Bjerggeden fra provinsen

Bjerggeden fra provinsen. Eller kyllingen fra Tølløse. Det var vidst, hvad han blev kaldt. Det sidste altså. Jeg har aldrig rigtig fundet ud af, hvorfor han hed det. Der er i hvert fald ikke meget kylling over ham. Nå, men det første passer altså ret godt på ham, og jeg aner i øvrigt ikke meget, faktisk ikke noget, om cykling. Efter at have talt med Michael Rasmussen ved jeg lidt mere, selvom jeg er ret sikker på (nej, jeg ved), at min uvidenhed på det felt skinnede brutalt igennem, men det gjorde egentlig bare interviewet federe, fordi jeg ikke rigtig var forudindtaget med noget.

Men altså, jeg var engang på ferie i Grækenland, hvor vi lejede en bil. Bilen hed Michael Rasmussen. Eller det gjorde den jo ikke. Men det kom den til, for vi døbte den netop det navn. Det gjorde vi, fordi det var en bjergged, den tog alle bjergene uden problemer til trods for, at den var lille, lidt rusten og måske ikke synede af at være stærk. Men der tog man fejl.

Jeg fortalte Michael historien om den lille Peugeot med døren, der ikke kunne lukke ordentligt, men som ustandseligt røg op, når vi kørte op af alle de snoede veje i bjergene, dengang i Grækenland. Han fik historien for noget tid siden, da vi havde en snak om at flytte tilbage til hjemstavnen. Michael er nemlig for nylig flyttet tilbage til sin hjemegn. Tilbage til provinsen, ganske vidst fra en anden provins, men han har også været ude i den store verden.  Og netop det der med, at øjet kan snyde, men at hjertet ved, hvor hjemme er, snakkede vi om. Jeg er selv typen, der har udlængsel, og derfor elsker at rejse. Måske jeg en dag kommer til at bo et helt andet sted ude i den store verden, hvem ved… Men jeg ved, hvor ‘hjemme’ er –  det er nemlig lige der, hvor hjertet er! Altid.

Men det er altså noget skægt noget, det der med at komme tilbage til der, hvor man er fra. Der, hvor alt er som det plejer, og så alligevel ikke. Jeg kender godt den følelse, som Michael prøver at beskrive for mig. Alt for godt, faktisk.

”Jeg flyttede tilbage for kort tid siden, og skulle så melde mig ind i et af de lokale motionscentre. Da jeg stod nede i Multi Motion i Holbæk, stod jeg i systemet. Mine forældres adresse var angivet i systemet helt tilbage til 1994, altså for 23 år siden. Der følte jeg, at jeg var kommet hjem.”

Michael har tidligere boet i Randers i to et halvt år sammen med sin daværende kæreste. Før det hed adressen Gardasøen i Italien i mange år, som også er et lille provinssamfund.

 ”Men lige så stille, der er om vinteren, lige så meget kaos er der om sommeren. Om vinteren er alt lukket ned, og om sommeren blomstrer det hele, og indbyggertallet i byen går fra 3.000 til 30.000. Men de fastboende kender alle hinanden. Derudover får man let storbyen, hvis man vil, da Verona, der er Italiens 4. mest besøgte by, blot ligger 25 km. derfra.”

På spørgsmålet om, hvorvidt der er forskel på at være kendt i provinsen kontra i storbyen, svarer Michael, at folk i København tager langt mindre notits af ham, end de gør i Holbæk, som jo trods alt er en større provinsby i Danmark.

”Derinde er man anonym, en ud af mange kendte. Sådan forholder det sig ikke i provinsen. Herude, altså med ‘herude’ mener jeg provinsen. Der kan jeg mærke, at det er anderledes, og det gælder både i Randers, Herning, hvor jeg også har boet, og nu Holbæk.  Jeg handler jo i Netto lige som så mange andre, men der kan jeg godt føle lidt, at nogle kigger på mig, vurderer mig, og ellers holder øje med, hvad der kommer i kurven.”

Min ”ven” Janteloven

”Jantelov. Jeg tror ikke, at der er specielt provinsagtigt, det der med Janteloven. Den er der bare alle vegne – her og der. Men i København beretter man mere om egne bedrifter, måske for at opretholde sin plads. Det er der ikke så meget behov for i provinsen. Det er nogle andre betingelser, forestiller jeg mig. Det hele går knap så stærkt. Det har jeg det egentlig fint med, og det gør måske nok, at man lægger mærke til flere ting.

Michael fortæller, at nogle mennesker opfører sig som, at han er allemandseje, fordi de har set ham i TV osv, og det er ikke altid rart at være et kendt ansigt. Eller måske endda et semi-kendt ansigt, som han selv udtrykker det. Han er altså også beskeden. Men når jeg ved, hvem han er, og han er kendt for at cykle, så ved alle f…., hvem han er. Siger det bare.

Hvis folk er søde og rare, er det helt okay. Men det der med at lægge armen omkring en, og mene, at man har et forhold til mig, som var jeg allemandseje. Det bryder jeg mig ikke om. Men jeg er nok sådan en, der deler vandende. De fleste har en holdning til min karriere og til mig, og det er fint nok.”

Men Michael er også klar over, at medierne ofte tegner et stereotypt billede af mennesker i provinsen, ligesom de gør af provinsen – udkantsdanmark, og han kan da også sagtens se, at stereotypen er repræsenteret i provinsbyerne. I nogle byer mere end andre.

”Altså, jeg har jo boet i Randers i et par år, og byen har et dårligt ry som provinsby, men ligger i et smukt område. Men man kan godt mærke, at det er en by med mange store mennesker med tatoveringer og stramme T-shirts, der er mange solcentre, mange piger med afbleget hår og store bryster iklædt joggingtøj. Det er en provinsby, der på bedste vis – i hvert fald på nogle punkter, repræsenterer provinsens stereotype. Men sådan forholder det sig jo langt fra med alle mennesker, der bor i provinsen, heller ikke Randers. Jeg kan faktisk vældig godt lide Randers.”

Tilbage til det der cykling. Den 25. juli 2007 er der ret mange mennesker, i hvert fald de mennesker, der er interesseret i cykling, der ved, hvad skete. Det var nemlig den dag, hvor Michael blev smidt ud af Tour De France.

 ”Jeg bliver stadig den dag i dag konfronteret med det, og det er bl.a. her, at det er dejligt at være vendt hjem til alle dem, der ikke spørger ind til alt muligt hele tiden. Mine forældre bor i Tølløse, og min søster i Regstrup. Det er her mine livliner er. Familie, kammerater fra gamle dage, og når lokummet brænder sådan for alvor, har man altså få livliner, og en god portion af mine er her. Alle de år, jeg var ude af Danmark, var de der altid. Jeg kunne lande i lufthavnen, tage telefonen eller køre ud, og de var der altid for mig, også selv om jeg ikke altid var god til at vedligeholde relationer. Og det er stadig de samme mennesker, der er her nu. Her har jeg følelse af at være kommet hjem. Jeg ved jo ikke, om det er for evigt, men nu er jeg her. Jeg har lige fået job på Klintsøgaard. Jeg skal have efterskoleelever på Adventure linjen, ligesom jeg underviser på Adventure linjen på Hald Ege. Selve cykellinjen starter først op i 2018. Det er i øvrigt den første af sin slags på Sjælland.”

Michael fortæller også, at han opfatter folk i provinsen som værende anderledes fra hinanden  – altså det er de selvfølgelig, ligesom alle andre, men også fra egn til egn. Der er altså ikke blot storbysmennesker og provinsboere i bedste beskrivende stereotyp stil. Fx mener han, at kram er noget, der bliver delt lidt mindre ud af, hvis man fx er nordjyde.

”De er mere afmålte på en eller anden måde. Det noterede jeg i høj grad, da jeg var med i ”Vild med dans”, hvor der blev krammet og nusset, som aldrig nogen sinde før. Altså ikke på nogen forkert måde, men det er nok meget typisk for mange af de mennesker, der deltager i sådan et program, tror jeg. Det er sådan lidt en storby-ting.”

”I USA er det hele også sådan lidt ‘what a good job’, også selv om man ikke har gjort det godt. Det har jeg lidt svært ved. Jeg har svært ved floskler, den der overfladiskhed. Meget kan hurtigt blive talt op. Sådan er det ikke i Danmark, og det kan jeg egentlig meget godt lide. Men man skal ikke tage fejl, der er også stor forskel på, hvor man befinder sig i landet i forhold til, hvordan folk reagerer, når de fx har det sjovt. I Vestjylland har de det sjovt, når de sidder og ’gnækker’ lidt, hvorimod i København er det mere eksplosivt. Ofte i hvert fald. I Jylland er det jo netop gloserne ’Ikke så ringe endda’, ’udmærket’, ’nå, det er vel meget godt’, der ofte bliver benyttet, når jyderne er begejstret. I provinsen bliver der også kysset lidt mindre kinder, og lavet færre high fives, men det kan jeg godt lide.”

Jeg kan godt forstå, hvad Michael mener med, at amerikanere er overfladiske til tider, men jeg er alligevel lidt omvendt. Jeg synes jo, at det er fedt, at amerikanerne har så højt til loftet, som de har. Her er der sgu’ plads til at være stolt af sine bedrifter. Her må man gerne prale lidt – det kan jeg godt lide.  Men ved I hvad? Jeg gør det sgu’ også i Jantelovs-Danmark, for rigtig mange danskere gider faktisk slet ikke det der Jantelovs-noget, og dem der gider – fred være med det. Så har jeg også noget at brokke mig over.

Tilbage til ham Michael. Michael er meget ærlig omkring, hvorfor han valgte at flytte tilbage til hjemstavnen.

”Det handler da om tryghed. På hjemegnen er jeg tryg. Her kender jeg tingene. I Holbæk får jeg min tryghed og mine sociale behov dækket. Det er her de mennesker, som jeg virkelig gider bruge tid på, er. Mange spørger, hvad jeg laver her, fordi de troede, at jeg da boede i København. Det er åbenbart, hvad man forventer, at man gør. Det er ligesom, at er man et kendt ansigt eller blot semikendt, er der en klar forventning om, at man bor i København. Eller som det mindste i Århus.  Men næ, jeg bor herude ved Peter Bellis Holbæk Fjord.”

Jeg elsker, at Michael er så lige ud af posen. Dét er, hvad jeg er opvokset med. Han kalder en spade for en spade (altså ikke mig), og den slags mennesker fatter jeg ret hurtigt sympati for.  Siger det bare.

For dem, der skulle være i tvivl: Michael Rasmussen vandt VM i 1999 i Mountainbike, den gule trøje i Tour De France 2007 i øvrigt samme år, hvor han blev trukket ud af Touren, fordi han blev fyret af sit hold pga. påstand om brud på det interne reglement. Han har deltaget i Tour De France fire gange, og har haft fire etapesejre i henholdsvis 2004, 2005, 2006 0g 2007. Han vandt ydermere bjergtrøjen i Touren i 2005 og 2006.