Hvis jeg siger ‘De gyldne Palmer’, tænker I ‘Cannes Festival’ – og det er selvfølgelig min hensigt.
Han ligner sig selv. Har stadig sweatshirt og kasket på, præcis som i gamle dage. Jeg skrev for nogle uger siden om at være iværksætter i provinsen, og jeg kom i den forbindelse til at tænke på Thomas, der har virksomhed i København. Han ejer, sammen med en kammerat, reklamebureauet ‘Konstellation’, som har vundet flere priser og bl.a. for nylig været til Cannes Festival, fordi de også der var nomineret til en pris. Jeps, jeg sagde Cannes Festival – imponerende, ikke?!
Helt nøjagtig var de afsted med reklamen ’Happy Beertime’ for Carlsberg, hvor de var indstillet i kategorien ’Innovative Use Of Social For Mobile’. Konstellation var til Verdensmesterskaberne i reklame, og var udvalgt til finalen blandt de syv bedste i VERDEN.
Thomas flyttede til København fra provinsen et år efter gymnasiet, og det er nu otte år siden, at han startede sin virksomhed sammen med kammeraten Nicolai Elmqvist, der også er fra Kalundborg. Thomas var egentlig Art Director på et reklamebureau, men kunne ikke slippe tanken om, at han kunne selv. De startede ud i små lokaler, men siden da er der sket meget, da virksomheden hele tiden vokser. I dag kan de nyde udsigten ud over søerne i København i nogle helt fantastiske lokaler. Sådan nogle lokaler, der kun findes i storbyen.
‘Jagtstuen’, Konstellation
‘Vi drak nogle øl dengang tilbage for otte år siden, og blev enige om, at vi skulle starte egen virksomhed. Jeg er fra Kalundborg, men ville aldrig kunne drive en virksomhed som Konstellation i en provinsby. Især det at få kvalificerede folk ville være et problem. I visse brancher er det svært, for ikke at sige umuligt at tiltrække den rigtige arbejdskraft, hvis du har virksomhed i provinsen. Det er faktum. Og sådan er det fx i min branche. Det kunne måske lade sig gøre i Århus, da Århus har en snært af miljøet fra København, men det er også den eneste by i Danmark udover Købehavn, hvor jeg tænker, at det er muligt. Ikke engang Odense eller Aalborg ville kunne lade sig gøre for mig. Jeg har bl.a. mange kreative folk, og de er alle meget passionerede mennesker, som går op i kultur, og den er der ikke meget af mange steder i provinsen, slet ikke i Kalundborg. De her mennesker er nok meget opsøgende og nysgerrige, og de går ikke så meget op i hus, bil osv. Derudover er den type virksomheder, vi arbejder for, førende virksomheder, der alle ligger i København. Det besværliggør også i den grad, at vi skulle ligge vores virksomhed væk fra storbyen. Her tænker jeg fx, når man skal mødes, hvilket man skal relativ ofte, selvom meget foregår via net og tlf. i dag. Vi er klart afhængige af, at vi ikke er alene. Her i København er et kæmpe netværk, bl.a. af freelancere fx fotografer, men også produktionsselskaber. Hele den struktur eksisterer bare ikke derude. Det handler også om branding. At være, hvor det sker, at blive set. Fx er bureaufester meget vigtige, da det netop handler om branding og netværk. Derudover skal man være dygtig og sød, så når man langt’.
Drømmen i New York
Konstellation laver ikke så meget reklamer til tv, derimod mere til online. Det betyder dog så langt fra, at kunderne ikke ligger i den tunge klasse, for det er der flere af dem, der gør. Bl.a. kan nævnes Carlsberg, Sommersby, Lego, Nykredit, Læger uden grænser og Momondo. Oven i købet på det globale marked med nogle af de danske brands som Lego og Carlsberg. Konstellation har nemlig for nylig etableret kontor i min ynglingsby New York (der vil jeg også have kontor).
’Vi er i etableringsfasen, men vi har oprettet firma osv. derovre, og så handler det om, at lade folk det vide, så hele ens netværk er klar over, at vi kan tage opgaver derovre også. Vi mistede fx en kunde for to år siden, fordi vi ikke havde lokalt kontor i USA. Vi vil gerne vækste, men vil hellere sprede os i stedet for at blive for store ét sted. Vi skal ikke være større end, at vi alle kan gå ud og få en øl, uden at skulle booke en bar først. Derudover tror mange, at man har så meget frihed, når man er selvstændig, men det tager mange år, før den frihed er en realitet. Indtil da er man bundet på arme og ben, og derfor laver vi drømmen i virksomheden. Fx at kunne flytte derover med virksomheden og arbejde med vores kunder internationalt.
Altid lidt halm i træskoene
Thomas Pries
Thomas er stadig lidt ’bonderøv’ (på den gode måde naturligvis),og har lidt halm i træskoene – som tilfældet er med mange af os, der er opvokset i provinsen. Han kan godt savne den natur og den fred, der er væk fra storbyen. Han har tidligere boet i lejlighed i København, men bor nu i et lille hus på Amager, hvor han har en tilgroet have, hvor hunden kan løbe frit. Det giver ham lidt fornemmelsen af at være væk fra storbyen.
’Men det sjove er, at når jeg på et tidspunkt nok finder på at flytte lidt længere væk fra København, så betyder mit lille hus på Amager, at jeg stadig kan være tæt på storbyen de dage, hvor jeg har behov for det. Det kommer til at fungere som en slags mellemstation, og det har jeg brug for, da jeg vil få svært ved at slippe byen helt. Men jeg drømmer vel ligesom alle andre, der er fra provinsen, om at give nogle af de kvaliteter, noget af den barndom videre til mine børn, som jeg selv havde. Det kan jeg bare ikke med mit job, så det bliver på en anden måde. Jeg synes i øvrigt, at mange steder i provinsen mangler man kultur, men især i Kalundborg er den slem. Man har jo ikke engang et spillested, som man x har i Slagelse, Holbæk, Næstved og Roskilde. Unge har brug for livekoncerter. Det er identitetsskabende at kunne gå til de arrangementer, der passer til den, du er. Jeg har stadig familie i Kalundborg og kommer derfor på besøg jævnligt, men jeg synes i den grad, at Kalundborg burde gøre noget ved kulturlivet’.
Peter Pan generation
Da jeg snakkede med Thomas, sagde han noget interessant – eller han sagde mange interessante ting, men han sagde noget, jeg tænkte over efterfølgende – noget jeg egentlig ikke har tænkt over tidligere.
‘Det er ligesom, at dem der aldrig forlod provinsen hurtigere blev voksne. De bliver gift, får børn, køber hus og bil meget tidligere. I hvert fald mange af dem’.
Det fik mig til at tænke på en artikel, jeg har læst for nylig i Morgenavisen Jyllands-Posten. Ikke at den artikel skelnede mellem storby og provins i diskussionen om at blive voksen, men dét Thomas sagde, det kan der da vidst være noget om. Jeg har ofte tænkt, at de af mine tidligere skolekammerater, der blev i byen, fik deres børn noget tidligere end jeg, men nu hastede det jo heller ikke ligefrem for mig med den slags. Men det er da ikke kun mig (og Thomas), der var lidt langsomme (eller de andre der er hurtige). Undersøgelser viser jo netop, at man i provinsen får børn tidligere, end i storbyen, og det er der selvfølgelig flere indlysende årsager til. Det være sig årsager som uddannelse, karriere osv., men det vil jeg nu ikke komme nærmere ind på nu. Men det må jo også betyde, at storbyen huser flere i ’Peter Pan generationen’ (som de kloge kalder det) end, hvad tilfældet er for provinsen? Eller er det en og samme sag? Hvis ja, gad vide, hvad det har af betydning i det lange løb?
Nu er det jo ikke, fordi jeg siger, at Thomas eller jeg selv, for den sags skyld, tilhører Peter Pan generationen, hans ord fik mig bare til at tænke over, hvorvidt der er forskel på storby og provins på det område. Man kan jo godt vælge at få børn senere eller sent i livet, uden at årsagen er, at man ikke tør tage ansvar osv. En anden ting, han sagde, som jeg også tænkte over var; ‘man skal være dygtig og sød, så når man langt‘. Jeg kunne ikke have valgt ordene bedre selv. Jeg er fuldstændig enig, hvis man har talent og så oven i hatten er et venligt og rart menneske, har man den perfekte cocktail, og man kan nå langt med ‘blot’ de to ting. Èn ting er i hvert fald sikkert, Thomas er både dygtig og sød, så han skal nok drive det langt.
Endelig har Thomas da så meget ret i, at kulturen i den grad halter bagefter mange steder i provinsen. I min kommune er kulturen helt klart en mangelvare. Der er alle muligheder, men de bliver ikke udnyttet. Jeg ved, at erhvervslivet er vigtigt, at selvfølgelig skal der være jobs, ellers ingen tilflyttere, men omvendt indbyder man ikke folk til at bosætte sig, hvis der ingen kulturelle tilbud er, udover naturen – og slet ikke højtuddannede, som kommunen så gerne ser bosætter sig i provinsen også. Det kan undre mig, at kulturen er så usynlig og i den grad nedprioriteret, når selv de store virksomheder i kommunen efterspørger den?! Hvad er årsagen hertil og, hvad gør de rigtig i de provins-kommuner, som har succes med at integrere kulturlivet med provinsen?
Flere af jer har sikkert læst nedenstående artikel, men til de af jer, der endnu ikke har – læs den, den er sjov og tankevækkende. Det er en Premium-artikel, men I kan godt åbne link her og læse artiklen uden Premium-abonnement.
http://www.jyllands-posten.dk/premium/indblik/Indland/ECE6965967/bliver-vi-voksne-sadan-rigtigt/
