Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med sund kost og motion, og det er mange af mine venner og bekendte også. Sjovt nok, da det er virkelig ’hot’ (indrømmet, nogle gange lidt for hot) at have fokus på netop de områder. Jeg havde i den forbindelse en sjov samtale med en veninde går. Jeg havde læst en opskrift på ’træstammer’ (de der romkugleagtige nogle fra bageren) på Facebook, men hvor alle ingredienser var skiftet ud med sunde alternativer, så selv fitnessdronninger kan spise dem.
Men her er problemet. Hvis jeg vil have en ’træstamme’, så er den altså ikke lavet af figner og mandelmel (eller hvad det nu er, man bruger). Dermed ikke sagt, at jeg ikke vil have de sunde alternativer, for det vil jeg rigtig gerne, og jeg vil også meget gerne smage alle de sunde spændende ting, som kreative hoveder finder på, for jeg vil gerne leve sundt. Men det skal ikke være forklædt som noget, det ikke er. For vi ved jo alle, at der ikke er tale om en ’træstamme’, men derimod et sundt alternativ til en usund kage fra bageren, og jeg er vild med, at der er et alternativ. Men jeg er ikke vild med, at man kalder ting for noget, de ikke er. Som en ven sagde til mig; ‘træstammer’ er det, bageren fejer op fra gulvet og vikler marcipan rundt om’. That’s it. Low Carb ’træstammerne’ smager rigtig godt, men det er ikke ’træstammer’. Ligesom jeg kunne nævne hundrede andre ting, der udgiver sig for noget, det ikke er. Det er da fantasiløst. Vær dog lidt kreativ, og giv tingene deres eget navn!
Den fedeste kommune
I 2011 blev den kommune, jeg pt. bor i kåret som Danmark fedeste kommune – og ikke på den fede måde. Altså ikke fordi, det er den fedeste kommune at bo i, men fordi det var (er? har ikke kunne finde nyere tal) den kommune med flest overvægtige pr. indbygger. Det er jo ikke særlig fedt. I 2011 var 46,7 pct. af den danske befolkning overvægtig ifølge Statens Institut for Folkesundhed. I Kalundborg Kommune var tallet 56,1 pct. Kommunen var også den kommune, hvor man spiste mest kebab og mest kage. Ligesom det var den kommune, hvor der boede flest ufaglærte. Og det kan vi nok ikke benægte har en vis sammenhæng.
Jeg vidste det egentlig godt (og det gjorde mange af jer nok også) – at der selvfølgelig er en sammenhæng mellem uddannelse og fedme. Men jeg har netop læst en analyse fra Sundhedsstyrelsen, og fået det endelig bekræftet. Det gav mig lyst til at skrive det her blogindlæg om motion og kost, fordi jeg faktisk tror, at der mange steder er sket et holdningsskifte til netop kost og motion. Jeg tror, at man blot siden 2011 har ændret kost- og motionsvaner mange steder – også i provinsen. Ligesom ’det’ først sker i New York, London og Paris, så sker ’det’ som regel også liiige lidt før i København end i provinsen. Sådan er det, og sådan har det altid været, hvad enten vi vil indrømme det eller ej.
Nå, men for nogle år tilbage begyndte vi alle at snakke om fedme-epidemi i den vestlige verden. Det hele begyndte vel med de ’fede amerikanere’. Engang talte vi nemlig alle om, hvor tykke mange mennesker var i USA, i dag snakker vi om, hvor tykke mange mennesker er i hele den vestlige verden, herunder også i Danmark. Vi kalder det en epidemi, fordi den i løbet af en kort årrække har bredt sig til et meget stort antal mennesker i den vestlige verden – akkurat som mønsteret har været med tidligere tiders smitsomme sygdomme. Det lyder måske lidt vildt at sammenligne fedme med smitsomme sygdomme, men jeg tror, at I forstår, hvor jeg vil hen.
Uddannelse og (over)vægt
Uddannelse og vægt. Der er altså en sammenhæng mellem, hvor du bor, og hvad du vejer. Forskellene skyldes altså blandt andet uddannelsesniveau. En analyse fra Sundhedsstyrelsen viser, at danskere med en grundskoleuddannelse bliver tykkere og tykkere, mens akademikerne er langt bedre til at holde vægten. I Kalundborg Kommune, droppede mange unge, i de fremgangsrige år i 1990’erne og de tidlige 00’er, uddannelsen og valgte i stedet at tage velbetalte job som ufaglærte. Derfor har kommunen i dag en stor gruppe lavt-uddannede, og de ligger altså traditionelt i den uheldige ende af ryge- og fedme-statistikkerne. Og det er helt sikkert ikke den eneste kommune, hvor man kender til den problemstilling. Ovenstående tal hænger jo også meget godt sammen med, at Frederiksberg Kommune løb med titlen som den ’slankeste kommune’.
Men tilbage til den der holdningsændring. Der ER sket noget. Jeg kan se, hvor jeg bor, at mange flere dyrker motion, end tidligere. Der bor ca. 49.000 mennesker i kommunen, hvoraf ca. 16.000 bor i Kalundborg by. Alene i Kalundborg by er der fire motionscentre, to løbeklubber en cykelklub (og meget andet), men både motionscentrene, såvel som cykel- og løbeklubberne melder om øget medlemstal. Og det er ikke et enkeltstående tilfælde. Jeg ved, at tallene er magen til i flere andre provinsbyer, hvor jeg kommer og kender folk, der bor. Og det overrasker mig faktisk ikke. Alle vegne, hvor jeg befinder mig, møder jeg løbere og cykelryttere, og jeg må finde mig i at vente ved maskinerne i fitnesscenteret (i hvert fald, hvis jeg kommer på de ’forkerte’ tidspunkter). Folk i alle aldre, høje og lave, tykke og tynde er med på motions-bølgen. Ligesom fokus i høj grad også er på sund kost uanset, om du bor i provins eller storby.
Så nej, man spiser ikke kun kebab og kage i provinsen. Nogle af os har faktisk aldrig spist særlig meget kebab og kage. Man er blevet klogere (og forhåbentlig slankere og sundere). Men når det er sagt, at jeg godt klar over, at der altid vil være en del af befolkningen, der ikke bruger tid på motion ej heller har interesse i sund kost. Men den gruppe vil altid være repræsenteret alle vegne (i større eller mindre omfang). Uanset, kunne det være interessant at se, hvordan billedet i dag ser ud for hele landet, og om der er stor forskel på storbyen og provinsen, når vi taler kost og motion. Jeg ved nemlig ikke, om ’sund kost og mere motion –bølgen’ har ændret tallene markant, men jeg ville gerne vide det…
I kan i øvrigt se flere spændende opskrifter ved at klikke ind på ‘frkronnow’ på Instagram (hun har rigtige mange spændende opskrifter).



