I dag gik det op for mig, at det der diskotek, hvor jeg har slået mine folder som ung, har en plads i mit hjerte på sin helt egen måde. Det er jo selvfølgelig ikke som med mennesker, men alligevel blev jeg lidt vemodig, da jeg i dag skrev en artikel til det lokale nyhedsmedie, som jeg også arbejder for – TV-Kalundborg. ‘Da jeg var ung’, skriver jeg. Altså jeg er sgu’ da stadig ung, men I ved, hvad jeg mener. Eller. Alene det, at jeg bruger sætningen ‘slået mine folder’ gør mig vidst i virkeligheden lidt mindre ung. Nå, men faktisk har ‘mit diskotek’ i min hjemby betydet ret meget for mig i flere henseender, og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der føler sådan. Stedet har for længst lukket dørene, skruet ned for discokuglen, det sidste nr. er danset på det, til tider, noget fedtede dansegulv, og den sidste drink drukket i baren, men det betyder ikke, at det hele er glemt – tværtimod. Diskotek Upstairs – The Only Way Is Up!
På Facebook er jeg medlem af en gruppe, der hedder Discoteque Upstairs Kalundborg. Her er der rigtig mange kalundborgensere (og andet godtfolk), der er medlemmer. Og hvorfor er de så det? Det skal jeg nemlig fortælle.
Her smides gamle fotos op fra svundne dage, og folk skriver gladelig på trådene til de forskellige billeder, hvor de kan genkende sig selv, en tidligere kæreste, nogle gamle venner eller måske manden eller kvinden, de er blevet gift med. Her mindes en masse mennesker fra en mindre provinsby de ‘gode gamle dage’ uanset, om man stadig bor i byen eller ej. Det var her jeg gik i byen, og håbede på at møde ham der, jeg vidst nok var lidt forelsket i. Det var her, jeg drak mig i hegnet med mine veninder (det var så nok ikke den dag, jeg håbede på at møde ham). Det var her, jeg havde så mange gode oplevelser med mine venner og kollegaer, fordi jeg også arbejdede der. Men det var også her, at en eller anden form for ’opdragelse’ fandt sted, for vi skulle alle sammen være der, altså dem mellem 18 (muligvis liiiidt yngre off the record) og 30 på det tidspunkt, vil jeg gætte på. Der skulle være plads til alle slags ’unge’, og det var der sgu’. Dengang. Upstairs rummede på sin egen måde os alle sammen. Eller. Der var lige dem, der lavede ballade, men de røg ud, indtil de kom på bedre tanker. Dengang var det ikke så besværligt eller farligt at være udsmider, man fik højest et par på hovedet, for våben var utænkeligt dengang. Det er det desværre ikke mere. Også det har ændret sig. Men Upstairs er jo også årsag til, at jeg weekend efter weekend fulgtes med en af mine venner hjemad efter job kl. 6 om morgenen, og tyggede i grovthebirkes fra Kvicklybageren, der havde åbnet vinduet ind til bageriet til ære for alle os, der kom fra byen lørdag- og søndag morgen, og bidrog positivt til hans økonomi. Upstairs var også årsag til, at jeg sad hjemme på køkkengulvet og spiste morgenbrød sammen med min bedste veninde og min far (der ikke ventede oppe på os, nej nej. Han sad bare og læste avisen sådan heeelt tilfældigt kl. 5 om morgenen).
En slags legende i provinsbyen
Men det er jo ikke kun min generation, der husker Upstairs, som noget specielt. Når jeg snakker med folk, der er fx tyve år ældre end mig, her i byen, har de alle haft deres gang på samme sted, og trækker på smilebåndet på nøjagtig samme måde, som jeg, når de mindes de ‘gamle’ dage. Jeg kender da også folk, der er yngre end mig, der laver håndtegnet samtidig med, at de siger: ‘Det var sgu’ tider’. Upstairs var noget helt specielt for mange. Det vidste jeg jo egentlig godt, men fik det sat lidt i perspektiv i dag. Når jeg ser på Facebooktråden til artiklen, jeg har skrevet, bliver det blot bekræftet endnu engang. Og ved I hvad, jeg er ret sikker på, at rigtig mange provinsbyer har ‘deres’ helt eget Diskotek Upstairs, som de mindes med glæde.
I Kalundborg er diskoteket i hvert fald ikke glemt, selv om det ikke længere eksisterer. I 2012 ”genåbnede” man sågar Diskotek Upstairs for en enkelt dag i anledning af byfesten i Kalundborg. Jeg var åbenbart så åndssvag, at jeg ikke kunne finde ud af at komme og deltage (læs: kedelig, jeg arbejdede), men det gjorde en masse andre – altså deltog. Festteltet, der repræsenterede ”mit” diskotek var fyldt med tidligere ansatte og gæster, der festede til den lyse morgen. Her herskede fælleskabet endnu engang. Her var glade mennesker, der kendte hinanden fra ”gamle dage” i det relativt lille samfund, som en provinsby vel repræsenterer. Lad os finde tilbage til det. Vi kan godt (også uden at drikke shots). Apropos shots, sagde en af mine venner i København engang til mig, at man kan tage pigen ud af provinsen, men ikke provinsen ud af pigen. Bare fordi jeg kom med en bakke fyldt med shots, da vi sad et eller andet fancy sted i København. Så kan de lære det 😉
Jeg kender Lars, der ejede diskoteket (det gør de fleste i byen vidst). Han ansatte mig, da jeg var bare 17 år, og pludselig var jeg en del af et team, som havde det vildt skægt, og det – fællesskabet er jo netop, hvad vi alle søger – i by og på land. Men spørger du mig, finder man det ofte lettere i provinsen end i storbyen. Det er på en eller anden måde mere tilgængeligt. Dét er jo lige præcis det, alle de forskellige frivillige foreninger kan, og dem har provinsen mange af. De dyrker netop fællesskabet. Nuvel i en anden form, når der er tale om en fodboldklub eller lign., men princippet er altså lidt det samme (det er vel også en slags sport at drikke shots) 😉 Nå, men vi havde fællesskabet dengang, vi alle mødtes på Møllebakken i weekenden, lyttede til lokale bands, eller 90’ernes drømme bands, som kom forbi fra tid til anden dengang. Vi drak shots eller drinks til 10 kr. Jeps det kunne man i provinsen i de dage. Provinsen var også stedet, hvor man havde konkurrence på det lokale diskotek om, hvem der havde den største ølvom, Kalundborgs “stærkeste” mand, eller vi kårede Mr. Charmør eller Miss Kalundborg. DJ’en hed nogle gange Toffi Jay (total gansta), andre gange Henrik Johansen eller Ulrik Larsen. Jow jow, vi var med på beatet, og feste, det kunne vi – os bonderøve 😉
I dag ligger der et fint hus og et smukt gammelt vandtårn på Møllebakken i Kalundborg. Det lå der nu også dengang, altså vandtårnet, hvor de unge kyssede ude i busken (ikke mig naturligvis). Men diskoteket er revet ned. Jeg var faktisk flyttet tilbage til min hjemegn, da de rev det ned, og det gjorde næsten ondt at se. Men sådan er livet jo – det går videre uanset, og det er nok også meget godt (jeg kan alligevel heller ikke tåle alle de shots).
I får lige en masse billeder fra dengang. Jeg vil vædde på, at uanset, hvor du er fra – i hvert fald i provinsen – kan du genkende ‘Diskotek Upstairs’! Billederne taler i øvrigt for sig selv. På forhånd undskyld til flere af mine venner og bekendte 😉
