Det er lidt flovt at indrømme, men når jeg skal på restaurant, kører jeg ofte til København, fordi jeg ved, at jeg ikke bliver skuffet i jagten på en god restaurant. Men, nu kommer det store ’men’ nemlig. Men selvfølgelig er der gode restauranter i provinsen, også i det område, hvor jeg bor. Det ved jeg jo godt. Der er bare længere mellem dem, og de ligger ikke altid lige der, hvor du regner med at finde dem (inde i byen fx). Derudover har provinsen, i mit hoved, på en eller anden måde haft en lidt for tæt forbindelse til kebab og dårlig pizza, og efter at være flyttet fra København, har jeg ofte savnet mine yndlingsrestauranter derinde.

Det mærkelige er, at når jeg er på ferie (indland og udland), på weekendophold på Fanø eller andre steder, i mit sommerhus i Lønstrup eller i forbindelse med arbejde har opholdt mig i andre danske provinsbyer, har jeg ofte spist på kroer, slotte, herregårde osv. rundt omkring i netop – provinsen. Og maden har altid været fantastisk. Men når jeg er i mit eget område, som er Vestsjælland, har jeg en tendens til at glemme, hvad provinsen egentlig rummer, og hvad den kan. Det er en skam, for der er faktisk flere muligheder, hvad angår kulinariske oplevelser på Sjælland – også når vi fjerner København og alt nord for hovedstaden.

Bæredygtigt og lokalt er et hit

I dag er der utrolig meget fokus på bæredygtighed, brugen af lokale råvarer/ årstidens råvarer og det nordiske køkken. Det er jeg stor tilhænger af – alle vegne. Men jeg kan især se en fordel for provinsen, da det her har en direkte praktisk effekt på lokalsamfundet. Det skaber en synergi mellem lokalbefolkningen og restauranten. Og det er jo lige præcis, hvad der er brug for i provinsen. Provinsen leverer alle råvarerne til restauranterne i storbyen, hvorfor så ikke også bruge dem selv, og lave god sæsonfriskt mad i rammerne, hvor råvarerne er fra.

Jeg læste for noget tid siden, at AOK i foråret havde skrevet om netop provinsen og gastronomi, ligesom tilfældet i øvrigt var for Politiken og flere andre medier. AOK skrev om en konkurrence, der hedder ‘Local Cooking’, hvor regionens spisesteder dyster på smag og formidling. Der er to krav for at stille op; 75% af råvarerne skal være lokale, og indkøbsprisen skal holdes på max 45 kr. Det sidste krav er også interessant i forhold til provinsen, da min erfaring fortæller mig, at folk i provinsen ikke vil bruge ligeså mange penge på mad på en restaurant, som tilfældet er for fx københavnere. Herude er der desværre indimellem fokus på kvantitet i stedet for kvalitet, jf. det buffet-mareridt, der ofte er en succes i provinsen. Det koncept lærer jeg aldrig at forstå (altså kvantitet frem for kvalitet), og det gælder ikke kun inden for gastronomi.

Michelin-stjerner til provinsen?

Ifølge mange madanmeldere, er der adskillige restauranter i provinsen, som fortjener stjerner – Michelin- stjerner vel at mærke. I foråret gik der rygter i de kulinariske kredse om, at Michelin guiden ville udvide og lave en ny nordisk Michelin guide. Det glædede naturligvis mange af provinsens dygtige kokke rundt omkring i det danske land, da de vel ofte er ret oversete – i hvert fald i Michelin-sammenhæng. Men Michelin holder sig stadig til storbyen og udover Århus, kommer der formentlig til at gå flere år, før vi ser Michelin stjerner i provinsen (så kan vi altid diskutere, hvorvidt Århus er en provinsby eller ej).

Provinsens mange muligheder

Restaurant Edderfuglen ligger her på Røsnæs, Vestsjælland.

Michelin-stjerner eller ej, al omtale ( eller i hvert fald den gode af slagsen) er guld værd og temmelig nødvendig for restauranter, der ligger lidt ude på landet. Jo mere fokus, der kommer på udkantsområderne, jo lettere er det også at trække god arbejdskraft og besøgende til. Jeg håber, at der kommer endnu mere fokus på, hvad restauranterne i provinsen kan tilbyde, og da provinsen nærmest ligger og sover i råvarerne, er det da oplagt at bruge dem, i stedet for bare at eksportere dem af sted til storbyen, hvilket flere heldigvis allerede gør. Derudover har provinsen beliggenheden – den smukke natur – til at skabe noget unikt og anderledes. Det behøver ikke være negativt, at postnr. ikke hedder 1471 København K.

Jeg har i hvert fald fået øjnene op for mulighederne. Når alt dette er sagt, er der dog en anden ting, jeg elsker ved restauranterne i København – miljøet. Der er ofte fuldt hus, og der emmer af liv og glade dage. Hvorimod det ikke er ualmindeligt, at der blot sidder fem mennesker på restauranten i provinsen. Og bevares, du får da din mad hurtigere (nogle gange), men jeg vil altså hellere have stemning og muligvis vente lidt længere på mad, der er værd at vente på. Men måske den slags stemning kan skabes i provinsen, hvis man bliver bedre til at bruge de lokale restauranter – også en tirsdag aften indimellem. Provinsen vil gerne have specialebutikkerne, restauranterne og alt det andet, men bruger dem ikke nok, og forretninger og restauranter lukker. Længere er den vel ikke…