‘Vi skal være stolte’

I anledning af Skt. Hans aften, der jo var i fredags, holdte jeg tale i den provinsby, hvor jeg bor. Jeg elsker, at vi, i de nordiske lande, fejrer midsommeren, som vi gør. Det er en smuk og hyggelig tradition, som jeg har elsket, siden jeg var barn, og stadig i den grad gør. Der var omkring 1.500 mennsker til arrangementet fredag aften  – et arrangement, der i øvrigt på alle måder fungerede.

Nå, men altså jeg er efterfølgende blevet spurgt, af rigtig mange mennesker, om jeg ikke ville smide min båltale på bloggen, og det vil jeg da selvfølgelig gerne. Faktisk er jeg sindssyg glad og stolt over, at så mange mennesker har tilkendegivet over for mig, at min tale var god. Det varmer virkelig. Derfor skal der også lyde en stor tak til alle jer, der kom og gad høre på mig  – venner og bekendte, der støttede op, og alle jer, jeg ikke kender, men som lyttede med alligevel, men bestemt også til jer, der ikke var der, men gerne vil læse den her på bloggen – TAK 😉

Anyway, her er min tale. Den er selvfølgelig skrevet til Kalundborg, hvor jeg bor, men kan jo i virkeligheden passe på alle provinsbyer, store som små i Danmark, måske endda i hele verden 😉

“Jeg er klar over, at det, til at begynde med, var planen, at Jimmy Sørensen, skulle holde båltalen. Og som I forhåbentlig kan se, så er jeg ikke Jimmy. Men jeg har altså fået æren af at holde tale for jer i aften, og det er jeg rigtig glad for – det er jo så bare ikke sikkert, at I er det, når jeg er færdig om fem min. Men giv mig lige en chance, nu der endelig er nogen, der har spurgt, om jeg vil holde en tale.

Jeg hedder Gitte. Jeg er journalist og arbejder for tv-Kalundborg. Derudover har jeg mit eget firma, og jeg er stemmen bag bloggen En Stemme I provinsen, og snart har jeg også min egen rejseblog. Men jeg er også kalundborgenser. Jeg rejser meget både privat og i forbindelse med job, og det har nok givet mig et vidst indblik i, hvordan man gør tingene andre steder, og i andre lande. Jeg har set, hvordan små lokalsamfund blomstrer – her i Danmark, men også i udlandet rundt omkring på kloden.

Mange ting i Kalundborg har ændret sig fra, da jeg boede her som barn og til i dag, hvor jeg bor her igen. Noget er heldigvis endnu bedre, end dengang, men vi er langt fra i mål. Men skal vi i mål, eller det kommer man jo nok aldrig i virkeligheden, men så i den rigtige retning i hvert fald, så skal vi gøre det sammen. Og netop fællesskab er vi så gode til herude. Da dronningen var på besøg i sidste uge, var temaet netop social frivillighed, og det var jo ikke tilfældigt. Hvis der er noget vi kan herude i provinsen, så er det foreningslivet, det er sammenholdet, i hvert fald på nogle områder. Og det skal vi være stolte af. Men det der fællesskab, det vender jeg lige tilbage til om lidt.

Som sagt, er jeg er altså glad for, at jeg skal holde båltalen her i den nye havnepark i aften af flere årsager. Jeg elsker Skt. Hans aften. Jeg har altid synes, at midsommeren var en hyggelig ting at fejre, og de danske traditioner er, også her, ret hyggelige. Derudover har jeg noget på hjertet. Jeg er som sagt fra Kalundborg. Født og opvokset i Kalundborg, provinsen det udskældte udkantsdanmark eller som jeg plejer at sige ’vandkantsdanmark’. Og selvom jeg har boet væk fra byen i mange år, inden jeg igen var tilbage, og måske ikke altid vil bo her, er jeg kalundborgenser af hjerte.

I Kalundborg har jeg mine barndoms- og ungdomsminder fra, og af dem er der mange – heldigvis. Bl.a. derfor valgte jeg at vende tilbage til min hjemegn, efter mange år i bl.a. København. Min datter skal have, hvad jeg havde – en hyggelig og tryg barndom. Det kan man selvfølgelig også få i storbyen, men når man er fra provinsen, har man sgu’ nok altid lidt halm i træskoene – det har jeg i hvert fald, og husker gerne tilbage på barndomsminderne, som var trygge og gode

Vi har nu fået en helt ny havnepark i byen. Som ganske vidst ikke er færdig, men vi er godt på vej. Og netop i den forbindelse har jeg gjort mig nogle tanker om, som borger at tage ansvar. Socialt ansvar. Hvis ikke vi, der bor i små samfund i provinsen, tænker over, at bidrage til vores samfund, kommer det ikke til at fungere. Lige præcis derfor er ildsjælene rundt omkring så vigtige. Men man behøver altså ikke have opfundet den dybe tallerken for at bidrage til fællesskabet. Det handler om holdning. Holdning til, at vi alle har et ansvar. Et ansvar over for os selv, vores familie, over for hinanden – et kollektivt ansvar for, at vores samfund fungerer. Jo kommune, stat og hvad der ellers er af andre instanser har naturligvis også et ansvar for at tingene fungerer, og jo, der er bestemt plads til forbedringer, men det betyder faktisk ikke, at det hele er af h… til.

Vi er blevet dårlige til at huske på, at vi lever i et rigt samfund, hvor bl.a. hospitaler og mange uddannelser er gratis. Vi skal passe på, at vi ikke udvikler os til et samfund, hvor vi er vant til, at der nok kommer nogen og ordner tingene for os. Sådan ønsker vi heller ikke at opdrage vores børn, er jeg sikker på. Jeg gør i hvert fald ikke.  Lige så lidt som det er pædagogernes og/ellers lærernes ansvar at opdrage vores børn i henholdsvis børnehaver og skoler, er det heller ikke hverken kommunen eller statens ansvar, at lokalsamfundene fungerer. At byerne fungerer. De er delvist ansvarlige ja, men vi borgere er medansvarlige. Og det glemmer vi lidt fra tid til anden.

Jeg oplever ofte i forbindelse med netop mit job som journalist på tv-Kalundborg, at mange har nej-hatten på. Forstået sådan, at man ofte, og når jeg siger man, mener jeg også mig selv, hellere fokuserer på det negative end det positive. Jeg ser det hver dag i netop min branche. Det er den negative historie, sensationen – det sælger. Ikke den positive historie. Sjældent i hvert fald. Ligesom vi nok skal huske at brokke os, når vi oplever noget negativt. Når servicen er dårlig et sted. Når hospitalsoplevelsen eller rådgiveren på kommunen var en dårlig oplevelse. Og jo, de oplevelser er der desværre. Men de gode, de er der også, men de bliver sjældent nævnt.

Eller, vi er faktisk blevet bedre til at fokusere på det gode. Det klap på skulderen skal vi alligevel have. Men vi skal blive endnu bedre. Også når det gælder Kalundborg. Kalundborg er vores by, vores kommune, og bevares også her er der plads til forbedringer, som jeg sagde før, men vi er også heldige med mange ting herude. Det skal vi aldrig glemme. Det handler om lokal stolthed. Vi skal være stolte over vores by, vores område, vores kommune. Der er så meget fokus på netop centralisering og urbanisering i øjeblikket, og har i øvrigt været det i mange år nu. Og ja, tiderne skifter, vi kan ikke komme uden om centraliseringen, men vi kan sørge for, at vores lokalsamfund stadig er vigtigt, stadig tæller, stadig er et sted, hvor man vil blive boende, eller måske endda har lyst til at flytte til. Vi er ikke København eller en anden storby nej, men vi er Kalundborg, og har noget helt andet at byde på. Natur, nærvær og en hel masse andre gode ting.

Erhverv er vigtig, hvis vi skal holde på folk herude, men også hvis vi skal lokke tilflyttere til. Den del må man sige, at vi opfylder ret godt. Kalundborg Kommune er faktisk rykket 43 pladser frem på listen fra Dansk Byggeri, over kommunernes erhvervsvenlighed, og er nu placeret som nr. 26 ud af landets 98 kommuner. Men vi skal også følge med på kulturområdet, og her har vi forsømt området i mange år, hvis man spørger mig, men vi er nu på rette spor. Og det spor skal vi fortsætte med at følge. Der sker faktisk mere herude, end mange tror. Problemet er nok nærmere at få rejst sig fra havestolen bag den berømte ligusterhæk. For det nytter jo ikke, at der bliver arrangeret det ene glimrende arrangement efter det andet, hvis vi ikke deltager. Brug nu biografen, deltag i arrangementer, kom ned i gågaden, handel i butikkerne – vær med til at gøre vores by levende. Lige præcis der, er vi nemlig også alle sammen ansvarlige.

Og det er jo i øvrigt ikke kun her på havnen i Kalundborg by, at der er sket noget. Der er også kommet aktivitetshus på Røsnæs – i Nyby Havn, i Høng er der kommet bevægelses- og aktivitetshus, ligesom Spiralen på Herredsåsen også er blevet færdig. Jeg kunne nævne flere ting, men pointen er egentlig, at der bliver gjort noget for kulturen, men der kan og skal gøres endnu mere, og det skal vi være med til at sørge for sker. Men så skal vi også bakke op om tingene, når de er her og ikke gemme os hjemme i havestolen foran Webergrillen – ikke altid i hvert fald.

Men nu står vi jo altså her i havneparken i Kalundborg, og skal fejre Skt. Hans aften, og det er derfor nærliggende at bede jer alle sammen være med til at passe på vores nye havnepark. Pas på de ting, der er hernede. Behandl dem ordentligt, og de vil være her meget længe til forhåbentlig stor fornøjelse for alle borgere i Kalundborg og selvfølgelig også turister. Jeg håber, at jeg i løbet af sommeren kommer til at se, at vi alle bruger havneparken, nu kommunen har givet os alle mulighed for at afholde arrangementer hernede, og bare være her.

Mit ‘opråb’ til os alle skal derfor være, at vi ikke skal være bange for at have visioner. For at drømme og tænke stort, så vi kan skabe noget ekstraordinært – noget der er ud over det sædvanlige. Noget, vi kan være stolte af. Ting behøver ikke at være ordinære. Måske vi kalundborgjyder i virkeligheden, nogle gange i hvert fald, skulle gemme jyden lidt væk, og turde noget mere.

Rigtig god Skt. Hans aften til jer alle, og forhåbentlig også en rigtig god og varm sommer i det danske.”