Jeg læste for et stykke tid siden, at på landsplan pendler hver femte dansker dagligt fra bopælskommunen til den kommune, de arbejder i. Men samtidig skjuler landsgennemsnittet store lokale forskelle, da pendleriet i nogle kommuner er så omfattende, at mere end 40 procent af indbyggerne i kommunen pendler. Derudover trækker især storbyerne pendlerne til. København er et godt eksempel, da rigtig mange pendler til og fra København, da huspriserne herinde er meget højere, end i resten af landet. Det betyder, at rigtig mange VÆLGER at arbejde i hovedstaden, men bo i en anden by. Men det betyder også, at mange er NØDT TIL at arbejde i hovedstaden, men bo i en anden by, fordi de ikke har råd til at bo i København eller/og fordi der ikke er job til dem, hvor de bor.
Ifølge artiklen, er der op til 16.000 kr. om måneden at spare for en børnefamilie, der er bosat på Sydsjælland, hvor den ene forælder pendler en time til og fra København. Der er i rådighedsbeløbet medregnet, at den ene forælder går på nedsat tid for at tage sig af børnene, når den anden har flere timer væk fra hjemmet pga. kørsel. Hvis man som pendler kan spare så mange penge ved at køre forholdsvist langt hver dag på job, er det vel en meget god forklaring på, at vi har så mange pendlere i Danmark. Men artiklen indikerer da også samtidig, at boligpriserne er stukket af for København, eller også er de stukket af for resten af Danmark…?
Jeg synes, at det er vilde tal! Jeg kan heller ikke lade være med at spekulere på, hvor miljøhensynet er henne her? Der er da temmelig meget at spare på den konto, hvis færre mennesker pendlede så langt hver dag. Prøv at tænke på, hvor meget vi kunne spare miljøet for, hvis bare halvdelen af de mennesker i stedet havde jobs i nærheden af deres bopæl.
Familien er dyrebar
Men det kan eller vil mange ikke. Du kan ofte købe en villa i provinsen for samme pris som en toværelses i København, men det kan også betyde, at tiden går fra familie og venner, hvis du dermed vælger at pendle. Familien er netop en anden meget vigtig faktor i denne sammenhæng. Når vi pendler mister man kostbar tid med familien. Alt for mange kender rutinen; stå tidligt op, spise morgenmad alt imens, vi i en time eller to sidder i lange bilkøer eller proppede togkupeer – de fleste af os med kurs mod de store byer. Det er tankevækkende, hvordan vores samfund i dag er sat sammen.
Jeg ved det, for jeg kører selv jævnligt til København i forbindelse med job, og skal jeg arbejde mere i København, flytter jeg derind. Desværre er det sådan, at mange netop må pendle, hvis de vil have et job, eller vil have et job, hvor de bruger deres uddannelse, da mulighederne for fx akademikere i provinsen flere steder er ret begrænsede. I min branche er der en del jobs, der udelukkende er repræsenteret i København. Som freelance journalist kan jeg i princippet arbejde hvorfra det skal være, og alligevel ikke helt. Der er jobs, man går glip af, fordi man ikke er, hvor det sker. Det korte og det lange er, at vi er alle forskellige og ser derfor også forskelligt på det at pendle, men jeg har fået min datter for at være sammen med hende. Hun er fire år, og jeg har ikke tænkt mig at miste tid med hende, fordi jeg skal bruge 10-15 timer om ugen på at pendle til og fra job. Så vil jeg hellere flytte efter det, hvis jeg har muligheden vel at mærke – og det er jo netop det, ikke alle har.
Københavnere til provinsen
Men der er altså også folk, der flytter fra København og til provinsen. Men det interessante her er, hvorfor de flytter til provinsen. Der er faktisk lavet flere undersøgelser omkring, hvorfor københavnere med mindre børn og mellemhøje indkomster vælger at flytte til provinsen. Groft opdelt er der to grupper. Fælles for dem begge er, at de flytter væk fra storbyen og til provinsen for at give deres børn den bedst mulige opvækst. Den ene gruppe vil til provinsen for at blive der, fordi de elsker idéen om naturen. Der er tale om den der ’tilbage til rødderne’, og de er flyttet tilbage for at blive.
Så er der den anden gruppe, som udelukkende gør det pga. boligforholdene. De kan se, at de kan tilbyde deres børn noget langt bedre på landet end, hvad tilfældet er i storbyen. Kort sagt, de får meget mere for pengene i provinsen, og børnene kan rent faktisk få deres eget værelse fremfor, at de skal bo fire mennesker i en toværelses på Vesterbro. For en fireværelse på Frederiksberg har de ikke råd til. Den ene gruppe ser flytningen fra storbyen som noget positivt, hvorimod den anden gruppe ser det som et nødvendigt onde. Med mindre de vil arbejde 50+ timer om ugen, har de ikke råd til den større lejlighed i byen. Og det vil de ikke, for de vil gerne have tid til deres familie. Fælles for begge grupper er altså, at familieliv bliver prioriteret meget højt.
Der er altså flere problemstillinger; der er dem, der gerne ville bo og arbejde i København, men ikke har råd til at bo derinde, og så er der der, der meget gerne vil til provinsen for at bo, men som ikke kan finde job i provinsen og derfor er tvunget til at pendle til storbyen. Jeg går ud fra, at langt de fleste prioriterer, i det omfang de kan, at have tid til familien, men det kan være svært, hvis arbejdspladsen ligger langt væk. Og med den infrastruktur vi har i Danmark, når man skal bevæge sig mellem provins og storby, er det ikke så mærkeligt, at det tager tid at komme fra a til b.
Jeg tror ydermere, at det man har brug for i mange provinsbyer i Danmark i dag, er, at provinsen kunne ændre sig lidt på nogle områder. Der er brug for nytænkning. At man i takt med tilflytterne fra storbyen også trækker nye idéer og værdier ’ned over’ provinsen. Idéer og værdier, som man normalt ville forbinde med storbyen, men som nu også er kommet til provinsen pga. tilflyttere fra storbyen. Vi skal byde kreative kræfter og nye idéer velkomne. Det er jo ikke altid ‘vi ved bedst’ princippet, man skal gå ud fra (selvom jeg må indrømme, at jeg til tider holder af det princip). Når det er sagt, betyder det ikke, at jeg mener, at provinsen skal være en mindre udgave af fx København, men man kunne jo sagtens tage nogle tiltag til sig, der ville gavne provinsen, og på sigt trække flere mennesker til og dermed få skabt nogle stærkere provinsbyer.
