Forleden talte jeg med en kvinde i forbindelse med mit job, og hun sagde noget, som jeg virkelig tænkte over efterfølgende. Det handler om en organisation af frivillige, der hjælper udsatte gravide og familier i forbindelse med det at få et barn, og ikke altid have overskuddet. Mon ikke, at de fleste kender til gerne at ville være noget for sine børn, men manglende overskud ændrer på spillereglerne, og tingene ender indimellem op med ikke helt at være, som du gerne vil have, at de skal være. Den tror jeg altså, at de fleste småbørnsforældre kan sætte sig ind i. Og alle andre for den sags skyld. Og så bør vi alle huske på, at vi ved ikke, hvad den enkelte kæmper med, og vi derfor altid bør være venlige, når vi møder mennesker på vores vej.
Anyway, den her kvinde siger til mig, at de vel egentlig forsøger at være en moderne version af landsbysamfundene, som nu ikke længere er. Den tænkte jeg over. Landsbysamfundene, som ikke er længere. For det er jo rigtigt. Mange ting har ændret sig, bare fra jeg var barn til i dag (og sååå længe siden er det da heller ikke). Dengang, hvor naboen lige kiggede efter ungerne, mens mor var nede og handle. Dengang, hvor man hjalp hinanden meget mere end, hvad tilfældet er i dag. Dengang, hvor man ikke partout skulle klare alt selv, bare for at vise, at det kunne man godt. Dengang, hvor det ikke blev forventet fra alle kanter, at man var perfekt. Jeg har aldrig rigtig tænkt over det, men det er jo sandt. Hos os sætter vi en dyd i at klare det hele selv, men nogle gange er det altså okay at bede om hjælp. Det er okay, at man ikke har overskud til det hele. Men det glemmer man i en verden, hvor forventningerne er høje. Høje fra andre, men i særlig grad høje fra sig selv (jeg kan da ikke altid leve op til mine egne forventninger, det er jeg da den første til at indrømme. Men jeg forsøger hver dag at gøre tingene så godt, som jeg kan, og det er faktisk godt nok (mind lige Gitte om det også).
Men hvor blev jeg altså glad for, at der findes mennesker, der tager ud, helt frivilligt, og bruger et par timer om ugen på at stege frikadeller til en familie, hjælper dem med tøjvask, indkøb eller blot sidder og leger med børnene, mens mor tager et bad. Jeg kan selv huske, hvor meget det betød for mig, da min datter var helt lille, og min mand kom sent hjem. Den der time eller to om eftermiddagen, hvor min svigermor eller min gudmor (min datters reserve-bedste) kom forbi, og lige tog hende en times tid, så jeg kunne løbe en tur – det var fantastisk. Eller når min mor kom og boede en uge (hun bor i Jylland), og køleskabet blev rengjort, vasketøjet kom i bund og alt det andet, som man havde intentionerne om at nå, men som man ikke nåede. Jeg er heldig, at have et godt netværk, men det er ikke alle, der er så heldige, og derfor skal vi blive bedre til at hjælpe hinanden. En lille ting for dig, kan betyde alverden for en anden, og et venligt smil og en hjælpende hånd koster ikke noget. Og det er rigtig mange altså ret gode til i de små samfund.
