‘Danskerne er uhøflige turister’.
Sådan lød overskriften på en artikel i Ingeniøren for nogle år tilbage. Det er bare ikke, hvad jeg oplever, når jeg rejser rundt i verden. Deres udgangspunkt er ganske givet også lidt anderledes, da de vel primært taler om deres oplevelser med erhvervslivet i forskellige lande, men jeg har læst mange artikler med netop den vinkel, at vi danskere er uhøflige, når vi rejser i udlandet. Ligesom da jeg sad som journalist på Kulturredaktionen på Morgenavisen Jyllands-Posten lige efter Muhammed-krisen, eller burde jeg sige under, for den havde sat sine spor, og det føltes indimellem som om, der stadig var krise. Bl.a. fik vi alle tudet ørerne fulde af, hvor lidt velkomne danskere var i muslimske lande. Og det var også helt korrekt i flere tilfælde på det tidspunkt, og der er også steder, man skal holde sig fra i dag, men det gælder ikke kun for danskere. Men når det er sagt, har jeg rejst i flere muslimske lande de senere år, og har følt mig meget velkommen.
Jeg sidder pt. og nyder udsigten (sammen med en mio. myg, men jeg giver mig ikke, jeg går ikke ind) udover bjergene, havet og en meget smuk by på min ynglingsø i hele verden, Skiathos, Grækenland. Her har jeg efterhånden været mange gange, både med venner og familie, og jeg bliver mere og mere forelsket i øen for hver gang, også selvom jeg denne gang er indlogeret på et hotel med stort set kun italienere, hvis humor jeg overhovedet ikke forstår. For dem er jeg ikke fra provinsen eller fra storbyen, jeg er bare hende danskeren – det er min identitet hernede.
‘Danskheden’
Nu skal det jo heller ikke lyde som, at jeg har været alle steder i hele verden (gid det var så vel), jeg har skam stadig mange steder til gode. Men derfor kan jeg sagtens dele med jer, hvad jeg oplever, når jeg er udenlands, da jeg synes, at det er vigtigt at få understreget, at vi danskere faktisk er vellidte mange steder i verden. Og her skelner jeg ikke mellem provins og storby. Vi har nemlig det til fælles, at vi alle er danskere, og når udlændinge ser på os, ser de ikke en fra provinsen eller en fra København – de ser en dansker.
Man kan selvfølgelig betvivle validiteten af min ‘undersøgelse’, men den er jo ikke lavet i den forstand, at man skal analysere ud fra den og drage vilde konklusioner – og dog. Jeg tillader mig at tale ud fra den, fordi jeg så gerne vil fortælle, at jeg faktisk oplever, at danskere er vellidte alle de steder, jeg har været. Og det er noget, vi kan være stolte af. Nu siger jeg jo ikke, at vi ikke er sære, mærkelige og alt muligt andet (for det er vi også), men vi har altså også gode sider, som også mennesker med andre nationaliteter heldigvis kan se. Ris skal man nok få, men ros hænger ikke sådan på træerne. Men i de mange byer, øer og lande, hvor jeg efterhånden har slået mine folder, kan de lide Danmark og danskerne.
Inden for psykologiens verden (ikke at jeg ved meget herom) definerer man bl.a. identitet ved, at en person tilhører forskellige grupper, og man har i kraft af disse tilhørsforhold forskellige gruppeidentiteter. Vi danskere har altså en fælles identitet – ‘den danske’. Og er der noget, der kan få os til at holde sammen i det store udland, er det den fælles identitet. ’Danskheden’. Det er jo ikke for sjov, at vi ofte søger hinanden, når vi er langt væk hjemmefra. Ligesom vi står sammen, når det drejer sig om en fodboldkamp eller, når noget går skidt, og vi må kæmpe sammen for at nå et fælles mål. Det pudsige er, at vi i Danmark også har forskellige gruppeidentiteter – gruppen fra provinsen og gruppen fra storbyen, men samtidig hører vi under en fælles identitet – ‘den danske’.
Uhøflige danskere – nix
Nå, men jeg har, som sagt, læst adskillige artikler om, hvor uhøflige turister danskerne er, og den problemstilling har jeg, igennem længere tid, tænkt over. Jeg elsker, som sagt, at rejse, og jeg vil tro, at jeg i gennemsnit har rejst til forskellige steder tre/fire gange om året i de sidste mange år. Ikke én gang har jeg følt mig dårligt behandlet, eller følt, at folk har været trætte af mig, fordi jeg var en ’uhøflig dansker’. Tværtimod er folk altid søde og hjælpsomme, hvad enten jeg har været i Asien, Nordamerika, Afrika eller Europa (de andre kontinenter har jeg endnu til gode).
Når jeg har spurgt ind til, hvordan lokalbefolkningen, det pågældende sted, oplever danskere (og det har jeg spurgt om mange gange), har svaret aldrig været negativt. Tværtimod. Om de så lyver for mine blå (grønne) øjne skyld, eller rent faktisk mener det, kan jeg jo kun gisne om. Men deres opførsel over for mig indikerer i hvert fald, at de mener det. Selvfølgelig har det også noget at gøre med, hvordan jeg er som person, om jeg er venlig over for dem osv. Vi har jo haft den der med, at vi alle kommer længst i verden med venlighed (det er bare nogle gange svært at overholde, især over for Telia).
Vi er altså meget søde
Når jeg rejser, får jeg bl.a. af vide, at vi danskere er hjælpsomme, tålmodige (her er det tydeligvis ikke mig, de taler om), høflige og lette at tale med. Folk fra andre lande forstår ikke altid vores humor, men hvad – det gør jeg heller ikke altid. Derudover er mange imponeret over, at langt de fleste danskere taler flere sprog. Det bidrager selvsagt til en bedre kommunikation (også selvom det indimellem er ‘Poul Nyrup-engelsk’). Vi er også ofte beskrevet som ‘easy going’ og lette at ‘small talke’ med (hey, man er vel dansker – vi kan jo altid tale om vejret).
Det, jeg forsøger at sige, er, at mange danskere – desværre – har en helt forkert opfattelse af, hvordan andre mennesker i andre lande og kulturer opfatter ’os danskere’. Jeg siger ikke, at der ikke er plads til forbedringer (for det er der helt sikkert), men sådan i det store hele, oplever jeg, at vi danskere generelt er vellidte og velkomne langt de fleste steder i verden i dag.
Gode turister, dårlige værter
Vi har, som tidligere nævnt i et indlæg, fået på puklen for vores ringe service-niveau i Danmark i de senere år. Udenlandske turister er utilfredse med danskernes idé om, hvad service er – og jeg er, som bekendt, enig. Men jeg ved også, at man nogle steder i Danmark er rigtig god til service-delen, selvom der altid er plads til forbedring – i by og på land.
Eftersom jeg i øjeblikket befinder mig på en græsk ø kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det er, de kan på den her ø. Selvfølgelig har de et klima, der er oplagt til strand og udendørsliv, men med den sommer vi fx har haft i Danmark i år, har vi da også muligheder. Jeg har måske været på ca. 15 forskellige øer i Grækenland, og de kan altså noget. De tilpasser områderne til turister, og de ved, hvad service er. Måske vi danskere skulle blive bedre til at se, hvad andre lande gør i forhold til turisme og tage ved lære. Jeg kan i hvert fald se, at vi – nogle steder i Danmark – er håbløst bagud på visse områder. Og det er ikke kun, når jeg er i Grækenland, at jeg har tænkt de tanker, hvilket bare gør det endnu mere tankevækkende.
Men når det er sagt, skal vi ikke oven i hatten gå og tro, at andre nationer også er trætte af os som turister, for det er, efter min mening, en skrøne, og jeg køber den ikke. Vi er altså gode turister, men dårlige værter. Men vi kan gøre det endnu bedre og blive gode turister OG gode værter, hvis vi vil?! Især i provinsen, hvor vi netop ‘mangler’ visse andre ting, som storbyen kan prale af, burde vi tænke over, hvordan vi kan gøre vores små byer mere attraktive for bl.a. turister.
Uanset, vil jeg helst kunne være stolt af at være dansk, og det er jeg for det meste af tiden.
Nedenfor får I lige et par billeder fra min ynglingsø (kunne ikke lade være).
