Okay. Jeg har længe skulle skrive indlægget her, men har bare ikke haft tid. Og så er det, at jeg oplever, hvordan julefreden sænker sig over stort set alle rundt omkring mig, mens jeg selv styrter rundt uden nogen form for indre (eller ydre) julefred what so ever! Mange er gået på juleferie, og jeg er bare (i skrivende stund – Lille Juleaften) stadig SÅ langt fra ferie. Shit. Jeg er misundelig. Eller altså jeg er jo lidt nærmere nu, end jeg var i går (hvis man da kan kalde to dage ferie). Og jeg sværger om nogle timer, sænker julefreden sig også over mig sådan for alvor. Det skal den den ondelyneme. Den har i hvert fald sænket sig væsenligt mere end, da jeg sad i togkupéen og bare ønskede, at jeg var typen, der ikke fik pludselige ‘gode’ idéer, så som at tage toget den 22. dec. på juleferie, sammen med min datter – uden pladsbillet (for det havde smarte her selvfølgelig glemt at købe).

Nå, men altså den der jul. Den der jul, den elsker jeg jo, for den er på så mange måder så hyggelig og stemningsfyldt, sådan helt speciel.  Der er noget magisk over julen. Jeg ville ønske, at jeg stadig troede på julemanden. Det ville jeg sgu’! Det var tider, da man gjorde det. Husk derfor at nyde julen ekstra meget, hvis man er så heldig at have str. i huset, der netop tror på ham med den røde dragt og det store hvide skæg samt alle hans små hjælpere fra Grønland. DET er netop MAGISK. Jeg kan stadig huske den der helt specielle følelse, jeg havde, da jeg var barn, når det blev december, og især Juleaftensdag og juleaften. Julen kan altså et eller andet fantastisk, men samtidig er den altså også utrolig stressende for os voksne, men det er vi nok ofte selv skyld i (og jeg står ikke engang for maden, hvilket min familie nok er glade for). Men når man i forvejen mangler tid, aldrig er i god tid (evig tidsoptimist, det er mig), altid køber gaver lige inden juleaften (den sidste blev købt for et par timer siden, her Lille Juleaften). Faktisk kan jeg rigtig godt lide at give gaver til andre, men jeg vil jo gerne give mig tid til at finde det helt rigtige til alle dem, jeg holder af. Men det er fandme svært, når man står i butikkerne rundt omkring sammen med halvdelen af Danmark (tak for jer, der er i god tid, ellers havde I jo også været lige der i Bahne sammen med mig;-) Apropos Bahne, så var det, jeg tænkte i lørdags, da jeg begyndte at købe julegaver, at de alle da får noget fra Bahne. Det er da lige meget, om de ønsker sig noget derfra, alle elsker da Bahne. Man kan få alt i Bahne, ikk’?!

Sådan føler jeg mig ofte lige inden jul, når jeg ved, at jeg skal nå det hele på den halve tid.

Sådan føler jeg mig ofte lige inden jul, når jeg ved, at jeg skal nå det hele på den halve tid.

Inden jeg afslutter snakken om Bahne, vil jeg gerne lige benytte chancen til at fortælle, at jeg fik ualmindelig god service af pigen i tøjafdelingen i Bahne i Kalundborg. Hun var godt nok sød. Hun hjælp mig, da jeg stod der svedende med min huskeseddel i hånden, som jeg overhovedet ikke kunne finde rundt i, og så ualmindelig forvirret ud over alle de julegaver, der endnu ikke var købt. Faktisk har jeg fået vanvittig god service i stort set alle de butikker, jeg har handlet i – i provinsen, i København og online. Hvor fantastisk er det lige. Det er lige som, at mange forretninger har hævet standarden på serviceniveauet et hak, hvilken den saftsuseme også har trængt til længe mange steder.

Tilbage til den der jul, og de der gaver, som jeg godt kan lide at give. Men altså, jeg synes, at det har taget en lidt forkert drejning. For mig handler julen ikke om gaver, men om at være sammen med dem, jeg elsker og holder af. Det handler ganske simpelt om tid, og den der særlige fredfyldte følelse, julen kan give en (lige indtil gaverne skal pakkes op, og man sidder i gavepapirshelvede)Ja ja, det lyder som en floskel, men det passer faktisk. Ikke da jeg var barn selvfølgelig, da var gaverne altså også ret vigtige, selvom jeg allerede dengang elskede hele stemningen, der var juleaftensdag og juleaften (jeg bilder mig selv ind, at jeg også dengang satte stemningen højere end gaverne, men det passer ikke). Men det gør det i dag. Jeg kom til at tænke på alle de stakkels mennesker, der lige nu flygter fra død og ødelæggelse ude i verden. Mennesker, der intet ejer. Forældre, der ikke kan holde deres børn varme eller stille deres sult. Forældre, der ikke kan beskytte deres børn mod den rædsel, der lige nu hersker flere steder i verden. Men ikke i Danmark. I Danmark har vi det nemlig godt. Og nu vil jeg altså ikke spolere julehumøret, eller diskutere verdenssituationen, men egentlig bare minde jer (og mig selv) om, hvad den der jul egentlig handler om. Nemlig næstekærlighed. Den lader vi lige stå lidt, for næstekærlighed er mange ting.

Hvad er det fx der gør, at nogle familier ikke kan finde ud af at holde jul sammen, fordi den ene af de voksne børn med familie gerne vil have forældrene (bedsteforældrene) for dem selv juleaften, og derfor kan de andre søskende ikke komme med deres familie og fejre jul sammen med dem. Hvad f…. Er den af? Jeg spørger bare. Nu har jeg snakket med flere, der fortæller mig om forskellige problemer i forbindelse med at fejre jul, fordi familien ikke kan blive enige om, hvor og hvem der skal deltage. Alle er åbenbart ikke lige velkomne sådan en juleaften til trods for, at der ikke ellers er uvenskab i familien. Det er altså så ulogisk, som noget kan være, for mig. Det handler da netop om at samle alle dem, man elsker og holder af, så vidt muligt. Eller er jeg helt galt afmarcheret? Og nu, vi er ved det. Ingen bør sidde alene juleaften og være ensom. Eller ingen bør i virkeligheden føle sig alene og/eller være ensom nogensinde (jeg ved ikke rigtig, om det er det samme), men det er en anden historie. Jeg tænker ofte over, hvor utrolig heldig jeg er med min familie og alle de gode venner jeg har. Jeg er utrolig rig – ikke på penge, men på kærlighed.

Det her er, hvad det hele sgu' da handler om -kærlighed.

Min datter tilbragte Lille Juleaftens dag sammen med sine kusiner, fordi forældrene skulle arbejde, og min niece sendte denne til mig. Det her er, hvad det hele sgu’ da handler om – kærlighed.

Denne sendte min anden niece til mig. Jeps, kærlighed kommer i mange former fra forskellige mennesker over en livstid 😉

Måske vi skal begynde at tænke lidt mere over, hvad der virkelig betyder noget her i livet – og sgu’ da så også her i julen.  Jeg ved godt, at man mange gange tidligere i mange familier sikkert har snakket om gaveræset, og at det har taget overhånd. Og det har det. Men det er nu ikke de kæmpe mængder af gavepapir, der bliver flået itu af ivrige barnehænder, der generer mig, selvom jeg udemærket ved, at mange børn får sindssygt mange gaver. Jeg havde en snak med min momse her til aften. Hun er 103 år, og en af de sejeste mennesker, jeg kender. Hun siger ligeud til mig, når jeg er åndssvag (hvilket jeg jo selvfølgelig aldrig er),og hun husker bedre end mig. Hun fortalte mig, at da hun var barn, fik man et stykke legetøj og resten var praktiske ting, som de manglede. Det er jo egentlig ikke fordi, jeg vil tilbage dertil (man behøver jo da ikke gå til yderligheder), men måske det ingen skade var at lære vores børn, hvor utrolig meget de får, fx når det er jul, kontra andre, der måske ikke får så meget. Nogle slet ikke noget.

Jeg købte her i eftermiddags et UNICEF gavekort, hvor jeg donerede nogle penge til tæpper til børn i Syrien. Jeg forklarede min datter på seks år, at det var mandelgaven, og at hvis hun vandt mandelgaven, ville der ikke være noget fysisk til hende i pakken,  men til gengæld ville hun vide, at det gavekort betød tæpper til frysende børn, der ingen tæpper havde. Jeg var meget spændt på hendes svar (ærligt, så frygtede jeg et forkælet barns svar), men hun sagde bare: “Det er da en god idé mor, børnene i Afrika og Syrien har det heller ikke så godt. Hvor mange tæpper har du købt?” Jeg kan slet ikke forklare, hvor stolt jeg blev lige der (noget har vi da gjort rigtig).

Mandelgaven.

Hjælp UNICEF med at hjælpe…

Men altså tilbage til det der bytteri af gaver os voksne imellem. De der ønskesedler, som man pligtskyldig skriver, fordi de bliver efterspurgt. Problemet er, at ofte har man købt de ting selv, som man ønsker sig. Og faktisk vil jeg meget hellere have en gave, som nogle har tænkt: “Det der, det er lige Gitte. Den køber jeg til hende.” Det er så fedt at blive overrasket. Jeg har selv to brødre og deraf også to svigerinder (eller det er selvfølgelig ikke en selvfølge, men det har jeg altså), og de er virkelige gode til at overraske mig med ting, jeg ikke anede, at jeg havde brug for, men som jeg bliver SÅ glad for, når jeg får. Jeg siger jo ikke, at det aldrig er skønt at få noget fra ønskesedlen, for selvfølgelig er det det, ellers var det jo ikke en ønskeseddel, men lur mig, om der ikke er flere af jer, der genkender, hvad jeg her skriver. Det der med at give gaver til humanitære formål, er altså slet ikke så tosset en idé heller. Just saying.

Anyway. Husk på, hvor priviligerede vi er i vores lille land. Jeg ved, at vi ikke alle har lige meget, men når man ser på den store verden, så er glasklokken her ret tryg, ikke’?! Nu vil jeg slukke computeren, gå i seng og glæde mig over, at de næste par dage skal jeg bruge sammen med nogle af dem, jeg elsker og holder af (jeg ville jo ønske, at jeg kunne samle endnu flere af dem jeg elskede og holdte af på sådan en aften, men det er ikke altid muligt). Jeg savner fx min far ekstra meget sådan en dag, men så snakker jeg lidt med ham oppe i hovedet, og det hjælper lidt. Giv alle jeres kære et kys, og ønsk dem glædelig jul, for den begynder lige om lidt. I morgen skal jeg i kirke, og det er der julefreden, for alvor, sætter ind hos mig, hvilket er meget mærkeligt, da jeg ellers aldrig går i kirke, men kirken kan et eller andet særligt på denne dag. Det er magisk!

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et lykkebringende Nytår. Tak, fordi I læser med på bloggen, og mange tak for jeres kommentarer i form af E-mails, beskeder i indbakken og svar på bloggen. Alt er værdsat 😉