Kært barn har som bekendt mange navne. ‘Kulturnat’. ‘Sort Nat’, ‘Open by night’ osv. Jeg tror, at alle ved, hvad jeg taler om. Mens København har Kulturnatten, hvor man kan besøge Christiansborg, Nationalmuseet, Rundetårn og alle mulige andre interessante steder, har vi – i provinsen – også den slags. Altså, vi har selvfølgelig ikke Christian 4.s Rundetårn og alle de førnævnte seværdigheder, men så har vi noget andet. Og i fredags var der ‘Kulturnat’ i Kalundborg.
Hvor vil jeg så hen med det? Jo, jeg har tænkt meget over netop begreberne urbanisering og centralisering på det seneste. Faktisk har jeg tænkt over det i flere år (jeg har altså også tænkt på andre ting i de år, bare til info, inden I bliver urolige for mig). Men vi lever i en tid, hvor der netop er fokus på at centralisere, effektivisere osv. På verdensplan er urbaniseringen steget voldsomt siden 1700-tallet, og Danmark er ingen undtagelse. Provinsen står med tomme forretningslokaler, skoler og børnehaver lukker, ligeså er det sket for hospitalerne i flere provinsbyer. En del af effektiviseringen forstår jeg. En del. Men det er en anden historie, som jeg ikke vil komme nærmere ind på lige nu. Hvad jeg derimod meget gerne vil åbne op for, er, at vi alle brokker os. Vi brokker os, og vi er gode til det. Vi brokker os bl.a. over, at forretning efter forretning lukker i vores provinsbyer og efterlader gabende tomme sorte huller i den ellers så hyggelige gågade. Men er vi egentlig berettiget til at brokke os? Hvor meget bidrager vi selv til, at byens hjul drejer rundt?
Hånden på hjertet, er jeg nødt til at indrømme, at jeg ikke bidrager nok. Så langt fra endda. Jeg bor pt. i en provinsby – Kalundborg, ja. Men jeg bruger ikke byen. Jeg passer mit arbejde – oftest enten hjemmefra skrivebordet eller i København. Jeg passer mit løb, nyder livet med min familie og venner, rejser osv., men vi er ikke gode til at bruge den by, vi bor i. Jeg handler selvfølgelig i de lokale supermarkeder, men derudover ser i ikke skyggen af mig – ikke særlig ofte i hvert fald.
Det er egentlig ganske simpelt. Der har netop været valg til Europa Parlamentet, og 43.6 pct. af den stemmeberretiget del af den danske befolkning valgte IKKE at stemme. Ifølge min overbevisning har den del af den danske befolkning ingen – og jeg mener absolut INGEN – ret til at brokke sig over EU-relaterede spørgsmål i fremtiden. De har valgt at droppe deres demokratiske ret til at blive hørt i det spørgsmål. De mener åbenbart ikke, at det er væsentligt at forsøge at få indflydelse?! Nu kommer pointen med den svada (undskyld, men jeg er chokeret over den lave valgdeltagelse). Men det er faktisk det samme, når vi snakker om at bakke op om livet i provinsen. Der er en del ting, som JEG ikke er berettiget til at brokke mig over her i Kalundborg (at jeg gør det alligevel, er en helt anden sag). Men jeg er ikke i min gode ret til det, fordi jeg selv er en del af årsagen til, at nogle ting er, som de er herude.
Den eneste grund til, at jeg var blot en lille del af ‘Kulturnat 2014’ i Kalundborg, var, at jeg deltog i et modeshow for en veninde. Ellers havde jeg vel siddet på min terrasse og arbejdet, drukket vin, leget med min datter, spist hos nogle venner, været i København, ude at løbe eller…. Så simpelt er det. Jeg støtter ikke nok op om de arrangementer, som ildsjæle her i byen forsøger at stable på benene. Nej, jeg sletter ‘nok’. Jeg støtter ikke op. slut. Og ja, jeg sagde ildsjæle. For der er, i den grad, flere af dem herude, som fortjener et klap på skulderen over det store arbejde, de lægger for dagen for at gøre byen til et bedre sted for alle.
Uanset anledning er jeg bare ikke god nok til at bruge de tilbud, der er i byen. Og det er mine venner heller ikke. Den hviler på mange, og ligesom jeg selv er klar over min mangel på deltagelse, er I andre det nok også.
Hånden på hjertet og alt muligt andet, hvor meget bruger DU din by?
Det er det samme, når vi snakker handel. Skal jeg fx købe sko til min datter, vil det oftest foregå via en shop på nettet, i København eller, når vi er ude at rejse. Har jeg fået øje på en smart dims i et boligblad eller skal have nyt tøj er nettet, storbyen eller udlandet igen løsningen Hvorfor? Det er simpelt. Fordi jeg ikke kan få det, jeg vil have her i byen. Og det giver selvfølgelig god mening, at butikkerne ikke køber hjem, hvad de ikke kan sælge. Men det er jo i virkeligheden en ond cirkel, og vi provinsboere har endnu ikke formået at bryde den. Vi vil også gerne have specialbutikker – ligesom i København og alle de andre større byer – men vi bruger dem ikke nok. Ostehus, vinhandel, kaffehus., slagter, bager, skomager, hobbyforretning, caféer, restauranter,vinbar, og jeg kunne blive ved. Derudover beklædning – og selvfølgelig den sidste trend. Men for at eksistere, skal der være kunder. Og i provinsen er vi ikke så gode til at bruge de små butikker (men vi vil gerne havde dem i bybilledet), og vi er ikke så gode til at gå ud, som set i fx København.
Derudover har man mange steder i provinsen svært ved at trække højtuddannede til byen. Kalundborg er et glimerende eksempel på, at mange af akademikerne fra fx Novo gerne kører den lange vej til og fra Kalundborg i stedet for at bosætte sig her. Jeg har nogle tal fra en artikel, som jeg skrev for et par år siden, og jeg tror faktisk ikke, at billedet har ændret sig markant siden da. Ud af ca. 300 akademikere, kører over halvdelen mere end 40 km til arbejde, (Holbækområdet) og en tredjedel mere end 90 km (altså hovedstadsområdet). Og det er da et problem for provinsen – i det her tilfælde – Kalundborg, hvis de højtuddannede ikke har lyst til at bosætte sig herude. Begrundelserne jeg fik dengang, var, at der simpelthen ikke var gode nok tilbud herude, at der ikke skete nok, og at der var kedeligt.
Tilbage til ‘Kulturnat’ i provinsen. At være en del af ‘Kulturnat’ 2014 i Kalundborg, omend det var kort, var hyggeligt. Men jeg kørte selvfølgelig hjem lige efter modeshowet. Tænk nu, hvad der var sket, hvis jeg var lidt social og havde sat mig nede i byen. Det kunne jo have endt med at være hyggeligt, men den slags skal man passe på med. Jeg mødte mange sjove og søde (og anderledes) mennesker. Mennesker, jeg aldrig ser (jeg bliver stadig overrasket over, hvor mange jeg ikke aner, hvem er. Jeg er trods alt opvokset her og det er da en forholdsvis lille by). Men jeg oplevede, hvordan gågaden i Kalundborg ser ud, når der er liv, og den ikke bare er død, som ellers. Dét er jo præcis, hvad jeg savner fra København. LIV. Uanset, hvor man går i gaderne derinde, er der mennesker (det kan faktisk også være anstrengende for en som mig, der har brug for alene-tid indimellem), men det er altså også skønt. Jeg ved godt, at der er mange flere mennesker i København, så grundlaget for sammenligningen er temmelig tynd, men jeg tror, at de fleste forstår, hvor jeg vil hen. 
Pia Breiner fra Breiner Coiffure sætter hår til modeshow ‘Kulturnat’ 2014. Derudover er hun også den kreative hjerne bag kjolerne til modeshowet lavet af plastsække – og ikke mindst en af ildsjælene i Kalundborg.
Jeg tænkte på det forleden dag. Vejret var fantastisk, og jeg cyklede en tur for at klare tankerne efter en lang arbejdsdag foran computeren. Når sandheden skal frem (og det skal den vel), var planen en løbetur, men på en eller anden mystisk vis, havde en halv plade chokolade sneget sig ned i min mave (måske lidt mere), og jeg var alt for mæt til at løbe. Nå, men på min cykeltur oplevede jeg byen fra en anden vinkel. Når jeg løber, forsøger jeg at løbe væk fra mennesker og bebyggelse, fordi jeg har brug for at klare tankerne. Men på min cykeltur, befandt jeg mig pludselig i villakvarterer, hvor jeg normalt aldrig kommer. Jeg tænkte over, hvor mange mennesker, der sad der bag nedrullede gardiner (og til de af jer, der ikke trækker gardinerne for – ja, jeg kigger ind. Undskyld, men jeg kan ikke lade være). Nu var det lidt sent på aftenen, ellers havde mange nok siddet i haven, og der havde jeg altså også kigget ind med mindre, I har anskaffet jer et monstrum af en hæk (som jeg selv har gjort for netop at værne om privatlivet mod sådan nogle som mig). Nå, men vi er altså meget hjemme, på terrassen eller inden for, alene eller med familie og/eller venner. Privatfest, foran tv’et, med en bog eller for at arbejde. Fælles: Vi bruger ikke byen jævnligt, som vi burde. Eller i hvert fald bare mere end de to gange om året, hvor hr og fru Danmark sniger sig ud til årets byfest og julefrokost. Det er præcis det, de kan finde ud af i København. Det de kan finde ud af i storbyerne, og som vi provinsboere er så skide dårlige til. De BRUGER byen.
Der er selvfølgelig flere faktorer, der spiller ind, når jeg sammenligner provinsbyer med fx en storby som København, men jeg vil alligevel vove den påstand, at de i storbyen er bedre til at gå ud og bruge byen, end vi er i provinsen. Og ja, der er flere kulturelle tilbud i København, og jeg er også klar over, at man ikke kan hænge ude hver aften, men måske (undertegnede inkluderet) skulle tænke lidt mere over, hvad man selv bidrager med til lokalsamfundet. Som sagt, jeg bidrager slet ikke. Jeg har været tilbage i Kalundborg i syv år nu, og alligevel bliver jeg stadig indimellem spurgt, om jeg er hjemme på besøg. Når jeg ser uforstående på dem, og skal til at forklare, at jeg da flyttede tilbage til byen for syv år siden, efter knap ti år i Århus/København, undskylder de og siger, at da de aldrig ser mig i bybilledet, gik de ud fra, at jeg stadig boede i København. Tag den, Gitte Korsgaard!
Nogle er optimister, mens andre er pessimister, når snakken falder på provins-Danmark. Nogle mener, at det bliver bedre, mens andre har dømt provinsen til at mislykkedes. Uanset, om jeg bor her eller ej, ville jeg synes, at det var trist, hvis provinsen forsvandt for blot at blive en del af en stor homogen masse. Jeg elsker nemlig diversitet. Jeg elsker København, men jeg elsker også provinsen, særligt Kalundborg, der jo er min hjemby. Det er vel netop meningen, at der er markant forskel på provins og storby, men derfor kan man jo godt tage visse tiltag til sig, som også kunne fungere i provinsen. Især hvis det kunne bidrage til noget positivt, såsom vækst. Vi skal stoppe med at være så bange for at gøre ting, der er anderledes. Vi skal turde. Det er indimellem, hvad der skal til for at ændre på nogle indgroede (læs: ofte dårlige) vaner, som er svære at komme ud af. Uanset, jeg har ikke de vise sten, blot en mening (om alt), men jeg vil meget gerne høre din mening om ovenstående – også hvis du har idéer til, hvordan man i provinsen kan gøre nogle ting bedre…
