Dengang flødebollerne var meget større, og ’Mini Muh’ (de der lyseblå chokoladeting med et billede af en ko på) kostede en kr. Dengang der var kassettebånd og pladespiller, og da det blev rigtig fancy cd’er til festerne i pejsestuen (pejsestue, er der mon nogen, der har sådan en i dag)? Dengang man kendte politiet ved navn, fordi de var lokale og boede i byen (ikke fordi jeg lavede ballade). Dengang, at det ikke var lige så vigtigt at låse sin hoveddør, som det er i dag. Dengang, at lakridspiberne ikke var i fare for at lade livet, fordi de gav et forkert signal til samfundet, herunder børnene. Dengang skippermiks ikke var en racistisk blanding lakrids. Og jeg kunne fortsætte i en uendelighed. Men var det bedre dengang?
Racistisk lakrids
’Dengang’ er jo i virkeligheden en individuel størrelse. Min mormor på 100 år griner, når jeg siger ’i gamle dage’ om 1980’erne, hvor jeg var barn og husker en masse sjove ting fra. En masse ting, som ikke er længere, eller i hvert fald er forandret. Jeg mener ikke gamle dage, som dengang man døde af mellemørebetændelse, fordi der ikke var penicillin eller dengang, hvor man ikke havde køleskab og toilet. Men min mormors gode gamle dage er altså lidt længere tilbage, end mine. Men fælles er vel, at det for hver enkelt person er noget, der ligger tilbage i tiden og som man husker, som noget godt. Noget, der ikke er længere og aldrig bliver igen. Noget man indimellem savner. Men måske også noget, som man har en tendens til at forherlige?
’Dengang’ må være en sætning, jeg siger relativt ofte (og der er helt sikkert mange, der har det ligesom jeg). Jeg er så sentimental og elsker at snakke om ’gamle dage’. Det er nok meget godt, fordi det indikerer vel bare, at jeg har gode minder fra en tid, der ikke er mere. Jeg har flere venner og veninder, der kærligt griner lidt af mig, fordi jeg også er håbløs romantiker i ordets bredeste forstand. Når noget eller nogen ikke lever op til mine – indrømmet – indimellem urimelige forventninger, bliver jeg skuffet og vred. Jeg bliver også forvirret, når tingene har ændret sig – pludseligt – uden at jeg har lagt mærke til det. Nogle vil mene, at det måske er den bedste måde, idet overgangen dermed er mere blød, men nej. Nogle ting skal sgu’ forblive de samme, og skal de absolut ændre sig, skal jeg da have besked om det INDEN, så jeg kan forberede mig. Det er da det mindste, man kan forlange. Eller er det?
Det er det faktum, at det er definitivt, jeg har det svært med. Hvad nu, hvis jeg fortryder, hvad nu, hvis jeg gerne ville have, at det var som før. Hvad nu, hvis jeg ikke er klar til, at tingene ændrer sig. Derudover er der det faktum, at jeg ikke har noget at skulle have sagt. Eller det har jeg selvfølgelig, når det gælder visse ting i mit eget liv, men jeg er jo ikke herre over alt, hvilket måske også er meget godt. Det er jeg bare ikke altid god til at acceptere. Jeg kan jo bedst lide at bestemme, at have kontrol.
Men hvad nu hvis det nye er bedre, hvad nu hvis forandringen er positiv. Det glemmer jeg lidt at fokusere på nogle gange, fordi jeg har så travlt med at brokke mig i mit stille sind over selve forandringen. Jeg har nemlig indimellem en tendens til at tænke, at det der var, var bedre, end det der er, men det er jeg ikke længere så sikker på. Det var bare anderledes. Mange ting er nemlig også bedre i dag, end de var engang. Jeg tror, at jeg er bange for at træde forkert. Bange for, at det nye ikke er lige så godt som det gamle. Bange for, at jeg ikke kan fungere med det nye. Man ved, hvad man har, men man ved ikke, hvad man får. Er det ikke sådan, de kloge siger om forandringer? Men jeg er blevet bedre – meget bedre til forandringer, og har tænkt mig at fortsætte den vej.
Er vi – i provinsen – dårligere til forandringer?
Og hvor vil jeg hen med alt det her. Jeg har simpelthen gået og tænkt over, om man i storbyen er bedre til at tage imod nye tiltag og forandringer, end man er i mindre lokalsamfund – i provinsen? Dvæler vi mere ved fortiden og, hvad der var engang? Har vi en tendens til at romantisere noget, der er endt og aldrig kommer tilbage, og er det også et fænomen, der er mere udbredt i provinsen, hvor vi måske netop ikke er lige så gode til de store skridt, som man er i storbyen? FREMSKRIDTET! Eller er det ’bare’ sådan vi mennesker er?
Jeg spurgte en veninde, der er fra provinsen, men bor i København, om hun også mente, at man i storbyen er bedre til at håndtere forandringer, og svaret kom prompte ’Ja for helvede’, hvilket jeg morede mig lidt over. Men hun har jo ret. Og det er faktisk ikke så mærkeligt. Som jeg har skrevet tidligere, søger vi alle sammen at passe ind et sted, at være en del af en gruppe (nogle mere end andre). I storbyerne er der langt større plads til diversitet, og her er der derfor naturligt flere forskellige grupper at passe ind i, og dermed også plads til nye trends, forskelligheder og nye tiltag. Hvorimod i provinsen, hvor ’flokken’ er mere homogen, og det giver mindre plads til det nye og anderledes – det vi ikke er vant til, ikke kender, og måske er lidt bange for.
Derudover kommer forandringerne ofte storbyerne til gode. Provinsen er i den situation, at mange ændringer i samfundet desværre forringer ’standarden’ i provinsen, og måske netop derfor er man, i provinsen, lidt mere bange for ændringer? Og når jeg siger ændringer kommer vi ikke uden om centraliseringen. Jeg ved godt, at nogle politikere nu vil hævde, at centraliseringen, herunder dens mange forandringer bestemt ikke forringer provinsbyerne, men det gør de altså desværre ofte. Jeg siger ikke, at centraliseringen udelukkende er noget skidt, men jeg siger, at man skal have mere for øje, hvilken effekt de forskellige tiltag/forandringer har på provinsbyer i Danmark. I hvert fald, hvis provinsen ikke skal ende som en spøgelsesby, der engang var. Men nu ikke længere er.
Plads til forandringer
At tale om fortiden, rummer altid et element af nostalgi. Måske det er på tide at aflive myten om, hvor meget bedre alting var i gamle dage. Jeg mener, selvfølgelig var visse ting bedre, men meget har også ÆNDRET sig til det bedre, og gør det stadig. Måske, vi i samfundet – storby og i særdeleshed provins skal blive bedre til at fokusere på alt det, der er blevet bedre i dag. Alt det, der i dag er muligt, og som vi ikke vidste dengang i de ’gode gamle dage’. Vi elsker at brokke os over, hvad der ikke fungerer. Men måske vi nogle gange skulle træde et skridt tilbage og glæde os over det, der rent faktisk fungerer?! Jeg har i hvert fald tænkt mig at fortsætte kursen mod det uvante. Så længe, at de vigtige mennesker – dem jeg elsker og holder af – i mit liv er uforanderlige, kan det da ikke gå helt galt – selvom tingene omkring mig indimellem forandrer sig.
