Måned: januar 2017

Jeg elsker at drille (hvem gør ikke det), og kom til at tænke på, hvordan vi danskere ofte gør grin med hinanden. Bare sådan generelt er vi et folkefærd, der godt kan lide ironi og at drille, og det forstår udlændinge ikke altid. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at min amerikanske familie og venner ikke altid griner af det samme, som jeg griner af. Når jeg selv synes, at jeg er sjov, synes de det sjældent, og når jeg ikke selv er klar over det, er jeg åbenbart virkelig morsom.  Men vi danskere driller altså hinanden relativ ofte af forskellige årsager. Det er i vores DNA, tænker jeg 😉

Faktisk styrker drilleri styrker det sociale bånd, vi trods alt føler, at vi har med alle de andre mennesker i Danmark, hvad enten de er fra Nordjylland, Fyn, København eller et helt andet sted . Fælles er nemlig, at vi alle er fra Danmark. Når vi er ude i den store verden over en længere periode, er det jo ikke for sjov, at langt de fleste tiltrækkes af egne landsmænd. Her gælder altså ikke ferier, for der flygter vi alle ofte fra vores ’egne’ i håbet om alt det, der er eksotisk og anderledes.

Men drilleri er altså ofte ret undervurderet som et middel til at skabe sociale kontakter. Det læste jeg i Illustreret Videnskab forleden, og jeg blev glad. Drilleri bliver ellers betragtet som noget negativt. Men når drilleri er bedst, ligger der bag drilleriet et ønske om at fastholde en harmonisk relation til den, man driller. Det giver da meget god mening. Lærer vi måske ikke vores børn, at når lille Peter driller pigerne, er det fordi, han godt kan lide dem. Drilleri er altså ikke nødvendigvis negativt, og det er jeg virkelig glad for. Som i VIRKELIG glad for, da jeg driller ret meget og elsker ironi (jeg kunne nok ikke leve uden).

Nå, men jeg er altså god til at skabe sociale kontakter, og det må jo så selvsagt være pga. min evne til at drille, hvilket fører mig til, at vi danskere også ynder at drille hinanden med måden vi taler på – dialekt og udtryk. Også her vil jeg gerne melde mig med det samme. Jeg knuselsker, at vi alle taler forskelligt, og jeg elsker at drille med det, når jeg får muligheden, og den viser sig – mærkeligt nok – ret ofte.  Der er så mange sjove udtryk, som vi andre bare ikke bruger eller kender, fordi vi er fra et andet sted i landet, og det giver anledning til mange sjove snakke.

Min familie bor i Jylland hele flokken – nogle af dem endda i Århus, og så er de jo altså selv ude om det (se, nu er jeg allerede i gang). Altså, jeg elsker Århus, og jeg elsker Jylland – bare lige så vi har det på det rene. Men de siger altså nogle ret sjove ting i Århus, ligesom de gør flere andre steder i landet. Hvorimod, hvor jeg er fra, er der ingen mærkelige udtryk eller dialekt. Eller – det passer måske så ikke helt 😉

Min svigerinde siger: ‘Hva’ klok skal du med færgen, Gitte’, og det er da sødt. Eller hun siger, at noget er dorsk (virkelig sløv i det) og bruger udtrykket ‘snoller’ om slik. Det jyske ord ‘træls’ har jeg altid brugt rigtig meget, og jeg blev drillet med det, da jeg var yngre, fordi jeg altid var hende jyden, men i dag er det jo efterhånden så udbredt, at det er blevet hvermandseje. Men i Nordjylland, hvor min mor er fra, der siger man altså ikke ’æg’, men ’æi’, hvilket jeg har yndet at drille min mor med, siden jeg var lille, og i øvrigt stadig gør. Deroppe ‘går bus’ern’ også, og ikke busserne. Derudover udtaler hun et ganske almindeligt navn som ‘Dan’ helt forkert, fordi hun lægger trykket galt, hvad sker der lige for det måske?! Og ‘hammer’ er der pludseligt kun et ‘m’ i, når min mor udtaler det. Min far er fra Sønderjylland, men adopterede åbenbart noget fra min mors egn, for han brugte ordet ’gratværk’, som egentlig betyder svineri. Jeg er så også kommet til at adoptere det. Tak, far. Min morfar sagde altid til mig, når jeg var ked af det: ’Det ku’ være møj værre.’ Den jyske underdrivelse kommer frem her. I stedet for at slå stort ud med armene, som fx sjællænderne – ofte københavnere og råbe ‘fantastisk’, siger man, at ‘det kunne være meget værre’.

Min far var, som sagt, fra Sønderjylland, og skal man forstå deres dialekt, skal man den ondelyneme stå tidligt op. Jeg er ’miljøskadet’, fordi jeg lyttede på det i min barndom, og jeg elsker det stadig. Faktisk er sønderjysk en af de dialekter, der har rigtig mange ord og udtryk, der ikke bliver brugt uden for det sydlige Jylland, og derfor fatter de fleste hat, når en sønderjyde taler sin dialekt. Altså Mojn er jo klassikeren, og jeg er i den grad fra provinsen, for da vi var yngre havde alle mine venner og jeg en periode (den varede vidst nogle år), hvor vi simpelthen synes, at det var skægt at bruge udtrykket ’mojn’, hver gang vi sagde goddag og farvel uanset, hvem vi sagde det til. Behøver jeg at sige, at det gav anledning til en del undren, da jeg boede i Århus og i København, men stadig brugte udtrykket til trods for, at jeg ikke er sønderjyde.  Nå, men næsten alle kender ’mojn’ i dag, men hvad folk ikke ved er, at hvis man spørger en sønderjyde, kan de godt høre forskel på mojn i betydningen ‘goddag’ og mojn i betydningen ‘farvel’ pga. trykket. Og når vi kommer til udtryk som ’pot’, der betyder gryde, så kan der komme nogle ret sjove misforståelser ud af de samtaler. Siger det bare.

På Fyn er der også et par udtryk fra min barndom, jeg husker, da min fars mormor (bedste) var fra Odense, og min far – i den grad – havde taget ord til sig. Af ord, vi alle kender, må det mest brugte være ‘Ikk’ oss’ da’ eller ‘iggå’, der jo bruges ligesom ‘ikke’ eller ‘ikke også’. Det har i hvert fald været ret benyttet i mange reklamer – fynsk er det ‘søde’ sprog.

Jeg kunne blive ved, da vi har mange andre egne, hvor der er sjove udtryk og dialekter, men nu tog jeg bare lige nogle af dem, som jeg har været influeret under som barn. Men det sjove er jo, at selvom man er fra en bestemt egn, kan man sagtens have udtryk med sig pga. forældre, venner eller noget helt andet. Og så det der drilleri, som vi danskere jo altså er kendt for, (i hvert fald ironi, som ikke er negativ) og generelt set gør ret godt – og det er der intet galt i, vi er jo bare gode til at styrke vores sociale bånd. Hvem kan argumentere mod det måske?!

Anyway, vi samler hele livet – også på ord. Jeg gør i hvert fald, og jeg er glad for, at jeg har så blandet et sprog. Måske det er derfor, at folk har svært ved at definere, hvor i landet, jeg er fra. De gætter dog altid på, at jeg er jyde, hvilket jeg faktisk ikke er. Eller jo lidt – jeg er Kalundborg-jyde. Men hvor ville det være trist med et Danmark, hvor vi alle taler ens, og hvor vi ikke tør kommentere forskellene på en lidt sjovere måde, hvad enten det så er med det ene eller det andet. Så længe det er godmodigt. Men vi er så politiske korrekte i dag, så man skal saftsuseme passe på med, hvad man får sagt. Men jeg er altså ikke altid politisk korrekt, så er I advaret…

Her kan du høre forskellige danske dialekter – det er ret sjovt at lytte til, og faktisk er der mange dialekter inden for et meget lille område. http://dialekt.ku.dk/dialektkort

Medierne har ofte lidt for travlt med provinsen – og deraf også de mennesker, der bor i den. De elsker at gøre grin med hele pakken på flere parametre. Men det latterlige er i virkeligheden, at medierne selv er den såkaldte ’rådne banan’! Det er dem, der forstærker de skidte ting, og det er dem, der – i endnu højere – grad “glemmer” at nævne alle de gode ting, for det er der jo ikke meget nyhedsværdi i. Indlægget her kom til verden pga. af et par artikler, jeg læste, og som jeg blev voldsomt provokeret af (som I nok allerede har regnet ud).

Hvad er symbolet egentlig på en storby – på fx København? Der i øvrig, i min bog, er den eneste ’rigtige’ storby i Danmark, fordi alt her i landet sgu’ er relativt småt. Altså, jeg er jo godt klar over, at Århus, Odense og Aalborg fx (som jeg i øvrigt elsker) er større byer i Danmark, men målt i internationale forhold, er vi jo bare nogle søde miniputter.  Nå til bage til symbolet på storbyen. Symbolværdi er vigtig, det skal man ikke tage fejl af.  Symbolet – det billede, der ligesom samler det hele, så enhver idiot kan forstå, hvad man taler om? For nogen er det Den Lille Havfrue, Runde Tårn, de høje bygninger, trafikken, en trappeopgang, baggårdene, kulturen, de utallige caféer, de hyggelige butikker, de mange muligheder, eller de mange mennesker, altså stemningen – byens puls.

Eller er det billedet af en nusset trappeopgang eller en beskidt og mørk baggård, måske en blodig kanyle, noget ulækkert papir og en ølflaske eller to, der ligger og flyder i en ildelugtende trappeopgang, hvor en eller anden idiot ustandseligt stjæler din barnevogn eller cyklen. Udenfor myldrer mennesker og biler forbi i en tætpakket masse, i supermarkedet står man i kø i timevis, og man kan mærke stress og jag, for slet ikke at tale om den sorte smog, bore sig ind i næseborene, øjnene og hovedet.  OG få mig så ikke i gang med, hvordan en københavner ser ud, for de ser da helt sikkert ud på en helt bestemt måde, lige som tilfældet selvfølgelig er for en fra provinsen. Os fra provinsen, er jo som taget ud af et TØJ & SKO katalog, og vi har selvfølgelig alle sammen ‘salt&peber’ hår. Det ved alle da (sarkasme kan forekomme)?!

Nej, egentlig ikke, vel? Men sandheden er, at det billede, jeg lige har tegnet for jer ovenfor er mindst lige så nuanceret, som det billede, de fleste medier elsker at tegne af resten af Danmark – i hvert fald af ’udkantsdanmark’ – hvad i al verden det så end er efterhånden.

Jeg vil lige minde om her, at jeg altså elsker København, så ikke et ondt ord om byen. Men jeg elsker også provinsen, og mig bekendt udelukker det ene jo ikke det andet. Men helt ærligt, drop dog karikaturerne af det Danmark, der befinder sig i ’udkanten’, og hvad er der forresten også galt med udkanten? Jeg kan da fx bedst lide at side for enden af et bord, fremfor i midten. Jeg kan også bedst lide at få enten et sæde ved vinduet eller gangen i et fly, fremfor i midten, og sådan kunne jeg blive ved . Siger det bare. Måske er det endda alt vest for Valby Bakke, jeg her skal skrive og ikke blot ‘udkanten’, når snakken falder på det emne. Men ved I hvad, der er faktisk puls og potentiale mange steder rundt omkring i vores lille land, og det er vi efterhånden ret mange, der har fået øjnene op for.

Jeg har boet i Århus, København og USA, og bor nu i provins-Danmark (Århus er vel fx også en stor provinsby i manges øjne, ligesom København er en yndig lille by i en amerikaners eller kinesers optik). Men der er faktisk ret mange fordele på landet. Her er smuk natur, gode fællesskaber,  og uden tvivl en fest for børnene. Måske ikke, når de bliver ældre, men så er det jo heldigt, at Danmark er sådan et herligt lille land, hvor der ikke er langt til den nærmeste storby.

Men nu til det store forkromede spørgsmål: Hvorfor er det, at det altid er et foto at en rusten vaskemaskine, et gammelt bilvrag eller et faldefærdigt hus, der dukker op i medierne, når de skal illustrere ikke-København? Eller hvorfor er det, at ‘provinsboere’ pr. definition skal se ud på et bestemt måde, og ikke mindst tænke på en helt speciel måde (hvis vi altså kan tænke)? Hvorfor og ikke mindst hvornår blev det symbolet for provinsen, og ifølge hvem? Provins-Danmark med knallerten i indkørslen, juleplatterne på væggene og så alle de ufaglærte, der ingenting fatter af hverken verdenssamfundet eller kulturen, hvis du spørger den såkaldte elite.

Indimellem fristes jeg faktisk til at sige, at misundelse er en grim ting. Når man sidder i sin lille, men ualmindelige dyre lejlighed, hvor man skal kæmpe sig op til 2. sal med alle sine indkøb, efter at have kæmpe for en parkeringsplads i bare nogenlunde nærhed af bopælen, og når solen skinner, og man gerne vil i parken, men selvfølgelig sammen med alle de andre solhungrende byboere, der heller ikke har en have(nogle har, I know, men det er de færreste, der har råd til den luksus, og der er ikke mange af dem). Når børnene må dele værelse, fordi kvadrameterprisen nærmer sig det umulige, og når man ikke kan lade sine børn lege nede på vejen, fordi det ikke er en stille villavej, men en trafikeret vej, eller når man er bange for, at en eller anden psykopat skyder med skarpt i parken.

Men det gør jeg ikke, fordi jeg ved, at København er så meget mere end det.

Handler det om, at man igen og igen skal bekræfte sig selv i, at provinsen er yt, og storbyen in? Er det vigtigt at påvirke de såkaldte beslutningstagere, så de i hvert fald ikke finder på, at nogen ved deres fulde fem flytter ’derud til den rådne banan’. Næ, den egentlige rådne banan er de medier, der igen og igen beskriver provinsen som den rådne banan. De landsdækkende medier burde lære, at der er noget, der hedder ’den gode historie’ også. Provinsen kunne godt bruge den positive opmærksomhed once in a while. Og det sjove er, at langt de fleste, jeg kender, der bor i København, oprindeligt er fra provinsen et eller andet sted, og det sted ligger stadig deres hjerte nær, selvom de har valgt ikke at flytte tilbage. Det er ikke dem, der har et problem med provinsen. Jeg har boet i København, og jeg har ikke et problem med byen, tværtimod – jeg elsker den. Ligesom alle jeg kender, der bor der, gør, men det betyder altså ikke, at de dermed pr. defintion ikke kan lide provinsen, for det kan de fleste. Hvorfor ellers tilbringe fx sin ferie med eller uden børn i sommerhuse rundt omkring i den ret populære provins med en smukke natur? Nogle har endda dristet sig til at købe et sommerhus i provinsen…

Den debat, der er virkeligheden burde køre på tv og i landets aviser er debatten om vores hovedstad kontra alle de provinsbyer, der rummer omkring måske 10.000 til 60.000 mennesker. Men ved I hvad? Den debat er simpelthen for kedelig, for de byer er da alt for attraktive. Så hellere symbolisere provinsen med gamle bilvrag og forfaldne landbrugsdejendomme – for sådan bor vi da alle, ikk’?

Det er nok gået op for mange, at jeg hader, når man inddeler folk i kasser. Jeg er ikke til generaliseringer, og jeg elsker, når folk sprænger kasserne, og springer ud i at gøre det modsatte af, hvad samfundet omkring forventer, man gør. Og det er selvfølgelig langt fra alle, der opfatter provinsen eller storbyen, som beskrevet ovenfor, men der er altså noget om snakken, når jeg skriver, at medierne elsker at beskrive ’resten af Danmark’ som den ’rådne banan’, og det ville fandme klæde et landsdækkendemedie eller to at smadre kassen, og for en gang skyld gøre det modsatte af alle de andre. Uanset, klarer provinsen sig, fordi flere og flere har fået øjnene op for mulighederne og ikke begrænsningerne. Provinsen står stærkere end for bare få år siden. Det siger statistikkerne, og det siger jeg.

Om det er det ene eller det andet, så forholder det sig jo i hvert fald sådan, at hvis mange gør eller siger noget, betyder det jo ikke pr. definition, at det så er det rigtige…

Som bekendt elsker jeg jo at rejse, og det giver anledning til mange sjove oplevelser og tanker, netop fordi man, når man rejser i andre lande med andre kulturer osv., oplever noget helt andet end, hvad man er vant til. Og jeg elsker det. Af så mange forskellige grunde. Det får også mine tanker i gang, og det gjorde det også sidste gang. Eller dvs. Jeg tænkte faktisk først over en specifik ting, da jeg kom hjem og læste en artikel skrevet af en mand, der er halv brite halv italiener. Og jo, det er faktisk relevant, at han ikke er dansk.

Da jeg læste hans skriv, blev jeg pludselig opmærksom på noget, jeg egentlig har tænkt over i flere år, men aldrig rigtig har fået sat ord på. Pudsigt nok, talte jeg for nylig med en god ven om samme emne, hvor vi netop kom ind på problematikken med at være en gentleman i Danmark, ja faktisk i Skandinavien, eller måske endda i hele vesten, men Skandinavien er nok alligevel lidt for sig selv, fordi vi kvinder her er ret egenrådige (og gudskelov for det). Men det er også misforstået, og det er skidt. Men det er vores egen skyld.

Nå, men sagens kerne. De sidste mange gange, jeg har rejst til lande langt væk fra Danmark, har det slået mig, at gentleman-rollen i den grad er forskellig fra kontinent til kontinent, fra land til land og måske endda også fra storby til provins. Og jeg kom frem til, at det i hvert fald ikke altid er lige let at være (gentle)man(d) i Danmark, der jo trods alt er mit udgangspunkt. Spørgsmålet er så, om der også er forskel på storbyen og provinsen? Jeg tror det faktisk ikke, selvom storbyboere ofte griner af provinsboere over, at de holder lidt mere på de gammeldags dyder, deraf måske også at være galant over for kvinder, for det opfattes åbenbart gammeldags – troede jeg. Men det viser sig måske, at mænd sgu’ da ikke tør være galante. Eller…?

Kvinder i storbyen er måske også oftere mere karriereminded end de kvinder, der bor i provinsen , men jeg ved ikke, om det har en betydning.  Men jeg ved, at det er faktum, at de unge kvinder forsvinder fra provinsen, og bliver til de veluddannede kvinder, der vælger de store byer. Tilbage sidder mændene så. Tendensen er den samme overalt i ‘Udkantsdanmark’. På Samsø fx er der fx, ifølge Danmarks Statistik, 43% flere 20-29-årige mænd end kvinder i samme aldersgruppe. Og det er ikke en enlig svale. Det er da tankevækkende, og får så også mig til at tænke på, om mænd mon opfører sig anderledes over for kvinder under de forhold?

’Gentleman’ er ikke retro – det har aldrig været passé

Jeg går lige lidt tilbage i tiden. Jeg er opvokset med en far, der holdte stolen og døren for min mor –  og andre kvinder naturligvis. Han bar min mors poser, når hun shoppede, kufferten, når de skulle rejse, betalte regningen, når de var på date, gav sin jakke til min mor, når hun frøs og ingen havde, tankede benzin på bilen, slog græsset, klippede hækken, skiftede et bræt på skuret, når det trængte, og lavede ellers alt det arbejde, som (dengang) blev betegnet som ’mandearbejde’. Han var ellers en rigtig papirnusser, og han havde ikke meget håndværkersnilde. Men ikke desto mindre var det ham, der tog sig af den slags.

I damebladene bliver vi, også i dag, bombarderet med, hvordan en ægte gentleman skal være. Men hvorfor er det stadig et emne, magasinerne skriver om i 2017, når det åbenbart er passé at være en gentleman?  Det kan jeg da godt svare på. Sgu’ da fordi det ikke er passé at være en ægte gentleman, og aldrig  har været det. Det er misforstået pga. den fokus, der har været og stadig er, på ligestilling. Der har været (og er) en vigtig kamp at kæmpe på det område, ingen tvivl der, men faktum er da også, at vi, i de vestlige lande er kommet ret langt på den konto, og måske indimellem skal gøre op med os selv, hvilken ligestilling det er, vi ønsker os.

Den får jeg nok slag for at sige, men jeg tror faktisk, at ligestilling indimellem er et lidt misforstået begreb. For det handler jo altså ikke om, at der ikke er forskel på mænd og kvinder, for det er der, og det skal der altså også være. Helt ærligt. Jeg er da i den grad for ligeberettigelse, ligestilling og alt det der. Selvfølgelig er jeg det, der er da ingen, der skal fortælle mig, at jeg er mindre værd, fordi jeg er en kvinde (held og lykke med at overbevise mig), men det er jo ikke alle mænds skyld, at der sidder nogle middelalderlige klaphatte her og der.

Som jeg ser problemet mht. gentleman-rollen, er det, at mænd ikke længere får lov at være galante, fordi vi har så travlt med lighed for alle. Og af frygt for, at vi stærke skandinaviske kvinder mistolker det, og ser dem som en trussel mod vores ligestilling, tør de ikke være en gentleman.  Men der må vel i virkeligheden gerne være forskel, må der ikke?  Når jeg siger forskel, siger jeg jo ikke, at kvinder er sådan nogle skabninger, der ingenting kan. For gu’ kan vi da det. Og ja, jeg kan da sagtens holde døren selv, og ja, jeg kan bære mine egne poser, når jeg shopper, og ja jeg kan selv tage min stol ud, bære min kuffert (den har faktisk jo også hjul), men ved I hvad, jeg synes faktisk, at der er noget romantisk (hvis det ikke er forbudt) ved, at der er en, der gider gøre de ting for mig. For mig! ’Bare’ fordi, jeg er mig. Helt ærligt, det elsker de fleste kvinder altså, gør de ikke? Hvorfor skulle damemagasinerne ellers flyde med artikler som ‘Sådan finder du ud af, om din kæreste er en ægte gentleman’, ’10 ting en ægte gentleman ville gøre’ osv. Er det, fordi vi alle drømmer om IKKE at finde en gentleman? Eller måske finde ud af, at ham vi har IKKE er en gentleman? I don’t think so.

Pellegrino Riccardi skriver i sin artikel:

”But if there’s one thing I’ve learned after 20 years living in Scandinavia, the most gender-equal area on earth, it is that unless the woman you would like to offer your seat to is very old, sick or disabled, or has a small child with her, do not – I repeat, do not – offer her your seat. Why? Well, for fear that this simple act of chivalry from a man might be interpreted as the woman not being as capable as the men at standing in the train, or opening a door, or holding an umbrella over her head….Sometimes I just wish Scandinavian women – you powerful, goddess-like, independent, equality-driven, proud Scandinavian women – would just let us men be chivalrous and gentlemanly around you. It doesn’t mean that we men think you are in any way the “weaker” sex or the “lesser” sex. We know you can open a door yourself, we know you can stand up in a train as long as us, and we know you can earn your own money and divorce us at the drop of a hat. But when you accept our small acts of chivalry towards you, graciously, and with a smile of gratitude, it makes us men feel good about ourselves. It makes us feel useful, if only for a short while, in a world where I, for one, am beginning to wonder whether you women actually need us men for anything anymore.”

Bang. Det ramte plet. I hvert fald hos mig. Jeg har været slem til at tænke, at jeg kan alt selv, for det kan jeg da (eller i hvert fald det meste, og det jeg ikke kan, det lader jeg bare som om, jeg kan), men det behøver jo ikke betyde, at jeg skal gøre alt selv.  Man kan jo godt få hjælp nogle gange, selvom man kan finde ud af det selv, og det føles ret godt at have en, der gider hjælpe. Just saying.