Ville vi heller ikke være en ‘rigtig’ familie, hvis vi ‘kun’ var os to?
Hvis ikke man er fire (eller flere), er man ikke en familie. Sikke noget sludder, tænker du (forhåbentlig) nu. Men jeg har ofte fået fornemmelsen af, at mange herude – hvor jeg bor – mener, at en rigtig familie, det er sådan en med mor, far og to børn (eller flere). Men i hvert fald ikke et enkelt!
‘Skal I ikke snart have nr. to, så I kan blive en rigtig familie’? Det spørgsmål fik jeg for et par år siden, da min datter var knap to år. Da blev jeg sgu’ provokeret. I min optik er man selvfølgelig ligeså meget en ‘rigtig’ (hvordan det så end defineres) familie med et barn, som med tre eller fem. ‘Øhhh, hvis ikke vi er en rigtig familie ifølge dig, hvad er vi så, en forkert’? var mit svar til vedkommende. Jeg fik aldrig noget svar. Ikke et ordentlig et i hvert fald. Og det kan jeg da godt forstå, for sikke noget sludder.
Hjemme hos os, har vi altså ét barn – Aura-Xenia på snart fire år. Mange spørger, eller dvs. ikke så meget mere (det tør de ikke, og slet ikke efter mit indlæg i dag). Men hold nu op, hvor har mange spurgt enten, hvorfor vi ikke har flere børn eller, hvornår vi skal have næste barn. Inden da var spørgsmålet, hvornår skal I giftes, da vi blev gift, blev det til, hvornår skal I have et barn. Alle de der ’rigtige’ kasser, man skal passe ind i for ikke at afvige fra normerne og det fællesskab, vi alle på hver vores måde forsøger at tilpasse os. Det fælleskab, hvor vi alle er ens. Alt det ’rigtige’ man skal gøre, for at være ligesom alle andre. Jeg har nogen gange lyst til at kaste op over, hvordan vi alle skal gøre, hvad der forventes af os, og hvad ‘normalen’ ligesom foreskriver.
Kunne det evt. tænkes, at det var et bevidst valg, der var truffet mht. at have ét barn og ikke flere?! Jeg undrer mig virkelig over, at så mange direkte spørger til, hvorfor dog i alverden, at vi ikke har fået flere børn. Udover, at vi måske ’bare’ har valgt, at vi ‘kun’ vil have et barn (hvorfor hedder det i øvrigt: ‘kun’ et barn, og ikke ‘et barn’?), er der jo også andre forhold, der kunne gøre sig gældende. Det kunne være, at vi ikke kunne få flere, eller at vores forhold var skidt, og vi var ved at gå fra hinanden eller eller eller… Jeg mener, der kan jo være så mange årsager til, hvorfor folk ”kun” har et barn. Derudover kunne det jo tænkes, at nogle synes, at det var hårdt eller, at de blot prioriterede anderledes end alle dem med flere børn. Men uhaaa, herhjemme må vi ikke sige, at noget er hårdt. Du skal helst have tre/fire børn (der altid opfører sig pænt og aldrig er besværlige) og et job, hvor du arbejder 70 timer, så er du rigtig sej og overskudsagtig.
Jeg synes faktisk ikke, at det har været specielt hårdt at få et barn. Dermed ikke sagt, at hun ikke kan være en lille møgunge nogle gange (det må jeg nok heller ikke sige, men det er jo sandheden, og den side har hun naturligvis ikke fra mig). Men jeg nyder at have tid til min datter, og det er et helt bevidst valg, at vi ikke har to eller flere. Vi er ikke mindre en familie af den grund. I min optik, er det nemlig ikke antallet af menesker, der definerer en familie. Nu kommer det store spørgsmål så. Er det særligt i provinsen, at det er lidt mærkeligt ”kun” at få et barn? Jeg føler klart, at folk i provinsen anser det for mere mærkeligt, at vi har et barn end, hvad jeg fornemmer på mine venner, bekendte og kollegaer i København. Men jeg kan tage fejl (hvilket jeg ellers ikke er meget for at indrømme, hvis det er tilfældet)? Men statistisk set er der jo ikke den store forskel på antal børn, folk får i provinsen kontra i storbyen.
Men udover os med ‘kun’ et barn, er det jo også dem, der slet ikke vil have børn. NOGENSINDE. Og de er da mærkelige, ikke?! Jeg har fx en veninde, som ikke er sikker på, at hun vil have børn, og hun bliver mødt med mange dumme fordomme hver dag. Når jeg hører hendes argumenter for ikke at få børn, tænker jeg, at det lyder da meget fornuftigt, og jeg respekterer, at det er hendes valg. Jeg selv ville ikke for noget i verden have undværet at få min datter, men hvad der er det bedste for mig, er jo ikke nødvendigvis det bedste for min veninde. Og jeg elsker hende alligevel, og hun er altså ikke underlig.
Enebarnsproblematikken
Aura-Xenia og Agnete (Dobbelt A) – en af bedsteveninderne
Udover at være lidt anderledes, fordi man har valgt at have ét barn, er vi også direkte tarvelige over for vores datter af samme årsag. Forleden mødte jeg en af min mors gamle veninder, der spurgte mig, om jeg ikke syntes, at det var synd for min datter, at hun ikke havde en søster eller bror. Igen bliver jeg sådan lidt paf over folks tankeløshed. I princippet kan jeg være ligeglad, da vi ikke har haft problemer med at få børn. Men som nævnt tidligere, kunne det jo være, at der var en helt specifik årsag til, at vi ikke har valgt at få flere børn. De fleste kender slet ikke til mit liv, men jeg kan være sikker på, at de har en mening om det alligevel. Derudover kender jeg faktisk mange, der har eller har haft problemer med at få børn. Det er jo ret almindeligt i dag, at det ikke er almindeligt ‘bare’ at få børn. Flere og flere skal have hjælp til det. Årsagerne hertil vil jeg ikke komme nærmere ind på nu, da vi alle ved, at der er forskellige faktorer, der spiller ind. Men tænk nu, hvis, vi havde forsøgt at få et barn mere i flere år for igen og igen at blive mødt med sådan et spørgsmål. Et spørgsmål, der ikke er stillet i ond mening, det ved jeg. Men et spørgsmål, der simpelthen beror på, at folk ikke tænker sig om, inden de taler en gang imellem (lidt for ofte).
Jeg er selv den sidste i flokken ud af tre, og jeg elsker mine storebrødre meget højt (for det meste). Var jeg blevet spurgt for år tilbage, ville mit umiddelbare svar også have været, at jeg ikke skulle have et enebarn, da jeg selv har været og stadig er meget glad for mine to storebrødre. Her skal det dog nævnes, at alle søskendeforhold langfra er lige gode. Det er dog ikke noget, som jeg vil komme nærmere ind på nu, men lad os bare blive enige om, at ikke alle søskende har lige meget glæde af hinanden. Som min far engang sagde ‘venner er de søskende, man selv vælger‘, og det er rigtigt. At nogle af os er så heldige, at vi har begge dele er jo bare et ekstra plus.
Men min datter mangler altså ikke noget. Aura-Xenia er elsket meget højt af mange mennesker, og det er, hvad der tæller i min verden. Hun er en glad lille pige, der smiler, griner og leger ligesom alle børn bør. Hun har to forældre, der ville gøre alt for hende, tre af de bedste bedsteforældre plus en reservebedste og en i Himmelby (Aura snakker med sin morfar, der bor oppe ved månen og stjernerne). Hun har en masse andre voksne i sit liv og ikke mindst en masse børn at lege med. Hun har mange gode venner, både fra børnehaven og via vores venners børn. Hun er på ingen måde et forkælet barn. Eller jo, hun er sgu’ forkælet. Det står jeg gerne ved, og jeg har tænkt mig at fortsætte med at forkæle hende resten af mit liv, men hun er ikke det forkælede enebarn, der ikke kan finde ud af at dele der tror, at hun altid er centrum, og som ingen kan holde ud. Hun er vellidt og velfungerende præcis ligesom de af hendes venner, der har en eller flere søskende. Derudover har hun fem kusiner og en fætter, som hun alle forguder, og de hende. Jo flere mennesker, der elsker hende, jo bedre. Og hun har MANGE – heldigvis.
Enebørn behøver altså pr. definition ikke at være møgforkælede unger, som ingen kan holde ud. Og jo, der er uden tvivl både fordele og ulemper ved at være enebarn. Aura-Xenia meddeler indimellem, at hun gerne vil være storebror, hvilket jeg – af indlysende årsager – forklarer hende, ikke kommer til at ske. Men jo, hun vil da ind imellem gerne have en lillebror/søster, fordi det kunne være hyggeligt og sjovt. Men hun mangler altså ikke en lillebror/søster. Det er klart, at det at have søskende at lege med og dele ting med er guld værd. Men der er også fordele ved at være enebarn. Mange af vores venner har sagt til os, at det må være dejligt at have mere tid/overskud, fordi vi ‘kun’ har et barn. Jeg talte i tlf. med en af mine bedste veninder forleden, der har tre børn og nok at se til. Hun var lige kommet fra arbejde, sad nu ude på toilettet og talte i tlf. med mig (hun kunne ikke få fred andre steder). Hun fortæller mig, at det ene barn sidder oppe på værelset og skriger, den anden render rundt med en kasse på hovedet og den tredje spiller trompet. Og hun, hun er lige ved at blive vanvittig. Jeg begyndte at grine, fordi det var så komisk, men hun mindede mig om, at det var sådan hverdagen indimellem er med tre små børn. Det skal dog lige nævnes, for at undgå misforståelser, at hun har nogle af verdens dejligste børn, og hun elsker dem over alt på jorden og ville aldrig have gjort noget anderledes, hvis hun kunne. Men indimellem kan jeg godt forstå, at hun har lyst til at sætte sig ud på toilettet bare i fem min. med høreværn på.
Jeg er enebarn, hvor er det synd for mig, og hvor jeg dog keder mig…
Derudover er Aura-Xenia fantastisk god til at lege selv, når det kræves, og det betyder altså ikke, at hun bliver placeret foran ipaden. Eller jo, det gør hun nogle gange (hvilket jo også er tilfældet for de børn med søskende), og nej, jeg mener ikke, at det er skadeligt, at børn spiller og ser film på deres ipad engang imellem. Faktisk er jeg så træt af de der speltmødre, der skal gøre alting korrekt altid, men det er en anden historie til en anden gang. Faktum er, at min datter er velfungerende, vellidt, sød, glad og kærlig (indimellem hidsig og stædig som bare f…..) TIL TRODS for, at hun er enebarn!
Nå, men der stod jeg og tog mig selv i at forsvare mit valg over for en dame, som jeg ikke en gang kendte særlig godt, og som egentlig ikke fortjente et svar på sit spørgsmål. Alligevel ser jeg mig selv gang på gang svare pligtopfyldende på alle mulige spørgsmål om, hvorfor vi dog ikke har flere børn, og jeg er altså ikke af den opfattelse af, at man fx i København går ligeså højt op i den slags, men tager jeg fejl? Ligesom jeg fornemmer, at det i København er mere almindeligt at få børn sent. Og der tager jeg ikke fejl, der taler statistikken sit tydelige sprog. Normen er nemlig også, at man ikke skal være for gammel, når man får børn i provinsen, og der skal i hvert fald ikke være mere end to-tre år imellem børnene for så får de bestemt ikke glæde af hinanden. Igen sikke noget sludder. Der er henholdsvis fire og syv år mellem mig og mine brødre, og jeg har haft umådelig stor glæde af dem, og har det stadig. Jeg mener, at det er helt afhængig af individuelle forhold. Nogle har glæde af deres søskende, andre ikke uanset, hvor mange år der adskiller dem.
Der er selvfølgelig en årsag til at gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i København er højere end i provinsen. De, der søger uddannelse, flytter ofte til storbyen og vil senere gerne gøre deres uddannelse færdig, og har derefter ofte en karriere, der skal passe ind med børn (hvilken den aldrig gør, men det er enden diskussion). Faktum er i hvert fald, at kvinder bosiddende i provinsen får børn i en yngre alder, end kvinder bosat i København. Og det kan man godt mærke på deres holdning til, hvornår man bør få børn. Altså vil jeg ikke passe ind i kassen, hvis jeg får et barn om fx to år. Men da jeg ofte ikke passer ind i folks kasser, kan det jo være, at det er lige præcis, hvad jeg har tænkt mig at gøre. Jeg elsker, når jeg ikke passer ind i de der kasser, som vi alle selv er med til at skabe.
Når alt kommer til alt, handler det vel om at acceptere, at vi alle er forskellige og træffer forskellige valg her i livet. Det ene behøver nødvendigvis ikke være mere eller mindre rigtig end det andet. Og hvad der er rigtigt for en, er ikke nødvendigvis rigtigt for en anden. I stedet for at have så travlt med at være ens og stræbe efter at træffe de samme valg, kunne vi måske glæde os over, at vi er forskellige. I min optik er diversitet fantastisk, og jeg ville ønske, at jeg selv på alle områder var lidt bedre til at gøre, hvad jeg havde lyst til og ikke altid, hvad der forventes af mig. Jeg synes faktisk, at jeg er temmelig god til at gøre, som det passer mig uanset, hvad andre mener (det vil de, der kender mig helt sikkert bekræfte). Men der er et par steder, hvor jeg ville ønske, at jeg var lidt mere modig. Det er ikke altid, hvad der er lettest, der er det rigtige. For i sidste ende handler det vel om at være lykkelig og gøre de ting, der gør en glad uanset, hvad andre mener, at man burde gøre eller ikke gøre.
Nedenfor er lidt statistik på nogle af mine udsagn.
“Antallet af kvinder, der føder efter deres 40 års fødselsdag, er tredoblet siden 1990. Og det er i særlig grad et storbyfænomen. I 2009 kom 929 københavnerbørn til verden født af kvinder over 40 år. I Region Midtjylland med Århus som trækplaster var det 423 børn. Mens blot 132 nordjyske kvinder over 40 år var på fødebriksen. Det er også storbyerne, der kan fremvise de »helt gamle« – relativt set – mødre. I 2009 fødte 49 kvinder over 45 år i hovedstaden. Et fænomen, der er nærmest ikkeeksisterende på det øvrige Sjælland og i det nordjyske I den anden ende af aldersskalaen og i provinsen – i Region Nordjylland, Sjælland og Syddanmark – sker det modsatte. 7.662 kvinder under 25 år blev mor i 2009, og det er en stigning på 12 pct. siden 2007. Holdt op mod antallet af fødedygtige under 25 år, er der dog tale om små relative stigninger. Sikkert er det imidlertid, at bopælen har betydning. I Hovedstadsregionen er det kun 1,7 pct. af de 14-24-årige, der har fået børn. I den satte ende af skalaen ligger Syddanmark, Nordjylland og Region Sjælland, hvor op mod 2,4 pct. af de 14-24-årige er blevet mødre”.
Se evt. mere på http://www.b.dk/danmark/gamle-moedre-bor-i-byen-de-unge-i-provinsen og www.dst.dk
