Jeg er sgu’ nok nødt til lige at lade en enkel kort kommentar falde. Eller. Okay, en lidt længere kommentar er det nok. I Kalundborg, hvor jeg er fra, har man – lige så længe jeg kan huske – haft en biograf, og det har uden tvivl betydet meget for byen. Den har i hvert fald betydet meget for mig, og gør det stadig. Nuvel, jeg er farvet mht. biografen i min barndomsby, ligesom så mange andre sikkert er det mht. forskellige institutioner/steder fra deres barndomsby. Men jeg har gode minder fra biografen, og minder skal man ikke kimse af. Det var bl.a. der, jeg tog hen sammen med mine venner, og hvor vi både grinede og græd til film. Det var også her, jeg kyssede med en kæreste eller to (altså ikke på samme tid). Egentlig var det også her, at jeg kastede med vingummibamser efter dem, der sad nede foran. Ja, gu’ var det mig. Men det var mest de andre (det passer ikke), undskyld. Min veninde stod i øvrigt i slikbutikken, der lå lige ved siden at biografen, og man fik altid lidt ekstra slik, når man handlede med hende. Det var f…. tider, hvorfor i al verden kender jeg ikke nogen, der står i slikbutik længere?!
Nå, men tilbage til biografen. Biografen i byen, hvor jeg bor, var nemlig direkte årsag til, at jeg kom til at tænke på vores alle sammens sociale ansvar. Vores medansvar og ejerskab over vores by. En biograf er jo netop på mange måder et kulturelt samlingspunkt, især når den som biografen i Kalundborg, hvor jeg er fra, laver så mange andre arrangementer, end blot at vise film. Og det er sikkert tilfældet for mange andre provinsbyer også. Men det er jo selvfølgelig ikke kun biograferne, det handler om. Vi har så travlt med at tale om urbanisering og centralisering. Vi snakker stolpe op og stolpe ned om, hvordan vi skal holde på menneskerne i provinsen, og forhindre, at de alle drager mod storbyen. De unge flygter til København og Århus – væk fra provinsen for aldrig at vende tilbage (lidt groft sat op). Vi vil ikke ’al den urbanisering og centralisering’, men hvis vi ikke selv tager et ansvar, er det præcis, hvad der sker. Det ansvar inkluderer altså også et ansvar for vores by. Det er altid kommune eller nogle andres ansvar, at din by stopper med at være by og bliver til en ’var engang’. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Selvfølgelig har kommune og andre instanser et medansvar, men vi er selv nødt til at tage ansvar og ejerskab over vores by, som jo også er vores fremtid. Men det glemmer vi meget belejligt fra tid til anden. Eller faktisk ret tit. Det er meget lettere at give andre skylden, og hvorfor skulle vi egentlig også hjælpe?
Og ja, der bør gøres noget, og der bliver også gjort noget, men ofte er det altså, som sagt, os selv, der skal gøre det der ’noget’! Det hele begynder med os selv. Vi bør tage ejerskab over det, som vi gerne ser, vores by skal udvikle sig til. Det sjove er, at vi alle elsker at brokke os over, at der ikke sker noget i provinsen, og når der så sker noget, gemmer vi os hjemme bag ligusterhækken. Jeg har set det igen og igen i forbindelse med alle mulige projekter i min barndomsby, hvor folk brokker sig over alt muligt, men når der så bliver gjort tiltag til borgerdeltagelse, så er der sjovt nok lige pludselig ikke nogle borgere tilbage i byen.
Nå, men tilbage til biografen i byen, hvor jeg er født og opvokset. Den blev for en del år tilbage overtaget af nogle dygtige mennesker, der har formået at stable det ene arrangement efter det andet på benene i en by, der ellers ikke ligefrem har ry for at være fremme i skoene, hvad angår kulturarrangementer. Biografen gør virkelig noget for byen, hvilket jeg også ved, at rigtig mange sætter pris på. De fleste vil også gerne kunne gå ned og se en god film, sende deres børn i filmklub, gå til koncert osv. Og det hele hænger jo også sammen, skal vi huske på. Når man går i biografen, går en del også ud at spise, nogle får en drink, en øl eller en kop kaffe bagefter osv. Biografen har i mange år haft meget gamle stole, og søsatte derfor et projekt sidste år, hvor man som virksomhed eller privat kunne ‘donere’ en eller flere stole, så biografen kunne købe nye stole, da biografen virkelig trængte og ikke havde pengene. Idéen kom faktisk fra Holbæk, hvor man havde gjort det samme, fordi man heller ikke her havde råd til at betale for det hele selv.
I Holbæk tog det en måned, så var pengene samlet ind til stolene. I Kalundborg har man nu haft over et år, og kun halvdelen af pengene er samlet ind. Det giver sgu’ lidt stof til eftertanke. Og ja, nogle vil helt sikkert argumentere for, at det må biografen selv rode med, og normalt ville jeg også være tilbøjelig til at give medhold i det argument, men i min optik kan man bare ikke sammenligne en institution som en biograf med ret meget andet, og faktum er, at hvis vi gerne vil have, at ildsjælene forbliver i byen, at arrangementerne fortsætter, ja, at vi i det hele taget overhovedet har en biograf, så er vi også nødt til at hjælpe dem lidt på vej på den ene eller den anden måde. Vi tager ikke skade af indimellem at hjælpe andre, og i øvrigt hjælper vi jo også os selv i sidste ende. På flere fronter endda, men det kræver, at vi er smarte nok til at se det.
Anyway. Vil vi vores provinsby uanset, hvor vi bor, kræver det deltagelse, og det er jeg ked af at sige, men det er vi mange, der kunne lære lidt om herude. At have en biograf, der er konkurrencedygtig, betyder også, at de har det sidste nye udstyr, herunder også ordentlige stole, og er der ikke råd til at skaffe dem selv, kan vi vel hjælpes ad om at gøre byen endnu mere attraktiv? De kan i andre byer.
Nå, men man kan stadig nå at sponsorere en stol eller to. Og apropos at hjælpe ting lidt på vej, så husk også lige at bruge biografen (det gælder i øvrigt i hele landet), for hvis vi ikke bliver bedre til at bruge biograferne, lukker de altså – nye stole eller ej, og det ville godt nok være træls. Sådan virkelig træls, hvis I spørger mig. Men tallene taler for sig selv. Siger det bare.
Kærlig hilsen en, der elsker at gå i biografen, og som lige har lovet sig selv at blive endnu bedre til det.
