Tiden nærmer sig, hvor provinsen mange steder får fint besøg fra storbyen. Men storbyen får sandelig også fint besøg fra provinsen. Vi skal nemlig snart fejre jul sammen med familie og venner fra nær og fjern det ene eller det andet sted. Vi kører på kryds og tværs af landet (og landegrænser) for at kunne være sammen med dem, vi holder af, juleaften. Vi kører hjem. Jeg er også ‘hjemme’ på besøg hos min familie, og har netop haft en lang og hyggelig snak med min elskede mormor.
Sidste søndag i advent, tre dage til juleaften og juleferie. Har allerede spist alt for meget juleslik og ‘glemt’ en løbetur. Jeg er endnu ikke klar til julen, da det åbenbart kommer bag på mig hvert år, at det er juleaften den 24.december. Julefreden har ikke helt fundet vej til mig, men det kommer forhåbentlig. Jeg har liiige lidt arbejde, der skal gøres færdigt, og jeg skal ‘bare lige’ have købt de sidste 100 gaver (intet nyt der). Jeg skal ikke tænke på mad og den slags – det gør min moaaar heldigvis (for alle). Det er status hos mig pt.
Min datter Aura-Xenia 4 år med oldemor 101 år.
Den samtale jeg havde med min mormor over morgenbordet (okay, kl. var ti -brunch, vi har jo ferie) handlede om, hvor stor fokus, der netop er på julegaver i dag. Min mormor er 101 år, men frisk og rask, husker som en elefant (hende kan man ikke løbe om hjørner med), og vil hellere end gerne fortælle om dengang hun var barn og fejrede jul. Hendes historier fik mig til at stoppe op og tænke (ja, det sker) over, hvor meget der er sket med den ‘institution’, vi kalder julen, gennem årene. Min mormor er født i 1913, og da hun var barn var mange ting anderledes (no shit, Sherlock) – også hvad angår julen.
“Vi fik flæskesteg, som mange også gør i dag, men det var kun i de finere kredse, at man spiste risalamande. Vi fik æblekage. Gaderne var ikke pyntet til jul, som man ser med lys i dag, men mange forretninger havde smukke juleudstillinger. Man pyntede heller ikke så meget til jul hjemme, som tilfældet er de fleste steder i dag. Vi drak hvidtøl juleaften, der var ingen vin og ingen sodavand”.
Min mormor fortalte også, at det dengang kun var de virkelig troende, der gik i kirke juleaften (i hvert fald i Aalborg, hvor hun boede/bor), hvilket så langt fra er tilfældet i dag. Tværtimod er der mange (som jeg), der besøger kirken få dage om året, hvoraf juleaftensdag er en af dem. Jeg er ikke ligefrem ivrig kirkegænger, men juleaften SKAL jeg i kirke. Jeg føler ikke, at det rigtigt er blevet jul uden. Når jeg sidder i kirken den 24. december, føler jeg, at julefreden sænker sig over mig lige så stille. Det er også her, jeg siger glædelig jul til dem, jeg savner, der har været nødt til at rejse i forvejen.
Nå, tilbage til min mormor. De havde også juletræ, da hun var barn, men alt deres julepynt var hjemmelavet. Hun og hendes søskende lavede bl.a. kurve af tændstikæsker (og nu tænker I; ja ja, og hun snittede selv sine gaver af en gammel pind og en slidt kniv), men nej, det gjorde hun dog ikke. Men de fik ikke adventsgaver, pakkegaver eller julekalendre (hverken med eller uden chokolade).
“Vi fik et par småkager i julen, og højdepunktet var det stykke chokolade og den appelsin, vi fik juleaften. Vores gaver var praktiske, fx stof til en ny kjole, sko, strømper og måske et enkelt stykke legetøj – en dukke eller en hest af træ. Vi tænkte ikke så meget over gaver, og jeg synes netop, at julen har forandret sig på mange måder. Dengang tænkte vi fx ikke over, at det var jul før de sidste par uger før juleaften, i dag starter man jo nærmest i oktober. Derudover er jeg lidt målløs over, hvor mange gaver børn får i dag. Selvfølgelig skal de have gaver, men fokus er meget på det, og det er jo i virkeligheden slet ikke nødvendigt med så mange gaver”.
S….., det røber jo lidt, at vi i min familie ikke kan styre det, da min mormor selvfølgelig fejrer jul med os. Og jeg har hørt smøren før, både fra min mormor, men også fra min mor. Da jeg var barn, sagde min mor det samme. Dengang tog jeg ikke notits af, hvad hun sagde, men i dag kan jeg faktisk godt (lidt) se hendes pointe. Jeg kan egentlig godt se, at vores ‘Køb/smid væk samfund’ indimellem er ved at tage overhånd – også for mig (jeg skal ikke pudse nogen glorie). Min veninde sagde til mig forleden dag, da jeg havde købt nogle julegaver (mine første i år), at jeg godt nok havde købt mange ‘ekstragaver’ til min datter, hvilket vi grinede lidt af (hun kender garanteret også det udtryk – ‘en lille ekstragave’).
Uanset, min mormor har fat i noget. Julen ER lidt blevet gavernes fest. Jeg siger ikke, at det ikke stadig er hjerternes fest, men husker vi at definere ‘gave’ korrekt? Selvfølgelig skal der da være gaver – og selvfølgelig er især børn glade for gaver (hvis sandheden skal frem, er jeg også glad for gaver). Men når det er sagt, synes jeg, at det er vigtigt (uden at moralprædike, for det er jeg vidst ikke den rette til), at vi alle husker på, at det hele især handler om at være gode ved hinanden. At julen kaldes ‘hjerternes fest’ er jo ikke tilfældigt. Det handler om næstekærlighed, og det kunne vi vidst alle trænge til at blive mindet om fra tid til anden.
Jeg har en tidligere skolekammerat, der har brugt rigtig meget tid (og penge) på at købe og samle gaver ind til mindrebemidlede familier. Familier, der har svært ved at få pengene til at slå til her i julen, hvor også de gerne vil give deres børn en god jul med mad, gaver og alt, hvad der hører sig til. Min tidligere skolekammerat gør et fantastisk stykke arbejde sammen med en masse andre mennesker, og jeg beundrer, at nogen ikke alene bruger penge, men også tid på den slags. Bevares, jeg hører da også til gruppen, der gerne vil hjælpe, men altid har gang i tusind andre ting, og derfor aldrig finder tiden til det (læs; ikke prioriterer således, at tiden er til det). Jeg betaler mig fra det ved at støtte diverse foreninger. Det er min måde at hjælpe på, og jeg mener bestemt også, at al hjælp har sin ret, men jeg er nu alligevel taknemmelig for de mennesker, der også bruger tid på andre mennesker, og ikke ‘kun’ som jeg indbetaler et beløb på en konto.
Men faktisk er der mange af den slags mennesker – heldigvis. Jeg bliver varm om hjertet, når jeg fx læser i Århus Stiftidende her til morgen, at der hos Røde Kors er dobbelt så mange værtsfamilier, som der er gæster i Århus. Det samme er tilfældet hos alle de andre hjælpeorganisationer, avisen har nævnt i artiklen. De mangler absolut ikke flere hjælpere i julen. I Berlingske Tidende fortæller flere af hjælpeorganisationerne oven i købet, at noget har ændret sig. Flere danskere er i dag villige til at bruge tid på at hjælpe andre – og ikke blot i julen – sammnenlignet med for bare to/tre år siden. Jeg håber, at det vil fortsætte, for så gør vi da noget rigtigt i en tid, hvor vi ellers oftere gør noget forkert…
Fire generationer holder Jul sammen.
Så når I senere på aftenen den 24. december sidder, mætte og glade, i stuen midt i en gaveregn og oceaner af julepapir og bånd alle vegne, så husk at tænke på og være taknemmelige for alle de mennesker, der er i jeres liv. De mennesker, der beriger det på den ene eller den anden måde. Familie og venner (venner er jo i virkeligheden den familie, man selv vælger). Tænk på, at ikke alle er lige heldige, og at vi hver især på den ene eller anden måde kan gøre en forskel for andre. En forskel, der måske gør deres liv bare en anelse bedre. Rigtig glædelig jul til dig fra mig!
Nedenstående Link er til en artikel på tv-kalundborg.dk om en facebook gruppe, der hjælper mindrebemidlede familier og enlige. Samt et link til en artikel i Berlinske.dk om danskernes lyst til at hjælpe. http://tv-kalundborg.dk/Julegavehjaelp-via-facebook-til-traengte-familier http://www.b.dk/danmark/frivillige-i-koe-tilbyde-julehjaelp
