Vi mennesker har alle dage forsøgt at identificere os selv som individer, men i høj grad også som en nation. Men hvad er egentlig dansk kultur og danskhed? Ligesom man ofte bliver mere bevidst om sin kultur, når der kommer rejsende til ens ’territorium’, bliver man også mere bevidst om danskheden, når man rejser. Man bliver mere bevidst om sin identitet og sit kulturelle ståsted – jeg gør i hvert fald. Man møder folk, der lever på en meget anderledes måde fra, hvad man er vant til, og det kan indimellem give stof til eftertanke, og ikke mindst være underholdende.
‘Danskhed’
Jeg sidder pt. i 30 graders varme på Bali i Indonesien og skriver dette indlæg. Jeg fik idéen til, hvad jeg skulle skrive allerede den første dag på dette skønne hotel på denne skønne ø. Det var så indlysende, at jeg var nødt til at skrive om det. Vi er de eneste danskere her på hotellet. Det passer mig fint – sådan kan jeg bedst lide det, når jeg er ude. Ikke fordi, der er noget galt med danskerne – tværtimod, men dem møder jeg jo hver dag hjemme i Danmark, så jeg finder det helt og aldeles charmerende, at samtlige gæster på hotellet er fra andre lande – og gerne lande langt langt væk. Det virker som en magnet på mig. Jeg søger altså ikke danskere (eller danskheden), når jeg rejser, men det pudsige er, at jeg bliver mere bevidst om min danskhed, når jeg rejser. Måske netop fordi, jeg søger andre kulturer og nationaliteter.
Nå, men det der danner hele grundlaget for dette indlæg, er i virkeligheden, at jeg i snart ti dage har boet på hotellet her, hvor der stort set kun er japanere og kinesere. Og de har i den grad gjort mig bevidst om, hvor forskellige de er fra mig. Ikke noget med ’rigtig’ og ’forkert’, blot forskellig fra hinanden. Et par enkelte australiere, amerikanere og europæere har sneget sig ind, men kun ganske få. Jeg har rejst meget i Asien, men sjovt nok altid boet på hoteller, hvor nationaliteterne har været meget blandet, men altså ikke denne gang i Indonesien. Misforstå mig ikke, det gør mig ikke noget, tværtimod, jeg har lært en masse. Men hold nu op, hvor er japanere og kinesere forskellige fra danskere. Selvfølgelig er folk fra Bali også anderledes fra en dansker , men det er bare ikke så udtalt, som jeg oplever det med kinesere og japanere. Nu ved jeg, at jeg gør noget, jeg hader, når andre gør. Jeg generaliserer. Og det er naturligvis lige så forkert, når jeg gør det, som når andre gør det. Alligevel kan jeg ikke helt lade være (undskyld). Men nu snakker jeg blot ud fra egne oplevelser her på min ferie.
Jeg skrev engang om, hvordan folk i provinsen og i storbyen havde forskellige holdninger til ting og opførte sig forskelligt fra hinanden i nogle henseender. Igen skal jeg selvfølgelig ikke generalisere, men ligesom, at vi danskere indimellem mener, at vi kan se, høre og mærke forskel på, hvor i Danmark vi kommer fra og/eller bor, har jeg ligeledes lagt mærke til, hvor ens vi danskere er, når vi er ude i den store verden. Herude er det ikke interessant, hvor i Danmark du er fra, næ, der er du ’bare’ dansk. Men det at høre til et sted, er i virkeligheden ikke ’bare’. Det er noget, der er meget vigtigt for langt de fleste – at være en del af et fællesskab, hvor man føler sig tryg.
Og præcis derfor søger vi danskere hinanden (det gælder selvfølgelig også alle andre nationer), når vi er udenlands i længere tid af gangen (jeg snakker ikke om ferier af tre ugers varighed). Det er det der med den fælles referenceramme, der gør os trygge. Og kan vi ikke finde en dansker, søger vi de nationaliteter, der ligner os mest. Da jeg var 19 år rejste jeg rundt i USA i fem måneder, og da jeg sad i Heathrow Lufthavn på vej hjem til Danmark, hørte jeg en dansker tale, og jeg havde bare lyst til at kramme hende (det ville nok være lidt underligt). Jeg følte tilhørsforholdet enormt stærkt, fordi jeg ikke havde mødt en dansker så længe (jeg nøjedes dog med, diskret, at sætte mig over ved siden af hende, sådan helt tilfældigt).
Selfie-generationen
‘Hyggesnak’
Nå, tilbage til min nuværende ferie-situation. Jeg kan begynde med at berolige danskerne med, at vores smartphone/tablet forbrug ikke er så slemt endda (selvom alle eksperterne siger det modsatte). Japanerne og kineserne her på hotellet har taget det til et helt nyt (og for mig indtil nu uset) niveau. Jeg sværger, jeg har aldrig set iphones, Ipads osv. blive brugt så flittigt og over alt (og jeg er endda slem selv).
Uanset, om du er ude for at opleve kulturelle seværdigheder, ligger ved poolen/på stranden, sidder og spiser på restaurant eller er ude at shoppe i butikker, står de klar med den nyeste teknologi. Jeg observerede et par over et par timer på en restaurant. På intet tidspunkt under hele middagen, talte de til hinanden. Overhovedet. De sad med hver deres Iphone (så meget for den hygge).
’Hvorfor, mor’?
De to uden vest, sidder, hvor man kan bunde. De skiftedes til at bruge den alt for store redningsvest (gad vide, om de har haft den med i kufferten)?
Regnjakke i poolen, men hvorfor?
’De spytter i poolen, mor. Det må de altså ikke’. Sådan sagde min datter på fire år forleden. Derudover undrer hun sig over, hvorfor de voksne gæster på hotellet ikke kan svømme. ’De er jo voksne, mor.’ Det er da helt i orden at opholde sig i en pool, hvori der ligger tyve kinesere iført regntøj (for ikke at blive solbrændte, går jeg ud fra) samt diverse oppustelige remedier beregnet til at holde dem flydende, men kunne de ikke evt. tage udstyret af, når de går rundt på resortet. Eller er det for meget forlangt?
Havde jeg ikke vidst bedre, havde jeg følt mig som en kendis, da det – bedst som man ligger og nyder solen fra sin solstol – flimrer for øjnene af en, og en selfiestang hænger hen over en iført et styks storsmilende kineser eller japaner, der forsøger at få dig med på billedet. De tager billeder af alt, alle og alle vegne, og når jeg siger billeder, mener jeg som i en seriøs photoshoot. Intet er overladt til tilfældighederne, og alt er dokumenteret. Jeg har ikke tal på de gange, min datter og jeg er blevet spurgt, om de må fotografere os?!
‘Os’ og ‘dem’
Min datter møder også altid en masse nye venner, når vi rejser – også venner, hvor hun må bruge hjemmelavet tegnsprog for at kommunikere, men det fungerer altid. Det pudsige er, at denne gang, har jeg lagt mærke til, at de børn, hun ‘snakker’/leger med, er de få europæere, australiere og amerikanere, der er på hotellet. Ikke fordi, hun ikke vil snakke med de japanske og kinesiske børn, men de virker slet ikke sociale på samme måde, som førnævnte. Igen, skal jeg ikke generalisere, men det pudsige er, at jeg talte med forældrene til de børn, min datter leger med, og de havde samme oplevelse. Så uden at ville det, bliver der et ’os’ og et ’dem’. Vi snakker lidt om, hvilke underlige ting, de gør og siger (og de gør sikkert det samme om os). Og det er da tankevækkende, da det hele bunder i kultur. Selvfølgelig kan der også være en sproglig barriere for nogle, men i dette tilfælde, virker det, på mig, mere som om, at de ’holder på’ ’os’ og ’dem’, men måske de tænker, at vi gør det samme…
Når alt dette er sagt, og forskelligheden er udstillet, er vi her jo alle af den samme årsag. Vi er på ferie for at slappe af, og hygge os med dem, vi elsker og holder af. Vi er flere forskellige nationaliteter samlet, der taler forskellige sprog, gør ting forskelligt, griner af forskellige ting, og ikke altid opfatter tingene på samme måde. Hvad der er uhøfligt i den ene kultur, er ikke altid uhøfligt i den anden osv. Men jeg ville nødig være denne oplevelse foruden. Det er faktisk ganske underholdende, og ikke mindst interessant. Jeg takker for, at vi ikke alle er ens – hvor ville det dog være kedeligt.
