lad os, til at begynde med, blive enige om, at det ene ikke er bedre end det andet – bare forskelligt fra hinanden. Noget andet er, at Danmarkskortet er under forandring, og det ser ud til at fortsætte. Jeg synes, at det er en vigtig og positiv ting, der er ved at ske til trods for, at mange for nogle år siden forudså, at provinsens død var konsekvensen af urbanisering og deraf også centralisering. Not gonna happen – just saying 😉

Der har i mange år været en strøm af mennesker, der flytter fra land til by. Urbanisering kalder vi det, når flere og flere danskere vælger at flytte til København eller en af de andre større byer i Danmark. Men den strøm er lige så langsomt ved at vende. Faktisk tager strømmen af danskere, der flytter ud af storbyerne, til, det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik. Tendensen har vel egentlig været der i et stykke tid, men nu tager den såkaldte ’tendens’ til i styrke. Danskerne er begyndt at elske den udskældte provins igen, og hvorfor egentlig ikke også det?!

På vej hjem til ‘stilheden’.

Faktisk er det pt. kun Københavns Kommune af de større byer, der oplever en meget lille fremgang i indbyggertallet – og det skyldes primært indvandrere. VIdste I det? Jeg gjorde ikke. Det er især Midt-, Vest- og Sydsjælland, der mærker indbyggertallet stige. De mange ’storbymennesker’ med drømmen om ligusterhæk og webergrill på terrassen, som rigtig mange danskere faktisk stadig har, søger nu at realisere den drøm.

Så når man hører fortællingen om, hvordan de danske storbyer vokser, er det altså ikke sandt længere. Danskerne er vel bare i virkeligheden ved at skabe et slags Danmark i balance, og Danmarkskortet begynder at ændre form. Den der negative klang af ’provins-Danmark’ er på retur. Det giver da heller ikke mening, at alle vil bo de samme få steder, når der er så mange smukke steder at bo til trods for, at vi er et lille land. Jeg mener, mange søger bylivet osv., I get it, men der findes altså også stadig mange mennesker, der søger naturen og stilheden. Derudover skal  man ikke kimse af, at folk i provinsbyer måske kommer hinanden mere ved, det er der faktisk mange, der rigtig godt kan lide – og deraf søger.

Der er sindssygt mange muligheder i provinsen, men de er svære at udnytte, hvis folk flytter væk derfra. Men mulighederne er mange, det sorte får er ikke længere så sort, nærmere grønt, og vi kan godt lide grønt. Mange associerer nemlig provinsen med det grønne liv, og det er vel ikke så skidt endda. Jeg elsker storbyen, men jeg elsker også provinsen, og når jeg opholder mig ude, hvor der er længere mellem husene, vinden blæser håret lidt mere rundt, og der er lidt højere til himlen, føler jeg en indre ro, som måske nok mere er en slags stemning end noget andet. Stilheden driver mig indimellem til vanvid, men giver mig også den nødvendige ro til mine tanker. Derfor har jeg brug for både larmende storby og rolig provinsby, og i Danmark er vi så heldige at have begge dele (nuvel larmende storby i det små, sammenlignet med andre storbyer i verden, I know, men så målt efter danske forhold da).

Men en ting er sikkert. Den positive historie om provinsen er med til at give mange mennesker et helt andet syn på det at bo og/eller arbejde i provinsen. Vi skaber en stolthed over, hvor vi bor, hvis vi fokuserer på det positive, og alt det et lokalsamfund kan, i stedet for alt det, det (endnu) ikke magter og/eller rummer. Den indstilling er på vej, og den indstilling kommer til at ændre provinsen. Den indstilling kommer til at ændre Danmark.

Netop det, at regeringen flytter 4.000 statslige arbejdspladser, indikerer da i høj grad, at man har fokus på, at Danmark ikke skal opdeles i de store byer og resten af Danmark – provinsen. Flere har fået hoved ud af ….. og forstår nu rent faktisk, at provinsen er mere end banko, Puk Maxi, træsko og bonderøve (ikke at der er noget galt med førnævnte, men provinsen er jo altså andet og mere end flosklerne fra film og reklamer).

Her sidder jeg relativ ofte og nyder stilheden. Jeg skrev faktisk sidst på Instagram, at jeg fik lyst til at ro af sted i jollen på billedet, og pudsigt nok, er jollens ejermand svigerfar til en af mine venner. Sådan er det i provinsen 😉

Folk, der flytter fra storbyen til provinsen gør det ofte af forskellige årsager, og man stikker selvfølgelig sig selv blår i øjnene , hvis man tror, at alle flytter fra storbyen til provinsen af lyst. Nogle er tvunget, hvis de fx skal have råd til et hus (eller dem, der netop har en arbejdsplads, der flytter langt væk), men de findes faktisk også – dem, der gør det af lyst. Derudover er der også nogle af de ‘tvungne’, der finder ud af, at det ikke er så skidt endda. Men til fælles har mange, at de kan realisere drømmen om et hus og have samt mere grønne omgivelser og opvækst til deres familie, uden at de måske behøver arbejde 24/7, fordi det er billigere at bo i provinsen. Derudover er der også noget med stress og storbyer. Jo mindre byerne er, jo mindre stress. Sådan føler nogle det i hvert fald. Det hele går lidt langsommere, hvor byen er lille og naturen stor.

Nå, der er mange fordele ved provinsen, og der er mange fordele ved storbyen. Godt, vi endnu har begge. Godt, det ser ud til, at vi beholder begge. Godt, at man kan komme fra det ene til det andet i løbet af kort tid, fordi Danmark er et lille land. Nogle fordele skal der da være ved det,  og der er mange fordele ved Danmark -HELE Danmark.

Min datter skal i skole efter sommerferien – det fatter jeg i øvrigt slet ikke. Hvor blev tiden lige af? Nå, men det har givet anledning til, at jeg – endnu engang – skal lære navnene på maaaaange søde børn, præcis som da hun begyndte i vuggestue og børnehave, rulleskøjt, svømning, gymnastik, dans og alt det andet (der er grund til at føle sig halvdement indimellem – det er jo da ikke menneskeligt muligt at huske på alle de nye navne, man skal holde styr på som forælder).

Nå, men jeg kom til at tænke på alle de navne, fordi jeg læste en artikel om navne, og hvordan navne varierer alt efter, hvor i Danmark man bor – åbenbart, men det har jeg faktisk aldrig rigtig tænkt over. Men ifølge flere livsstilseksperter er der forklaringer at hente i geografien. Selv om vi bor i samme lille land, er der nemlig forskel på de navne, vi giver vores børn alt efter, hvor i landet vi bor. Det viser tal fra Danmarks Statistik i hvert fald. Og okay, det giver meget god mening, men nogle af de forklaringer livsstilseksperterne kommer med er, ærlig talt, ret åndssvage og – i min verden – ikke særlige plausible. Hvad er der også med det der ‘livsstilsekspert’? Jeg er godt med på,  at nogle kan læse mennesker, og få en masse ting ud af det, hvilket faktisk er ret spændende. Men der findes jo ingen egentlig uddannelse til netop det. Det tætteste man er kommet det i Danmark, var Den Danske Reklameskoles uddannelse i Strategisk Planning, som i øvrigt ikke eksisterer længere. Her blev de studerende trænet i at ”læse” markedet, virksomhederne og forbrugeren ved hjælp af teknikker fra både organisationsteori, adfærdsteori, psykologi, sociologi og antropologi.

Nå, men nogle  bliver altså udpeget som ‘livsstilseksperter’, og de siger at storbysforældre vælger navne, der tolkes som værende ’gamle’ navne. Ifølge livsstilseksperterne handler det, for storbyforældrene, om at vælge ’gamle’ navne, der griber tilbage i gamle tider, men samtidig har noget internationalt over sig, da de tænker meget over, at navnene skal fungere internationalt. det er åbenbart sådan, at forældre, der vælger at bo i og omkring hovedstaden, ser sig selv – som ’citizen of the World’, og det har stor betydning for deres valg af navne til deres børn. De opfatter sig selv som værende mere trendy, fordi de er en del af en storby med mange (flere) muligheder i forhold til provinsen, både på jobfronten og hvad angår kultur. Ifølge flere livsstilseksperter tænker forældrene, der bor i København, at forældre i det såkaldte ’Udkantsdanmark’ ikke kan tilbyde deres børn de samme muligheder, som forældrene i København, og de tænker ikke globalt. I København bliver der fokuseret på mangfoldighed, og traditioner og forpligtelser er en by i Rusland. Men forholder det sig nu sådan? Når jeg spørger mine venner, der har børn i København, er det ikke just den opfattelse, jeg får (og jeg har altså temmelig mange venner med børn i København). Faktisk kan jeg ikke se den store forskel på mine venner i København kontra mine venner i provinsens valg af navne til deres børn.

Livsstilseksperterne fortæller også, at nordjyderne er ligeglade med, hvorvidt deres børns navne fungerer internationalt. Det er muligt, at danskerne på toppen af Danmark er mere traditionsbundne, end folk i hovedstaden, men jeg er da ret sikker på, at alle mennesker i Nordjylland ikke er ens. Og det er lige præcis det problem jeg har med den slags – at vi alle skal generaliseres og sættes i en eller kasse – denne gang ud fra, hvor vi bor i landet.

Nå, men det forholder sig åbenbart helt anderledes, hvis du bor i eller  omkring Århus eller Herning, altså Midtjylland. Her er man ambitiøs. Det er man nemlig absolut ikke, hvis man fx bor i Vestsjælland eller Nordjylland (ironi kan forekomme). I Midtjylland er man i øvrigt også ligeglade med, hvad andre måtte mene om en – åbenbart. Midtjyderne gør lige, hvad der passer dem. Ja, right, alle dem, der bor i Århus er rebeller og fuldstændige immune over for kritik.

Tilbage til Sjælland igen (minus København naturligvis), fordi her er forældre mere vane- og traditionsbundne end i hovedstaden. De er ligesom alle de andre i den håbløse provins (på nær den region, hvor Danmark næststørste by ligger naturligvis), og er bundet til lokalområdet, præcis som tilfældet er med Nord- og Syddanmark. Som om man ikke er bundet til København, hvis man nu fx er født og opvokset der?!

I Syddanmark minder man angiveligt om Nordjylland, for indbyggerne i Region Syddanmark er traditionsbundne og vanedrevne – alle sammen hver og en (ironi kan forekomme – igen). Her vil man gerne passe ind i fællesskabet (ja, for det vil man da slet ikke alle andre steder i Danmark eller i verden for den sags skyld). I Sønderjylland kan det give problemer at stikke næsen frem (ja, for det kan det jo ikke andre steder i Danmark, det ved vi da alle).

Fyn adskiller sig en smule, ifølge livsstilseksperterne, hvad angår navne, for de er hverken jyder eller sjællændere (no shit, Sherlock). Øhhhhh, og hvad så mere?

Helt ærligt, selvfølgelig er der nogle navne, der bliver mere brugt i København end i fx Nordjylland osv. Men jeg bliver så træt af, at alle mulige (sikkert velmenende) eksperter i dit og dat, skal fortælle mig, hvordan jeg er, og hvad jeg gør, tænker og tror, samt hvorfor jeg gør, som jeg gør, alt sammen baseret på, hvor i Danmark jeg bor. Nu vælger jeg åbenbart også navn ud fra, hvor jeg bor i Danmark? Gad vide, om jeg falder uden for kategori med min datters navn, da hun faktisk er den eneste i Danmark, der har det navn.

Min datter Aura-Xenia sammen med sin gudmor Karina, da min datter skulle døbes for godt fem år siden.

Så passer Aura-Xenias forældre vidst ikke helt ind i kassen, hvorpå der står, at i provinsen vil man bare gerne passe ind og gøre som de andre, også hvad angår navne til vores børn?! Helt ærligt, come on! Det er f…. farligt at sige, at stort set alle dem, der bor i en bestemt region, er på en bestemt måde baseret på, hvilke navne de vælger til deres børn. Tænker da, at der er andre faktorer, der ville  være langt mere holdbare at analysere ud fra…

Hvad vigtigere er, hvorfor skal der egentlig også hele tiden gøres så meget ud af, at der er forskel på folk i de forskellige regioner, særlig København og provinsen? De mennesker, der bor i København tænker sgu’ da ikke ens, ligesom de mennesker, der bor i provinsen heller ikke gør. Måske det var det, man skulle begynde at fokusere på i stedet – at der er forskellige mennesker alle vegne – i storby og i provins, og at det netop er det, der genererer dynamikken i et lokal samfund, hvad enten det samfund ligger langt ude på landet, i en mellemstor provinsby, eller i et brokvarter i København.

PS. min datter bliver klart opdraget til at være BÅDE verdensborger OG bonderøv 😉