Måned: maj 2014

Stilhed. Stilhed, natur og plads. Det er nogle af de ting, jeg forbinder med min hjemby, Kalundborg. Det er også nogle af de ting, som jeg elsker ved Kalundborg. Når jeg har været i København i forbindelse med arbejde og har haft en travl dag, er det som, at den der lidt stressede følelse forsvinder ud af kroppen, når jeg rammer landevejen mod Kalundborg. Det er på de tidspunkter, at jeg ser provinsen i et klart lys. Jeg savner helt sikkert en masse ting herude. Ting, som er i København, men i virkeligheden går den jo begge veje. Provinsen har i den grad også noget at byde ind med, det glemmer jeg nok bare nogle gange. Ting, som storbys-Danmark ikke kan hamle op med. Så er spørgsmålet blot, hvad der vægter mest hos den enkelte? Men den der følelse af, at der er højt til loftet i provinsen (her mener jeg ikke højt til loftet mht. at være tolerant. Næ, jeg tænker højt til loftet i en fantastisk natur). Den følelse har jeg ofte svært ved at finde de fleste steder i København. Selvfølgelig er der masser af lækre områder, hvor der er skøn natur i og omkring København, men det er bare ikke helt det samme – eller er det?

Uanset, provinsen kan altså noget. Den der natur sætter det hele lidt på plads oppe i mit hoved (og mellem os, så er det tiltrængt indimellem). Den får mig til at tænke kraftigt over, hvad der er vigtigt her i livet.  Og det er vigtigt at vide, hvad der er vigtigt. Nogle gange har jeg troet, at jeg vidste, hvad der var vigtigt for så at finde ud af, at det gjorde jeg slet ikke alligevel. Og jeg er typen, der altid tror, at jeg ved bedst (kender I dem)? Åh, det har jeg så mange eksempler på, men det er en anden historie en anden dag (men de er ret underholdende flere af dem  – altså historierne). Men i virkeligheden behøver man hverken være storbyspige eller provinspige for at regne den ud, vel?

Altså, at det er vigtigt at bruge tiden rigtig. Min far sagde engang, at han hellere ville have et sjovt og kort liv end et langt og kedeligt (og det fik han ‘desværre’. Men det trøster mig, at han levede livet og ikke udsatte, ‘hvad man kan gøre i dag (læs:har lyst til) til i morgen’).  Den sætning har jeg ofte tænkt over – og jeg er enig. I det hele taget, tænker jeg (vel lige som alle jer andre over), at jeg ikke ved, hvor længe jeg er på denne jord og derfor også skal bruge den kostbare tid sammen med de mennesker, der betyder noget for mig. De mennesker, jeg elsker. Dem jeg har det sjovt og hyggeligt med. Jeg skal lave det, jeg elsker. Livet er alt for kort til alt det andet.

Alt det ved I, men det er altså, hvad naturen herude gør ved mig. Den minder mig simpelthen om, at jeg skal bruge min tid her på jorden rigtigt – no more no less! Og når jeg skriver rigtigt, mener jeg ikke, hvad andre mener er rigtigt eller, hvad andre forventer eller håber, at jeg gør. Næ, jeg mener skam, hvad der i hjertet, inde i hovedet og helt ned i min mave føles rigtigt (hvis jeg er heldig, følges de tre ting ad, men desværre ikke altid).

Anyway, når jeg går ud af min dør og skal løbe en tur, kan jeg vælge mellem skov, strand, marker (by the way – jeg løber altså ikke PÅ markerne, men på landevejen LANGS markerne). Pointe. Det er et privilegium uden sammenligning. Et privilegium at kunne vælge. Hvis jeg ikke gider mennesker, kan jeg altid finde en rute, hvor jeg er alene, hvor jeg ikke møder et øje. Det er luksus. En luksus, jeg fx ikke havde, da jeg boede på Nørrebro (til gengæld har de verdens bedste kebab – og grønthandler, og og og lige om hjørnet, men det hører I om en anden gang).

Vidderne, pladsen til at strække armene ud og råbe til himlen – den findes her. Og det elsker jeg. Det vil jeg savne den dag, hvor jeg ikke længere bor her. På en eller anden måde er det ligesom, at jo mindre byen er, jo mere sænker jeg tempoet. Når jeg fx er i vores familie-sommerhus i Lønstrup, Nordjylland, er det fuldstændig umuligt for mig at stresse over noget som helst – også selvom jeg har arbejde med (jeg er en af de der irriterende mennsker, der næsten altid har sin computer under armen). Nå, men det hele går bare lidt langsommere, men jeg når jo mærkeligt nok altid det hele alligevel.

Det jeg egentlig gerne vil frem til, er, at vi provinsboere bør huske os selv på, hvad det er, der er så skønt ved provinsen. Hvorfor vi  valgte at blive her eller, hvorfor vi valgte at komme tilbage efter nogle/mange år i storbyen. Der må jo trods alt være noget (udover lavere huspriser), der gør, at vi har valgt at bo i provinsen og ikke i storbyen?!Jeg må indrømme, at for mit vedkommende, forstår jeg nok lidt bedre, når det er sommer, hvorfor jeg har valgt at bo herude. Om sommeren emmer det hele sådan lidt af feriestemning – og det elsker jeg (no shit, Sherlock. Hvem elsker ikke feriestemning)? Og måske det i virkeligheden også emmer af feriestemning i København, når solen skinner og alting er varmt og skønt. Men, det gør det altså også herude.  Når man fx griller på terrassen for bagefter at cykle fem min. for at tage en dukkert og spise is på stranden, mens solen går ned. Det er da et billede, de fleste kan forholde sig til, er det ikke? Jeg har altså også et eller andet mærkeligt forhold til duften af grill og nyslået græs. Det står virkelig, for mig, som dansk sommer. Selv lyden af en græsslåmaskine i det fjerne er hyggelig (jeg ved godt, at jeg er lidt mærkelig, men det synes jeg altså). Det er en af lydene fra min barndom. Der er noget ved den lyd, og jeg kan ikke komme nærmere ind på det. Sådan er det bare.

Forresten, havde jeg også en anden hyggelig oplevelse (den har jeg faktisk relativ ofte) i fredags, da jeg var ude i København med nogle venner. På en cocktailbar i midtbyen støder jeg ind i en, der genkender mig, spørger mig, om jeg ikke er fra Kalundborg, og om jeg ikke hedder Gitte.  Det kunne jeg jo kun svare ja til (andet ville jo være at lyve). Vi falder i snak, og det var virkelig hyggeligt at have den der del til fælles, der hedder Kalundborg, for han var selvfølgelig også fra Kalundborg. Midt imellem alle de mange mennesker, er der en, man har noget til fælles med – og det er sgu’ hyggeligt. Det er jo det, vi alle sammen i sidste ende godt kan lide – at have den der fællesskabsfølelse. At have en fælles referenceramme. Selvfølgelig skaber man også den med nye mennesker, det skal man, og det er sundt. Men den der genkendelighed – det betyder noget for de fleste. Det er trygt og rart (for det meste i hvert fald). Og det er noget, vi er gode til, der hvor jeg kommer fra. Det er vi gode til i provinsen.

Uanset, ved jeg med sikkerhed at lige meget, hvor jeg flytter hen i verden, vil jeg altid et eller andet sted være – hende provinspigen med den lidt jyske accent. Som en god ven engang sagde til mig: ‘Man kan tage pigen ud af provinsen, men ikke provinsen ud af pigen’.  Han har ret – og jeg er stolt af det!

Lad os til at begynde med få på det rene, at jeg selv er født og opvokset i provinsen. Jeg elsker provinsen på godt og ondt, og jeg er ikke ude på at træde nogen over tæerne (måske bare provokere lidt), men nu er jeg altså nødt til at dele min undren med jer. Hvad er der med provinsbyer og restauranter med buffet? Jeg ved ikke hvorfor, men mange mennesker i provinsen elsker altså buffet.

For ca. to år siden åbnede der en lille lækker sushi restaurant lige om hjørnet fra, hvor jeg bor i Kalundborg midtby. Og vi snakker ikke en ‘wanna be dåsetuns sushi restaurant med en reje på toppen’. Næ, vi taler skam den rigtige vare. Hvilket jo var fantastisk. Jeg havde ikke engang turde håbe på, at der ville åbne en sushi restaurant i Kalundborg, men det skete – hurra. Hurra, fordi så kan man købe andet take away mad end kebabruller og pizza. Pizza- og kebabsteder har vi nemlig nok af, og det er jo heller ikke uden grund, at Kalundborg sidste år blev placeret som den by i Danmark, hvor man spiser mest kebab  (og kage). Men lad den nu ligge.

Sushi restauranten bliver hurtig et sted, hvor jeg gør min gang – i hvert fald mindst en gang om ugen (nogle gange oftere, hvis det er mig, der skal lave mad. Indrømmet, det er jeg ikke så god til). De laver lækker sushi til fair priser, så hvad er der ikke at kunne lide?! Men, desværre deler ikke mange kalundborggensere mit syn på sushi på det tidspunkt. Eller det vil sige, jeg troede, at det var, hvad der var galt. At de simpelthen ikke kunne lide rå fisk. Fair nok. Vi kan ikke alle lide det samme. Og rå fisk, skal man vel lige vende sig til (det skulle jeg i hvert fald, men det er bare så længe siden nu). Det er trods alt stadig en ny verden for nogen. Men det er jo ret populært i storbyerne. Jeg mener, fx københavnerne kan jo ikke få nok af det, og nye sushi-steder åbner konstant i midtbyen og i brokvartererne. Ligesom tilfældet er i Århus.

Nå, men jeg tog fejl. Da man på Momo Sushi (som sushi-restauranten hedder)besluttede at lave buffet i stedet  for blot at have a la carte menu – tænk sig – da kom kunderne. Ejerne fortalte mig, at de var nødsaget til at lave buffet, ellers ville de lukke, fordi der ikke var gæster nok. Men nu kunne kalundborggenserne pludselig komme op af stolene og ud at spise. De kunne spise ALT det de havde lyst til for 199 kr. Det i sig selv, var altså nok til, at Momo Sushi nu stort set hver weekend har (næsten) fuldt hus og også er væsentlig pænere besøgt i hverdagen. Man kan sågar tage buffeten med hjem i form af en lille hvis flamingokasse, hvori man må putte 20 stk. sushi fra buffeten for 150 kr.

Buffet. Det er altså det magiske ord. Og det er jo ikke første gang, at det er set her i byen. Men ikke kun her. Jeg har snakket med mange, der bor i andre provinsbyer, og de nikker alle genkendende til den beretning. Men hvorfor er provinsen et buffet-paradis? Jeg mener, der er selvfølgelig også restauranter i København og andre storbyer, der har buffet, men det er jo så få set i forhold til antal restauranter i byen. Det er jo heller ikke forstået således, at der ikke er restauranter i fx Kalundborg, hvor der IKKE er buffet, men jeg synes at kunne se et mønster. Men hvorfor er man så vild med buffet i provinsen? Vil man hellere betale for kvantitet end kvalitet? Er det lettere, fordi man tænker, at der så er noget alle kan lide (men det er der jo også, hvis man vælger mellem a la carte retter)? Eller er det noget helt andet, det drejer sig om?

Jeg undrer (og ærgrer)mig i hvert fald over, hvorfor det altid er restauranter med buffet, der er så populære herude. Jeg kan jo lige så godt være ærlig og sige, at jeg ikke bryder mig synderligt om buffet. Jeg synes, at maden i en buffet ofte er kedelig, lunken og sikkert fyldt med bakterier fra folk, der ikke har hygiejnen i orden (nogle buffeter er naturligvis bedre end andre). Måske jeg er sippet (okay, det ved jeg, at jeg er, men alligevel). Det ændrer jo ikke på det faktum, at buffeten ånder os i nakken overalt i provinsen. Og jeg synes altså ikke, at det er buffet-paradis – jeg synes faktisk, at det er buffet-helvede…

Andre end mig, der undrer (og/eller ærgrer)sig ? Og måske jeg tager fejl, måske der findes provinsbyer derude, hvor buffeten ikke er populær? Hvad tænker du?

Vi kender den alle sammen. Nogle er mere glade for at bruge den, end andre. Nogle bruger den, ikke fordi de er glade for den, men fordi de ikke kan lade være. Fælles er, at vi alle har ligget under for den, eller kommer til det før eller siden. Jeg kan nok heller ikke selv sige mig for god. Eller vi sletter ”nok”. Men jeg er altså blevet bedre. Lidt, i hvert fald. Sådan er mennesker bare. Eller er det os danskere? Eller er fænomenet specielt udbredt i provinsen? Er det herude, hvor vinden blæser lidt mere frit, at der ikke er plads til de store armbevægelser, eller er der generelt tale om en dansk  folkesygdom, der på godt gammeldaws dansk hedder ”ondt i røven”? Den er du da stødt på, er du ikke?

Det er selvfølgelig vores gamle ven Janteloven, som jeg snakker om. ”Du skal ikke tro, du er noget”. Jantelovens første bud ud af ti. Den lader vi lige stå lidt. For hvorfor skal man egentlig ikke tro, at man er noget? For det er man da. Eller…?

Men er det fordi, jeg er fra provinsen, at jeg kender alt til Janteloven, og ind imellem stadig ligger under for den? Selvom jeg egentlig ved bedre, falder jeg af og til for fristelsen af at sætte andre på plads i mit eget univers. Betyder det, at jeg ikke kan finde ud af at glæde mig  på andres vegne? At jeg er et dårligt menneske? At jeg er misundelige på de, der klarer sig godt. Måske bedre end mig?(det er der jo selvfølgelig ingen, der gør, hvis I spørger mig).

Men nej, det betyder det ikke. Og jeg tror ikke, at Janteloven nødvendigvis er mere udbredt i provinsen, bare meget mere synlig. Her er færre mennesker, flere kender hinanden på den ene eller den anden måde, og det er lettere at falde uden for kategori herude. Vi er vokset op med, at man skal ”klappe hesten” og lige ”spise brød til”, inden vi handler. Så slår man ud med armene, får man af vide, at man da vidst skal retur til landjorden i en fart – og det er måske meget sundt – engang imellem. Men der skal sgu også være plads til at folde vingerne ud og prale af, hvad det nu end er, man har udrettet. Skal der ikke?

Okay, jeg har sgu lyst til at klappe folk en i hatten nogle gange, når jeg føler, at de står der og praler om deres bedrifter. Men i virkeligheden er det vel okay. De er jo bare glade af og stolte over, hvad de har formået. Og hvem er jeg egentlig til at dømme?! Jeg lider sgu selv indimellem af storhedsvanvid, og de her sociale medie-tider gør det ikke just bedre. Se mig, se mig, selfie mig her og selfie mig der. Og jeg elsker det – nogle gange. Men det er en anden historie til en anden gang.

Jeg er født og opvokset i Kalundborg og boede der indtil, at jeg var 19 år, hvor jeg tog på opdagelse i USA. I øvrigt et land, hvor Janteloven virker til at være en by i Rusland. Eller handler det i virkeligheden om, at Janteloven eksisterer i hele verden, blot uden at hedde Jantelov? Nå,  det er ligeledes en anden historie, som vi tager på et andet tidspunkt. Da jeg kom hjem fra det store udland, flyttede jeg fra byen og kom så tilbage igen for syv år siden, dvs., at jeg har været væk fra byen i godt ti år. Jeg kan nævne mange historier fra min hverdag, hvor jeg netop tænker, at folk herude har næsen lige lovligt langt fremme og burde have lidt mindre ondt et vidst sted.

Fx har jeg en veninde, der flyttede fra Kalundborg for mange år siden. Hun har vel ikke været mere end 18 år på det tidspunkt. Hun har skabt sig en succesfuld forretning, og er sidenhen blevet gift med en international popstjerne. Hun bor i dag i Københavnsområdet, og hun kan godt mærke forskel på storbyen og provinsen, når vi taler Jantelov. Når hun er på besøg hos sin familie, er det lige så sikkert som Amen i kirken, at folk ved, at hun er hjemme. Man kan endda være så heldig, at det står i avisen dagen efter. Det er lige fra kommentarer om den bil, de kommer kørende  i til den guldhalskæde hendes mand havde om halsen, da de handlede i Kvickly. Folk snakker om, hvilken mad de købte hos slagteren, måden, de gik på, da de var ude at gå tur i det gode vejr med resten af familien. Eller tøjet, hendes hår. Smilede hun, eller tror hun, at hun er noget. Jeg kunne blive ved… Der er intet, der går næsen forbi herude. Hun fortæller selv, at hun tror, at i provinsen handler det meget om at være ens. Om at være ligesom de andre, fordi man gerne vil passe ind i fællesskabet. Og det mener hun ikke er tilfældet i storbyen på samme måde. Her hylder man nærmere de, der formår at skille sig ud. Og jeg tror, at hun rammer plet med netop de ord.

I virkeligheden handler det altså slet ikke om, at folk i provinsen er ondskabsfulde, når de fx snakker om en, der skiller sig ud fra mængden. Det handler derimod om, at være homogene. Om ikke at være alt for anderledes, for så er man nok mærkelig. Det er vel det Janteloven handler om – at være lige, ikke at være mere end andre. Men det er vi jo ikke, og det bliver vi heller aldrig, hvis I spørger mig. Hvilket jeg i øvrigt er glad for. Tænk, hvis vi levede i et samfund, hvor alle var ens, tænkte ens, kunne lide det samme osv. Hvor helt igennem kedeligt og ucharmerende for ikke at tale om upraktisk. Et oplagt eksempel, er vinder af Eurovision 2014, Conchita Wurst fra Østrig, bedre kendt som den skæggede dame. Hende/ham har alle en mening om i disse dage. Fordi han er anderledes, men det skal der sgu’ være plads til. Og jeg synes, omend Eurovision ikke burde handle om politik, at det er et fint signal at sende til verden, at vi er mange, der er ligeglade med seksuel orientering, og hvorvidt man går i dametøj osv. Gad vide, om folk i provinsen har sværere ved at forstå, at en mand vælger at gå i kjole, have langt hår og lade skægget gro? Og det er jo ikke, fordi der ikke bliver snakket i storbyerne også – København fx. Men der er man nok bare lidt mere vant til, at folk er forskellige og ofte er man lidt mere rummelige i den retning. Pladsen er til diversitet på et helt andet plan, end tilfældet er i provinsen. Det kan vi ikke komme uden om.  Det er vel også en af grundende til, at mange homoseksuelle fx flytter fra provinsbyerne og til de større byer, fx København? Nå, men den diskussion er jo også en anden historie, som vi tager en anden dag – just saying.

Anyway, næste gang, vi står over for en der slår flot ud med armene, kunne vi måske prøve at glemme Janteloven lidt og i stedet give det der berømte klap på skulderen. Hvem ved, måske det fungerer bedre, end “det der dunk oven i hatten – du skal ikke tro, at du er noget”. Uanset, tror jeg altså, at JEG er noget. Nej, jeg VED, at jeg er noget, og jeg gør, hvad der passer mig. Eller i hvert fald, sådan for det meste. Og så kan I alle sammen tænke og mene lige, hvad I har lyst til. Det bilder jeg mig i hvert fald selv ind, at jeg mener. Men i virkeligheden kan ingen vel sige sig helt fri for at tænke over, hvad andre synes om en.

Det kunne også tænkes, at Janteloven blev brugt som undskyldning, fordi det er let at bruge den som dække. Man kommer måske ikke rigtig nogle vegne i sit liv, og det er helt sikkert Jantelovens skyld. Går det skidt, er det pga. Janteloven, og har man succes, er Janteloven også en undskyldning for, at man ikke har endnu mere succes… Den bliver hurtig en undskyldning for ens egen uduelighed – måske ?

Endelig. Velkommen til min blog, som handler om provinsen – på godt og ondt.

Storbyen og provinsen. Hmmm, har de to noget til fælles? Eller er de bare to meget forskellige størrelser? Faktum er i hvert fald, at når vi læser danske blade og magasiner, er det ofte storbys-Danmark, vi hører om – ikke provins-Danmark. Blade og magasiner fortæller ofte historier fra storbyen, og det er som regel København, der er i fokus. Men vi er faktisk mange, der lever vores liv i provinsen, men som altid skal læse om storbyen, når vi åbner et blad/magasin – hvorfor? Er der ikke også interessante, sjove og sørgelige historier at fortælle fra provinsen? Ikke at misforstå, at jeg ikke er interesseret i at høre om København, for det er jeg bestemt. Jeg mener bare, at det kan gøres endnu bedre ved netop også at inkludere provinsen i magasiner og blade – med alt, hvad det indebærer.

Jeg er fra provinsen, og det er jeg bestemt ikke ked af. Jeg er født og opvokset i Kalundborg, men har været væk fra byen en del år, blandt andet, hvor jeg har boet i Århus og København. Nu er jeg tilbage – tilbage i provinsen. Tilbage i min hjemby, hvor jeg havde en sjov og tryg barn- og ungdom. Tilbage, hvor meget er så anderledes fra København, som jeg (indrømmet) savner. Anderledes – ikke bedre ikke dårligere, bare anderledes. Eller… Jo nogle ting er bedre, mens andre ting er dårligere. Det er præcis, hvad jeg gerne vil fortælle om. Sætte spørgsmålstegn ved. Sætte streg under osv. Og I skal hjælpe mig!

Jeg har ofte tænkt over, hvor markant forskellen er på mange ting, når man bor i København og i en provinsby som Kalundborg. Og så igen, hvor ens nogle ting bare er uanset, hvor i verden, man vælger at slå teltpløkkerne ned . Og jeg er helt sikkert ikke den eneste. Derudover, tror jeg også, at det er uden betydning, hvorvidt det er Kalundborg eller en anden provinsby, som man har valgt at flytte til efter et liv i fx København eller måske Århus eller Odense. Og ja, jeg ved godt, at definitionen på storby i Danmark er noget anderledes end, hvis vi fx definerer ud fra amerikanske øjne. Men det gør vi ikke, og der er i hvert fald nogle af os (bonderøve – mig selv inklusiv), der kategoriserer Århus, Odense og Aalborg som storbyer. Men der slutter det også. Mange vil måske endda mene, at førnævnte byer er provinsbyer, og måske de har ret. Men for en som mig med lidt halm i træskoene, er det altså storbyer.

Nå, men planen er  – sammen med Alt For Damerne – at sætte et større fokus på provinsen i Danmark. Jeg vil fremover være fast klummeskribent/blogger på altfordamerne.dk, hvor mit blogindlæg en gang hver 14. dag vil være at læse på deres hjemmeside. Derudover vil der selvfølgelig være andre indlæg på min egen blog “En Stemme I Provinsen”, hvor jeg håber, at I vil følge mig og deltage i debatten.

I virkeligheden er det vel heller ikke så mærkeligt, at blade og magasiner fokuserer på storbyen og ikke på provinsen i en tid, hvor urbaniseringen i den grad er at mærke i det danske samfund. En tid, hvor vi  – også i lille Danmark – ser, hvordan alting centraliseres i storbyerne, og virksomheder lukker i provinsbyerne. Men netop derfor bør vi måske inddrage provinsen mere, hvor det er muligt. Uanset, vil København altid kunne nogle ting, som provinsen ikke kan. Men provinsen kan også noget, som København ikke kan. Der er i hvert fald både historier at fortælle og emner at diskutere, som jeg er sikker på, at rigtig mange kan nikke genkendende til og har en mening om.

Derfor vil jeg her på min blog og på altfordamerne.dk forsøge at rette fokus en lille smule væk fra København og indstille linsen på provinsen – og det bliver forhåbentlig sammen med alle jer andre, der også har noget på hjertet.