Nedenstående artikel fra Morgenavisen Jyllands-Posten ‘faldt jeg over’ her til morgen, og tænkte, at den var jeg nødt til at linke til på min blog, fordi det jo egentlig vedkommer os alle – i storby og i provins.
Overborgmester Frank Jensen (S) har fat i noget rigtigt. Det handler selvfølgelig om at stå sammen i provins og storby – også så vi er konkurrencedygtige i forhold til udlandet. MEN…
Hvad angår udligningsreformen, nævner han, at vi selvfølgelig ikke skal have et land, der knækker over, men at København er ved at have nået smertegrænsen, hvad angår udligningssystemet. Jeg mener klart, at Frank Jensen har flere pointer, og at han har ret i, at vi er afhængige af hinanden, at provins og storby skal arbejde sammen, men urbaniseringen er jo netop noget af det, der gør det svært for mange provinsbyer, og derfor er mange borgmestre i kommunerne rundt omring enige om, at man skal have et mere effektivt udligningssystem end, hvad tilfældet er i dag. Men også Frank Jensen bruger urbaniseringen som et argument for, at København har behov for penge, da de hele tiden får flere borgere…
Vi lever jo netop i et samfund, hvor vi gør en dyd ud af at hjælpe dem, der ikke har så meget. Vi lærer vores børn, at man skal hjælpe hinanden, at man skal dele, gør vi ikke? Spørgsmålet er så bare, hvordan teori og praksis hænger sammen her. Er det kun i teorien, at det lader sig gøre at gøre kommunerne i Danmark mere homogene, hvad angår økonomi, eller strammer provinskommunerne den over for hovedstaden, når de beder om så mange penge?
