Stavnsbåndets ophævelse skete over en årrække fra 1788 til 1800 (hvis du ikke ved, hvad stavnsbåndet var, har du nok ikke fulgt godt nok med i historietimerne. Godt, du kan google det). Men her i 2014 tror jeg, at stadig flere mærker båndet stramme om frihedstrangen og det frie valg, og at mange har fornemmelsen af at være stavnsbundet. Jeg føler mig presset på mit store behov for at bestemme selv. Jeg HADER, når tingene er ude af mine hænder, når nogen eller noget skal bestemme over mig, og det føler jeg er tilfældet her. Jeg føler mig stavnsbundet. Det handler ikke om, hvorvidt jeg vil blive boende her i byen, flytte til en anden provinsby eller København, det handler ganske simpelt om, at jeg da selv vil bestemme – uanset, hvad mit valg falder på.
For to år siden begyndte vi her i hjemmet at tale om at sælge huset. Vi lavede forespørgsler hos forskellige mæglere i byen, og de mente alle, at det ville være dumt at sælge på det tidspunkt. Vi droppede tanken for en stund, men jeg har aldrig kunne slippe den helt. For et lille år siden kontaktede vi igen mæglerne, og fik samme besked. Deres råd var at vente mellem tre og fem år med at sælge. Tag den. Og vi er så langt fra de eneste, der står i den situation. Der sælges stort set ikke huse til over 2 mio. kr. her i kommunen pt. Og det er jo ikke kun i Kalundborg Kommune, at det er tilfældet.
Liguster-fascist eller hipster-klovn
Det er faktum, at når studenterhuen er kommet på hovedet, vælger mange unge at forlade ligusterhækken og Weber-grillen i provinsen til fordel for storbyens fester, frisind og alle de andre muligheder, der ikke eksisterer i provinsen. Det var lige præcis, hvad jeg selv gjorde. Nogle vælger at flytte tilbage til hjemegnen eller i hvert fald til provinsen efter et antal år i storbyen. Det gør de ofte, når de begynder at tænke på at stifte familie. Det var også tilfældet med mig selv. Men jeg tror, at noget har ændret sig. Tidligere var det ofte sådan, at når man begyndte på hele børne-hurlumhejet, vurderede mange, at det ’gode liv’ fandtes uden for storbyen – i provinsen. Her kunne man give sine børn de samme trygge rammer, som man selv havde haft. Jeg ser en tendens i dag, hvor flere og flere ikke følger den vej, men derimod er af den mening, at man sagtens kan give børn trygge og gode rammer i storbyen. Selvfølgelig gælder det ikke alle, men jeg tror, at der er sket en holdningsændring. Jeg tror, at den holdningsændring bl.a. betyder, at færre køber hus i provinsen, og når efterspørgslen ikke er der, kan der ikke sælges huse – resten siger sig selv.
Dog blev jeg forleden fortalt, da jeg var på besøg hos Symbiosis Center i Kalundborg, at min kommune har positive tal på bundlinjen her i 2014, når vi taler tilflytning til kommunen. Det var jeg ikke klar over (sådan føles det nu heller ikke), men det er da skønt. Desværre er tallene langt fra positive i alle provinskommuner.
Duften af nyslået græs
Jeg kan sagtens nikke genkendende til idéen om, at mit barn skal dufte grill og nyslået græs, have jord under neglene, kunne rende ned til vandet, og kende den helt specielle lyd af folk, der sidder inde bagved ligusterhækken og spiser mad på terrassen om sommeren. De værdier som man selv har med i rygsækken, dem vil man så gerne forsøge at give videre til sine børn. Men når alt kommer til alt, har jeg overhovedet ingen referenceramme på, hvad det vil sige at vokse op i København med en baggård og/eller en park som sin have. Det eneste jeg har, er et billede inde i mit hoved af, hvordan det må være. Men selvfølgelig lader det sig gøre at have børn i København (jeg har masser af venner bosiddende i København med børn – alle glade og sunde), det er jo bare mig, der er lidt en ’bonderøv’.
Udsalg
Pernille og Martin og deres tre børn er en af de familier, der valgte livet i provinsen til og forlod i 2006 Nordvest-kvarteret i København. De valgte at købe hus i Kalundborg, som de dog har haft til salg det sidste lille år. De vil meget gerne købe et andet hus – også her i byen. Deres hus er for tre uger siden sat mere end en halv mio. ned, og de er nu under de magiske 2 mio., der åbenbart er loftet i denne del af Danmark.
’Vi har haft to mæglere på, og har fået af vide af dem begge, at markedet, hvor vi bor er faldet 20/30 pct. fra da det var på sit højeste, og det er meget. Det er klart problematisk ikke at kunne sælge sit hus, når man gerne vil. Man føler sig i den grad stavnsbundet. Og får vi det solgt, ved vi, at det bliver med et tab. Vi vil dog gerne blive i byen, men bare købe hus et andet sted, så måske regnskabet går op for os, da vi kan være heldige, at huset vi køber også vil være tilsvarende sat ned i pris’.
Lige præcis der, rammer Martin plet. For står man og skal sælge sit hus et sted i provinsen, hvor huspriserne ligesom i min kommune ikke er steget meget i forhold til, hvad der er sket i fx København, så har man et stort problem, hvis man gerne vil købe bolig i København efterfølgende, med mindre man selvfølgelig har en masse penge.
Personlige konsekvenser
’Selvfølgelig har det personlige konsekvenser af den ene eller den anden slags ikke at kunne sælge sit hus, når man gerne vil. I vores tilfælde har vores værdier ændret sig, og så er det frustrerende at være bundet til et hus. Vi har været heldige at kunne sætte huset ned, fordi vi har økonomi til det. Men det er ikke alle, der bare kan det. Vi spurgte faktisk også banken, om vi kunne få lov at leje huset ud, fordi vi bare gerne ville videre. Men det fik vi ikke lov til. Det er en møgsituation, men vi har selvfølgelig også selv et ansvar’.
Pernille og Martins situation er ikke sjælden, og det er eksemplet med parret, der skal skilles, men som er nødt til at blive boende i huset indtil det er solgt, og på skift flytter ind og ud pga. børnene osv. heller ikke. Eller parret, der gerne vil flytte til en anden by grundet job, men som også er bundet til et hus, de ikke kan sælge. Der kan man da tale om at føle sig stavnsbundet. Men Martin har ret. Vi har alle et ansvar. Vi har jo ikke købt vores huse med bind for øjnene og en pistol for panden. Men når det er sagt, så var der ikke grænser for, hvad bankerne gav lov til for år tilbage, og nu er kassen lukket. Det betyder, at mange af den ene eller den anden årsag, sidder i en skidt situation, hvor de personlige konsekvenser kan være meget store, fordi de er stavnsbundet.
Omvendt kan jeg ikke lade være med at tænke på, om problemet er så stort, fordi vi netop er nogle forkælede årgange, der har været vant til meget mere end fx, hvad vores forældre var vant til som unge. Dermed ikke sagt, at man skal nøjes. I min verden skal man ALDRIG nøjes, jeg går altid direkte efter det, jeg vil have (problemet er nok nærmere, at jeg ikke altid ved, hvad jeg vil have). Men spørger man mig, handler det også om en holdningsændring blandt min og de yngre generationer i dag. Dog så vi i nullerne, hvordan børnefamilier med middelindkomst blive presset ud af storbyen pga. stigende boligpriser. Det samme ser man igen i dag med de prisstigninger, der nu begynder at vise sig i hovedstaden. Så mon ikke, at flere vil vælge provinsen til igen?
Uanset årsag, er det træls, men så må vi jo smøge ærmerne op, være kreative og finde ud af, hvordan vi løser problemerne. Derudover må banker og kreditforeninger da efterhånden også have tjent nok på gebyrstigninger og rentetilskrivninger til, at de kan slække på kreditkravene til mulige boligkøbere!
Hvis interesse, kan man se Pernille og Martins hus på nedenstående link
