“Medierne er med til at skævvride Danmark”. Det kunne jeg da godt have skrevet for flere år tilbage. Jeg troede faktisk, at det var almen viden, men det kommer åbenbart bag på nogen?!

Der er for nylig lavet en undersøgelse, der viser, at kun 15 journalister på i alt otte landsdækkende aviser er ansat på en redaktion uden for København, når man altså ser bort fra Jyllands-Posten, som har hovedsæde i Viby J ved Århus.  Og hvad betyder det så? Ja, det skal man da ikke være raketforsker for at regne ud i min optik.

Det giver da i den grad en skævvridning af, hvordan medierne fremstiller Danmark. Ofte aner journalisterne intet om det område, de skriver om, hvis det er vest for Valby Bakke. Og man skal vel, oven i hatten, betragte sig selv som værende heldig, hvis de overhovedet gider dække provinsen. Derudover skal så nævnes den slags historier, de vælger at dække i provinsen. Sensation. Need I say more? Når en eller anden idiot har stukket en anden med et sværd, en klam stodder har misbrugt børn, en eller anden har slået en ihjel, så er de her. Forståeligt nok. Men hvad med alle de gode ting, der sker herude, som også er værd at skrive om? Hvorfor er der ingen, der skriver om dem, ligesom man fx gør i København?

Nå, men altså en ensidig fremstilling af Danmark. Øh, det har vi da alle vidst længe. Har vi ikke? Det undrer mig virkelig, at hver gang der bliver skrevet om det, lyder det som om, at det er helt ny viden, øhhh nej. Det store forkromede spørgsmål er derimod, hvad gør vi ved det?! For selvfølgelig finder journalisterne historierne, hvor de bor og opholder sig, hvad ellers? Hvilket jo så, som allerede nævnt, betyder, at langt størstedelen af de historier, der bliver fortalt i medierne, tager udgangspunkt i København. Hvilket selvfølgelig igen betyder, at Danmark bliver afgrænset til København groft sagt. Turister kender ofte også kun København, og det er en skam. København er skøn, men det er resten af Danmark altså også. Vi har bare ikke brandet provinsen godt nok, og medierne bidrager til det modsatte.

Selvfølgelig skal medierne afspejle hele Danmark, men det gør de ikke, har ikke gjort det i mange år, og det er et faktum. Jeg siger ikke, at vi ikke skal forsøge at gøre noget ved det, for det skal vi bestemt, og det er fint, at man påpeger det igen og igen og igen, men at nævne problemet med jævne mellemrum, for så meget belejlige at glemme det igen, løser jo intet. At flytte mediearbejdspladser (i det her tilfælde) er heller ikke løsningen – at tvinge mennesker til at flytte fra familie og venner for at bo et andet sted, fungerer ikke. Næ, der skal ansættes folk, der allerede bor i provinsen eller nogle, der ønsker at flytte dertil – tvang har aldrig fungeret, hvis I spørger mig.

Undersøgelsen viser, at Berlingske, Information og Weekendavisen udelukkende har journalister med base i København. BT og Politiken har én journalist hver uden for hovedstaden, og Ekstra Bladet, Kristeligt Dagblad og Børsen hhv. tre, fire og seks journalister uden for København. Jyllands-Posten har 121 journalister med base i Århus.

Og det er rigtig fint, at man laver den slags undersøgelser, men man er jo nødt til at handle ud fra dem også, hvis man virkelig mener, at det er et problem, at Danmark er blevet til København – og det er et problem. Politikerne kan jo ikke lovgive på området, for de kan ikke bestemme, hvor pressen skal have domicil ej heller deres journalister.

Men ét er sikket, det er ikke et retvisende billede, medierne viser af ”Danmark”, og det har det ikke været i mange år. Men hvad gør vi ved det? Hvordan får vi dem til at fortælle om provinsdanmark, og ikke kun sensationshistorierne, men også den gode historie – for det er der. Jeg ved det. Jeg er nemlig en af journalisterne, der tog skridtet fra København og tilbage til provinsbyen, men det betød også farvel til landsdækkende medier med mindre, at man gider pendle, og det er en stor fejl. For selvfølgelig er der potentiale for de store landsdækkende medier i provinsen, øhhh ‘landsdækkende’ hed de, ikke?! Jeg er glad for mit valg, men mon ikke, der sidder mange dygtige mediefolk (og andre) rundt omkring, der ville ønske, at de kunne lave, hvad de laver, men uden at behøve at køre til København? Spørgsmålet er, hvem af de store drenge tør tage skridtet og vise vejen? For selvfølgelig er der nogen, der bor i det område, hvor man kunne ønske mediedækning fra, der kunne varetage jobbet. Der er faktisk en hel del kompetent, dygtige og idérige mennesker i provinsen også  -surprise? Eller der er måske nogen, der selv ønsker at flytte efter det, og det giver jo netop tilflyttere til provinsen, og det er da om noget, samtaleemne i mange provinsbyer i disse dage…

Det her er altså også Danmark – heldigvis 😉