Lige om lidt er der kommunevalg, og jeg bliver faktisk lidt træt af at høre på alle de kværulanter, der har travlt med at genere de kandidater, der stiller op. Eller pressen, der sætter et skævt billede op af kandidaterne fra tid til anden. Og nej, jeg siger ikke, at pressen ikke skal forholde sig kritisk til politikerne, selvfølgelig skal den det. Pressen er borgernes vagthund, og jeg er jo selv “hunden” via mit job som journalist.

Og jo, jeg er med på, at der skal være plads til utilfredshed, og jo, der er bestemt meget, der kan gøres bedre, men hvorfor er fokus aldrig på alt det gode? På alle dem, der gør det godt? Hvorfor er det, at fokus er på alt det, der er skidt, og alt det, kandidaterne gør forkert? Hvad med det faktum, at de alle gerne vil gøre en forskel for deres kommune – gøre kommunen bedre, hvor de kan?  Tæller det ikke? Tæller det ikke, at de gider gøre det stykke arbejde, mange af os andre ikke gider eller måske endda evner? Langt de fleste bruger faktisk egen kostbar tid og egne penge på valgkampen.

Gu’ kan det da være sjovt at tegne overskæg og briller på en af de kandidater, man måske ikke er enig med, eller som irriterer en, men lad os lige huske på, at de mennesker, der hænger der og flagrer i lygtepælene faktisk forsøger at gøre en forskel. De forsøger at gøre verden, eller Danmark til et bedre sted – nuvel kommunen i dette tilfælde, men mange bække små…

Jeg har mødt mange af kandidaterne i min kommune, og kender en stor del af dem. Jeg er ikke enig med dem alle (det ville lige godt være mærkeligt, hvis jeg var), men fælles for hver og en er, at det er venlige og fornuftige mennesker, der brænder for at gøre en forskel. Og jeg er ret sikker på, at det samme er tilfældet i alle andre kommuner landet over. Vi lever i et land, hvor demokratiet hersker. Her er plads til forskellighed, og det skal vi huske at sætte pris på. Kandidaterne, der stiller op, er kvinder og mænd, mødre og fædre med familier og job, der alt sammen skal passes, plus alt det andet oveni, vi alle gerne vil. Jeg er fx så tilpas egoistisk, at min sport også fylder en del i mit liv, selv om det selvfølgelig ikke er det vigtigeste, men jeg prioriterer det i mit liv, og jeg er vidst ikke den eneste. Jeg kunne da sagtens bruge et par timer mere i døgnet til alt det, jeg har gang i. Jeg arbejder også meget, og jeg aner da overhovedet ikke, hvor jeg fx skulle finde tid til at sidde i kommunalbestyrelsen og diverse udvalg, når jeg også gerne vil have tid til min familie og venner – og det VIL jeg. I særdeleshed har jeg dyb respekt for de yngre kandidater, der stiller op, og alle bidrager det, de kan. De har små børn hjemme, og et fuldtidsjob at passe. Hatten af for familiefædre og mødre, der ofrer tid og hjerteblod på at gøre deres kommune til et bedre sted for alle os, der bor her. Og for en god orden skyld vil jeg lige nævne (inden nogen brokker sig – og det sker helt sikkert), at jeg ved, at de får penge for deres arbejde, ligesom at dem med mindre børn får en tillægsydelse, men i gennemsnit bruger en kommunalpolitiker også 20 timer om ugen på kommunalpolitik. Mere behøver jeg vidst ikke at skrive…

Politik henover rundstykkerne

Jeg kommer fra et hjem med politik ved morgenbordet, en far, der har siddet i, hvad der dengang hed byrådet, som er kommunalbestyrelsen i dag. Et hjem med ivrig diskussion om alt, og hvor en mening om tingene var et must. Men jeg er også vokset op med, at man ikke altid behøver at være enige, men at man respekterer hinanden til trods for meningsforskellene, eller måske endda pga. meningsforskellene. Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg ikke kunne have lyst til at stille op i politik, og det bliver et stort nej herfra. Jeg vil faktisk hellere vælte på en knallert i shorts. To gange.  Jeg har ikke tiden eller lysten, og jeg ville i øvrigt være helt umulig som politiker med den tålmodighed, jeg er i besiddelse af – eller nok nærmere mangel på samme. Derudover kan jeg slet ikke magte det bureaukrati og tempo, som præger næsten alt, hvad der har med det offentlige at gøre. Og sidst men bestemt ikke mindst er det et utaknemmeligt job på mange fronter, fordi hr. og fru. Danmark elsker at brokke sig. Derfor, som sagt, stor respekt herfra til alle de mennesker, der gider gøre en forskel ved netop at stille op til valg, også når det gælder kommunevalg. Måske endda især, når det gælder kommunevalg. Som jeg skrev ovenfor – hvis man regner timelønnen ud for en politiker, der sidder i kommunalbestyrelsen, er det da i hvert fald ikke den, der får folk til at stille op, så meget kan de fleste vidst regne ud.

De  gider, trods alle kværulanternes trættende brok. Og sjovt nok er de mennesker der brokker sig mest, også de mennesker, der ikke selv gider gøre en forskel, og som måske endda ikke gider rejse sig fra sofaen for at stemme, men når så den fede dame har sunget sin sidste sang, og valget er ovre, hvem tror I så brokker sig mest?

Derudover er det bekymrende, hvor mange der ikke gider sætte sig ind i politik. Hvor mange, der ikke ved, hvad de forskellige partier står for. Jeg er med på, at det kan være forvirrende, men hvis man ønsker, at ens kommune/by skal være et bedre sted, og man ikke selv har planer om at være en af dem, der sidder ved roret i fx kommunalbestyrelsen og deraf også diverse udvalg, så må man da som det mindste følge lidt med, tage stilling og stemme. Så har man også retten til at brokke sig 😉

Så tænk nu over, hvad dine mærkesager er, sæt dig ind i tingene og stem for h… den 21. november til kommunevalget. OG tænk så også lige over, hvor meget de mennesker, der hænger der på valgplakaterne høje som lave, tykke som tynde, mørke som lyse ofrer for at gøre en forskel, i stedet for at sætte sig og brokke sig, ligesom så mange andre. Og nej, jeg tror i øvrigt  heller ikke på, at valgplakaterne gør en stor forskel, mest af alt er det spild af papir. Uanset, glæd jer over, at vi netop er et land med plads til så mange forskellige mennesker og meninger, og deraf også politiske partier. Det er så langt fra en selvfølge verden over.