Stilhed. Stilhed, natur og plads. Det er nogle af de ting, jeg forbinder med min hjemby, Kalundborg. Det er også nogle af de ting, som jeg elsker ved Kalundborg. Når jeg har været i København i forbindelse med arbejde og har haft en travl dag, er det som, at den der lidt stressede følelse forsvinder ud af kroppen, når jeg rammer landevejen mod Kalundborg. Det er på de tidspunkter, at jeg ser provinsen i et klart lys. Jeg savner helt sikkert en masse ting herude. Ting, som er i København, men i virkeligheden går den jo begge veje. Provinsen har i den grad også noget at byde ind med, det glemmer jeg nok bare nogle gange. Ting, som storbys-Danmark ikke kan hamle op med. Så er spørgsmålet blot, hvad der vægter mest hos den enkelte? Men den der følelse af, at der er højt til loftet i provinsen (her mener jeg ikke højt til loftet mht. at være tolerant. Næ, jeg tænker højt til loftet i en fantastisk natur). Den følelse har jeg ofte svært ved at finde de fleste steder i København. Selvfølgelig er der masser af lækre områder, hvor der er skøn natur i og omkring København, men det er bare ikke helt det samme – eller er det?
Uanset, provinsen kan altså noget. Den der natur sætter det hele lidt på plads oppe i mit hoved (og mellem os, så er det tiltrængt indimellem). Den får mig til at tænke kraftigt over, hvad der er vigtigt her i livet. Og det er vigtigt at vide, hvad der er vigtigt. Nogle gange har jeg troet, at jeg vidste, hvad der var vigtigt for så at finde ud af, at det gjorde jeg slet ikke alligevel. Og jeg er typen, der altid tror, at jeg ved bedst (kender I dem)? Åh, det har jeg så mange eksempler på, men det er en anden historie en anden dag (men de er ret underholdende flere af dem – altså historierne). Men i virkeligheden behøver man hverken være storbyspige eller provinspige for at regne den ud, vel?
Altså, at det er vigtigt at bruge tiden rigtig. Min far sagde engang, at han hellere ville have et sjovt og kort liv end et langt og kedeligt (og det fik han ‘desværre’. Men det trøster mig, at han levede livet og ikke udsatte, ‘hvad man kan gøre i dag (læs:har lyst til) til i morgen’). Den sætning har jeg ofte tænkt over – og jeg er enig. I det hele taget, tænker jeg (vel lige som alle jer andre over), at jeg ikke ved, hvor længe jeg er på denne jord og derfor også skal bruge den kostbare tid sammen med de mennesker, der betyder noget for mig. De mennesker, jeg elsker. Dem jeg har det sjovt og hyggeligt med. Jeg skal lave det, jeg elsker. Livet er alt for kort til alt det andet.
Alt det ved I, men det er altså, hvad naturen herude gør ved mig. Den minder mig simpelthen om, at jeg skal bruge min tid her på jorden rigtigt – no more no less! Og når jeg skriver rigtigt, mener jeg ikke, hvad andre mener er rigtigt eller, hvad andre forventer eller håber, at jeg gør. Næ, jeg mener skam, hvad der i hjertet, inde i hovedet og helt ned i min mave føles rigtigt (hvis jeg er heldig, følges de tre ting ad, men desværre ikke altid).
Anyway, når jeg går ud af min dør og skal løbe en tur, kan jeg vælge mellem skov, strand, marker (by the way – jeg løber altså ikke PÅ markerne, men på landevejen LANGS markerne). Pointe. Det er et privilegium uden sammenligning. Et privilegium at kunne vælge. Hvis jeg ikke gider mennesker, kan jeg altid finde en rute, hvor jeg er alene, hvor jeg ikke møder et øje. Det er luksus. En luksus, jeg fx ikke havde, da jeg boede på Nørrebro (til gengæld har de verdens bedste kebab – og grønthandler, og og og lige om hjørnet, men det hører I om en anden gang).
Vidderne, pladsen til at strække armene ud og råbe til himlen – den findes her. Og det elsker jeg. Det vil jeg savne den dag, hvor jeg ikke længere bor her. På en eller anden måde er det ligesom, at jo mindre byen er, jo mere sænker jeg tempoet. Når jeg fx er i vores familie-sommerhus i Lønstrup, Nordjylland, er det fuldstændig umuligt for mig at stresse over noget som helst – også selvom jeg har arbejde med (jeg er en af de der irriterende mennsker, der næsten altid har sin computer under armen). Nå, men det hele går bare lidt langsommere, men jeg når jo mærkeligt nok altid det hele alligevel.
Det jeg egentlig gerne vil frem til, er, at vi provinsboere bør huske os selv på, hvad det er, der er så skønt ved provinsen. Hvorfor vi valgte at blive her eller, hvorfor vi valgte at komme tilbage efter nogle/mange år i storbyen. Der må jo trods alt være noget (udover lavere huspriser), der gør, at vi har valgt at bo i provinsen og ikke i storbyen?!Jeg må indrømme, at for mit vedkommende, forstår jeg nok lidt bedre, når det er sommer, hvorfor jeg har valgt at bo herude. Om sommeren emmer det hele sådan lidt af feriestemning – og det elsker jeg (no shit, Sherlock. Hvem elsker ikke feriestemning)? Og måske det i virkeligheden også emmer af feriestemning i København, når solen skinner og alting er varmt og skønt. Men, det gør det altså også herude. Når man fx griller på terrassen for bagefter at cykle fem min. for at tage en dukkert og spise is på stranden, mens solen går ned. Det er da et billede, de fleste kan forholde sig til, er det ikke? Jeg har altså også et eller andet mærkeligt forhold til duften af grill og nyslået græs. Det står virkelig, for mig, som dansk sommer. Selv lyden af en græsslåmaskine i det fjerne er hyggelig (jeg ved godt, at jeg er lidt mærkelig, men det synes jeg altså). Det er en af lydene fra min barndom. Der er noget ved den lyd, og jeg kan ikke komme nærmere ind på det. Sådan er det bare.
Forresten, havde jeg også en anden hyggelig oplevelse (den har jeg faktisk relativ ofte) i fredags, da jeg var ude i København med nogle venner. På en cocktailbar i midtbyen støder jeg ind i en, der genkender mig, spørger mig, om jeg ikke er fra Kalundborg, og om jeg ikke hedder Gitte. Det kunne jeg jo kun svare ja til (andet ville jo være at lyve). Vi falder i snak, og det var virkelig hyggeligt at have den der del til fælles, der hedder Kalundborg, for han var selvfølgelig også fra Kalundborg. Midt imellem alle de mange mennesker, er der en, man har noget til fælles med – og det er sgu’ hyggeligt. Det er jo det, vi alle sammen i sidste ende godt kan lide – at have den der fællesskabsfølelse. At have en fælles referenceramme. Selvfølgelig skaber man også den med nye mennesker, det skal man, og det er sundt. Men den der genkendelighed – det betyder noget for de fleste. Det er trygt og rart (for det meste i hvert fald). Og det er noget, vi er gode til, der hvor jeg kommer fra. Det er vi gode til i provinsen.
Uanset, ved jeg med sikkerhed at lige meget, hvor jeg flytter hen i verden, vil jeg altid et eller andet sted være – hende provinspigen med den lidt jyske accent. Som en god ven engang sagde til mig: ‘Man kan tage pigen ud af provinsen, men ikke provinsen ud af pigen’. Han har ret – og jeg er stolt af det!
